2. pinsedag 2018

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. Der står skrevet hos profeterne: ›Alle skal være oplært af Gud.‹ Enhver, som har hørt og lært af Faderen, kommer til mig. Ikke at nogen har set Faderen, undtagen den, der er fra Gud; han har set Faderen. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror, har evigt liv. Jeg er livets brød. Jeres fædre spiste manna i ørkenen, og de døde. Men det brød, som kommer ned fra himlen, gør, at den, der spiser af det, ikke dør. Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.« Joh 6,44-51

Evangeliet til i dag handler om autoritet. Autoriteten kan umiddelbart ligge i det ydre som f. eks præstekjolen, som er en dragt, som man højtideligt får lov til at bære efter en ordination af biskoppen.

Man får en autoritet som præst forærende, men hvis man ikke menneskeligt og i sin præstegerning fylder kjolen ud, så forsvinder den autoritet, som også har noget med oprigtighed at gøre.

Mange tænker, at autoritet er noget, man selv tager, ligesom man tager en embedseksamen i teologi, men sådan er det ikke, for autoritet er noget, man får eller rettere, noget man gør sig fortjent til.

Det er det, som enhver leder eller ekspert må lære; at man får autoritet med det, man gør; altså at fylde sin rolle i virksomheden, organisationen, kirken ud på en god og pligtopfyldende måde.

Det handler ikke om fortiden, om hvad man har gjort godt andre steder, men kun om hvordan man udfylder sin rolle her og nu. Autoritet er altså noget man langsomt oparbejder, men det er som med mange andre ting i livet – at det man samler over lang tid- kan mistes på et øjeblik!

Måske er det her, at Jesus står i dagens evangelium– påsken er overstået, han er blevet korsfæstet, det som for mange ser ud som en ydmygelse! Derfor søger han nu at genvinde sin autoritet ved at understrege det tætte forhold mellem ham selv og Faderen i himlen, samt at fortolke det frygtelige, som er sket med hans egen død som noget planlagt; at hans forfærdelige død på korset var meningen!

Egentlig er det interessant for os at overveje, hvordan alt det, som han har gjort for andre gennem årene på jorden og som har givet ham autoritet som Guds søn og frelser, kan tabes i løbet af den korte tid på korset.

Og det var vel også fjendernes plan med henrettelsen, at folk skulle tænke, at han, som helbredte og bespiste mange hundrede mennesker i sin tid på jorden, alligevel ikke var nogen frelser/Messias.

Hvis han nu havde været et almindeligt menneske, så kunne han sige: ”Nu hvor I har gjort mig fortræd, så trækker jeg mig tilbage efter min opstandelse og så kan I sejle jeres egen sø, så sejler jeg min.”

Men det gør han jo ikke, han prøver i stedet at se bort fra sit personlige nederlag og sige: ”Hvordan kommer vi videre”? Og han prøver her på at forklare, hvordan hans egen død og nederlag var brikker i en større sags tjeneste og derfor meningen.

At nederlaget på korset i sidste ende betød, at han blev det levende brød, som kom ned fra himlen og på den led kunne frelse os alle fra dødens nederlag ved at give os del i det evige liv. ”Jeg skal oprejse ham/ dig/jer på den yderste dag”, siger han idag.

Deraf forstår man, at man kan genvinde sin autoritet ved at tage sine nederlag på sig. Så i stedet for at vende ryggen til dem, som har påført én smerte og nederlag, så at prøve at finde frem til fællesskabet med dem og med andre.

Gudstjenestens tema i dag handler om Johnny Cash med sange fra og om hans omtumlede liv. Men, som vi lige har hørt i hans sidste sang Hurt, tog han til allersidst sit livs smerte og nederlag på sig.

Johnny Cash er ingen Jesus, men sent i livet forstår han sin egen lidelse i lyset af Kristi lidelser – det viser billedet af tornekronen, som han synger om i Hurt- og den lidelse giver den gamle Cash sin helt egen autoritet.

For Cash indser, at også han har påført sig selv og andre den smerte og lidelse, som han følte, var blevet påført ham i livet.

Johnny Cash erkender i sin sidste sang, at lidelsen og sorgen ikke nødvendigvis er en straf, som er påført ham af Gud. Cash ejer selv et ”empire of dirt”, som han synger.

Vi har hørt, hvordan Cash voksede op i et kristent hjem, hvor salmerne i moderens salmebog talte til hans medfødte musikalitet og det var noget, som prægede hans egen musik helt til den allersidste sang.

Også den enorme sorg og skyld, som han følte over tabet af sin storebror Jack, som døde i en ulykke, var en drivkraft i hans musik; men også hele tiden en sorg, som han flygtede fra og prøvede at glemme i sit hæsblæsende turnéliv på landevejen med sprut og piller.

Johnny Cash opfattede måske Jacks død som en straf for hans egen skyld, særligt fordi hans far i sin egen sorg, sagde højt i hjemmet, at Gud tog den forkerte søn. Her tænker Cash’s far i retfærdighed, altså som om broderens død er Guds straf, fordi tabet af sønnen opleves sådan.. som en straf!

Læren om, at Jesus døde for vore synder, som han tog på sig for vores skyld, er blevet en lære om retfærdiggørelse. En dansk teolog og tidligere præst Johannes Værge, har i en række bøger gennem de senere år, forsøgt at gøre op med den tanke om retfærdiggørelse af netop straf i kristendommen.

Han skriver blandt andet i sin seneste bog, at Kristi offer i kristendommen ikke er en ydelse, som Gud kræver som betaling for vore synder; men som et udtryk for den konsekvens det fik, at Jesus holdt fast i sit budskab, som han døde for, ”ofrede sig for” kunne man sige.

Og budskabet er, at kærlighed er stærkere end døden og overvinder den i et evigt liv. Det synger Cash om i Rings of fire, som vi skal synge om lidt, at kærligheden er som en stærk ild og sådan blev den også beskrevet i beretningen om den allerførste pinse i Jerusalem, hvor flammer af ild satte sig på Jesus apostle.

Den brændende kærlighed er også det levende brød, som kommer ned fra himlen, og som gør, at den, der spiser af det brød, ikke dør, men skal leve til evig tid. Det fejrer vi også i dag og om lidt indbyder vi jer til at spise af det brød, Jesus legeme, som gives til liv for verden. Amen.