v28  Jesus sagde da til dem: »Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. v29  Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.« v30  Da han talte sådan, kom mange til tro på ham. v31  Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, v32  og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.« v33  De svarede ham: »Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?« v34  Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. v35  Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. v36  Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie. Johannes 8,28-36 

Endnu én af Johannes teksterne har vi lyttet til, som falder i søndagene efter påske.

Hvis jeg skal prøve at se det fra jeres synspunkt, som lige har lyttet til teksten, må den virke uforståelig. Eller snarere indforstået. Talt til en menighed et sted i middelhavs området i det første århundrede.

Jesus vil gerne vise dem han taler til at han i sin tale og handlinger er bundet til Gud. Det som ”min far har lært mig”, siger Jesus. At han kalder Gud for far viser hvor knyttet han stadig er til sin jødiske identitet. For det jødiske menneske dengang og stadig i dag er det naturligt at tale om Gud som sin far. Abba som det hedder på hebraisk. Det fortæller om en varm og fortrolig relation mellem Gud og sit menneske.

Nu vil vi sikkert indvende at det ikke altid er godt og sundt at gøre hvad ens far eller mor siger. Psykologien vil pege på at det både godt og naturligt at løsrive sig fra sine forældre, tage det gode med, og finde sin egen vej i livet.

Jeg læste et par sidder i præsten jens Martin Eriksens breve, som han skrev gennem 20 år fra 1930 og frem til begyndelsen af 1950’erne til gode ven magister Pullich Han skriver morsomt og varmt om sine mere end 40 år som præst i et lille jydsk sogn. Hans far var præst og temmelig streng i sin opdragelse af sønnen. Det var ikke alt hvad hans far lærte ham og fyldte ham med, som JME tog med sig videre i livet:

Min far vidste nøjagtigt, hvordan mennesker skal være, både i himlen og på jorden. Og min far havde fra den tid jeg blev otte år en lineal, som han kunne måle alle mennesker med, og jeg erindrer meget tydeligt, at der egentlig ingen mennesker var der stemte med målene. På fars skrivebord lå en livagtig kopi af den lineal, og med den slog han mig på den bare mås næsten hver dag, så længe jeg kan huske, men jeg kom alligevel aldrig til at passe til fars mål. …. Allermorsomst synes jeg det var, at en far kunne blive ved med at klø sin søn, fordi han ville gøre han bedre, og fordi han virkelig holdt af ham. Fars lineal nåede aldrig sit mål på min bag, men den gav et resultat: jeg kom aldrig til at tro på linealen.

Nej, det er nok meget godt ikke at være for blindt troende på alt hvad man hører og får givet. Der er også en god lære at tage med sig fra præstens brev om linealen som aldrig kom til at passe. I hvert fald når den skulle bruges mere abstrakt til at måle et andet menneske med. Om det nu er inden for eller uden for familien. En sådan lineal er det nok bedst at lægge fra sig, for med hvilken ret kan vi tillade os at måle andre mennesker om de nu passer til hvad jeg synes det vil sige at være menneske.

Derfor hører vi også præsten sige i samme brev kort efter hans oplevelser med linealen: Mit hjems gudsfrygt var angsten for Guds vrede. Der var altså noget han frygtede mere end sin fars lineal.

Guds vrede lyder umiddelbart ikke så rart at blive udsat for. Men det er mere nuanceret end en vred far, som man frygter for hele tiden. Bagved Guds vrede ligger også Guds kærlighed. Guds billedet rummer disse to dimensioner. Gud er kærlig og vil mennesket det bedste her på jorden. Men Gud kan også blive dybt skuffet og vred, når han betragter hvordan mennesket forvalter sit liv og livet i det hele taget.

Jesu tillidsfulde forankring i Gud fortæller os, at vi har brug for et holdepunkt, en instans i vores liv. Forholdet mellem Jesus og Gud er ikke anderledes end ethvert menneskes forhold til Gud. Det er nemlig et forhold, der er bestemt af en gensidig opnåelighed og forbundethed.

Forbundetheden med Gud giver mennesket frihed til at være. Det gør det fordi så skal jeg ikke lede efter holdepunkter, som måske viser sig ikke at ville mig det godt. Holdepunkter som jeg troede jeg kunne have tillid til, men som en Facebook algoritme viser sig at have helt andre bagtanker med hvad den vil have mig til at gøre, tænke, føle eller vælge.

I verden findes der mange instanser som vi styrer vores liv. For det forholder sig som Martin Luther sagde om troen i livet: Det hvortil du knytter dit hjerte, og hvorpå du forlader dig, det er din gud.”

Vi kan ret hurtigt pege på flere ting i vores liv, som har magt over vores tilværelse. Vi tænker ikke så meget over det, fordi afhængigheden ofte yder sin skjulte indflydelse på os. Der er også ting vi er bundet af som ikke lader sig sådan skjule. Jeg tænker her på en instans som har behersket menneskeheden i lange tider, og det er kravet om økonomisk vækst. Vi hører ofte fra politikere at væksten er steget så meget i år, og næste år kan vi forvente så mange procent i stigning i bruttonationalproduktet. Vækst tanken hører ikke bare til på det økonomiske område. Den spreder sig til hele vores liv, når vi hele tiden forestiller os at livet skal blive til mere. Flere rejser, større boliger, større køkkener, ja, vi er spundet ind i tankegangen om at livet er i en konstant vækst. Vi har faktisk svært ved at acceptere når det går tilbage i livet.

Hvorfor er det så vigtigt at være forbundet med en instans? Noget vi altid kan falde tilbage på. Vi er alle forbundet til noget uden for os selv, og hver gang vi foretager os noget, appellerer forskellige ting til os, kræfter uden for os selv, som vi bliver tiltrukket af, og som vi må vælge imellem.

I dag har mennesket utallige ting at vælge imellem. Mange stemmer taler os og vil have os til følge dem, og vi har stemmer i os selv, som vi er vokset op med, som påvirker os til at vælge noget bestemt. Hele reklame verden er på mange måder et ganske godt billede på alt det som gerne vil have os til gøre noget, købe en ting, følge en bestemt vej.

For Jesus er det Gud. Og han fortæller at Gud er den instans i hans liv, der er sandheden i hans liv, som sætter ham fri til at leve og som gør at han ikke føler sig alene. Der er en gensidig forbundethed mellem Jesus og Gud, mellem Gud og menneske. Gud er ikke én der vil have Jesus til at gøre noget bestemt. Han står bag mig, siger Jesus meget tillidsfuldt. En tillidsfuld kærlighed jeg kan regne med, som på én gang er lyttende og bestemt, og som tillader, at både Gud og menneske beholder hver sin egen stemme og frihed til at svare.

Jesus siger at han ikke gør noget af sig selv, men er forbundet med Gud, som det anker, der dels giver ham hans værd som menneske og som sendt af Gud. I sin bundethed til Gud er han fri til at tale. Sandheden bliver hans tale, for Gud er ikke inficeret af alt muligt der har med verden at gøre. Sandheden som Gud kæmper for i livet knytter sig til rangordenen i livet: først var fryden, så kom skade-fryden, først tilliden, så mis-tilliden, først skabelsen, så synden, først livet, så døden.

Hvad vil det sige at leve som Jesus siger, overladt til Gud, og i alt vide at Gud står bag mig? Og ikke som de omkringstående jøder der svarer Jesus med et identitetspolitisk udsagn, at de har Abraham som far. Som om det skulle give dem særlige privilegier. At de var beskyttet af at kunne føre deres slægts rødder tilbage til Abraham. Det svarer til at vi skulle hævde os ved at vi er efterkommere af vikingerne.

Jesus henviser jo ikke til sig selv, men siger at hvis de følger ham er de knyttet til Gud, og i det ligger der en frihed. Gud er sandheden og lærer de den sandhed at kende, vil den gøre dem frie. Hvilken sandhed må vi spørge i dag? Hvordan bliver vi frie ved at have Gud som vores grundlæggende pejlemærke i livet?

At leve som Guds menneske er at vide om mit liv, at alt hvad jeg har og er, det har jeg kun i modtagelse. Mit liv bliver til en taknemmelig eksistens. Det liv er der en stor frihed i, for jeg modtager det hver dag.

Det er ikke en frihed til hvad som helst. Friheden Gud rækker mig hver dag rummer en bundethed. Nemlig friheden til at gøre kærlighedens gerninger. Ved at udskyde egne behov til fordel for det menneske som har brug for min kærlighed. Ligesom jeg har brug for hans og hendes kærlighed.

Gud rummer alt dette, friheden til at leve livet, og bundetheden i forpligtelsen overfor den anden. Gud er ikke til som en objektiv kendsgerning. Gud svæver i ingenmandsland mellem sig selv og intetheden. Gud er altid kun til som en kæmpende sandhed, som vi kan lade os gribe af og i vores liv med hinanden og vise hvad det betyder i livet med hinanden.Amen