Da de havde hånet ham, tog de purpurkappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham. v21  Og de tvang en mand, som kom forbi ude fra marken, til at bære hans kors. Det var Simon fra Kyrene, far til Alexander og Rufus. v22  De førte ham ud til stedet Golgata – det betyder Hovedskalsted. v23  De ville give ham vin krydret med myrra, men han tog det ikke. v24  Så korsfæstede de ham og delte hans klæder ved at kaste lod om, hvem der skulle have hvad. v25  Det var den tredje time, da de korsfæstede ham. v26  Og indskriften med anklagen imod ham lød: »Jødernes konge«. v27  Sammen med ham korsfæstede de også to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side. v28   Således gik det skriftord i opfyldelse, som siger: »Og han blev regnet blandt lovbrydere.« v29  De, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde: »Nå, du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, v30  frels dig selv og stig ned fra korset!« v31  Også ypperstepræsterne og de skriftkloge hånede ham på samme måde og sagde til hinanden: »Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. v32  Kristus, Israels konge – lad ham nu stige ned fra korset, så vi kan se og tro!« Også de, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham. v33  Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time. v34  Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: »Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?« – det betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?« v35  Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: »Hør, han kalder på Elias.« v36  Så løb én hen og fyldte en svamp med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke, idet han sagde: »Lad os se, om Elias kommer og tager ham ned.« v37  Men Jesus udstødte et højt skrig og udåndede. v38  Og forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. v39  Da officeren, som stod lige over for ham, så, at han udåndede sådan, sagde han: »Sandelig, den mand var Guds søn.« Markus 15,20-39

Langfredag er klædt i sort, flaget på halvstang, ingen lys er tændt, salmer, bøn og tekster er optaget af lidelsen og døden.

En dag reserveret til lidelsen og døden fortæller os, at livet ikke kun er godt. Det ved vi godt, alt for godt. Ondskaben og grusomheden stikker sit hoved frem, og mennesket lider under mennesket.

I teologisk kontekst er det alligevel vigtigt at sige, at livet er skabt godt. Skabt godt blev det en gang som det lyder efter hver dags kunstværk i den mytologiske 7 dages fortælling om livets skabelse. Og Gud så at det var godt.  Livet er godt, der er en god vilje bag som vil det gode.  Ingen ondskab og lidelse er til stede i den smukke sang om livets skabelse. Vi ved allerede når vi læser denne gamle myte at livet ikke bare er godt. Vores erfaringer og oplevelser fra verden vi lever i fortæller os, at i livet må vi lære at leve med lidelsen og døden. Det som er så smukt ved den gamle beretning om livets skabelse er, at den vil fortælle mennesker, hvordan vi til enhver tid, skal forstå tilværelsen.

Vi møder hele tiden modsætningerne godt og ondt, liv og død, som realiteter i livet. Vi tror på det gode i livet, på kærligheden og glæden, og lever ud fra at livet er skabt godt. Selvom et menneske møder meget ondt i sit liv, bevarer det altid troen og håbet på det gode. Det er som om det gode ligger som en grund-erfaring af, hvordan livet er skabt. Selv i den værste katastrofe hvor mennesker lider, kan håbet ikke knægtes fuldstændigt.

Jesus hænger på korset i dag, ja al tid, og fortæller om grundkonflikten i tilværelsen. Fra hans lidelseskamp på korset som det er blevet afbilledet i årtusinder i kunsten udgår der en medliden til os der ser på. Et menneske lider og dør på manges vegne.

Den evige konflikt i tilværelsen er at gode og onde kræfter kæmper mod hinanden. Livet rummer glæde, kærlighed, gavmildhed, samtidig med at tilværelsen kan møde os med ufred, grusomhed og lidelse. Vi plejer at forkorte disse modsætninger i livet og sige, det gode og det onde, liv og død viser at tilværelsen ikke går op. Det svarer fint til den kontrast der er i Jesu liv mellem hans uselviske kærlighed til alle mennesker, og den lidelse som stråler ud fra korset til os alle. Jesu lidelse er som enhver andet menneskes lidelse. Men den er samtidig noget mere, fordi Gud kommunikerer med os i korset. Korset er ikke slutningen på Jesu liv, men hører til i den samtale Gud har med os.

Der er en magt som vi kalder Gud som har skabt livet. En skabermagt som giver os livet at leve. Begrebet om Gud kan gøre os bevidste om vores afmagt ved at pege på grænsen for vores magt. Samtidig fortæller det os at vi ikke er herrer over livet. Det er det vi har teologien og kristen troen til at gøre os klart, at der ting i livet, vi ikke har styr på. Det betyder at vores ansvar er begrænset, så vi ikke går rundt og tror at vi kan magte mere, end rimeligt er. For hvis vi går rundt og tror alt i livet er afhængig af os, så bliver alting også vores egen skyld; at mennesker lider og dør, at der sker ulykker i verden og mennesker rammes af sygdomme. Gud er den vi ikke har magt over. Korset er hans svar på vores magtesløshed og modløshed når lidelsen og døden rammer os. Og det gør de jo. Korset er Guds åbenhjertige kærlighed, der fortæller hver enkelt af os, at Gud værdsætter os. Han elsker os netop så højt til at udholde korsets smerte.

 Men nu hænger Jesus der på korset. Korset som jo gik hen og blev den nye religions tegn. Det kors som tegnes ved enhver gudstjeneste over alle, ved dåben over barnets hoved og bryst, ligeså ved begravelsen. Hvorfor hænger Jesus på korset? En henrettelsesmetode i datidens romerrige. Korsfæstelsen er en del af nogle historiske omstændigheder i Israel som førte frem til at jødiske og romerske myndigheder i fællesskab dømte Jesus til korsfæstelse. Han blev taget til fange under påsken i Jerusalem. Alle 4 evangelier fortæller deres næsten enslydende beretninger om hvad det var som skete. Det er det, påsken beretter om. Først flygtede Jesus’ disciple, da han bliver taget til fange. Men kort tid efter samles de igen i Jerusalem og jubler over, at nu er det sket – den tomme grav som kvinder kom ud til om søndagen er beviset på at Gud ud af langfredagens lidelse og død har åbnet sit evige rige. Et rige med et budskab til mennesker om, at vi ikke længere behøver at fortvivle over tilværelsen falder fra hinanden og ængstes for dødens virkelighed. 

At Gud griber ind i den allermørkeste stund af Jesu liv, gør korset med dens lidelse og død til mere end et nederlag og en afslutning. Korsets eksistentielle budskab med dens forladthed og ensomhed, fortæller os at i troen på Gud er der plads til gudsforladtheden. I den dybeste afgrund af livet også dér findes Gud. Jesus’ råb Min Gud, min Gud, hvorfor forladt mig er ikke et udtryk for at Gud lader Jesus lide. Selvfølgelig led han, sømmene i hænder og fødder, tornekronen presset ind i hovedbunden er virkelige nok. Gud er i det råb selv i færd med at bære verdens lidelser.  

Hvad det her handler om synes jeg den islandske forfatter Jon Kalman Stefansson fint beskriver i sin bog Fisk uden fødder. Jeg tænker på det lys som korset med dens smerte, lidelse og ensomhed kaster ind over vort liv når vi oplever det samme. Og det gør vi jo flere gange i livet. JKS taler om den tomhed vi efterlades i når døden tager et menneske fra os. Døden kan også være vores oplevelse af at tilværelsen falder fra hinanden. Han beskriver korset langfredag på denne fine måde: Vi har så meget: Gud, bønner, musik, teknologi, videnskab; hver dag sine opdagelser, bedre mobiltelefoner, kraftigere teleskoper, men så er der en som dør, og du har ikke længere noget, famler efter Gud, griber om skuffelsen, griber om hans kaffekop, om hårbørsten med hendes hår, gemmer det som en trøst, som noget magisk, som en tåre, som noget der aldrig kommer igen. Hvad skal man sige til det? Sandsynligvis ikke noget, livet er uforståeligt, det er urimeligt, men vi lever det alligevel, kommer ikke uden om det, kan ikke andet, livet er det eneste vi med sikkerhed har, dette klenodie, dette værdiløse bras. Efter livet er der sikkert ingenting. Og alligevel begyndte det hele med død. - Nej, det holder nok ikke, for døden er slutningen, den som tysser på os, tager blyanten fra os midt i en sætning, slukker for computeren, får solen til at forsvinde, himlen til at brænde, døden er selve meningsløsheden, vi vil absolut ikke tilskrive den nogen begyndelse, det går ikke. Døden er Guds brist på argumenter, det der opstod da Gud, måske i desperation, blandede grusomhed og sorg sammen, fordi skabelsens kabale tilsyneladende ikke ville gå op. Men i enhver død bor der nyt liv-

Korset hos forfatteren er døden som kommer og vælter menneskers liv omkuld. Døden som det biologiske faktum det selvfølgelig er. Men også den pludselighed hvormed det kan ske. Til døden hører også lidelsen inden døden kommer, i de øjeblikke hvor tilværelsen ikke går op. Og i lidelsen hos de efterladte efter døden har taget et menneske bort. Lidelsen har ikke en Guds-bestemt funktion, men lidelsen hører som døden med til livet. Livet som er skabt af Gud rummer det onde.

Korset er lidelse. Guds solidariske lidelse med mennesker. Guds medfølende kærlighed i Jesus med os, som fortæller hvordan Gud tager al verdens smerte på sig. Som JKS skriver bor der i døden nyt liv, som fortæller om den forsoning Gud bragte gennem Jesus på korset. Hil dig frelser og forsoner synger vi.

I gudsforladtheden som er korsets situation findes Gud. Når vi bliver styrtet ned i afgrunden, er dér også grund at finde. Når vi skal dø kan der være noget forsonende i forhold til at skulle dø, at Jesus på sit kors vidner om Guds kærlighed til os i lidelsens og dødens stund. At Jesus dør et menneskes død rummer den forløsende tanke, at døden hører med til Guds skabelse. Og følelsen af gudsforladthed i dødens stund er ikke et tegn på at Gud har forladt sit menneske; som vi skulle være gået til spilde, at et menneske blev revet væk, før dets liv var resulteret i noget.

Med døden stopper samtalen og ordenes udveksling, Guds brist på argumenter, skriver forfatteren. Og fortsætter Men i enhver død bor der nyt liv-

Jesus hænger på korset og også dér er Gud. I Kristus accepterer han den verden, han selv har skabt. Korset som er det altoverskyggende kristne symbol er tegnet på at Gud ikke går fra os. Jesus hænger på korset langfredag – goodfriday som dagen hedder på engelsk. Langfredag er god fordi korset skaber et rum for os alle. I korset åbner Gud sine døre for alle, for den der ikke kan tro, ikke kan trøstes, intet forstår, ikke længere har tingene og udviklingen i sin egen magt.

Der er en sammenhæng mellem Jesu liv og måde han døde på. Jesus valgte ikke magten i sit liv; han tog sig af de svage, de udstødte.

Korset fortæller den samme historie. Jesus valgte lidelsen, som er medfølelsen med alle som lider. Og til slut døden; en død med os alle og for os alle.

Amen