Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus sagde også: »En mand havde to sønner. Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem. Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere. Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste. Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold. Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind. Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger – da han kom, slagtede du fedekalven til ham. Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.« Lukas 15,11-32

Det er en populær, rørende og medrivende historie. Der er flere personer i den, en far, en ældre søn, der opfører sig pænt, og en yngre søn, der skejer ud på det frygteligste.

Det er også personer som lever tæt og godt sammen på den gård som faderen ejer. Men en handling hos den yngste får store konsekvenser, og de kommer med ét til at stå fjernt fra hinanden. Den yngste søn rejser med arven til et land langt borte skriver Lukas, og da han efter at have sat alt over styr begynder på sin rejse hjem, ser hans far ham langt borte. Den ældste søn har i al den tid den yngste har været ude og more sig været på gården, nær ved sin far. Da faderen beslutter at holde en kæmpe fest for den yngste efter at have fået ham tilbage, vil den ældste ikke deltage, og melder sig ud af familien. Han kommer til at stå langt væk fra sin familie. Sådan må han selv have følt det, og sikkert også hans far selvom han gør hvad han kan for overbevise ham om hvor vigtigt det er at holde fest for den som var tabt og er kommet hjem.

Det er én Jesus mest elskede lignelser. Fordi vi umiddelbart kan genkende os selv som fædre, mødre, sønner og døtre i lignelsens personer. Det er er også vores hverdag som Jesus fortæller.

Vi havner alle på et eller andet tidspunkt, i større eller mindre grad i lignende situationer. Som den yngste at ville have sin frihed for enhver pris for at blive sig selv. Oplevelsen af hvordan selvsikkerheden hos den yngre med ét på grund af tilværelsens modstand kan forvandle et menneske til en ynkelig skæbne. Den ældste søn ligger os heller ikke fjern. I magelighed eller måske er det bare tilfredshed med det han har, bliver han hjemme hos far på gården. Han der altid gør det rigtige må faderen tale strengt til. Fordi han netop så tydeligt selv gør meget ud af at understrege, at han da altid gør det rigtige. Han lever i tryghed og velfærd hver dag, i velsignelse, men er jo ikke parat til at yde velsignelse til andre.

Fædre og mødre kan slet ikke lade være med at se sig selv i den gode far der tager den tabte søn til sig uden et ondt ord. Og jo også viser stor forståelse for den ældste søn der har det svært med at se lillebror få sin plads tilbage. Misundelsen hos et barn, ja hos enhver, er altid svær at have med at gøre. Den sortner et menneskes liv der ikke vil lytte og give plads til andre.

Fædre er bestemt ikke alle som denne far. Han er usædvanlig, usædvanlig kærlig og altomfavnende i sin forståelse. Jeg kom til at tænke på et andet billede af en far som jeg læste om hos den norske forfatter Karl Ove Knausgård. Han led som barn under sin far og frygtede bestandigt for hvad hans far kunne finde på, at han som voksen altid må kæmpe med følelsen af at have gjort noget galt, noget alvorligt og uopretteligt, jeg har altid følelsen af at jeg er et dårligt menneske, det lader mig aldrig i fred. Jeg er plaget af det fra jeg vågne om morgen til jeg går i seng om aftenen.

Selvom Knausgårds far for længst er død og på den måde er langt borte, præger det stadig sønnen i sådan en grad at det aldrig lader ham i fred.  

Da Jesus fortæller sin lignelse har de som lyttede følt at hvad enten de identificerede sig med den ene af sønnerne eller faderen kunne dette særegne univers rumme dem alle. Historien er jo let nok at forstå, alligevel vækker den vores undren, for det går i den ikke til, som det ellers går til i livet.

I dag som lyttere til lignelsen kan vi sagtens kritisere den for at være et eventyr om en far og han to sønner. Ja, det er nogle eventyrets faste bestanddele – en far og nogle sønner. Der er dem der synes den er overdrevet, særlig i sin beskrivelse af denne far.

Vi møder en kærlighed vi måske ville kalde for uretfærdig. Fortællingen kan ikke skilles fra Jesus som fortæller den. På en måde fortæller Jesus denne historie om sig selv. Ingen af personerne i lignelsen er dog ham, men det er hans liv har skabt dette univers, hvor alt er tilgivet. Dog ødselheden hos både den yngste søn og faderen ligner Jesus, som også er ødsel med sin fars midler og rigdom. For heller ikke Kristus tænkte på sig selv (Rom 15,13) siger Paulus om Jesus.

Lignelsen er rørende i sin menneskelighed. Den fortæller denne menneskelighed ud til sin yderste grænser, fortæller om fortabelse, en livsskæbne, der sættes helt over styr, og den fortæller om tilgivelsen; en uforbeholden tilgivelse som Benny Andersen i sin sang Go’ nu nat smukt taler om som - Der er dem der holder dørene på klem. Jeg tar hele døren a’ venter på dig nat og da’.

Da sønnen er på vej hjem fra det fremmede er det igen hans far opmærksomheden samler sig om. Sønnen frygter at døren er på klem og har forberedt sin synde tale. Om at blive en daglejer på gården, bøje sig dybt i støvet og indrømme sin fejl.

Allerede på lang afstand ser faderen sin søn, fordi han hele tiden har haft ham i sine tanker siden har rejste bort. Han har ikke sluppet ham ud af sit inderste. Selvom vore børn er på den anden side af jorden, er de altid i os, i vore tanker, i vor glæde og bekymring, hvor vi følger dem og kan se dem for os.

Vi møder faderens bemærkelsesværdige kærlighed da han løber sin søn i møde udenfor byen hvor de bor. Mødet sker udenfor i sikkerhed for andres blikke. Sønnens ære skal beskyttes mod landsbyens foragt og kritik over at have behandlet en far sådan. Sønnen når dårligt nok at bekende sin synd før faderen er i gang med at arrangere en fest for den hjemvendte.

Hvad er det dog for en far vi har med at gøre? Mange forældre ville have ladet et eller to ord falde om sønnens handlinger og hvad det har gjort ved dem. Vi må opholde os ved denne fars handlinger. De virker utroværdige for sådan en far findes ikke i den virkelige verden. Denne far der gang på gang er en åben favn, hvor hans to sønner kan løbe ind i og blive holdt af, er anderledes.

 Guddommelig er den denne far i sin adfærd. Er han Gud fortalt som far? Måske – Gud vil sikkert genkende sig selv i faderens billede. En nåde og kærlighed så stor at det næsten ikke er til at fatte.

Jeg fortalte før om Knausgårds far og hvad det havde gjort ved ham. Da hans far dør og skal begraves i kirken oplever K. en forløsning ved at hans far bliver taget til nåde. Nåden er at hans far ikke blev set som den far der havde nogle mørke sider og som gjorde onde ting. Han blev set som et menneske blandt mange andre mennesker, og at ethvert menneske har sin skæbne.  Han skriver meget smukt om nåden som det sociales modsætning, som inddeler, lukker ude, deler mennesker ind i grupper. Nåden er det som ophæver alle forskelle mellem mennesker, siger K.…. i den er alle lige. 

Det er denne kærlighed vi ser i farens handlinger og ord. Ved hver lejlighed åben, imødekommende, fuld af accept, parat til at tage imod og tilgivende. Du er altid allerede elsket, som musikeren Peter Bastian fortæller om det til sin gode ven Tor Nørretranders. Første gang han oplever at han kan tro sig båret af kærlighed er da PB som voksen bliver døbt. Om det fortæller han  Jeg knæler ved døbefonten, og Sten(præsten) siger: ”modtag det hellige korsets tegn både for dit ansigt og dit bryst, til et vidnesbyrd om at du skal tilhøre den korsfæstede herre Jesus Kristus”. Kæmpestore ord, som ikke rigtig gik op for mig.

Guds kærlighed og accept som vi møder i lignelsen er det som møder os her i kirken. Altid allerede elsket – smukkere, sandere kan der ikke tales om Guds kærlighed. Vi kan tro os båret af kærlighed og samtidig gå vores egne veje, blive sure, tvære og misundelige. – Og vi kan tro at vi er vævet og båret af kærlighed.

Det er ikke nogen let sag, som vi også ser det med de to sønner. Men denne far siger til dem begge: du er altid allerede elsket. En kærlighed må vi tro, der aldrig forandrer sig. Som det lyder i bønnen før nadveren: opstandne herre og frelser, du, som selv er til stede i blandt os med al din kærligheds rigdom!

Der er i lignelsen en nåde som samtidig er en ødselhed. I den dagens første salme siger Brorson at i Guds rige er regeringsmagten fuld af nåde. Vi ved alle godt at magten på jorden udøves meget forskelligt. Godt at der er sådanne rum fuld af nåde – det har vi brug for. Amen