Da Jesus var i Betania i Simon den Spedalskes hus og sad til bords, kom der en kvinde med en alabastkrukke fuld af ægte, meget kostbar nardusolie. Hun brød krukken og hældte olien ud over hans hoved. Men nogle blev vrede og sagde til hinanden: »Hvorfor ødsle sådan med olien? Denne olie kunne jo være solgt for over tre hundrede denarer og givet til de fattige.« Og de overfusede hende. Men Jesus sagde: »Lad hende være! Hvorfor gør I det svært for hende? Hun har gjort en god gerning mod mig. De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid. Hun har gjort, hvad hun kunne. Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen. Sandelig siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende.« Mark 14,3-9

Hvad mon hun har tænkt kvinden der brød krukken med kostbar olie og hældte det ud over Jesu hoved?

Vi får det ikke at vide. Hun er skildret helt anonymt. Det er ikke vigtig hvem hun var, men hvad hun gjorde. Ja, vi får at vide, at hun har gjort, hvad hun kunne. Jesus lovpriser hende for hendes unyttige handling. Andre der sad med til bords blev vrede over spildet af den kostbare olie. Det er i hvert fald unyttigt at salve en – endog før han er død – til hans begravelse. Det er en ødsel handling.

Det hun gjorde var af den største betydning. Og hvor end evangeliet prædikes skal hendes minde være tydeligt. Vi må ikke glemme kvinden og hendes handling siger Jesus til de som var samlet den dag i Simons hus.

I dag forkyndes evangeliet igen og vi mindes kvinden og hendes generøsitet. Overdådigheden i hendes handling svarer godt til Jesu indtog i Jerusalem og alt det som nu tager sin begyndelse.

Paulus sagde det meget smukt i læsningen fra Filipper Brevet og poetisk i sin lovsang til Jesu betydning: I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus, v6  han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, v7  men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, v8  ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors. 

Ødselheden som hun anerkendes for af Jesus men anklages for af de som i huset den dag. Hun havde måske mødt Jesus før og følt hvordan han ødslede med sin medfølelse. Den ødselhed som Paulus lovpriser Jesus for, er svaret på livet. At livet koster livet, som vi sang det før. Fordi livet koster livet skal vi ikke holde os tilbage. Selvom om vi alle skal dø, og vi ved ikke hvornår, skal vi ikke holde os tilbage. Vi ved at livet koster livet. Hver dag koster det, fordi vi lever. Godt at livet koster livet, skal vi sige til os selv og hinanden.

Det gode må gøres, fordi man må gøre det, fordi man må bruge den lejlighed, som Gud gav, fordi man ikke kunne andet. Kvindens ødslen med olien er fordringsløs. Den gør ikke krav på at være noget, for den spørger ikke om løn eller resultat. Den vil ikke vise sig frem for Gud. Hvad den alene vil opnå er at vise sin umiddelbare glæde og give afkald. Afkaldet er at afstå fra småligheden, beregningen og nærigheden med det gode. At holde på sit, være forsigtig med livet og hvordan jeg bruger det, er ikke hvad Jesus har lært os. Han gav afkald og blev mennesker lig som Paulus siger. Ja, han gav sig selv til mennesker til han døde af det. Det er ydmygheden som Jesus viste frem da han palmesøndag red ind i Jerusalem på et æsel.

Lær at ødsle med livet, som kvinden ødsler med olien. For livet og dets gaver er skænket os til brug.

En ødsel handling må vi sige, og vi kan ikke fortænke de tilstedeværende i at kritisere hendes ødselhed. Hvad er den godt for? En dyr olie går til spild, og at Jesus forklarer det med, at hun har salvet ham til begravelsen, giver måske ikke lige mening for de tilstedeværende. Olien kunne jo være blevet solgt på markedet, og pengene kunne være brugt på de levende. Dem som har behov, de fattige er der jo altid, og de har brug for omsorg og midler til at klare dagen og vejen. Burde de ikke hellere være vores bekymring?

Hendes ødselhed med den gode olie peger hen på Jesus, som igen peger hen på den kommende påsketid. Påsken ligger foran os med sine mange feriedage, som vi kan bruge som vi lyster, til afslapning, nyde solskin – måske - og blomster der spirer ( vintergækker og erantis ), til at ødsle af livet. Vi kan slippe hverdagen med alle dens krav og dagsordener, og tømme os selv ud i påskens mange dage.

Hun har gjort, hvad hun kunne, fordi det er hvad Jesus selv har tænkt sig at gøre. På vej som han og vi er ind i påskens uge, hvor Jesus som der står i den gamle hymne, har taget en tjeners skikkelse på, trådt frem som et menneske, og nu kommet dertil, hvor han med ydmyghed vil give sig hen til døden på korset. Når Jesus anerkender hendes handling er det fordi han kan spejle sit eget liv i hendes. Han har ødslet sit liv til mennesker, som hun gjorde det med olien den dag.

Eksistensfråds – det ord kunne fint beskrive den ødselhed kvinden praktiserer. Frådse med eksistensen er fri for enhver tanke på, hvad der det rigtige og fornuftige at gøre. At sælge olien på torvet og give pengene til nogle der havde brug for dem, havde sikkert været det fornuftigste. Alle ville have forstået og takket hende for det.

Men nu er livet andet og mere end det fornuftige. Der hvor vi tænker hvad der kunne være det mest fornuftige at gøre i en bestemt situation. Fordi det forventes af os af de mennesker vi har omkring os eller ligger i den kultur og det samfund vi lever i, at være resultat orienteret. Jesus blev selv kaldt for en frådser af kritikerne i sin samtid. Når han spildte tiden sammen med mennesker der var udenfor. Til hvad nytte? Det var hvad nogle tænkte da de så kvinden hælde olien ud over Jesu hoved.

Jesu påskevandring er en barsk historie om et menneskes lidelse og død. Hvad vi kunne kalde det umiddelbare resultat af Jesu påskefejring engang i år 33. Omstændighederne førte til hans tilfangetagelse og død. Hvorfor han skulle så meget ondt igennem, får sin forklaring i opstandelsen påskemorgen, der i sig selv er et fantastisk billede på eksistensfråds. Her brydes i den grad med vores resultatorienteret tænkning, at gøre det fornuftige i enhver situation, fordi det må jeg hellere. Opstandelsen fortæller at livet som Guds skaberværk rummer en ødselhed, som overgår forstanden. Opstandelse er ikke forstand, det er vildt og på mange måder uvirkeligt. Ligesom kvindens ødslen med olien fortæller opstandelsen at der sker uventede ting i menneskers liv.

Kvinden vidste at olien kunne være solgt på markedet og pengene brugt på noget mere nyttigt. Men det nyttige og formålsbestemte er ikke altid det vi skal. Jesus ser hvad det er hun vil. Der skal være plads i livet til at gøre det ødsle, det unyttige og formålsløse. Vi behøver nogle mennesker der frådser med eksistensen. Tænk på kunsten som sjældent har et formål på den måde. Men jo beriger livet for os andre. Eksistensfråds er ødselhed med det som vi normalt går rundt og synes vi skal passe på ikke at spilde. Jesus kan selvfølgelig godt se hvad det er denne kvinde vil med sin ødselhed. Han levede selv ud af en stor ødslen med livets kilder.

Det er dem, der sidder og tænker om kvinden, hun er da ikke rigtig vel forvaret, der har misforstået det hele eller i hvert fald noget af det. Ødslen med jordens ressourcer ved vi er ved at bringe os på kant med hvad jorden kan holde til. Ødslen med livet er noget andet. I denne ødslen viser vi at livet er skænket os. Vi er skyldnere at modtage det som er skænket os. Er livet skænket os, skal det leves i tillid til det. Ikke i vores lyst til at få krammet på det. Vi lever kun én gang! Husk hvad vi sang før! Livet koster livet!.

Kunne olien ikke være brugt til at hjælpe de fattige? Jo, de kunne det! Det fattige har jo altid brug for vores hjælp. Der er altid nogle som vil synes at det skulle være gjort på en anden måde. Men da de (fattige) altid er der, har vi tid nok til også at tage os af dem. Vi har et velfærdssamfund som vil sørge for dem.

Alt skal heller ikke gøres op i penge, som den målestok vi skal måle alt med. Hun spildte ikke bare olien, men også sin tid, som kunne være brugt på noget mere fornuftigt. Er det fornuftige altid det rigtige? Det bedste er at gøre, hvad vi kan med det vi har. Hun gjorde hvad hun kunne. Hendes handling vil blive husket for altid. Fordi den uselvisk pegede hen på en anden.

Nu skal vi i den kommende uge følge Jesus efter. At følge ham efter er en op øvning i at frådse med eksistensen. I de bibelske skrifter er der en stor livstørst. Nydelsen af tilværelsen hyldes, og det er tydeligt at Gud, glæder sig over menneskenes glæde. Det er en sådan bekymringsløshed som for kvinden til at ødsle med olien. Det er glæde over livet, en glæde som hverken er naiv, smertefornægtende eller romantisk.

Hun salver til Jesus til hans begravelse, så hendes handling er kombineret med visheden om livets endelighed og indsigt i at livet rummer ondskab og lidelse. Hun har gjort, hvad hun kunne – ja, mere kan vi jo ikke gøre.

Hendes ødsle handling forbereder os på de kommende dage, som beskriver en ødselhed så stor, der bærer os i korsets lidelse og i opstandelsens håb. Amen