Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: En i skaren sagde til Jesus: »Mester, sig til min bror, at han skal skifte arven med mig.« Men han svarede: »Menneske, hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer?« Og han sagde til dem: »Se jer for og vær på vagt over for al griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod.« Og han fortalte dem en lignelse: »Der var en rig mand, hvis mark havde givet godt. Han tænkte ved sig selv: Hvad skal jeg gøre? For jeg har ikke plads til min høst. Så sagde han: Sådan vil jeg gøre: Jeg river mine lader ned og bygger nogle, som er større, og dér vil jeg samle alt mit korn og alt mit gods. Og jeg vil sige til mig selv: Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad! Men Gud sagde til ham: Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet? Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.« Luk 12,13-21

Vi kender det alle. Nogen mere end andre, afhængig hvor meget vi besidder og ejer. Det materielles magt over liv kan være stor og styre et menneskes valg. Jesus har et fint blik og forståelse for det materielles magt over menneskelivet når hos Lukas siger: Se jer for og vær på vagt over for al griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod

Ejendom er forbundet med en dyb og ofte irrationel frygt – frygten for at jeg en dag ikke har nok. Og sådan er det jo fat med Mennesket i historien i dag – Læg mærke til at Jesus siger Mennesket og ikke hans navn, min ven eller bare du. I Mellemøsten er det en meget hård måde at tale til en anden på. Det signalerer et stærkt ubehag. Denne mand lider af den gnavende frygt for ikke at have nok, og han er under et konstant indre pres for at gøre sine besiddelser større. Der er aldrig helt nok, fordi hans utryghed aldrig falder til ro.

Det er ikke nok at have nok. Det kunne være overskriften over lignelsen om den rige mand og såmænd også over samfundsudviklingen fra 1980’erne. Ovenpå 70’ernes oliekriser med økonomisk nedtur, lysnede det kraftigt i 80’er og siden har mantraet været vækst skal der til som løsning på tidens problemer og udfordringer. Udviklingen behøver ikke den store analyse, og vi kan lidt forenklet sige: grådighed er godt. Grådighed er det, der driver økonomien. Mere vil have mere. Vi er alle en del af denne udvikling, selvom der altid er nogle der er bedre til accelerere og optimere deres vækst og udbytte end andre. Vi kan sikkert alle huske den begavede Stein Bagger der får skabt en kæmpe økonomi ved hjælp af fantasiprodukter og varm luft. En smart Kurt Thorsen gjorde det ved hjælp af falske underskrifter. Sofistikerede skuffe firmaer i udlandet lokker milliarder i udbytteskat ud af det det danske skattevæsen. Velhavende personer skjuler deres formuer i skattely, hvor de stille og roligt uden indblanding fra myndighederne kan vokse sig endnu større.

Den rige i lignelsen som bygger sine lader større da høsten har været stor, kan vi synes er forståeligt. En fornuftig bondemand. Lukas er i den forstand ikke kritisk overfor rigdom. Der hvor Lukas bliver kritisk er, når rigdom hober sig op og fattige forsømmes. Som vi bad i bønnen til den gavmilde Gud riv sløret fra vore øjne, når vi tager det gode som en selvfølge og ikke ser hvad du ser: den fattige uden for vor dør… De store lader som den rige bygger for at kunne have plads til den store høst, fortæller os om den vækst vi hylder og lider under. Der hersker ingen tvivl om at væksten har været med at til skabe det velfærdssamfund, som vi alle bakker om i dag.

Væksten handler ikke længere kun om økonomi, udvikling og velstand. Ingen tvivl om at vi har opnået længere liv og mere velstand. Det nyder vi alle godt af. Væksten og accelerationen i økonomien er gået hen langsomt snigende og blevet en del af vores personlige liv. Vi føler skyld hvis vi ikke foretager os noget produktivt. Tanken om at alt skal vokse for ellers er der noget alvorligt galt, er også blevet en tankegang som styrer mange menneskers hverdag.

Vi skal forbedre og optimere vores kroppe og sind, vores evner og sociale netværk. Og det skal vi så vi ikke bliver efterladt og overhalet. Det er hele tanken om vækst, der som jeg sagde før har skabt det vi sætter stor pris på i dag. Det samfund med dens institutioner som vi har bygget op. Men væksten har langsom men sikkert sneget sig ind i mange menneskes inderste og besat vores hoveder, kultur og institutioner.

En løsning er ikke let. At sige som Lukas at det vigtigste er at være rig hos Gud, vil nok sige meget få mennesker noget i dag. For hvad betyder at være rig hos Gud? Totalt stop for vækst er urealistisk og en umulig drøm. 

Lignelsens rigmand skulle jo gerne være en hjælp for den bror, der kom til Jesus for at få hans hjælp i arvestriden med sin bror. Den strid er Jesu klog nok til ikke at begive sig ind. Der findes ikke noget så ubehageligt som arvesager, der kan få de værste af menneskets egenskaber frem i åbent lys. Her udspiller sig på det lille plan hvad lysten til at få og besidde kan gøre folk til. Pludselig glemmer ellers ganske normale mennesker deres menneskelighed og varme og bliver grådige.

Bonden lader os ikke noget tilbage at vide, at her er menneske der vil sig selv. Han taler om sig selv – og med sig selv. Ni gange hører vi ”jeg”, ”sig selv”, ”mig selv”, ”mit”. Han er tilmed sin egen ven. Han ligner dem, som har lært at give sig selv et klap på skulderen hver dag. Indtil han en dag hører Guds stemme tale til ham. En stemme der bryder ind i hans tankerække om at livet er bedst når han ved sig sikker på at have tilstrækkeligt med besiddelser til mange år. Så han kan slå til ro og nyde livet!

Indtil Gud taler til ham har hans sjæl været urolig indtil han kunne vide sig sikker på at have overflod af mad og drikke. Det har været hans mål i livet, at konstant sikre sig for at kunne nyde. Måske har han hentet inspirationen til denne livsfilosofi i Prædikerens Bog, som vi lyttede til et lille stykke af før. Særligt disse ord: Det er godt og rigtigt at spise og drikke og nyde frugten af alt det, et menneske slider med under solen i det korte liv, Gud har givet ham; det er hans løn. At Gud giver menneskene rigdom og formue og giver dem mulighed for at nyde den og få deres løn og glæde sig i deres slid, det er en gave fra Gud. De skal ikke altid tænke på deres levedage, for Gud giver dem glæde i hjertet.

Den rige bonde har hovedsageligt hæftet sig ved de første ord hos Prædikeren om at det er godt at spise og huske at nyde frugten af alt det han slider med. Men bekvemt glemmer han den sidste del som taler om alt hvad han har er Guds og at livet er en gave fra Gud. Det er ganske rart at nyde de muligheder vi har ved at arbejde. De første behov som melder sig er kroppens - god mad, drikkelse og afslapning. Han er meget langt fra teologen Augustins kendte ord i det 4 århundrede om menneskets længsel efter Gud ”mit hjerte er uroligt indtil det hvile i dig”.

Hjertet taler Gud til da bonden i sin kropslige nydelse afbrydes af et ord fra Gud: din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. I stedet for liv bør vi følge den græske tekst hvor der står psyche og oversætte det med sjæl. Om det er døden som her kommer banker på tænker jeg ikke. Gud kræver hans sjæl betyder at hans liv er mere og andet end de store lader han har bygget til al høsten. Du kan mere end bare slå dig til ro, spise, drikke og være glad. Det er som Gud siger til ham: når jeg kan, kan du også!

I dag ville vi tale om at det gode liv er noget helt andet end at lade sig føre med at tidens trend som konkurrence og vækst. Det gode liv handler om at lade sig bevæge af livet sammen med andre mennesker. Det kan også være musik, litteratur og oplevelser som har rørt os.

Gud taler til hans inderste og gør ham opmærksom på, at der er et liv sammen med næsten. Når vi tænker tilbage på vigtige øjeblikke i livet, plejer vi at nævne et møde med et menneske eller oplevelser, som har rørt os. Det stykke musik, det menneske eller den oplevelse i naturen bevægede eller rørte mig, plejer mange at sige.

I nat kræves din sjæl af dig taler om at levere et lån tilbage. Det er jo en grundtanke i Bibelens skrifter. Livet er ikke en rettighed men en gave – til låns. Gud er giveren! Og det handler ikke kun om menneskets sjæl, for hvem skal have alt det gods bonden har samlet? Det er spildt hvis ikke det får liv. Og det gør det kun ved at blive givet videre til næsten og verden. I den bibelske verden er der kun en, som er rig. Og det er Gud. Han er skaberen og hans rigdom er uendelig. Det er ikke sådan at der i Bibelens skrifter er et åndeligt budskab som kan dyrkes for sig selv, adskilt fra den fysiske verden som Gud skabte, og kaldte for god. Vi kan aldrig slå os til ro, spise, drikke og være glad. Vi kan godt nyde mad, drikke og være glad for livet, men der hører mere til livet.

Lukas beretning begyndte med at en ønskede at Jesus skulle hjælpe med til at en arv kunne blive delt mellem han og hans bror. I svaret Jesus giver undgår han tage stilling til sagen. Fordi det som er vigtigt at få sagt er, at hvad vi har fået givet i livet har vi fået af Gud. Det gør en stor forskel hvis Gud er giveren. Gud har givet bonden rigdom i den mark som har givet godt. I det øjeblik vi tror, at det er vores, bygger lader så store og det aldrig kommer ud derfra, er det dødt mellem hænderne på os. Det vi har fået, eksisterer, helt som Gud selv, nemlig kun i bevægelsen. Noget kommer hen til mig, gennem mig, ud fra mig.

Først bliver vi rørt eller bevæget af noget eller nogen. Det kan være af et barn, en elsker, men også en bog, et stykke musik, naturen eller noget, som vi arbejder med. For det andet er vi ikke kun involveret passivt, vi rækker ud og svarer eller bevæger andre eller det, vi arbejder med. For det tredje bliver vi i denne proces forandret, og vi forandrer mennesker eller de ting, som vi berører eller bevæger.

En helt særlig rigdom i livet som kun bliver større og rigere ved at blive givet videre. Amen