Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Men hvad skal jeg sammenligne denne slægt med? Den ligner børn, der sidder på torvet og råber til de andre: Vi spillede på fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange, og I sørgede ikke. For Johannes kom, han hverken spiste eller drak, og folk siger: Han er besat. Og Menneskesønnen kom, han både spiser og drikker, og folk siger: Se den frådser og dranker, ven med toldere og syndere!« Dog, visdommen har fået ret ved sine gerninger. Da begyndte Jesus at revse de byer, hvor de fleste af hans mægtige gerninger var sket, fordi de ikke havde omvendt sig: »Ve dig, Korazin! Ve dig, Betsajda! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i jer, var sket i Tyrus og Sidon, havde de for længst omvendt sig i sæk og aske. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere på dommens dag end jer. Og du, Kapernaum, skal du ophøjes til himlen? I dødsriget skal du styrtes ned! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i dig, var sket i Sodoma, havde den stået den dag i dag. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Sodomas land tåleligere på dommens dag end dig.« 

Det er ikke let at gøre alle tilpas. Ingen tvivl om at Jesus sammen med mange andre har gjort den erfaring.

Vreden hos Jesus overrasker os, og vi tænker om det kan passe at han blev så gal på nogle små uskyldige byer og dens mennesker, og sendte dem i dødsriget. Vrede fortæller også at Jesus er et menneske, der lever og ikke er ligeglad med som sker omkring ham.  Vreden hos Jesus ønsker disse byers tilintetgørelse. At de må forsvinde fra landkortet. I dødsriget skal du styrtes ned! Der er ingen tvivl om at hans ønske er sende disse byer hen hvor peberet gror. Nogle gange skal ting siges meget hårdt, i håbet om at de må besinde sig.

Vrede kan være meget ubehagelig og udelukke fra et fælles liv. Vrede gør ondt, særligt når det går på min egen person. Mødes vi af et andet menneskes vrede efterlader det os alene og usikre. Vi føler ensomheden og slår øjnene ned, for et par vrede øjne er ikke rare at se ind i. Det gør ondt at blive mødt af vrede. Vrede er en voldsom følelse, som griber én og den kan nogle gange kontrolleres men ofte tager den magten fra én. 

Vrede kan også have sine fornuftige grunde, og være båret af et anliggende. Værdier er blevet sat til side, og det kan være berettiget at et menneske bliver vred på sine omgivelser.

At vrede hører til blandt de katolske syv dødssynder, fortæller blot, at vi har med en stærk følelse at gøre, hvor mennesket mister selvbeherskelsen. Det er som en fremmed magt der overtager styringen af et menneske.

Jesu vrede vil jeg ikke kalde for ude af proportioner med virkeligheden. Vi kunne kalde den for en retfærdiggjort vrede. Når vi taler om at vrede kan være på sin plads, er der gået noget forud, som har foranlediget vreden. Det kan være vrede over handlinger gjort mod et menneske, eller mennesker der alene tænker på sig selv og glemmer at vi lever et liv hvor der skal tages hensyn til andre. Når vi kalder Gud for skaberen, betyder det, at vi er her for de andres skyld. At vi er sat her, og livet givet os, for at vi skal leve livet sammen med andre.

Vreden hos Jesus begrunder han selv med, at visdommen har fået ret ved sine gerninger. Jesus er visdommen. Visdommen ser vi i hans møder med mennesker og i hans ord. Visdom er noget andet end klogskab, som er noget man kan læse sig til. At være klog at er have erhvervet sig viden efter at have studeret et fag grundigt. Visdom rummer også klogskab, men mere end det, noget med at have en særlig indsigt i, hvad livet er og hvordan vi skal leve. At være vis er at have en særlig opgave i livet.

Jesus taler om sig selv som fyldt af Guds visdom.

De gerninger Jesus taler om, som har retfærdiggjort visdommen han kommer med, er at Jesus som Guds visdom blev alle til del. Gud tog i sin visdom, som den blev synlig i Jesus, hensyn til alle. Ikke sådan at Gud kunne gøre alle tilpas. For det er hverken let for en gud eller for os. Gud slipper ikke mennesket ud af syne. Han slap ikke kærligheden til alle.

Guds visdom mødte mennesker dengang i Johannes som folk synes var skør. Og Jesus blev det ikke bedre med, da han begyndte at spise med samfundets udstødte. Men det var jo netop hvad Guds visdom handlede om. En kærlighed der ville møde ethvert menneske. 

Jesus begynder dagens tekst med at sige, hvordan det ikke skal være. Det er derfor han bliver vred. Hvad skal jeg sammenligne denne slægt med, siger han. Det skal vi høre som en kritik. Det er ikke et neutralt spørgsmål. Hvad er der vejen med denne slægt? Han sammenligner mennesker i sin tid med utidige børn, der hverken vil det ene eller det andet. De vil hverken lege bryllup eller begravelse.

Der er ikke noget nyt i dette. Det kunne vi allerede høre hos profeten Ezekiel. Profeten Ezekiel gør den samme erfaring. Han arbejder som profet for Gud, men ingen vil høre på ham. Jo, de vil gerne høre hvad han har at sige, men når det kommer til at handle på hvad de har hørt, er de ganske døve. Jesus hører til i rækken af profeter der som formidlede Guds visdom til mennesker.

Karen Blixen havde et motto der lød: ”Jeg må svare”. Mottoet betød ikke kun at svare på et spørgsmål der blev stillet, eller på breve hun modtog, men i dybeste forstand at svare for. Tage ansvar for sin tilværelse.

De sidder der på torvet og kigger på verden som de ønsker den skal være. Vi kender dem i dag som meningstilkendegiverne, der ved hvad der er galt med verden, og hvordan den skal se ud. Dem kan der komme mange begavede forslag og beskrivelser af verden fra. De kan ligefrem skrive begavet med gode betragtninger over et eller andet, at de bliver til profet lignende skikkelser i den offentlige debat.

Vi kan selv være som dem der sidder på torvet og synes vi kan en masse, og kan ikke forstå, hvorfor andre ikke synes det. Vi har da mange gode ideer og hvorfor er der ingen der vil lytte på os og gøre som vi foreslår.

Nytter det noget vil nogen sige. Vi kan alligevel ikke ændre på noget, så kan vi kan da ligeså godt bare kigge på, lade stå til, mens verden går sin gang. Søren Kierkegaard skrev i sin bog Enten-Eller om menneskets lyst til bare at lade stå til: ”Jeg gider slet ikke. Jeg gider ikke ride, det er for stærk en bevægelse. Jeg gider ikke gå, det er for anstrengende. Jeg gider ikke lægge mig ned, thi enten skulle jeg blive liggende, og det gider jeg ikke, eller jeg skulle rejse mig op igen, det gider jeg heller ikke. Summa summarum: jeg gider slet ikke.”

 Har vi ikke alle på et eller andet tidspunkt haft det som SK skriver. Lysten til ikke at skulle forholde sig til noget, tage en beslutning, svare på et eller anden, men ikke gide. Det er ikke den holdning der skaber samfund og værdier, men det kan en gang imellem være nødvendigt og sundt at sige: jeg gider ikke.

Hvor kan man blive vred som Jesus på mennesker der gerne vil have at en masse skal gøres, men ikke selv gider deltage.

Visdommen ligger i at Jesus ikke som denne slægt, sad passivt og kiggede på livet, og gerne så livet artede som de gerne ville have det. Jesus kom, han både spiser og drikker, frådser med livet, og gør det sammen med dem de andre helst ikke vil lege med; ven som han var med toldere og syndere. Den guddommelige visdom er, at Gud ikke kun er gud for de få, men for alle.

Vi vil ikke leve vort liv på de vilkår, Gud har givet os og bestemt os for. Vi møder livet med krav. Vi har vor egen mening om, hvordan det hele skal være. Som dem Jesus taler om, der sidder på torvet, og gerne vil lade ting ske, men ikke være med. At ville kigge på livet i afstand, som dem på torvet, kan i nogle situationer være klogt. Det er ikke alt i verden vi har lyst og skal blande os i. Visdommen Jesus peger på i sine gerninger, handler om noget andet. Visdommen der viser sig i Jesu tale og handlinger. Af den visdom kan vi lære, at det ikke nytter noget at sidde på torvet og ikke deltage, samtidig med at man råber om hvordan man gerne vil have verden skal se ud.

Jesus bliver vred fordi han vil have at vi skal besinde os på, at i livet kan vi ikke sidde på torvet og ønske at livet skal være på én måde, hvis vi ikke selv vil tage et medansvar. Du må danse med, hvis du ønsker at der skal være dans.

Det er snæversyn og uvidenhed at tro, at vi kan sidde som børn på torvet og dirigere med livet. Vi har vores på det tørre, og så kan vi hygge os og leve godt og beskyttet liv. Og så kan de andre sejle deres sø, hvis ikke de vil lytte til os og vore gode råd. Visdommen som får ret ved sine gerninger, er det modsatte af, at lukke sig inde. I verden i dag kan man ikke isolere sig, hytte sit eget og lade de andre passe sig selv.  Guds visdom som viser sig i Jesu ord, samtaler og handlinger er, at alt er forbundet, hænger sammen. I dagens verden er der så mange store spørgsmål at kæmpe med og som kun løses hvis vi står sammen. 

Vi kan ikke isolere os og sidde som en sur generation af forkælede børn og råbe til verden. Vi kan ikke isolere os. Gud har skabt os i sin visdom for at vi skal være medarbejdere til gavn for den hele skabte verden. Amen