24Da folk opdagede, at hverken Jesus eller disciplene længere var der, gik de ombord i bådene og tog til Kapernaum for at lede efter ham. 25 Da de kom derover, fandt de ham og spurgte: »Hvornår er du kommet hertil, rabbi?« 26»Hør her,« svarede Jesus. »I opsøger mig ikke, fordi I forstod de tegn, I så, men bare fordi I fik brød og blev mætte. 27I skal ikke bruge kræfter på det brød, der forsvinder, men på det, der bliver ved at være der, og som fører til evigt liv. Det vil jeg, Menneskesønnen, give jer, for det har Gud udvalgt mig til.« 28»Hvad vil Gud have, at vi skal gøre?« spurgte de. 29»Gud vil have, at I skal tro på ham, som han har sendt,« svarede Jesus.

30»Hvad er det, du gør, som skal få os til at tro på dig? Hvilket tegn giver du os?« spurgte de og fortsatte: 31»Vores forfædre fik manna i ørkenen. Det står der i Skrifterne: ›Han gav dem brød fra himlen at spise.‹« 32»Nu skal I høre,« svarede Jesus. »Det var ikke Moses, der gav jer brød fra himlen, det gjorde min far. Og nu giver han jer det rigtige brød fra himlen. 33Guds brød er nemlig det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden.« 34»Så giv os altid det brød,« sagde de. 35»Jeg er livets brød,« svarede Jesus. »Den, der kommer til mig, vil aldrig sulte, og den, der tror på mig, vil aldrig blive tørstig.

Johannesevangeliet 6,24-35

 Johannes taler om brød, men det ser jo ud til at dette brød ikke er helt almindeligt? Det rummer betydninger, som går ud over hvad vi forbinder med brød. Disciplene er fulgt efter Jesus fordi kort forinden er blevet mættet med nogle få brød.

De vil selvfølgelige have mere.

I mennesker lever dette urgamle håb, som de forskellige bespisningsundere som Jesus stod for og vidner om, som vi mennesker bærer med os om mad, om brød i overflod.

Men de forskellige bespisningsundere taler til dette håb på forskellig måde.

Johannesevangeliet kalder altid Jesus undere for tegn. Et tegn vil altid pege hen på noget andet. Brødet som tegn er stadig det brød vi kender så godt, men det er samtidig noget mere.

Der en symbolsk forbindelse mellem brødet Gud sendte ned fra himlen til israelitterne i ørkenen og Jesus som det frelsende brød fra himlen og som Gud bestemte skulle fødes i Betlehem som betyder brødets by.

I dag har Hanne bagt brød til nadveren. Hun har stået i sit lille køkken og æltet dejen omhyggeligt, bagt det i ovnen og nu er det her til brug, som så mange gange før. Det er jo et ganske almindeligt brød. Ikke til at skelne fra så meget andet brød, og dog ved nadveren får det en ny betydning. Det fortæller om et nærvær der trodser tid og sted. Vi kan netop sige om brødet at det bliver et tegn, der peger hen på noget andet, som igen giver os noget ganske andet end fornemmelsen af at blive mætte.

Hvad nu hvis virkeligheden ikke er som den ser ud til? – At så mange mennesker bliver mætte af så lidt, gør os skeptiske. - Sultende og fattige mennesker hører sikkert denne tekst på en helt anden måde end vi der dagligt får den mad vi skal have, og jo ofte må tænke på hvad vi spiser, for ikke at få for meget. For dem giver denne fortælling håb.

Bag fænomenerne som vi dagligt omgiver os med ligger betydninger gemt. Når jeg står nede ved sundet en morgenstund og nyder en smuk solopgang ad havet, ved jeg jo godt at solens røde ildkugle er et fysisk fænomen og kan beskrives som sådan. Men det er jo ikke på den måde vi tænker om solen, når vi nyder en tidlig solopgang. Vi tænker ikke på hvor solen kommer fra, hvor gammel den er, dens temperatur, men vi tyder solen mens den bevæger sig op ad horisonten. Den bliver til et tegn, der peger væk fra en fysisk realitet til en åndelige virkelighed.

En solopgang bekræfter mig i at livet er større end mig, solen kan få mig til at tænke på alt det gode i mit liv, det kan give mig en følelse af taknemmelighed over mit liv. Solen fortæller om dette herlige liv jeg er sat ind i. Solens stråler som varmer min krop og sjæl, og minder mig den varme og det lys jeg modtager fra min omverden.

Solen betyder altså noget andet og mere end solen som et konkret fysisk fænomen. Bag fænomenet gennem sig betydninger, som bekræfter os i at livet er et under. Det er et under, at der er noget, og at der ikke bare er ingenting. Solopgangen får hjertet til at strømme over i taknemmelighed for den herlighed og fylde, der er livets, bare ved at det er der.     

Når vi går bag om livets mange fænomener og ser dem som mere end det de rent fysisk møder os med, er det jo fordi vi er åndelige væsener. For nu at vende tilbage til brødet fra Johannes, så lever vi ikke kun af brød alene.

Jesus gav brød til de mange mennesker og alle blev mætte, og efterlod dem med en lyst efter mere. De ville have mere brød, helst ville de slippe for i al fremtid at skulle tænke på hvordan de skulle få brød. De var blevet mætte og ønskede at det måtte vare ved i al evighed, men brød mætter kun kortvarigt.

Men det er her Jesus vender sig mod den tanke at vi har nok i det daglige brød. Der er måske stadig en sandhed i den politiske tyske teolog Dorethe Sölles anklage i 1970’erne, da hun sagde om tiden dengang, og aktuelt er det stadig Mennesket lever ikke af brød alene, det dør endog af brød alene, en allestedsnærværende, frygtelig død, døden af brød alene, en lemlæstelse, en kvælningsdød, alle relationers død. …vi ånder endnu, forbruger videre, vi udskiller, vi træffer afgørelser, vi producerer, vi lader til stadig munden løbe og lever dog ikke.

Hvad er det som for os til at leve? Og her tænker jeg ikke på den mad vi selvfølgelig har brug for at opretholde livet. I livet har vi også brug for åndelig føde. Vi har brug for mad eller brød i mere end fysisk forstand, brug for at have forventninger til livet, brug for mod, brug for styrke til at klare at leve.

At det handler om mere end at blive mæt viser Jesus, når han siger Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, vil aldrig sulte, og den, der tror på mig, vil aldrig blive tørstig.

Et tegn kalder Jesus selv det skete. Bag brødet gemmer sig et meddelelse, som ligger ud over det brød som mættede dem. Et tegn peger væk fra sig selv og hen på noget andet. Tegn peger fra virkeligheden hen på en større virkelighed. Brødet var virkeligt nok den dag de satte tænderne i det, men samtidig uvirkeligt. Det ville fortælle en anden historie. For det brød der gjorde dem mætte var, at det var Jesus som gav dem det brød som sig selv. Han siger om sig selv han er ”livets brød”, næring for modet til at leve, som vi så let kan miste.

At Jesus fylder os så vi aldrig igen bliver sulte eller trøstige, er for at gøre os det klart, at det er for lidt bare at være i live og overleve. Jesus og hans virke og møder med mennesker er livsmodets umistelige næring, livsmodets brød fra himlen, fra Gud.

Kirken er selv et tegn, et synligt tegn der i sig rummer det usynlige. Kirken er en bygning af sten, men den er også ritualer. Kirken er med alle sine ritualer et tegn på Gud. Den synlige kirke og de synlige ritualer peger hen på den usynlige virkelighed Gud, som igen er synligt tilstede i de skabte fænomener.

Virkeligheden som vi kender den fra hverdagen er ikke nok, vi har alle brug for at der bag hverdagen er en mening. Vi lever alle af at der i det synlige er en usynlig mening. Vi kan ikke bare leve på livets overflade. Vi må ned i dybden. Det handler om at se meningen med det vi ser og gør. Meningen bag meningen. Vi har brug for en åndelig ramme for vore livserfaringer.

Jesus kritiserer netop folkemængden fordi de kun gik efter maven, og ikke efter hjertet. Det handler om se tegn. I søger mig fordi I fik brød at spise og blev mætte, ikke fordi I har set et tegn, siger Jesus. Hvis hjertet ikke får næring, så dør vi en åndelig død og får ikke det ud af livet Gud har ønsket vi skal. ”Guds brød er nemlig det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden”.

Vi lever ikke af brød alene, for vi lever af de forventninger og håb vi har til livet. Vi kan spise nok så meget brød, og blive mætte, men hvis ikke der er noget der holder mine forventninger til livet levende, så dør jeg en langsom død.

Guds brød møder vi i Jesu ord til os: Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste”. Vi har stadig brug for brød og andet mad, men i Jesu ord om sig selv, jeg er livets brød, gives vi et brød som ikke er fysisk, men som giver os alt det vi også har brug for at kunne leve: mod, håb, styrke, livsforventninger. Jesus bliver næring for vores sjæl, så vi får mod til at leve, og møde de udfordringer livet vil møde os med.

Han er et livstegn på livsmodets umistelige næring. Han er livsmodets brød fra himlen, fra Gud, som det brød og den kilde som aldrig tørres ud. Et tegn som altid er i bevægelse, som aldrig standser, men også et tegn vi ikke kan gøre til vores.

Han er liv, der aldrig standser, evigt liv. Amen