4. søndag efter påske

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde da til dem: »Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.« Da han talte sådan, kom mange til tro på ham. Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.« De svarede ham: »Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?« Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.« Joh 8,28-36

Kender I nogen, der siger om sig selv, at ”jeg er den, jeg er”? Underforstået, jeg er, som jeg er, og det kan der ikke laves om på.

Når man tænker tilbage, så er der vel en erindring om nogle stykker, som har sagt noget lignende om sig selv. Og det er jo sandt, at ingen af os kan ændre vores personlighed, så i den forstand kunne vi alle sige sådan, hvis vi ville. Jeg er den, jeg er!

Men når nogen siger det højt, så kan man ikke lade være med at overveje, hvorfor de siger det? Om det er sådan en slags take it or leave it kontrakt de har med omverdenen, hvor de siger ta’ mig som jeg er!

Eller om man skal opfatte det som en slags undskyldning på forhånd, jeg er, som jeg er og det kan jeg ikke gøre noget ved..

Jesus siger i dag om sig selv, at jeg er den, jeg er og det siger han af en ganske bestemt grund; nemlig at det siger Gud Fader også om sig selv. Som far så søn, siger man og det er meningen her, at ligesom faderen er Gud, sådan er sønnen det også.

Og dog er der måske alligevel en forskel, nemlig at Gud oprindeligt var jødernes gud, mens Jesus som Guds søn og jøde udvider det til at være gud for andre end jøder.

Og det er jøderne han adresserer i samtalen her: ”Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple og I skal lære sandheden at kende og sandheden skal gøre jer frie”.

Så opstår der endnu en diskussion om, hvad han mener med frie, for de føler sig frie allerede, skønt de jo ifølge bibelen var slaver i Egypten og underlagt Farao i deres religiøse selvforståelse efter Abraham.

I dagens samfund har frihed en værdi, som ikke diskuteres. Når nogen siger frihed, så tænker alle positivt. Der er jo en gammel sang, som hedder ”Frihed er det bedste guld”, som man synger til landsmødet i et liberalt parti som Venstre.

Men det er bredt anerkendt over hele det politiske spektrum, at frihed er godt. Og den er en uomtvistelig værdi i vores samfund.

Nu er det jo snart den 4. maj og man kan tænke tilbage på dem, som kæmpede for friheden under besættelsen, ja som var villige til at give deres liv for den frihedskamp.   

Og den kamp var med til at give Danmark status af allieret efter krigens slutning. Vi fik friheden og selvbestemmelsen tilbage, også de jøder, som havde overlevet i Sverige.

Så jo frihed er en uundværlig ting for et samfund, det er ingen spøg at trælle for nogen. Frihed er for os et af de mest grundlæggende principper for det enkelte menneske, både i vores selvforståelse og i vores livsudfoldelse.

Nogle gange er friheden måske også et slags dække over en ekstrem individualisme, hvor vi som individer vil have plads til os selv først og fremmest, uden nogen former for snærende rammer eller bestemmelser, eller forpligtelser!

 Frihed som værdi går tilbage i historien og spillede en rolle i den franske revolution, hvor det franske flag kaldet trikoloren, gav friheden farven blå. Den farve har den polske filminstruktør Krystof Kieslowski opkaldt sin film om frihed efter.

Filmen Blå handler netop om det moderne individs forståelse af frihed som et gode, men også om den kristne frihedsopfattelse, hvor man er fri og bundet på samme tid.

Den begynder med en kvinde, Julie som kører galt med sin mand og barn i bilen. Manden, som er ved rattet, bliver dræbt sammen med datteren, og kun Julie overlever uheldet.

Hun vågner op på hospitalet til den frygtelige ubærlige sandhed, at hun er alene i live, og hun reagerer forståeligt nok ved at ville tage sit eget liv.

Imidlertid må hun erkende, at hun ikke kan gennemføre det, og hun beslutter i stedet at brænde alle broer bag sig, sælge alt og leve i fuldstændig frihed, nemlig den frihed som er et helt nyt liv i anonymiteten i storbyen.

Uden relationer kan hun ikke blive bundet til nogen igen, og derfor heller ikke opleve smerten, hvis båndene skulle blive revet over, sådan som hun allerede har oplevet det. For hende er den totale frihed i individualiteten den eneste udvej!

 Men Julie opdager ret hurtigt, at det ikke rigtig lader sig gøre at leve anonymt, selv ikke i metropolen Paris. Livet trænger sig ind af hendes anonyme hoveddør, og trækker hende ud af sin selvvalgte isolation. Hun bliver hentet tilbage til livet af livet selv med dets tilfældige tildragelser og lader sig atter forbinde med andre.

For også hun finder ud af, at der findes en frihed, en befrielse, som vi ikke kan tage eller give os selv, men som vi kun kan modtage udefra som gave fra en anden.

Frihed er noget, som man har i forhold til hinanden, det er noget man giver hinanden, for man er kun fri, hvis man har et sted at høre til! Den totale frihed er kun en tænkt mulighed for lykke.. ”man kan ikke hænge i snor mellem himmel og jord” så at sige!

Friheden i relationen og forbundenheden kender vi alle; nogle kender det fra relationen mellem forældre og børn, andre fra kærlighedsforholdet til et andet menneske. Vi binder os til et andet menneske i kærlighed, men vi føler det ikke først og fremmest som frihedsberøvelse..

Ordet at fri, kommer faktisk oprindelig fra ordet Freja, som betyder elske; når vi elsker, føler vi os både bundet og frie på samme tid, og det kan være ganske behageligt. Den sande frihed består i at binde sig til en anden, sådan opleves det i kærligheden.

Og det er den sandhedens frihed, som Jesus taler om. Det er friheden i at være bundet til ham i kærlighed. Han er selv friheden med sin forkyndelse og sine gerninger, hvor tilgivelsen sætter os fri.

Den ophøjelse, som han taler om i dag er hans egen ophøjelse på korset, hvor han skabte tilgivelsen for os. Det er ham, der binder os til sig i tilgivelsens kærlighed, sådan som det skete ved dåben, og det er at være virkelig frie, som han siger.

Og derfor er det anden form for frihed end den individualistiske livsudfoldelse, som vi kender. Et andet eksempel er Paulus fortællingen fra apostlenes gerninger.

Saulus, som han oprindelig hed, forfølger Jesu tilhængere efter hans død, man kunne næsten sige med bål og brand. Det er skæbnens ironi, at han, som forfølger de tilhængere, der kalder sig Vejen, for at knægte deres frihed, han bliver selv standset på vejen i forfølgelsen af Gud.

 Ham Saulus, som er blind af raseri, bliver slået med blindhed og da han får synet og friheden tilbage, ja så indser han, at han ikke længere er den, han er, men en anden, nemlig Paulus. Han er blevet bundet til den, som han før forfulgte, men nu i kærlighed.

 Og al den ildhu, som han før lagde i forfølgelsen af de kristne, kan han nu lægge i at udbrede kærlighedens budskab om Jesus som Kristus, frelseren som overvandt døden og skænkede os friheden i kærligheden. Amen.