Elsker I mig, så hold mine bud; v16  og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: v17  sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer. v18  Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. v19  Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve. v20  Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer. v21  Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.« Johannes 14,15-21 

Pinsedag var Jesus’ tilhængere samlet, da de pludselig hørte en voldsom lyd fra himlen. Det lyder næsten som en øjenvidne beretning fra forfatteren til Apostlenes Gerninger (2,1-11). Vi lyttede til teksten før, og den passer godt til den historiske begivenhed den vil beskrive, forvirringen efter Jesu død og opstandelse, som efterlod Jesu tilhængerne faderløse her på jorden.

For at sige som det er, var de forvirret, søgende og uden retning i livet. Det fortæller om en tomhed, som udstiller vores sårbarhed som menneske.

Der var tomt dengang apostlene mødtes i Jerusalem for at fejre pinse. En tomhed hos apostlene, forklaret med tabet af Jesus og hele den verden han stod for. Apostlene og mange andre der havde hørt om Jesus, fulgt ham, var i en slags limbo land.   

Den voldsomme lyd fra himlen afspejler på en symbolsk måde, at tilhængerne til Jesus er I vildrede men samtidig åbne for at noget kan ske. En erfaring af ikke-kontrol kunne vi kalde det.

Vi har for længe siden erfaret at det ikke længere er os der er i kontrol med verden. Verden går sin gang, nogle vil sige skæve gang. Der sker ting som ryster os, og vi føler at vi ikke kan rumme verden.

Den tomme grav som kvinderne stirrede ind efter Jesu korsfæstelse, gjorde dem tavse og angste. Det blev senere forstået som et bevis for opstandelsen. En tomt hul i klippevæggen, ikke ligefrem den bedste historie at gå ud og fortælle om. Efterfølgende spredte der sig en tilstand af død, livløshed, mismod, i blandt mennesker dengang.

Vi er forsamlet her i dag i kirken. Det er pinse. Kirkens fødselsdag. En direkte konsekvens og udløber af hvad Jesu tilhængere oplevede den dag i Jerusalem. Dagen hvor apostlene er kommet sammen i Jerusalem, fordi de håbede at det med Jesus ikke var slut. Noget stort ville ske. Historien er ikke slut. Alt behøver ikke at forblive som det er. Forandring er mulig. Den kristne er borger i to verdener. Som krop er vi fanget i den gamle verden, gennem ånden tilhører man den nye verden, som er begyndt med Jesus.

Underet i pinsedag i Jerusalem åbner verden for uforudsigelige vendinger. Intet er fuldstændig determineret. Pinse handler om at generobre forventningen. Forventning der fortæller, at vi tør kigge fremad mod det som ikke er, som nærer vor tvivl, men som vi håber bliver til i fremtiden. Forventning er at leve i håbet. Lede efter tegn, som viser ud over sig selv.

Hvordan kan fortiden fornyes, når vi ikke bare kan glemme det som skete, og når vores erindring for en tid, som kan være år, ikke kan glemme hvad der skete, og hvad det gjorde ved os? Kan vi, som jeg siger, generobre forventningen!

Vi er sat lige dér, hvor apostlene er forsamlet på pinsedagen i Jerusalem. De sidder der alle disse mennesker. Dem som har fulgt med Jesus og hørt hvad han fortalt, og nogen af dem vil måske huske ordene fra Johannes: jeg vil ikke efterlade jer som forældreløse børn – jeg kommer tilbage til jer. Om kort tid vil verden ikke længere se mig, men det vil I, for jeg lever; og I vil også leve. 

Det er derfor vi går i kirke, for at lade os erindre om, hvem vi er, at vi ikke er alene, hvordan vi er blevet til det, vi er, og hvor vi skal hen.

Jesus har ikke forladt os, men har sendt sin ånd, og det betyder, at han stadig kommer til os. Guds ånd, som vi ved, skaber af ud af intet og lader synke ned i intet. Alt kunne også ikke være, og alt kunne også være anderledes.  

Har vi troens syn, er han ikke væk, så er han stadig hos os, og kan give os håb til at leve i tiden. Troen ser mere og andet, end hvad der sker lige for vore øjne. Verden kan skræmme os og gøre os ulykkelige, men kan vi se at livet er mere og andet end hvad der sker i verden, ser vi med troens øjne.

Pinse er kirkens fødselsdag, som en erindring om den gang apostlene og mange andre var forsamlet i Jerusalem, og de alle blev fyldt af Helligånden. Det lyder farligt og ustyrligt, men er en konstatering af, at en fødsel altid er noget voldsomt som skaber røre.

Ånden er Guds, og fortæller os, at Gud er den, som kan bevæge. Det er sådan vi møder Gud i de første linjer af 1.Mosebog, hvor vi læser: Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene. I pinsen fejrer vi Helligåndens komme til verden. Og hvilken betydning har så det?

Jeg tror vi alle kan føle, hvad ånd er. Det særlige ved pinsedag hænger i den grad sammen med årstiden. Det er er forsommer nu. ”Nu har vi sommer skær og blid”, som vi synger om lidt. Naturen står ikke mere skært grønt end nu. Den lyse grønne skov kan vi stadig ane når vi går i skoven, og vinden der lufter mellem træerne, køler, og giver os en følelse at blive bevæget af noget uden for os selv. Og lyset der vækker os i de tidlige morgentimer, og rækker til langt ud på aftenen, ind i ”sommernattens korte svale”.

Ånd er selvfølgelig mere end natur, men det som sker lige nu i den smukke forsommer, giver os en forståelse for, at ånd er en kraft, der fylder os med liv igen. De blev alle fyldt af Helligånden, da de var forsamlet pinsedag. Det er hvad kirken vil – fylde os med ånd. Ånd er det der ånder, som blæsten der møder os og favner os.  

Gudstjenesten vil fylde os med ånd. Vi kommer her med alt det som fylder os, påvirket som vi er af tiden, men vi kommer også med vore egne private følelser. Vi mødes i gudstjenesten af ord i bønner, tekster og salmer, og ikke glemme musikken, som har sin helt egen særlige påvirkning af menneskets følelser.

Helligånden er tilstede i alt det som sker ved gudstjenesten. Det er ånden som går ind i os, fylder os, og – måske – lade livet åbne sig på ny, når vi går herfra. Jeg er enig med Luther når han i sin forklaring til Helligånden skriver: Jeg tror, at jeg ikke ved egen fornuft eller kraft, kan tro på Jesus Kristus, min Herre, eller komme til ham, men Helligånden har kaldet mig ved evangeliet.. Ånd er som Luther siger ikke fornuft, det vi ved tankens hjælp kan komme til klarhed om. Pinsen minder os om den åndelige dimension i livet.

Ånd er bevægelse skal vi huske på. Et vindstød fyldte huset, hvor apostlene sad og ventede. Gud er bevægelse, som får ting til at ske. Gud er ånd, som blev til kød i Jesus Kristus, nemt at forholde sig til. Et menneske i kød og blod, der kunne tale og handle.

Jesus dør som vi alle gør det, og så er vi ikke mere fysisk tilstede, men er ikke glemt af de levende. Noget bliver tilbage, som vil besøge og bevæge os. Den dødes ånd, og det har intet med spøgelser eller genfærd at gøre. Det handler om hvad det var vi fik af den døde, det vi havde sammen. Hvad den døde bevægede os med da vi var sammen, lever videre, og kan stadig røre os dybt. Når vi siger at ”dette ville være i mors ånd”, så mener vi netop at det er hendes ord, eller det ville hun stå inde for.

Helligånden udtrykker netop de ord som er sagt i Jesu ånd.

Vi fejrer kirkens fødselsdag i dag. Vi mindes som ved enhver fødselsdag begyndelsen, dengang det hele begyndte. Vi takker også for tiden vi har haft sammen, og glæder os til tiden hvor vi skal fortsætte med at være sammen. Kirken er på den ene side noget meget konkret – en bygning, billeder, ritualer, - og på den anden side er kirken ånd.

Dør ånden, så kan bygninger, ritualer ikke gøre noget ved det. Ånden er det levende, som er hævet over tidens strømninger. Det er ånden der rører os, og det har vi altid brug for. Amen