Prædiken til trinitatis søndag 2018

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: De elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede. Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.« Matt 28,16-20

I dag er det trinitatis søndag og alle salmerne til i dag er valgt efter den! Som nogle vil vide, betyder det latinske ord trinitatis treenighed. Det er betegnelsen for den treenige Gud i kristendommen, Far, Søn og Helligånd og de tre handler salmerne til dagen om.

Og lige så enkelt det kan lyde, lige så kompliceret kan det opfattes, at Gud er en og dog tre. Der er brugt mange timer og skriftlige redegørelser og mundtlige forelæsninger på at udrede det treenige forhold i den sande kristne Gud.

Det fylder en betragtelig del af et teologistudie og det er ikke spor kedeligt, selv om det måske kunne lyde sådan. Men der findes ikke meget i verden udenfor studiet og kirken, som handler om det med at være tre og dog en enhed. Det skulle lige være en musiktrio, som er tre musikere men dog en enhed, når de spiller musikken.

 Selve ordet ”tre i en” findes dog også i en helt almindelig bogstavelig udgave, nemlig som en negleklipper. Og den har faktisk lidt med treenighed at gøre, nemlig derved at den er én, men har tre funktioner: Klippe, rense og file..negle forstås!

Således kan man også sige om den treenige Gud, at det er en Gud, som har tre forskellige funktioner som skaber, som frelser og som fællesskab.

Hvis vi nu forsøgsvis i denne prædiken skulle overføre tre i enerens funktioner til treenigheden, så ville den første funktion være at klippe. Og det ville passe på Gud fader på den måde, at han er skaberen og derved også herre over liv og død. Han kan billedligt talt klippe livlinen over.. og sådan opfatter vi ham stadig i vid udstrækning, som en Gud, der er herre over liv og død.

I sin nye bog om gudsbilleder på godt og ondt skriver pensioneret præst fra Københavns domkirke Johannes Værge: At Gud nu om dage stadig opfattes som en streng dommer af mange mennesker, som rammes af sygdom eller ulykke; at de ikke kan slippe tanken om en Gud, som straffer eller hævner og derfor rammer os med det onde.

Det, som Johannes Værge skriver her, er lidt ligesom det gudsbillede, som vi kender fra historien om Noahs ark, som vi lærer fra vi er børn. På den ene side en sød historie med alle dyrene, som samles parvis med familien Noah i arken, på den anden en grusom fortælling om verdens og menneskers undergang i vandmasserne efter Guds vilje som dommer.

Her er Gud både opretholder og ødelægger efter sin dom, men også ”menneskelig” i sin erkendelse af, at han handlede forkert med syndfloden; og derfor sætter han regnbuen på himlen som et tegn på, at han aldrig mere vil gøre noget sådant igen. Man kunne godt sige, at historien om Noahs ark er en historie om dengang, Gud blev klogere som dommer og opretholder.

Et andet billede af Gud er som den kærlige far i Jesus’ fortælling om Den fortabte søn.  Her er Gud den rørende kærlige far, som vi elsker, den forælder som vi selv gerne ville være!

Nemlig én som tilgiver begge sine sønner, både den yngste som drager væk og spenderer hele sin arv på fest og sjov, inden han vender udhungret hjem og den ældste søn, som er jaloux på sin bror over faderens velkomstfest i anledning af hjemkomsten.

De to sønner opfører sig lige egoistisk, men deres far formår at elske dem begge uden forskel og behandle dem lige kærligt og forstående. Og det ved vi, at det er alt andet lige sværere end man skulle tro.

Lignelsen om den kærlige far er Jesu billede af sin himmelske far og Gud og det passer godt til det billede, som vi helst vil have af ham, nemlig som én Gud, der frelser os fortabte sønner og døtre.

Jesus blev selv en frelser på korset og derved rensede han os fra synden, ligesom man kan rense sine negle i tre i eneren. Frelse er at sætte fri af det, som tynger os og føle sig befriet og dermed renset eller ren.

Ligesom dem, der mødte Jesus i hans tid på jorden og som var tyngede af sorg eller mindreværd, mennesker, som blev set ned på af andre. De blev rensede og lettede for deres livs tunge byrder!

Og det, som var det bedste af det, var jo, at dem, som følte sig bedre andre, også fik at vide af Guds søn, at de tog grundigt fejl i at føle sig bedre end andre.. Således som fortællingen om synderinden i farisæerens hus illustrerer det for os.

Jesus bliver indbudt hos Simon, som er en farisæer og altså en lederskikkelse i det daværende samfund. Mens de sidder og spiser, kommer en kvinde ind i huset og hun knæler ned ved Jesu fødder, mens hun græder ned over dem, men tørrer sine tårer væk med sit lange hår.

Da Simon farisæer ser det optrin, tænker han ved sig selv:” Hvis den mand var en profet, ville han vide, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham nu, at hun lever i synd”.  Jesus sagde da til ham: ”Simon, jeg har noget at sige dig”! Simon svarede: ”Sig det mester!” Og Jesus fortalte:

En pengeudlåner havde to skyldnere. Den ene skyldte fem hundrede denarer, den anden halvtreds. Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem begge deres gæld. Hvem af dem vil så elske ham mest?« Simon svarede: »Den, han eftergav mest, vil jeg tro.« Jesus sagde: »Det har du ret i.«

Og vendt mod kvinden sagde han til Simon: »Ser du denne kvinde? Jeg kom ind i dit hus; du gav mig ikke vand til mine fødder; men hun har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår.

Du gav mig ikke noget kys; men hun er blevet ved med at kysse mine fødder, siden jeg kom herind. Du salvede ikke mit hoved med salve, men hun har salvet mine fødder med olie. Derfor siger jeg dig: Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget. Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.«

Men da de andre gæster hørte det, blev de bare endnu mere forargede og tænkte ved sig selv, hvem ham Jesus troede, at han var, siden han kunne tilgive synder. Men mon ikke de alligevel får stof til eftertanke, når de ser, hvordan Jesus behandler kvinden i farisæerens hus.

Den historie vidner om, at man også skal være et særligt menneske, for ikke at føle sig utilpas i mødet med de, som lever anderledes og for at få andres øjne til at se det. Og man kan vel heller ikke helt sige, at det lykkedes i Jesus tid på jorden, for han blev jo slået ihjel for sit syn på verden og på menneskene og på Gud.

Men netop derved kunne han så åbne vore menneskelige øjne for Gud som den kærlige far og ikke mindst forsøge at åbne vore fordomsfulde øjne for dem, der har brug for at blive set og anerkendt som os selv. Den hjemløse, narkomanen, den irriterende nabo.

Han kunne vende forargelsen mod næsten til en forargelse over vort eget syn på og behandling af vores næste.. Men så er alt måske ordnet, tænker vi, Guds elskede børn er købt fri af vore synder, hans søn har betalt med sit liv for et evigt liv for os.. Men han nøjedes ikke med det, nej han sørgede for, at den tredje del af treenigheden kunne blive her hos os og file lidt på os som en neglefil for at få os til at skinne..eller shine som man siger nu om dage.

Det er Ånden, som giver det endelige finish og holder os i live og holder kærligheden brændende i os. Den hellige ånd virker i os og den medvirker ved nadveren, som er kærlighedsmåltidet og den medvirker når vi hører ordet og når vi døber.

En af de skønneste fortællinger om åndens virke er den om den etiopiske hofmand, som er på vej hjem fra sit tempelbesøg i Jerusalem og møder Fillip som er en af Jesu apostle. Hofmanden inviterer Fillip op i vognen og han udlægger profeten Esajas for hofmanden og fortæller ham, at der tales om Jesus i den tekst.

Mens de nu kørte hen ad vejen, kom de til noget vand, og hofmanden sagde: »Se, dér er vand, hvad hindrer mig i at blive døbt?« Filip sagde: »Tror du af hele dit hjerte, så kan det ske.« Han svarede: »Jeg tror, at Jesus Kristus er Guds søn.« Han befalede, at vognen skulle standse, og de gik begge ned i vandet, både Filip og hofmanden, og Filip døbte ham. Men da de kom op af vandet, bortrykkede Herrens ånd Filip, og hofmanden så ham ikke mere; han fortsatte sin rejse med glæde.

Den fortælling viser, hvordan vi hele tiden har brug for Helligånden for holde kærligheden levende i os selv. Ånden kommer af det samme ord som at trække vejret, at ånde og det betyder det livsnødvendige.

Det er livsnødvendigt for os at føle os elskede af Gud, men det er også livsnødvendigt at dele hans kærlighed med andre, med hinanden. Som menneske er det lige afgørende at kunne give og modtage kærlighed.

Derfor tager vi over efter Jesus disciple, som han samler i dagens evangelium for at sende dem ud i verden. Han sender dem ud med sit kærlighedsbudskab og fællesskab i dåben og nadveren, et livsfællesskab som er evigt og aldrig hører op.

Et fællesskab, som vi kalder kirke, hvor vi kan hente styrke hele livet og dele det med hinanden og fortælle andre om det, som Gud har gjort og sagt. Det bliver stadig udført og holdt ved lige med hjælp fra den treenige Gud, Faderen og Sønnen og Helligånden, det som også kaldes trinitatis. Amen.