Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Mange jøder var kommet ud til Martha og Maria for at trøste dem i sorgen over deres bror. Da nu Martha hørte, at Jesus var på vej, gik hun ud for at møde ham; men Maria blev siddende inde i huset. Martha sagde til Jesus: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død. Men selv nu ved jeg, at hvad du beder Gud om, vil Gud give dig.« Jesus sagde til hende: »Din bror skal opstå.« Martha sagde til ham: »Ja, jeg ved, at han skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag.” Jesus sagde til hende: »Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?« Hun svarede: »Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden.« Da hun havde sagt det, gik hun tilbage og kaldte ubemærket på sin søster Maria og sagde: »Mesteren er her og kalder på dig.« Da Maria hørte det, rejste hun sig straks op og gik ud til ham. Jesus var endnu ikke kommet ind i landsbyen, men var stadig dér, hvor Martha havde mødt ham. Jøderne, som var inde i huset hos Maria for at trøste hende, så, at hun hurtigt rejste sig og ville ud; de fulgte efter hende, da de mente, at hun gik ud til graven for at græde dér. Da nu Maria kom ud, hvor Jesus var, og så ham, faldt hun ned for hans fødder og sagde: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død.« Da Jesus så hende græde og så de jøder græde, som var fulgt med hende, blev han stærkt opbragt og kom i oprør og sagde: »Hvor har I lagt ham?« »Herre, kom og se!« svarede de. Jesus brast i gråd. Da sagde jøderne: »Se, hvor han elskede ham.« Men nogle af dem sagde: »Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også have gjort, at Lazarus ikke var død?« Da blev Jesus atter stærkt opbragt, og han går hen til graven. Det var en klippehule, og en sten var stillet for den. Jesus sagde: »Tag stenen væk!« Martha, den dødes søster, sagde til ham: »Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag.« Jesus sagde til hende: »Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?« Så tog de stenen væk. Jesus så op mod himlen og sagde: »Fader, jeg takker dig, fordi du har hørt mig. Selv vidste jeg, at du altid hører mig, men det var for folkeskarens skyld, som står her, at jeg sagde det, for at de skal tro, at du har udsendt mig.« Da han havde sagt det, råbte han med høj røst: »Lazarus, kom herud!« Og den døde kom ud, med strimler af linned viklet om fødder og hænder og med et klæde viklet rundt om ansigtet. Jesus sagde til dem: »Løs ham og lad ham gå.« Mange af de jøder, som havde været med hos Maria og set, hvad Jesus havde gjort, kom nu til tro på ham.Johannesevangeliet 11,19-45

I denne uge kom jeg hjem fra et 3 dages kursus, træt og fyldt op i sjæl og krop og glad for at være hjemme, ikke mindst på grund af familien, men også for min seng. Jeg ved ikke med jer, men jeg sover nu engang bedst i min egen seng! Og det fik mig til at overveje betydningen af dette begreb hjem, som er temmelig omfattende.

For et hjem er jo noget livslangt, skønt man ikke bor det samme sted hele livet og alle, der har prøvet at flytte ved, at man lige skal vænne sig til det nye sted for at føle sig hjemme; ja nogle oplever, at de aldrig rigtigt kommer til at føle sig hjemme et sted og må flytte igen.

Men hjem er også en tilstand rent mentalt, et tilhørsforhold, en ro, et udgangspunkt som et barndomshjem eller et fædreland, en by, et kvarter, en gade eller vej; tænk blot på Nick og Jays sang om Novembervej, som handler om en vej, der er blevet som et mentalt hjem, hvor man har sin identitet.

Men et hjem kan også gå i opløsning f. eks ved, at nogen dør i det; og det synes at være situationen i dagens fortælling om de tre søskende Martha og Maria og Lazarus, som er venner med Jesus. Lazarus har været syg og er nu død af sin sygdom og begravet i en klippehule i nærheden.

Familie og venner og naboer og bekendte er kommet hjem til Martha og Maria for at deltage i sorgen over deres afdøde bror. Huset af fyldt af sørgende og sorg, der grædes og tales, for sådan bearbejdes det uforståelige, som døden er!

Og som alle hjem, der rammes af sorg, ja så går hverdagen lidt i opløsning og man mister tidsfornemmelsen for at spise og sove – alt det mange af os har prøvet. Det er som en lang nat, hvor man ikke kan sove og ligger og vender og drejer sig sukkende uden at finde ro, hvor man føler sig som en fremmed et fremmed sted.

Faktisk synes jeg, at hele denne Johannes lange fortælling om Lazarus død og opstandelse er som en film for det indre øje. Man kan følge beskrivelsen så levende, at man kan se for sig, hvordan Martha går Jesus i møde og fortæller ham, hvad der er sket;

Hun ved ikke, at han allerede ved det, for det får vi som læsere at vide lidt tidligere i Johannesevangeliet; at Jesus godt vidste, at Lazarus var alvorligt syg, men har kalkuleret med, at han ville opvække ham fra de døde, når han nåede frem.

Det har Jesus flere gode grunde til at gøre: en af dem er at vise den undrende og skeptiske skare, at han har magten til at oprejse Lazarus af døden. Han vil overtrumfe forventningerne hos både Martha og Maria, som er Lazarus familie, men også alle de øvrige, som siger: ”Hvis du havde været her var vores bror ikke død, eller kunne han som åbnede den blindes øjne ikke også have forhindret Lazarus død”?

Han vil vise, at det er ham og ikke Lazarus, der spiller hovedrollen i filmen. Dette er ikke en film om Lazarus død, men en Jesusfilm om opstandelse. Ikke kun på den måde, at det er Jesus, som genopvækker Lazarus; for når vi sidder og hører det læst højt og ser filmen for vort indre øje, så tænker vi også på Jesu egen opstandelse fra de døde, som endnu ikke er indtruffet, men som vi har i baghovedet.

Så man kan sige om denne lange evangeliefortælling med alle dens dramatiske effekter, at Jesus både er hovedrolleindehaver og instruktør i den film, vi ser for os, når vi hører den. Alle andre er kun statister og vi, som sidder her, er publikum. Det er os, der skal overbevises af plottet om opstandelsen som en realitet.  

Man kan også sige, at formålet med hele historien er, at vi skal forstå Jesus som Guds søn, der kan overvinde døden. Han er som sin himmelske Far herre over liv og død. Som far så søn siger et gammelt ord og derfor kunne man også sige, at dette er læren om Gud.

Dette kapitel af Johannesevangeliet er i sig selv en teo-logi, en lære om Gud, som er herre over liv og død: Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det? spørger han Martha og hun svarer og bekender sin tro: Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden.

Men teologier og trosbekendelser er altid svære at forholde sig til i al deres abstraktion; og det viser sig da også, at ingen af de tilstedeværende, har forstået betydningen af det.

Hverken Maria, som sad lyttede ved Jesu fødder, sidst han var på besøg i hjemmet, som man kunne høre i evangeliet til sidste søndag; eller Martha som lige har bekendt, at hun tror på ham som Guds søn, som skal komme til verden;

eller alle de sørgende gæster i huset, som undrer sig over, at Jesus kom for sent til at redde Lazarus fra døden; for kunne han ikke gøre ham rask, ligesom han gjorde en blind mand seende?

Er det ikke forståeligt, at Vorherre bliver stærkt opbragt? Og får lyst til at råbe: ”Hvem, tror I, jeg er”? ”Har I virkelig ingenting forstået”? Nu må der handling til:

Så Jesus siger: ”Tag stenen væk fra graven”! Og Martha, der siger: ”Herre, han stinker allerede, han ligger der jo på fjerde dag ”. Han svarer hende: ”Men har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed”?

Og så taler han til den himmelske far, så alle kan høre det! Alle dengang og alle os her: Fader, jeg takker dig, fordi du har hørt mig. Selv vidste jeg, at du altid hører mig, men det var for folkeskarens skyld, som står her, at jeg sagde det, for at de skal tro, at du har udsendt mig.« Da han havde sagt det, råbte han med høj røst: »Lazarus, kom herud!

Og den døde Lazarus kommer ud af graven som i en gyserfilm med hænder og fødder viklet ind i linned og et klæde viklet om ansigtet. Men mange af dem, der var hjemme hos ham i hans hjem den dag, kommer til at tro på Jesus som Guds egen søn. De forstår, at der også findes et himmelsk hjem, hvor far og søn bor sammen og hvor der evigt liv og ingen død.

Man kan tænke, at det lyder mærkeligt med den teologi, den lære om Gud. Og det har mange nok også gjort, for hvordan skal man rigtig forstå det? Sådan var det også for de første kristne menigheder, hvoraf en var bosiddende i Korinth i Grækenland.

Paulus, der som jøde var blevet omvendt til kristendommen, havde grundlagt den menighed og gjort den til hovedstation for sin missionsvirksomhed i Grækenland. Byen var dengang multikulturel og multireligiøs, som vi kender det fra alle verdensbyer i dag og dertil var byen berygtet for at være særlig moralsk løsagtig, som mange andre større byer.

Imidlertid har Paulus følt et behov for at skrive to breve fra Efesos, hvor han opholdt sig til Korinterne, som oplevede splittelse i menigheden om, hvad der er kristendom? Hvad er læren om Gud? Paulus skriver også om, hvad der efter hans opfattelse er god moral, men det er ikke med i det uddrag af brevet, som vi hørte læst i dag.

I dagens epistel, som betyder brev, skriver han om, hvordan man skal forstå teologien om Faderen, som er Gud og sønnen Jesus Kristus. Det gør det måske ikke nemmere at forstå, men Paulus har følt et behov for en præcisering og det har mange andre teologer siden ham.

Så han skriver en dogmatik, som mange teologer efter ham har følt trang til. Paulus skriver en lære om, hvad der er sand kristen tro. Hvordan skal vi forstå det her om Gud fader og sønnen Jesus Kristus, som blev menneske? Jo nu skal I høre sådan og sådan.

Det gør det ikke nemmere at forklare, men det kan godt forstås. Derfor uddanner vi teologer på universitetet og har gjort det i 500 år. De har studeret, læst og skrevet, de har prædiket og digtet salmer for at lære os om kristendommen.

Og måske er det virkeligheden her i poesien, i salmerne vi synger, at vi bedst kan nærme os det meningsfulde i læren om Guds frelser Jesus, som fik tilnavnet Kristus, den salvede og udvalgte.

Brorson, Wexels, Grundtvig, Ingemann og Jacob Knudsen, som har skrevet de salmer, vi synger i dag, forsøger med hver sine billeder at gøre kristendommen klarere for os. Men måske i virkeligheden mest ved at røre vore sind og hjerter. Med digtningen prøver de at vække betydninger i os om naturen og den verden vi kender, som giver os en fornemmelse af det, som er større end os og som vi kalder Gud.

Og når vi kender ordene far vore egne liv, de smukke billeder fra vores nordiske natur derude, så føler vi også faktisk hjemme. Amen.