Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 

Da sagde Maria: »Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting mod mig. Helligt er hans navn, og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt. Han har øvet vældige gerninger med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort. Han har taget sig af sin tjener Israel og husker på sin barmhjertighed som han tilsagde vore fædre – mod Abraham og hans slægt til evig tid.« Lukasevangeliet 1,46-55

PRÆDIKEN 

Under korsets mærke – er overskriften på et kursus, som Hans-Henrik og jeg fornyeligt deltog i. Kurset handlede om, hvordan vi er kirke i krise- og katastrofetider.

Det handlede om, hvordan krige og kriser på et globalt plan påvirker os mennesker, også selvom vi lever på afstand og ikke er direkte involveret i det.

Og det handlede om, hvordan vi er kirke, når krisen rammer os nationalt, lokalt eller individuelt…

Der var oplægsholdere, der talte om kirken i corona-tiden. Der var præsten, der havde været tæt på sagen om drabet på Emilie Meng. Og der var den norske oplægsholder, der talte om terrorangrebet på Utøya og sangens betydning, når smerten og frygten rammer os…

Sangen Kringsatt av fiender samlede den norske befolkning i sorgen efter attentatet på Utøya i 2011…

At vi bryder ud i sang, når verden forandrer sig, er et udtryk for, at vi er mennesker. Sangen tillader os at være i vores smerte og den trøster os. Sangen skaber relationer imellem os og forbinder os. Den taler ondskab, smerte og lidelse imod og giver os nyt livsmod…

Vi kunne sige, at når sangen fylder os, så synger vi frygten i os lille…

Og det er det, der sker for Maria i dagens evangelietekst…

Det er Marias lovsang. Den sang, der fylder hende lige efter, at englen Gabriel har fortalt hende, at hun er gravid og skal føde Guds søn, Jesus. Det budskab er et foruroligende indbrud i Marias liv. En forandring der vender rundt på hendes tilværelse – ja, hele hendes liv. Hun har sikkert, som den unge pige hun var, levet et ganske velordnet liv i den lille by Nazareth, indtil dette øjeblik…

Da englen viser sig for Maria, bliver hun forfærdet. Og selvom Gabriel siger: frygt ikke, ja så har hun sikkert været fyldt med frygt. Hun mærker en kraft i sig, en kraft fra Gud, der får hende til at synge – og hun synger frygten lille…

Hun låner ord fra Hannahs lovsang i Det Gamle Testamente. En sang, som hun har hørt eller kendt, og som hun i situationen henter ord fra og gør til sin egen sang. En sang om alle de store ting, som Gud har gjort. At han gør op med hovmod og magtbegær. Hun synger spontant om Guds grænseløse barmhjertighed…

Mon ikke vi alle kender til at lade sange og salmer synge i os, og blive en del af os? Sange, der lagrer sig i os…

På kurset som Hans-Henrik og jeg deltog i, blev vi spurgt, hvilken sang vi spontant ville bryde ud i, hvis kristen eller katastrofen ramte her og fyldte os med bekymring og frygt. Ville det være:

En lærke lettede, som hører til 4. maj og hvor vi blandt andet synger: Og du som styrter de stoltes riger, og løser fanger af bolt og bånd eller ville det være noget andet (Dejlig er jorden, måske?), vi (nationen) ville bryde ud i for at synge frygten lille…

Maria synger frygten lille. At hun synger denne sang, er stort og det er større end bekymringen og frygten for, hvad dette livsforandrende indbrud vil komme til at betyde for hende…

Maria synger ikke om det, hun erfarer eller frygter, men hun synger om det, hun håber og tror på. Og Maria, hun tror det umulige…

Vi kender historien, vi ved, at hun snart kommer til at sidde med sin torturerede og døde søn i sine arme, sådan som mødre gør det i Ukraine, i Gaza og i Israel og mange andre steder i verden…

Maria Bebudelsesdag er en særlig dag i kirkeåret. Den bryder ind på den 5. søndag i fasten – lige før påsken. Fasten er den periode, hvor vi forbereder os på Jesu lidelse og død. 

På søndag indledes den stille uge op til påske med Palmesøndag. Skærtorsdag spiser Jesus det sidste måltid med sine disciple, inden han forrådes og føres væk af ypperstepræsterne i nattens mørke. Fredag lider han på korset, inden han udånder….

Men imens vi nærmer os påsken med dens lidelse og død, bryder Maria Bebudelsesdag ind i forløbet og fortæller om nyt liv, der bliver til…

Dagen fortæller os, at der er mere at sige, end at vi går imod lidelse og død. At der er et liv, som skal fødes, uforudsigeligt, forjættende, nyt, ligesom englen Gabriel forkynder det for den unge pige, Maria.

Der er en Gud som stadig viser sin ubegribelige barmhjertighed imod os.

Døden er nok en overvældende og mægtig realitet, vi ikke undslipper, men livet overvælder os også og fylder os med taknemmelighed og håb.

Sådan er Maria Bebudelsesdag en forårsbebuder, som giver håb og lys og livsmod, selv om vi i fastetiden mentalt er på vej ind i mørket og døden. Vi bliver i dag mindet om det liv, vi i vores bekymringer og ængstelighed ikke havde set komme og troet muligt.

Dagen minder os om, at der heldigvis stadig er mennesker som elsker, liv som undfanges, børn som fødes, glæde som bobler frem, mennesker der ligesom Maria siger ja til dette besværlige og vidunderlige og ukontrollerbare liv…

Maria bryder ud i sang og synger frygten lille. Hun er fyldt af sitrende, foruroligende, guddommeligt liv. Fyldt med en taknemmelig følelse af at være til i dette ubegribelige liv…

Når alle de store følelser trænger sig på – glæden eller magtesløsheden, håbet eller fortvivlelsen, så synger vi. Vi synger ikke, som om alt er godt nu, men vi synger om verden, sådan som den er, og sådan som den kunne være…

Vi kan ikke synge de døde til live igen, vi kan ikke synge dem, vi har mistet, tilbage til livet, uanset hvor guddommeligt smukt, vi synger. Men Kristus kan synge i os. Synge vores hjerter varme og bløde og synge tro ind i os…

Og selvom den tror er lige så lille som det lille liv, Maria i dag får at vide, at hun bærer, så er den tro nok. Den synger i os og bliver til sang om håb. Et håb om, at påskemorgen vil bringe opstandelse og liv, igennem Marias søn, Jesus…

Maria Bebudelse er en forårsbebuder, der forkynder, at længst inden i mørket, lidelsen og døden, der hvor kriser og katastrofer rammer og frygten er, der vil nyt liv blive til under korsets mærke. For intet er umuligt for Gud…

AMEN…