4. søndag efter trinitatis 2018

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende.‹ Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!« Matt 5,43-48

Når jeg læser evangeliet til i dag, kommer jeg til at tænke på, at kristendommen altid vil prøve at sige os det, som vi ikke umiddelbart kan sige os selv. Som dette med at elske sine fjender og forfølgere, for det går imod, hvad vi finder naturligt! For det vil jo egentlig sige at elske alle mennesker, for kærlighedsbuddet eller påbuddet gælder også for dem, som vi allerede finder det naturligt at elske.

Og alligevel kan man ikke undgå at spekulere over dette med fjendekærligheden, hvad skal den gøre godt for? Er det for vores egen skyld, eller er det et stop volden projekt, som skal arbejde for en bedre verden eller virkelighed? Kan man overhovedet stoppe vold med kærlighed?

Forfatter Annelise Marstrand Jørgensens seneste roman Sorgens grundstof kredser om dette problem. Hun lader tre figurer, som har en næsten mytisk evig karakter og ikke ældes som vi andre, gennemrejse historien og kontinenterne fra Wienerkongressen i 1814 gennem hele det 20 århundrede.

Ben fra Wien, armenske Hakob og Grace, som er efterkommer af slaverne i Vestindien, møder konflikter og krige og samfund og deres forskellige befolkningsgrupper både sammen og hver for sig.

De tre hovedpersoner i romanen repræsenterer også de tre religioner jødedom, islam og kristendom uden, at de på nogen måde selv er særlig bevidste om det, eller skulle jeg sige, særligt interesserede i det stof.

De lægger dog alle tre afstand til konflikter af alle slags og er samlet set optaget af at afhjælpe lidelser og forsøge at gøre det bedste i alle situationer. Man kan vel godt sige, at de prøver at tænke sådan; at Gud lader solen stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige, så hvorfor ikke behandle alle ens og hjælpe, hvor man kan?

Og på den måde bliver de et sindbillede på at overvinde forskelle, måske ikke så meget ved kærlighed som ved tolerance; det vil sige ved ikke kun at hilse på deres brødre eller kun at elske dem, der elsker tilbage. De erkender alle tre hver for sig, at de på ingen måde er fuldkomne, men at mindre kan gøre det!

 Lidt mad, en hjælpende hånd, et skjul, en sum penge eller en forbinding og pleje, en samtale. Ja faktisk er alle disse afhjælpende gesti, jeg lige har nævnt, vel dybest set samtale og samkvem. Al menneskelig erfaring viser, at hvor samtalen holder op (og her mener jeg ikke skænderier), der vokser modsætninger og fjendskaber lettere frem. Hvor man bygger hegn, er fjendskabet en realitet.

Jesus egen samtid var lige så fyldt af modsætninger som vores i dag og deraf kommer givetvis hans bud om at brede kærligheden og forståelsen ud til at omfatte ethvert menneske. Vi har et ansvar for forholdet til vores næste uanset: om vi er enige med ham eller ej, om hun er anderledes end os, uanset om vi forstår dem eller ej.

En ting er at skulle elske sin modsætning, den fremmede, de anderledes; hvad nu hvis man ikke kan elske sine nærmeste som man forventes at kunne? Jeg husker, hvordan jeg efter noget med 21 timers fødsel fik mit barn i armene og så på en lille bylt, som var mig en fremmed.

Så var det, at jeg spurgte højt ud i fødestuen: ”Er det så nu moderkærligheden skal komme strømmende”? Hvorefter min mand snuppede bylten fra mig og sagde: ”Ja det ved jeg ikke, men faderkærligheden den fejler i hvert fald ikke noget”!

Der er jo nogle, som oplever det smertelige, at de ikke kan elske dem, som de forventes at elske uden rigtig selv at kunne forstå hvorfor? Børn, forældre, søskende.. og det kan være meeget svært at forklare, hvorfor det er sådan? Mange gange kan man ikke rigtig finde nogen forklaring.

Mange løser det ved ikke at omgås og det er vel legitimt nok, for kærligheden kan jo ikke tvinges frem, man kan ikke elske med viljen og det er heller ikke meningen med buddet om at være fuldkommen som den himmelske Fader.  

Man kan ikke gøre buddet om næstekærlighed (for det indebærer jo både venner og fjender) til et princip eller en lov. For så ville det ikke blive et kærlighedsforhold. Buddet indebærer en tilskyndelse til at se sig selv i andre, til at sætte sig i deres sted, som samaritaneren gjorde det, da han så den sårede mand ligge på sin vej fra Jerusalem til Jeriko efter, at han var blevet overfaldet.

Samaritaneren tænkte: ”Tænk hvis det var mig”! Eller måske: ”Godt det ikke er mig”! Men han fik medlidenhed med ham og hjalp ham og det er næstekærlighed. Det er den, vi alle håber at møde, hvis vi er i nød, at nogen får medlidenhed med os, og der findes ikke nogen dybere taknemlighed end den for at få hjælp fra en uventet kant!

Medlidenhed er måske nok blevet et lidt negativt ord; man vil helst ikke føle andres medlidenhed, højst deres medfølelse. Man vil hellere klare sig selv, men hvorfor egentlig? Når det nu kan føles godt at hjælpe og blive hjulpet. Der er ikke noget nedværdigende i det, at lide med betyder at gå ved siden af den lidende, ikke at se ned på..

Måske føler mange, at de skal gøre gengæld, men det ligger der ikke i buddet om næstekærlighed – vi skal ikke elske vores næste, som måske også er vores fjende, fordi han elsker os, men fordi Gud elsker os begge. Og fordi det påvirker os selv meget mere positivt at hjælpe nogen i nødens stund end blot at gå forbi dem.

Vi er hinandens næste, hvad enten vi bryder os om buddet eller ej! Friheden ligger i valget om at se os selv i ham eller hende eller ej.. Ligesom Gud ser sig selv i os!

Som lige før da vi holdt lille Ingrid over døbefonten og Gud så sig selv i hende! Og ifølge hans egen søn Jesus Kristus siger han: ”Hun er også mit barn og jeg vil være med hende alle dage indtil verden ende”!

Dåbens løfte er, at vi alle er trådt ind i hans store kærlighedsfælleskab, som aldrig hører op, det er hans kærlighed vi deler, det er hans ansigt, vi ser i dem, som vi møder på livets vej.

Ingen af os lever for sig selv og ingen dør for sig selv; for når vi lever, lever vi for Herren og når vi dør, dør vi for Herren, sådan skriver Paulus til Romerne om det kristne kærlighedsfællesskab.

Det betyder, at vi er hinandens liv trods sorgens grundstof, som vi begyndte ved i dag; det er et grundvilkår i livet og i lyset af det skal vi prøve at se det, som vi har fælles, frem for det som adskiller os!

Ikke i illusionen om at kunne stoppe al vold og fjendskab, men i erindringen om at se hinanden som Gud ser os. Ansigt til ansigt. Amen.