Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud! Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen. Men enhver, som hører disse ord og ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på sand. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og slog imod det hus. Og det faldt, og dets fald var stort.« Da Jesus var færdig med denne tale, var skarerne slået af forundring over hans lære; for han underviste dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge.

Vi elsker sikkerhed og tryghed i vore liv. Der er noget som står fast og som vi kan ved os sikre på. At det ikke bare forsvinder, men at vi kan regne med at det bare er der som en sikker grund fødderne. Kender vi ikke alle til det at gå på vejen og et øjeblik kigger vi ikke hvor vi går, er kommet ud mod kantstenen og vi mærker pludselig at foden ikke kan finde fast grund at stå på. Og vi vakler et øjeblik indtil vi igen mærker grund under foden. Sådan gælder det også i livet.

Vi frygter usikkerheden og utrygheden fordi det får os til at mærke livets skrøbelighed.

Menneskelivet har til alle tider været en rejse mellem et hus på klippen og et hus på sandbund, for at gentage to stærke billeder fra prædikenteksten.

Med disse billeder af Jesus er vi i slutningen af hans bjergprædiken. Bjergprædiken er Jesu store tale til sine disciple og til os om hvad det er vi skal, hvis vi vil følge Jesus efter. Vi kan kalde bjergprædiken for en vision om hvem mennesker skal blive. Jesus taler om den etik han vil at mennesker skal følge for at kunne blive medskabere på den nye verden Gud vil skabe. Det kommer tydeligt frem det sted hvor Jesus siger: Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen. Målet er at efterligne Gud og skabe liv efter billedet af Gud, der lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. 

I slutningen af bjergprædiken, som er dagens prædikentekst, er det Jesus siger som afslutning på sin tale om den vision han har for menneskers liv: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen.

I dag vil vi sige noget i retning af, at det er godt at have et ståsted. Det menneske som svæver frit i luften, er det svært at forholde sig til. Vi må vide, hvor du står, lyder det tit, og man har et standpunkt, til man ta’r et andet, mens det i andre situationer gælder om at stå fast og være standhaftig. Vi synes heller ikke om det menneske, der ikke er til at rokke i sine synspunkter. Den påståelige holder vi ikke ud, fordi vi jo godt ved at livet skifter og meninger og holdninger ligeså. Alligevel må vi sige: det er godt at have en sikker grund at stå på. En grundvold der giver ro til at leve og møde livets omskriftelser.

For huset på klippen og på sandet fortæller også en anden historie. Det er ikke bare vigtigt at have et ståsted. Vi ved alle at lige meget hvor stærkt et ståsted vi synes vi har, er livet uhyggeligt skrøbeligt. Skybruddet, floderne og stormene er et billede på menneskelivets fælles vilkår. Vi kan den ene øjeblik føle at vi har et hus på klippen for i næste øjeblik at føle at det hele braser sammen. Vilkår der er fælles for alle folk, for alle mennesker, fra øst og vest, for rige og fattige, for stærke og svage. Regnen, floderne og stormene er billede på det som angriber og ødelægger menneskelivet. Det kan være begivenheder i vores nære omgivelser eller i den store verden der med ét kan få vores hus, trygheden og sikkerheden, til at vakle. Faldet kan også skyldes menneskes egenkærlighed, selvretfærdighed og selvoptagethed, misundelse og ligegyldighed overfor andre mennesker.

 Vi søger alle trygheden i billedet af huset på klippen. Huset er et stærkt symbol på det som giver mennesker tryghed. Huset er med sit tag, fire vægge og åbninger fortællingen om det sted hvor mennesket søger ly, beskyttelse og følelsen af rummelighed.

Vi ser i disse dage med de voldsomme brande i Sverige på grund af varmen og tørken denne sommer, mennesker der må forlade deres huse og hjem, og hvor svært det er at tage væk fra det måske sikreste sted i verden. Huset og hjemmet som vi forbinder med noget trygt og rart. Huset med dets hjem kan bestemt også være det som mennesker helst vil væk fra og har dårlige minder med, fordi det aldrig har været en tryg og sikker base for liv. Vi bygger alle vort hus på sand i livets løb. Klippen og sandet symboler som de er på hvordan livet former sig for et menneske. Og for verden som jo bestemt også, og måske endda højere grad hele tiden, veksler mellem de vi kan stole på og det som river fødderne væk under os.

Tænk blot på den verdenspolitiske scene for øjeblikket. Det har aldrig været mere uroligt og uforudsigeligt i mange år, hvordan verden vil udvikle sig. Den amerikanske præsident Trump er en væsentlig årsag til at vi alle føler at verden ryster og i nogle sammenhænge mere står på sandbund end klippegrund. Trump nævner jeg som en hovedårsag til at mange føler mere at verden er mere skrøbelig i dag end før han kom til magten. Fordi han er uforudsigelig og vi aldrig kan være sikre på, hvad han har tænkt sig og om han i det hele taget arbejder efter nogle politiske visioner. Det mere ud til han handler på øjeblikkets instinkt, lyst til magt, hvad der passer lige nu, hvad han godt lide at vi andre skal se og hvad der ser godt ud i hans støtters øjne. Han er som regnen, floderne og stormene der raser hen over verden og dens politiske institutioner der søger at finde løsninger på fælles problemer, hvor Trump river ned eller lader stå til. Kun eftertiden kan vise os om Trump var et hus bygget på sand. 

Klippen og sandet fortæller os en anden historie om livet, at vi aldrig kan vide at være sikre på at have et solidt fundament under vort liv. Livet ændrer sig hele tiden. Tidligere i menneskenes historie var det meget naturen mennesker måtte tage hensyn til og beskytte sig mod. Derfor har mennesket altid bygget huse for netop at have fast grund at leve på. Huset blev til menneskets hjem. Hjemmet er dér vi søger tilbage når vi har været ude. Hjem er der vores hjerte hører til. En følelse af at høre til, som giver sikkerhed og ro. Hjem kan også for nogle mennesker være, et fængsel eller det sted vi helst undgår. Fordi det er forbundet med så meget mørkt og smerteligt.

Med huset på klippen eller sandet vil Jesus fortælle om hvor omskifteligt livet er. Gud har ikke skabt et liv som er i harmoni. Klogt at bygge sit hus og hjem på klippen. Altid godt med fast grund under fødderne. Det er også det vi siger til vores børn, at det er vigtigt at de tænker over hvad det er de vil i livet. Få dig en uddannelse så har du et godt grundlag for at gå videre i livet, er vi mange der siger. Altid godt at lægge en god grund for det får betydning for mange andre valg vi skal træffe i livet. Et hus og et hjem er også hvad vi som forældre synes er vigtigt for at vores børn skal få et godt udgangspunkt for de liv de skal leve.

At kunne tænke tilbage på et godt barndomshjem med kærlighed, omsorg og værdier, viser sig altid at have stor betydning for hvordan livet bliver. Når hjemmet på et tidspunkt er væk, fordi ens forældre ikke lever mere, fortsætter hjemmet og hvad det rummede at leve videre i én som en god arv som skal forvaltes.

Jesus taler ikke om tro på Gud som det vigtigste i hans sidste ord af Bjergprædiken. Ordet tro nævner han ikke. Han siger til sin tilhørere: Følg mig. At følge Jesus efter er udtryk for den nye identitet som hele bjergprædiken taler om. Bjergprædikens mål eller ønske er som Jesus siger det et sted at vi må blive Guds børn. Gøre som Gud der lader solen skinne hver dag over alle mennesker. ”Enhver, som hører disse ord og handler efter dem” er en hjælp til os, at vi har et ståsted i vore liv. Jesus taler om hvad han lige har lært dem i sin bjergprædiken og hvad han selv med sit eget liv står inde for. Han er selv en klippe i menneskers liv.

Kristus har med sit liv og sit ord givet os nogle gode eksempler på, hvad vi skal gøre. Følger vi ham har vi lagt en god grund for vore liv. Hvis et menneske lever og gør, som Jesus foreskriver, bygger det på klippegrund. Hvad Jesus siger, er ikke en hemmelige lære for de særligt indviede, her kræves ingen særlige forudsætninger. Nej, han peger i sin tale hen på den virkelighed vi alle står i hver dag, hvor min næste, mine nærmeste har brug for mig. Jesus siger: hvis du vil dyrke Gud, men har et uafgjort mellemværende med din næste, så sørg for at få det afklaret, da kan du dyrke Gud. Gengæld ikke ondt med ondt, men gør det gode, afstå fra det onde. Fjenden, ham eller hende du ikke kan lide af en eller anden årsag, skal du elske, for han eller hun er din næste. Når du beder en bøn til Gud, skal du ikke gøre for at vise dig frem for andre, for at de skal se hvor god og from du er. Vi skal bede den bøn Jesus har lært os, Fader Vor, som rummer alt det nødvendige i et menneskes liv.

Følger du det, Jesu ord fra Gud til os, har du lagt en god klippegrund under dit liv. Til at klare den skrøbelighed som du vil komme til at møde i livet, og de omskiftelser som vil udfordre den klippe du har bygget dit liv på. Du vil stadig komme til at opleve at dit liv skrider som sandet. Tilværelsen er vakkelvorn. Livet er skrøbeligt. Alt flyder. Men følger vi Jesus efter har vi et holdepunkt som har stået i tusinder af år og bliver stående som en klippegrund. Amen