Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om og sagde til dem: »Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel. Hvis en af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først ned og beregner udgifterne for at se, om han har råd til at gøre det færdigt? – for at man ikke skal se ham lægge en sokkel uden at kunne fuldføre det, så alle giver sig til at håne ham og siger: Den mand begyndte at bygge, men kunne ikke fuldføre det! Eller hvilken konge vil drage i krig mod en anden konge uden først at have sat sig ned for at overveje, om han med ti tusind mand er stærk nok til at møde ham, der kommer imod ham med tyve tusind? Hvis ikke, sender han udsendinge for at forhøre sig om fredsbetingelserne, mens den anden endnu er langt borte. Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget. Salt er en god ting; men hvis selv saltet mister sin kraft, hvordan skal det da blive salt igen? Det duer hverken til jord eller gødning; man smider det væk. Den, der har ører at høre med, skal høre!« Luk 14,25-35

I sidste uge var menigheden her på kirketur til Møn, hvor vi så forskellige landsbykirker med kalkmalerier af Elmelundemesteren, som vedkommende middelalderlige kunstner kaldes. Når man kan kende vedkommende Elmelundemester, er det blandt andet på grund af øjnene på kalkmalerierne, hvor man kan se øjenlågene og derfor ser de halvt lukkede og søvnige ud.

At male på kalk er svært, der er f. eks ikke noget perspektiv, skønt det var opfundet på det her tidspunkt, så menneskene bliver let lidt stive i det som figurer, men på hænderne kan man aflæse handling eller sindelag, lærte jeg.

F. eks kan to samlede hænder viser, at man beder, ikke flettede, som vi gør, men bare samlede, nogle gange med en katolsk rosenkrans mellem dem. Men netop det fik mig til at tænke på dengang jeg boede i Rom et årstid og så mange italienere gøre dette håndtegn. Så vidt jeg ved, kan det betyde: Ti prego.. jeg ber’ dig eller Dai! Kom nu! som også er en slags plagen om at: gør nu, som jeg beder om.

Der er også en pegefinger, der viser bort på kalkmalerierne og netop den finger spiller også en stor rolle i forskellige italienske håndtegn: Når man mener Gå væk! holder man tommel og pegefinger sammen, mens man vifter med de andre åbne fingre.

 Men man kan også dreje den rundt på kinden og det betyder, uhm det smager godt eller wauw du ser godt ud.. her kan man nu også gøre sådan her med alle fem fingre! Kys..

Og endelig kan man tage fingeren op til øjet, jeg har set det, eller tage øjet lidt ned, som betyder jeg forstår. Man kan også stryge den under hagen sådan her og det betyder, jeg er ligeglad..

Som man kan høre findes der mange håndtegn på italiensk, 101 har jeg læst mig til, men nogle af dem kan altså også betyde flere ting afhængigt af sammenhængen. Det er på en måde op til modtageren af tegnene at forstå dem og sådan er det jo med sprog, særlig billedsprog.

Og nogle gange er det som om billedsprog særlig appellerer til følelserne, det kender vi fra poesi som digte, sange, salmer, eller billedkunst som kalkmalerier og andre malerier. De kan fremkalde forskellige følelser i os og derfor er det ikke altid samme fortolkninger, som vi kommer frem til.

Faktisk taler man jo om, at vores tid er en billedtid med skærme og billeder over alt og at vi derfor fortolker mange ting med vores mave frem for vores hoved, altså med følelser frem for forstanden.

På samme tid er billedsprog måske ikke altid noget, som vi skal forstå bogstaveligt, så når Jesus i dag siger: Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Ja så er det måske mest konkret på den måde, at det at blive hans disciple indebærer afsavn og at man er parat til at forlade familien i en større sags tjeneste.

Jesus lader forstå, at de, som vil følges med ham, skal være seriøse i deres valg, fordi der vil komme andre end familie ind i deres liv; der vil ske større ting som at døde opstår og hundrede tilhørere bliver bespist med tre brød og to fisk eller helbredt fra lammelse, blindhed eller stumhed; ting som vil betyde mere for dem og for alle mennesker og dem skal de give plads til.

Er det så en hadprædiken? Nej det er ikke en prædiken om at hade andre, det er en prædiken, som handler om at give afkald på noget; sådan som de to eksempler, som Jesus nævner, også viser; at man giver afkald på prestigen i et stort byggeprojekt eller et krigsagtigt erobringstogt.

Endelig er der jo nogen mennesker, som giver jo afkald på deres familie, altså ikke ser hinanden på grund af konflikter eller forskellighed eller forskelsbehandling. På Jesu tid var det ikke bare et meget stort skridt at tage at bryde ud af familieforholdet, men et enormt skidt! Fordi familien dengang betød næsten alt. Der var intet socialt sikkerhedsnet, så hvis man kom på spanden eller behøvede hjælp, ja så var det familien, man skulle gå til..

Men sådan er det jo ikke længere her og derfor er familiestrukturerne måske også ved at ændre sig lidt; når man holder barnedåb i dag, så er det typisk ikke længere kun en familiefest som i gamle dage. Der er også mange venner med, som man ser lige så ofte som familien; venner som man måske føler, at man har mere til fælles med og som betyder rigtig meget for én i forhold til fjernere fætre og kusiner.

Måske har det på Jesu tid været et større skridt for disciplene at forlade familien og følges med Jesus, end det ville være i dag, men en ting er helt sikker: Had og konflikter og brud gør altid ondt, også selv om man giver afkald på at ses.

Og derfor handler kristendommen mest om tilgivelse og ikke om had! Den handler om kærligheden til vores næste, som vi modtager fra Gud takket være Kristus. Både gennem de ting han sagde og gjorde, men også gennem den pris han betalte for tilgivelsesbudskabet, nemlig sit eget liv. Og derfor vil jeg gerne slutte ved et kunstværk, som man lige nu kan se på et metrohegn på Østerbro i Kbh.

Det er kunstner Tina Kallehave, som har lavet håndtryk i ler fra 200 mennesker, som hun tilfældigt har mødt dér i Krauseparken på Øbro, hvor en ny metrostation er ved at blive bygget. Håndtrykkene er brændt fast i leret og boret op på en blå baggrund på hegnet som udtryk for omsorgsforholdet til næsten, som man kan give et håndtryk.

Men derforuden har hun bedt flere hundrede mennesker om at skrive en sætning om, hvor vigtig omsorg er og de er gemt i en QR kode, som man kan scanne ind på med sin telefon og læse.

De udsagn er på en vis måde som et livets salt, som ikke kan miste sin kraft, men blive ved med at afgive kærlighed, fordi de er en slags billedsprog for det vigtige i vore liv. Kærligheden, respekten og ligeværdigheden og omsorgen for hinanden.

Hvis disse ting mister deres kraft, ja så er vi dem, der er lige til at smide væk! Amen.