Prædiken til midfaste søndag 2018

   Ego eimi ho artos tes zoes – er oldgræsk for: Jeg er livets brød! Johannes evangeliet har en helt lille samling af ordbilleder, hvor Jesus siger noget billedligt om sig selv, som begynder med Jeg er; jeg er verdens lys, jeg er døren, som man går ind ad for at blive frelst, jeg er den gode hyrde, jeg er opstandelsen og livet, jeg er vejen sandheden og livet, Jeg er det sande vintræ..

Og selvom billederne er kendte fra hverdagssproget, så er meningen, som man kan høre, alligevel også abstrakt. Jesus omtaler livets brød som sig selv; når man kommer til ham, som er livets brød, så skal man aldrig mere sulte eller tørste!

Måske vil han have os til at tænke på, at livets brød er noget helt særligt! Det er Guds brød, som kommer ned fra himlen og giver liv til verden, siger han. Hvis man tænker på det brød, som man skal leve af, hvad er så det vigtigste for én? Er det det brød som forgår eller noget som består? Hvad er egentlig essensen for os i vores livsudfoldelse?

 Hvis man kunne finde ind til kernen i sit liv, hvad er den så? Hvad er livets brød for mig? Det får I lige et minut til at tænke over for jer selv og imens I tænker, spiller Erik lige et lille kort musikstykke og måske vil nogen bagefter sige højt, hvad de kom frem til..  

Konfirmanderne blev spurgt om noget lignende i sidste uge, hvor vi havde besøg af 3 unge mennesker fra Folkekirkens Nødhjælp, for dem samler vi ind til i dag, som man gør over hele Danmark. Og man kan sige, at fortællingen om brødet i dag passer godt til tanken om at samle ind til mennesker, som mangler livets brød;

De mennesker, som man samler ind til i år, lever fortrinsvis i Nepal og Malawi i det sydlige Afrika. De får hjælp til nye vertikale køkkenhaver, som er 1/2 m høje plantesække med huller i, så de fylder mindre på jorden, som er sparsom; grønsager fra ens køkkenhave kan sælges på markedet, men de er også gode til at variere den daglige ensformige og ofte ikke så nærende kost som majsgrød!

Nødhjælp er ikke kun spiselig, mange får også penge til skolebøger og vandpumper til rent drikkevand. Livets brød er kort sagt for dem en chance for at komme ud af fattigdommen og skabe nye muligheder for sig selv og sin familie.

For folkekirkens nødhjælp hænger hjælpen sammen med det evangelium, som Jesus prædikede; deres værdigrundlag, som de lige har fornyet, er medmenneskelighed og næstekærlighed. Vi giver støtte til verdens fattigste i kampen for et værdigt liv og hjælper folk i nød over hele verden, hedder det!

Organisationen har dog lige modtaget kritik fra forskellige sider for at have udvandet deres kristne udgangspunkt af hensyn til de ikke- troende blandt de ansatte i organisationen, skriver Kristeligt Dagblad.

Jeg tænker, at en sådan debat er svær at have, fordi man kan opfatte tro sådan, at den evigt er den samme og derfor kan man ikke ændre på noget uden at svække dens værdier!

Men man kan også opfatte tro sådan, at den hele tiden må være i løbende dialog med sin omverden for at ikke at stivne, for at værdierne kan blive ved med at være levende for dem, som lever og tror på dem. Og selv om ting formuleres på nye måder, så kan de jo godt stadig betyde det samme.

Hvis vi lige vender tilbage til dagens evangelium, så siger Jesus jo først til de, som tager ud for at lede efter ham i Kapernaum, at de kommer jo bare for at få brød at spise og blive mætte.. Og er det ikke netop situationen for mange mennesker, der er afhængig af nødhjælp, her kan man ikke tillade sig at være kræsen med, hvem man vil modtage brød fra..

Men Jesus fordømmer dem jo ikke, tværtimod siger han til dem, at selv om de ikke tror, så vil han ikke vise dem bort, som Gud har sendt til ham. Og hvis man tager hans egen lignelse om næstekærligheden, som mange kender som fortællingen om den barmhjertige samaritaner; ja så kom hjælpen til den nødstedte mand, der var blevet overfaldet af røvere, jo fra en uventet kant, faktisk fra den man mindst ventede det af, nemlig den fremmede, samaritaneren, mens præsten og levitten uden videre gik forbi.

Det er underforstået i lignelsen, at den der handler/hjælper er ens næste; ligesom det er underforstået, at det er meningen med det liv vi har fået, at give det videre ved at hjælpe vores næste som samaritaneren gjorde det.

Fordi det at tage hånd om hinanden er udtryk for et menneskeligt kærlighedsfællesskab, som det Johan er trådt ind i idag ved dåben. Hans forældre har besluttet, at han og hans ældre søskende, skal være med i det kærlighedsfællesskab og så må de selv finde ud af, hvordan de vil bruge det, ligesom man selv finder vej i livet.

Man får nogle værdier med i bagagen hjemmefra og fællesskabet og omsorgen for medmennesket er nogle af dem, som vi bærer med os fra dåben. Fordi glæden ved at dele Guds kærlighed giver mening i vore liv med hinanden.

Man kan måske nogle gange tænke, at det er sørgeligt, at vi i vores del af verden, er dem, der hjælper, mens andre lider nød; men faktisk kom jeg til at tænke på en novelle af en tysk forfatter Wolfgang Boechert som hedder Das Brot, Brødet og som handler om tiden efter krigen, hvor mange i Tyskland, ja hele Europa var fattige og sultede. Måske har nogle læst den historie i tysk i skoletiden som jeg gjorde.

Den handler om et gammelt ægtepar, hvor konen vågner midt om natten ved, at hendes mand er gået ud i køkkenet for at spise af deres brød; hun går derud og ser brødkniven og tallerkenen ligge blandt krummerne på køkkenbordet, mens hendes mand på sin side undskylder sig med, at han hørte noget derude i køkkenet og gik derud for at tjekke!

Han indrømmer ikke overfor hende eller sig selv, at han har spist brød heller ikke da de kommer tilbage i sengen og hun hører ham tygge forsigtigt og så lydløst så muligt. Det er løgnen, som gør mest ondt på konen, men alligevel kan hun ikke få sig til at sige det, så i stedet begynder hun at give ham mere af sit brød til aftensmåltidet i dagene efter.

Man kan vel godt kalde det for næstekærlighed! Han er ked af at spise mere brød end sin kone, men hun giver ham det, for at han ikke behøver være flov eller ked af det. For de ved, at livets brød for dem er deres ægteskab og kærlighed til den anden.

Maden og det sociale hænger sammen også i kirken. De første kristne kom sammen for at spise og i Det nye Testamente kan man læse om, hvordan nogle af de, som havde mad kunne dele med dem, som ikke havde så meget! Det blev til nadveren, som jo er det gamle danske ord for aftensmad, og det måltid er ligesom dåben et billede på kærlighedsfællesskabet.

Her mødes vi og får Jesu blod og legeme i form af vin og brød, som i ritualet bliver til livets brød i kraft af kærligheden. Vi sidder side om side som et fællesskab, men også hver for sig frie i syndernes forladelse, som vi modtager uden beregning. Og når vi går tilbage til vore egne liv og veje, kan vi overveje om ikke den kærlighed har noget at gøre med livets brød? Amen