02/07/2024 0 Kommentarer
Prædiken 5. søndag efter påske v. Hans-Henrik Ross
Prædiken 5. søndag efter påske v. Hans-Henrik Ross
# Prædikener
Prædiken 5. søndag efter påske v. Hans-Henrik Ross
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: »Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til. Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig. Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.« Joh 17,1-11
Allerede med ordene ”timen er kommet” mærker vi en alvor. Jesus taler med Gud, ja, han beder til Gud, og bøn viser netop hvor vigtigt denne stund er. Jesus lærer dem bønnens væsen at kende, foreningen med Gud, som giver fred og afklarethed i sjælen.
Timen er kommet koncentrerer tiden til at være afgørende. Her er ikke tale om den tid som bare går med hverdagens gode og tilbagevendende opgaver eller tiden som løber, når vi har travlt. Tid er noget gådefuldt. Mennesket har altid følt sig udfordret af, at vi er underlagt tiden. En af antikkens græske filosoffer Heraklit, talte om, at alting flyder. Tiden er en strøm, og det betyder, at tiden fortæller os, at alting må forlades. Dagen i dag forsvinder, tiden er netop, at alt forlades, intet varer ved uendeligt. På mange måder en skrækkelig tanke at tale om menneskets liv i tiden, som det der aldrig stopper. Men det er sådan det forholder sig; fremtiden er det usikre, de ubestemte muligheder, hvor fortiden er det der var en gang, men som er forladt og derfor ikke længere til.
Timen er kommet siger Jesus. Det fortæller at nu stoppes tiden, hvad vi godt ved er en umulighed. For er der noget vi ikke kan stoppe er det tiden, som fortsætter sin ubønhørlige gang i det uendelige. Timen er kommet fortæller om en særlig erfaring af tiden, som vi ikke har et ord for på dansk. Ikke sådan at vi ikke kan beskrive hvad dette særlige øjeblik i tiden gør ved os.
Det kan være at Emilie og Mikkel, Julie og Sune ved dåben af Maximillian og Alfred i dag vil kalde det for et særligt øjeblik. Fødslen er evig vigtig, det vigtigste, der er sket i jeres liv, for nu er I i jeres tid optaget af at sørge for barnets liv. Dåben er det øjeblik hvor Gud siger til jer og jeres lille dreng, at nu er jeres dreng også Guds barn.
Vi taler om den tid eller det tidspunkt, hvor noget særligt skal ske og hvor vi har en følelse af for en kort stund at blive løftet ud af den normale tid.
Johannes skriver sit evangelium på græsk, og på oldgræsk taler man om at tiden en gang imellem kan samle sig i en koncentreret punkt, hvor noget nyt sker. Tiden laver en u-vending. Det er det tidspunkt, hvor der skal ske noget andet. På græsk kalder man et sådant tids øjeblik for kairos. Vi taler om rummet som kosmos og tiden kalder vi for kronos. Kairos betyder ”Det rette øjeblik”.
Og vi kender det jo godt. Når vi fra den ene dag til den anden tager den beslutning, vi har nølet med så længe. Et frieri. Et nyt job. En rejse. En orlov. Et barn mere. Alle de skift, hvor vi ikke bare sejler afsted i det sædvanlige, men skifter retning. En U-vending.
”Timen er kommet” sagde Jesus til sine disciple. Ikke endnu en time i rækken. Men kairos. Det rette øjeblik. Nødvendighedens øjeblik.
Vi har brug for sådanne øjeblikke hvor tiden fyldes, for vi ved godt at vi hurtigt nok er tilbage i tiden der går sin gang. Dåben er sådant tidspunkt, som jeg sagde, for som det lyder i velsignelsen efter dåben Gud bevare din udgang og indgang fra nu og til evig tid. I det øjeblik er Maximillian og Alfred taget ind i Guds kærlighed for evigt. For al-tid!
Jesus nøjes ikke med at konstatere at timen, hans time, er kommet. Afskedens time er det vi taler om. Hans bøn til Gud er en lang afskedstale om hvad Gud har givet ham og hvad han har givet videre til mennesker. Her ser vi mennesket Jesus, der afklaret ser sin egen død i møde, og drager omsorg for dem, han må forlade. Afskeden hvad enten den er for altid når vi mister et menneske, eller den afsked vi tager med et menneske der skal forlade os for kortere eller længere tid, så mister vi ikke de mennesker for altid. Vi står tilbage med noget som vi fik af det menneske. Tiden sammen med det menneske, efterlader os med erindringer og minder.
Jesus taler om hvad han har fået af Gud og det er at han (Jesus) kan give evigt liv til alle ….. Hvad er det evige liv? Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.
Timen er kommet, afgørelsens øjeblik, hvor mennesker skal skilles fra hinanden, men der bliver noget tilbage. Noget evigt. Et menneske vi har mistet og savner, har lagt sig som en evighed i vore hjerter og tanker. Vi husker det menneske i al evighed.
Det evige er knyttet til det at kende. Kender jeg et menneske og lærer jeg det virkelig at kende over tid, forbliver der noget evigt tilbage af det menneske, hvis du skulle dø eller forsvinde ud af mit liv. Mennesket har en forunderlig evne til at huske og erindre. Vi bevarer fortiden i hukommelsen og erindringen. Den tid som er gået bliver ved med at være til og gøre sig gældende i og med de påvirkninger som udgår fra den. Det er med til at gøre os til det menneske vi er. Filosoffen Søren Kierkegaard skriver at det er vigtigt at skelne mellem hukommelse og erindring. Han siger, at erindring er at huske det væsentlige. For erindring kræver at vi arbejder med tiden i vores bevidsthed. Hukommelse kan i den sammenhæng være ligegyldig, for her er der ikke de store og alvorlige ting på spil. For som SK skriver ”i erindringen trækker mennesket på det evige”.
Hvad er så det evige? Jesus siger til sine tilhørere, at det evige, det er at de kender Gud, sådan som han vist sig i Jesus Kristus. Det evige er at kende, og at kende har med tid at gøre, for det kræver tid at lære at kende. Disciplene lærte Jesus at kende den tid de var sammen. På et tidspunkt sker der det, at tiden som er gået, i erindringen får afgørende betydning for én. Det er erindringen som skaber et mønster i tiden som er gået, og det er det, der er det evige liv.
Derfor er det Jesus siger at timen er kommet. Tiden er nu gået, og jeg har været i blandt jer, undervist, talt med jer, vist jer mine mirakler, og nu ved I hvem jeg er, og hvem jeg kommer fra.
Erindringen bærer evigheden med sig. Uden den er alt håbløst. Når udsigten til evigheden går tabt, så forsvinder der noget indholdsfyldt, og så er der kun tomheden tilbage. Vi kan ikke sige hvad evigheden er som sådan, andet end det er forbundet med håb. Men ikke et håb vi på den måde kan se. At håbe er som vi hørte Paulus sige, netop ikke at have. Men når vi håber på det vi ikke ser, så venter vi på det. Evigheden som håb er det vi ikke ser, det vi ikke kan få magten over. Evigheden i den forstand er ikke synlig. Med evigheden som horisont for vores flygtige liv i tiden evig tyngde.
Vi håber på det vi ikke ser. Venter vi i håb og tålmodighed, så er det vi venter på, allerede virksom i os.
Tænk på et barns fødsel som om noget er begyndelsen på noget ukendt, et livsforløb, som man i fødslens øjeblik ikke kan ane noget om. Vi kan ikke andet håbe på at det nok skal gå. Som tiden går og barnet bliver større kan der i erindringen blive skabt et mønster som viser hen til det der allerede var der i begyndelsen da barnet var lille. I erindringen går det op for én hvad der er det afgørende, det evige.
Timen er kommet sagde Jesus. Der findes en evighed i tidens strøm af hændelser og begivenheder. Evigheden i tiden er i troens verden som Jesus siger, at kende Gud, og hans søn Jesus Kristus. Evigheden lever som erindring i budskabet om Jesus.
Det som står fast. En evighed som ikke forsvinder i tidens strøm af hændelser. Det levende håb. Amen
Kommentarer