Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.« Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.« Filip sagde til ham: »Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.« Jesus sagde til ham: »Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne.« Joh 14,1-11

 Billedprædiken The Road West af Dorothea Lange, 1938 

 På billedet I sidder med i hånden snor en lang lige vej sig ud i det uendelige. En af de lange vej man kan møde i USA fra øst til vest. ”Følg mig” siger vejen som ligger der foran, og det gør vi. Horisonten anes svagt i det fjerne. Vejen er jo bygget af mennesker og vi har tillid til at andre har været på vejen før. Vi kan mærke vejen under os i takt med at vi bevæger os frem kilometer efter kilometer. Den ser aldrig ud til at slutte, men vi ved selvfølgelig at vejen ender på et tidspunkt. Vejen er en vejleder for os, for så længe vi følger vejen kan vi være sikre på at vi vil komme til det ønskede mål, om det nu er et eventyr vi er på vej til, nyt sted at bo eller hjemmets fortrolighed.

Vejen er bogstavelig som vi kan se den på billedet. Vi kan mærke asfalten under fødderne eller lyden fra bilens dæk. Der er en ensomhed over billedet. Det tænker jeg er fordi der ingen mennesker optræder på fotoet, og den endeløse vej der snor sig tidløst ud i horisonten. Hvornår ender det tænker vi, om det nogensinde ender overhovedet.

Vejen er jo mere end blot den fysiske vej, selvom billedet ikke lader os i tvivl om at vi er på vejen. Vi kan tænke på hvor ofte vi i sproget bruger udtryk hvor vej indgår. Men hvor det handler om hvordan vi har det eller vi forsøger at sige noget om hvordan ting kan blive. ”Den vej skal vi alle”, ”der er ingen vej udenom”, ”der er lang vej endnu”, ”få noget med på vejen”, ”godt på vej”, ”gå sine egne veje”, ”kende vejen”.

Den fysiske vej bliver hurtigt brugt symbolsk til at fortælle om hvordan vi har det, hvad vi ønsker, om valg i livet og hvor vi er på vej hen– Se, der var vejen igen!

I de bibelske fortællinger optræder vejen mere end 800 gange. De fleste gange der fortælles om vejen er det fysiske veje. Det hænger naturligt sammen med at mennesker i den bibelske verden var henvist til at transportere sig på fødder. Altså ved at gå. Her føles vejen mere tydeligt end når vi i dag lynhurtigt med bil, tog og fly kan transportere os fra et sted til et andet. En fysisk forekomst som vejen får altid i Bibelens fortællinger en symbolsk betydning. Ligesom det gør for os, som de mange ordsprog om vejen viste før.

Vejen er fysisk og konkret som vejen på billedet der skærer sig gennem landskabet og tvinger os til at følge den. Vejen er mere end blot vejen som vi ser den på billedet. Det er også et billede på livet. Menneskes livsforløb kan vi forstå som en vej. Aldrig en lige vej der snor sig fra fødsel til død. Livet forstået som en vej er et billede der taler om menneskelivet som en dynamisk natur. Livet står aldrig stille. Vi lever ikke et liv alene isoleret fra andre, men vi går sammen på livets vej sammen med andre. Bliver også overrasket om hvad vi kommer ud for på livets vej. Sådan som vi kan tale om livets uforudsigelighed og tilfældighed med udtrykkes Herrens veje er uransagelige.

Digteren Benny Andersen beskriver i et digt han kalder Gågade denne pludselighed og overraskelse, hvormed et menneskes livsvej kan ændre sig i mødet med et andet menneske: Jeg går ned ad den disede gågade//ser om der er nogen jeg kender….Jeg møder ingen jeg kender//men går forventningsfuldt videre,//gågaden er forjættende lang.//Risikerer grundigt at møde//en jeg ikke kender//men kommer til at kende//så begges fremtid lægges om.

 Vejen er i sig selv et udtryk for at tiden er uforudsigelig og åben. Vejen på billedet følger vi helt ud i horisonten, og vi mærker at det slutter ikke her. Usikkerheden som det afføder i mennesket ikke at kende vejen og vide hvad der vil ske, er i menneskets historie blevet fyldt ud med samfundsideer, filosofiske tanker om livet, politiske systemer og jo ikke mindst med tro. Selvom vejen er forjættende lang, som BA skriver, rummer forjættelsen også et tomrum der kræver at blive fyldt ud.

Sent i fortællingerne fra Det gamle Testamente hører vi stemmer fra profeter, som taler om hvordan Gud vil forberede en vej til den ny tid som skal komme. Esajas er profet og give plads til Guds stemme som siger: nu skaber jeg nyt, nu spirer det frem, ved I det ikke? Ja, jeg lægger vej i ørkenen …byg vej, byg vej, rens den for sten!   Vi skal helt sikkert tænke tilbage på dengang Gud gik med det jødiske folk på vejen eller i sandet gennem ørkenen. Vejen var ikke snorlige, hvad den sjældent er i livet, men til sidst kom folket til landet hvor de kunne finde frelse, fred og ro.

Vejen på billedet er på sin vis udsigtsløs, for hvad det ender med ved vi ikke. Livets vej ved vi går fra fødsel til død. Men det er jo vejen undervejs som er den vigtige. Her bliver livet til hver gang vi vandrer ad livets vej, vi formes af vejens bugten, men det er jo ikke vejen der på den måde gør os til dem vi er.

Godt at mærke at vi har en vej at gå ad, en retning i livet, men om vejen bliver let eller tung handler i høj grad hvem vi møder. Det var også hvad BA sagde i sit digt. Gågaden er fyldt af håb om noget som vi ikke kender, og den vi ikke kender, er det menneske eller de mennesker vi kommer til at møde.

Vejen som Gud taler om hos profeten Esajas bliver for de kristne til en person, et menneske. Johannes skriver i dagens prædikentekst kort tid før de dramatiske hændelser tager fart med Jesu korsfæstelse, død og opstandelse. Vi lytter til samtalen mellem Jesus og nogle af hans disciplene. En samtale på baggrund af at Jesus har fortalt dem, at han kun vil være hos dem en kort tid. Vi hører hvordan Jesus trøster dem. Vi kan selv mærke trøsten i hans ord - Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? v3  Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. v4  Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.

 Thomas spørger forundret Jesus: Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen? Nej! - Vejen kender vi ikke altid. Se blot på billedet og vejen der går lige derud af og vi føler nok ikke meget trøst i den nådesløse vej. Med mindre vi kan sikre på at der er et menneske som går sammen med os. Ja, der mangler mennesker i billedet.

Jesus går endnu dybere og drager disciplene endnu tættere til sig. De er bange for at tiden og livet sammen med Jesus snart er slut. Nu er vi ved vejs ende og det skal ikke forstås som en lykkestund, tværtimod, fornemmer vi sorgen og smerten i afskeden. Da er det at Jesus fjerner det sidste slør mellem dem og sig. Nu åbenbarer han sig selv som vejen: Jeg er vejen og sandheden og livet. De kender Vejen, fordi de kender ham. De første kristne blev kendt i samtiden som de mennesker der hørte til Vejen eller ganske enkelt bliver de kaldt for Vejen.

Jesus som Vejen betyder den konkrete vej, men også hvordan den Vej skal gås. Vi får ligesom disciplene indblik i, hvad det er Jesus er kommet med. Han har givet os en vej, ført mennesker ad en vej, og den Vej er ham selv, han er ét med den.

Kigger vi igen på billedet af vejen der nådesløst bevæger sig derud af mod et mål vi ikke kan se eller kender, kan vi nu tænke Jesus med ind som Vejen. Han er Vejen! Vejen mellem Gud og mennesker. Vejen som vi hørte hos profeten Esajas skulle bygges, er kommet med Jesus.

Sandheden er hans budskab til os om menneskelivet – elsk din næste, døm ikke, elsk dine fjender, større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner, giv, lad dit lys skinne for mennesker, vær ikke bekymrede for jeres liv,

Vejen fører til livet, til det genfødte liv, som vi døber de små børn til i dåben. Vejen vi går på er Jesus, og vi er båret og bliver ledt på vejen af hans kærlighed. Jesus er Vejen og Sandheden fortæller han os under vejs, og han vil føre os til livet. Til Gud med alle de mange boliger som er kilden bag alt liv. Amen