Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne. »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.« Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det.  Matthæusevangeliet 28,1-8

prædiken

Han sætter sig ind i sin bil og drejer tilsyneladende lidt tilfældigt til venstre og til højre, indtil han kommer til en skovvej, som han følger dybt ind i skoven, indtil bilen kører fast. Det er længe siden, at han kørte forbi en vendeplads eller et beboet hus.

Men nu kommer sneen, kulden, aftenmørket og tanken om at stige ud af bilen for at finde et medmenneske med en traktor, der kan trække bilen fri. Men i stedet farer han vild i mørket, hvor Gud – måske – viser sig for ham i form af en lysende skikkelse...

Jeg-fortælleren i Jon Fosses bog Hvidhed får i hvert fald samme svar, som Moses fik af den brændende busk i ørkenen, da han spørger, hvem det lysende væsen er. ”Jeg er den, jeg er!”, lyder svaret.

I skoven møder hovedpersonen også sine gamle – barfodede! – forældre (der altså allerede må have ”stillet træskoene”), ligesom hovedpersonen til sidst møder en barfodet mand i bedemandstøj. Måske møder jeg-fortælleren også sin egen død i skoven…

I romanen bliver hovedpersonen i tvivl om, hvorvidt han virkelig har set Gud, sine forældre og manden i jakkesæt – eller om det hele er syner. Er det en åndelig oplevelse eller ren indbildning? Eller hvad er det…

Ja, hvad er det egentlig med den opstandelse? 

Jeg oplever det i mit virke som præst, at tanken om opstandelsen for det moderne menneske er for uhåndgribelig og for underlig til at tro det muligt, at der er et liv - også efter døden. At opstandelse findes…   

Men vi taler jo om vores døde, som var de her endnu. Levende tilstede og nærværende i al deres fravær. Vi ser deres ansigter for os, husker deres latter, alt det, de sagde og gjorde. De aftryk, de satte hos os, er her endnu som tydelige, usynlige spor i os og hos os…

Og på den måde er de jo levende til stede i al deres fravær…

Vi ser dem i Guds lys – opstandelsens lys. Og her er ingen fuldkommende, men alle underfuldt skabt og elsket. De står lysende klart i vores erindringer og er med i det liv, vi lever... 

Død og opstandelse kan være svær at have med at gøre for den menneskelige tanke. Ligesom talen om Gud kan få vores ordforråd til hurtigt at løbe tør og være utilstrækkelig til at indfange det, Guds mysterium…

Jeg tror, at Gud er den skabende og opretholdende magt, der er bagved og i alt, der er til. Ellers ville der jo slet intet være af alt det, der er.  

Den tanke om Gud er forbundet med glæde og taknemmelighed over alt det, der skænkes os – livet som en gave…

Men at døden findes, at alt en dag skal nå en afslutning. At der en dag skal sættes punktum for dette liv. Det er langt sværere at begribe eller acceptere...

Hvorfor bruger Gud ikke bare sin magt til alt det gode? Hvorfor er der lidelse i verden? Hvorfor skal vi skilles fra dem, vi elsker – hvorfor skal de dø og hvorfor skal vi selv dø en dag?

Mange vil måske afvise tanken om, at Gud finde alene af den grund, at lidelsen og døden findes?...  

At døden har sat det sidste punktum for Jesu liv, er vel også den fornemmelse og forestilling, som kvinderne kommer til graven med påskemorgen. Kvinderne forstår, at det liv, de har haft sammen med Jesus, nu er forbi. Han var blevet taget til fange og korsfæstet sammen med forbrydere på Golgata. Og nu – ja, nu er der ikke mere at komme efter…

Det må være den samme fornemmelse af tomhed, som jeg-personen i Jon Fosses bog sidder med i bilen midt på en blind vej i en mørk skov, kørt fast og faret vild alene i kulden og mørket…

Ude i skoven kredser han om en sten, som han finder hvile på. Et lysende væsen viser sig for ham. Ligesom en lysende engel viser sig for kvinderne ved graven påskemorgen. Jorden skælver. Det buldrer og brager. Stenen er væltet og graven er tom…  

”Frygt ikke! Siger englen. Jesus, den korsfæstede, er ikke her. Han er opstået, som han har sagt. Han er gået i forvejen for jer til Galilæa. Der skal I se ham!”…

Og så løber kvinderne fra graven ”med frygt og stor glæde”, står der.

Et fantastisk udtryk: ”med frygt og stor glæde” – en sætning, jeg tit vender tilbage til, for det er udtryk for, at der midt i sorgen, kan sås en spirende glæde, et nyt liv. At der finder opstandelse sted midt i en rystende og livsforandrende virkelighed…

Der er en skabende kraft i ordene om opstandelsen. En opstandelseskraft, der rejser kvinderne fra deres sorg og kalder dem ud i livet igen, der hvor de lever og er. For dem var det livet i Galilæa, og for os er det her, hvor vi bor og lever livet med hinanden…  

Ligesom ordene om Jesu opstandelse såede nyt liv hos kvinderne ved graven, så tror jeg, at ordene om opstandelse sås i vores hjerter skjult i os og får nyt livsmod til at vokse frem (også selvom vores forstand måske ikke rigtig vil forstå det).

Opstandelse kan vi måske opleve som et lysende klart øjeblik, som en åbenbaring, der med ét forandrer vores liv. Og andre gange vokser det skjult i os som indsigt og tro. En hjertets dannelse, der fylder os med en glæde over at være til i det modsætningsfyldte liv, vi lever.

Det modsætningsfyldte liv kan fylde os med frygt for fremtiden, bekymring for vores nærmeste, sorg over dem, vi har mistet eller almindelig skuffelse over, at livet ikke blev, som vi havde forestillet os.

Følelsen af ikke at slå til eller oplevelsen af forladthed og tomhed…

Jeg tror, at vi (måske især i disse tider) har brug for troen på, at Gud i Kristus er nærværende i det liv, vi lever og kalder os ud til et fælles liv i tro, håb og kærlighed.

Det er her, vi kan finde glæde ved livet på trods af verdens konflikter og livets realiteter. På trods af alt det uoverskuelige og udsigtsløse. På trods af det, vi sørger over og er bange for…

Kvinderne var bange ved graven påskemorgen. Ja, måske ligefrem rædselsslagne over det, der var sket. Men på samme tid bliver de fyldt med en stor glæde. En glæde over, at Jesus er opstået, at han er hos dem, nærværende og levende på skjult vis i det liv, de lever...

Opstandelsen er et mysterium, som vi ikke kan nå ind i eller komme bagom med vores fornuft. Vi kan have svært ved at finde ord og sprog, der indfanger det mysterium, som Gud er, som opstandelsen er…  

Om Gud siger forfatteren til bogen Hvidhed (som jeg indledte med at citere), at han er som et usynligt nærvær, som både kan føles stærkt og svagt, men som altid er der. Jeg tror, at man altid kan høre Guds tavse stemme og mærke hans fraværende nærvær…  

Det er påskens budskab, at Gud i Kristus har brudt dødens magt, så vi ikke skal give den betydning og magt i det liv, vi lever, men leve – uden frygt – i troen på, at han åbner livet for os midt i denne verden.

Et liv uden ende, der strømmer til os, en tilgivelse, der gives os ugen beregning, en kærlighed, der skænker os alt, så vi ikke kan andet end at give af os selv. Et Guds rige, der allerede åbner sig for os her og nu…

Vi kan måske ikke altid få øje på det. Det er skjult til stede for os. Så vi må blive ved med at undres og forundres over alt det, som Gud møder os med i sit skaberværk – og tage imod det…

Opstandelse, tror jeg, først og fremmest finder sted her i dette liv. Når vores liv er faldet fra hinanden og ligger i stumper og stykker, og det sættes sammen igen, og vi rejser os fra ruinerne til nyt liv.

Et liv hvor vi får mod til at kæmpe for det, der er bedst for vores næste, for vores fælles liv og for vores klode…

Opstandelse er, når vi erfarer, at vi ikke er alene i det eksistentielle mørke, som vi kan være faret vild i. Når vi midt i sorgen over dem, vi har mistet rejses og kaldes ud til livet igen…  

Troen på opstandelse og det evige liv er ikke troen på, at vi er udødelige, men troen på, at vi er i den magts hånd, som skabte os (Og så kan alt ske, for opstandelsen er i grunden ikke mere underlig end at vi er skabt og er til)…

Det er påskens evighedshåb. At vi er i den magts hånd, som varer fra evighed til evighed, når alt andet er gået til grunde. Evighed betyder jo, at der ikke er forskel på før og efter. Det kan være her og nu, usynligt midt iblandt os. Samtidig med at det er foran os, som det der skal komme, når Gud bliver alt i alle.

Glædelig påske. AMEN