Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Jesus sagde: »Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden; han sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan. Af sig selv giver jorden afgrøde, først strå, så aks, så fuld kerne i akset. Men når kornet er modent, går han straks i gang med seglen, for høsten er inde.« Og han sagde: »Hvad skal vi sammenligne Guds rige med? Hvilken lignelse skal vi bruge om det? Det er ligesom et sennepsfrø: Når det kommer i jorden, er det mindre end alle andre frø på jorden, men når det er sået, vokser det op og bliver større end alle andre planter og får store grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge.« Mark 4,26-32

Ved denne årstid kan man købe hyacintløg og have dem stående hjemme i stuen. Og man overraskes altid ved at iagttage, hvor hurtigt det går med væksten. Det går som med det mindste sennepsfrø.

Fra de grønne spæde spirer på løget til de pludselig står der en morgen med de spæde blomster på hovedet af en lang lang grøn stilk! Næsten som et blomstrende træ. Man tænker over, hvordan kan det lade sig gøre, at væksten bygges op fra løget på så kort tid og uden at man forstår hvordan?

Efter dette ved man, at skønheden varer kort! Som så man allerede dødens mærke i den levende skønhed, som snart vil bøje blomsterhovedet ned mod vindueskarmen og se sløj ud. Så kan du plante dem ud i haven, hører man og måske vil de komme op næste år. Men det bliver aldrig det samme, et hyacintliv er og bliver kort!

Menneskelivet er som regel langt og nu jo længere end tidligere, vi læser i avisen, at mennesker bliver stadig ældre i gennemsnit forstås. Alligevel kan man godt som menneske føle, at årene er gået hurtigt og hvor blev de af? Benny Andersen har skrevet et digt om dette, som hedder Tiden:

Tiden

Vi har tolv ure i huset

alligevel slår tiden ikke til.

Man går ud i sit køkken

henter kakaomælk til sin spinkle søn

men når man vender tilbage

er han blevet for gammel til kakaomælk

kræver øl, piger og revolution

Man må udnytte tiden, mens man har den

Ens datter kommer hjem fra skole

går ud for at hinke

kommer ind lidt efter

og spør om man vil passe den lille

mens hun og manden går i teatret

og mens de er i teatret

rykker den lille med noget besvær

op i 3. G.

Man må udnytte tiden, mens man har den

Man fotograferer sin hidtil unge hustru

med blodrigt sigøjnertørklæde,

men næppe er billedet fremkaldt

før hun forkynder at det så småt

er hendes tur til at få folkepension

så sagte vågner enken i hende

Man vil gerne udnytte tiden,

men den blir væk hele tiden

hvor blir den af

har den nogensinde været der

har man brugt for megen tid

på at trække tiden ud

Man må benytte tiden i tide

flakke om en tid uden tid og sted

og når tiden er inde

ringe hjem og høre

“De har kaldt 95949392?

Der er ingen abonnent på det nummer”

Klik!

I dag er det sognedag og vi venter besøg af forfatteren Jens Christian Grøndahl, som skal holde foredrag om sit forfatterskab. Hans seneste bog handler også om dette med livets uudgrundelige vækst og tempo. Om hvordan tiden pludselig er gået og livet med den!

Som menneske kan man pludselig vågne op, fordi der er sket noget drastisk i ens liv, som at ens ægte-fælde er død. Det sker for hovedpersonen i romanen som hedder Ellinor.

Ellinor stopper op i sit savn og sin sorg over sin mand Georg og tænker tilbage på årene, som er summen af hendes liv, som pludselig bare er gået med almindelige gøremål og dage. Hun er som bonden gået i seng og stået op uden helt at vide, hvorfor kornet voksede op til høsten! Og nu er marken bar efter seglen har klaret høsten.

Der er det særlige ved Ellinors liv, at hun i en vis forstand ikke har valgt det selv. Der sker nemlig det, at hun som ung drager på skiferie med sin forlovede Henning og sin veninde Anna, som er gift med Georg og de har to sønner.

Under ferien er Ellinor og Georg overladt til hinanden, fordi veninden og Ellinors forlovede er bedst til at løbe på ski! Dog går det op for dem undervejs, at det også handler om, at de to skiløbere Anna og Henning har en affære.

Imidlertid når de aldrig at konfrontere dem begge med det, da Anna og Henning omkommer i en lavine på ferien. Efter dette chok vender de to tilbageværende partnere hjem til hver deres liv.

Ellinor som arbejder mindre end Georg hjælper ham med drengene, som nu er moderløse og stadig forholdsvis små. Som årene går, gifter Georg sig med Ellinor og hun flytter ind i hans villa, faktisk uden at tænke nærmere over det! 

Men nu er hun blevet alene efter Georg’ død og det er på tide at vågne op og tænke over det hele. Den lange stilk med den blomstrende hyacint er på vej mod vindueskarmen! Hvor er tiden og livet blevet af?

Ellinor har passet drengene som sine egne, men nu er de for længst voksne med egne liv og partnere og børn. Og Ellinor opdager efter Georgs død, hvordan de på deres side har svært ved at lægge skjul på, at hun ikke er familie sådan rigtigt; Det gør hende ondt, skønt hun altid selv har ladet dem kalde sig ved fornavn og netop ikke ”mor”.

Eller måske er det hende selv, som altid har været bevidst om, at hun ikke var deres mor. Hun som har svært ved holde ud, at de som voksne er optagede af pengene og de materielle ting, skønt de begge har så rigeligt. ”Jeg er blevet kommunistisk på mine gamle dage, siger hun til sig selv! ”

Hun opgiver gerne selv alt det materielle, deres villa, bil og møbler og besøg og flytter til Vesterbro, hvor hun køber en lejlighed for sine egne penge. Den ligger på Amerikavej, hvor hun selv er vokset op i beskedne kår alene med sin mor.

Moderen kom oprindelig fra Jylland, men måtte flytte fra byen til hovedstaden efter krigen, da hun havde fået Ellinor med en tysk soldat, som hun har mistet kontakten med. Og for Ellinor har livet måske drejet sig om at flygte fra den faldende hyacint, som dominerede hendes mors i Ellinors øjne triste tilværelse.

Alligevel vender hun tilbage til den samme gade og et ensomt liv i lejlighed, fordi hun føler det som det rigtige at gøre efter, at hun er blevet alene og ligesom fremmed i sit gamle liv. Var det det træ, hun havde drømt om at bygge rede i?

Men hun flytter måske også i en erkendelse af, at vi ikke selv bygger paradiset eller gudsriget, at lykken er ligeså uhåndterlig og uforudsigelig som livet selv. Pludselig vokser et lille frø vi lægger i jorden og bliver et træ med fuglereder, som vi kan bo under en periode!

Man elsker det billede ikke sandt, fordi det svarer til vore drømme om livet og kærligheden og det meningsfulde forunderlige, som vi ikke selv skaber.

På denne årstid ser man sommetider de bare trækroner med fugle på grenene som et sort papirklip mod vinterhimlen og man bliver mindet om lignelsen om sennepsfrøet og den længsel billedet udgør dybt indeni os selv.

En længsel som både er glæden og sorgen, fylden og tomheden, vreden og mildheden; alt det vi lever af og med. Alt det sammensatte i livet som det kan være svært at styre eller at forstå mens tid er. Af og til er det først, når vi mister noget, at vi for alvor forstår dets betydning for os.

Måske har disciplene haft det sådan med Kristus, at det først var efter hans død, at de for alvor begyndte at forstå hans budskab, de lignelser han talte i og om. At de først siden hen forstod værdien af Guds riget, da dets ophavsmand var vandret bort fra jorden hjem til sin guddommelige far.

Men Jesus lod jo noget blive tilbage, netop ved at drage ud af livet, skønt det lyder absurd eller skørt, som Paulus skriver! Han lod budskabet om kærlighedens suverænitet blive tilbage!

Guds evige kærlighed som er stærk nok til at overvinde verden, sorgen, døden, forstanden. Guds søn blev vores stedfortræder på den måde, som Ellinor og andre er blevet det, han elskede på andres vegne og sin fars vegne.

På den måde lærte han os, at det er hvad livet drejer sig om, at lade kærligheden træde frem og elske andre og andres børn – så godt man kan! Fordi rigdommen i menneskelivet ligger gemt i det, man kan give. Man sår et lille frø i et andet menneske og glæder sig ved at se det vokse, skønt man ikke kan forklare helt hvordan. Amen.