Dette hellige evangelium til 2. søndag i fasten skriver evangelisten Markus: 

Da Jesus og Peter og Jakob og Johannes kom ned til disciplene, så de en stor skare omkring dem og nogle skriftkloge, som diskuterede med dem. Hele skaren blev grebet af ærefrygt, straks de fik øje på Jesus, og løb hen for at hilse på ham. Han spurgte dem: »Hvad er det, I diskuterer med dem?« Og en fra skaren svarede ham: »Mester, jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som gør ham stum.

Hvor som helst den overvælder ham, kaster den ham til jorden, og han fråder og skærer tænder og bliver helt stiv. Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de ikke.« Da udbrød Jesus: »Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen med ham!« Så bragte de ham hen til Jesus. Men da ånden så ham, rev og sled den straks i drengen, så han faldt om på jorden og lå og frådede og vred sig. Jesus spurgte hans far: »Hvor længe har han haft det sådan?« Han svarede: »Fra han var barn. Og den har mange gange kastet ham både i ild og vand for at gøre det af med ham. Men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os.« Jesus sagde til ham: »Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror.« Straks råbte drengens far: »Jeg tror, hjælp min vantro!«

Da Jesus så, at en skare stimlede sammen, truede han ad den urene ånd og sagde til den: »Du stumme og døve ånd, jeg befaler dig: Far ud af ham, og far aldrig mere ind i ham!« Da skreg den og rev og sled i ham og fór ud; og han blev som død, så alle sagde: »Han er død.« Men Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op. Da Jesus var kommet inden døre og var alene med sine disciple, spurgte de ham: »Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?« Han svarede dem: »Den slags kan kun drives ud ved bøn.« Mark 9,14-29

PRÆDIKEN

To ukrainske flag blafrer i vinden foran Børsen i København. De vidner om, at det i disse dage er to år siden, at Rusland invaderede Ukraine. På den anden side af kanalen inviterer Holmens Kirke til fredsgudstjeneste…

Flere tusinde mennesker har mistet livet på begge sider af grænserne, og millioner er flygtet fra deres hjemland. Uvisheden og uroen præger også os her i Danmark…

Der er meget uro, der hærger i livet og i verden, som tager værdigheden fra mennesker og forkrøbler det gode liv. Der er så meget uro imellem os mennesker og vi må til tider kende og erkende os selv som magtesløse…

Når vi står overfor det, der truer os i tiden, må vi holde fast i troen og håbet på trods. Det må vi gøre igennem fredsgudstjenester og gudstjenester som den vi holder i dag, igennem salmer, tekster, ord og bøn…

Hvad netop bønnen betyder i en magtesløs situation, siger teksten til dag noget om. Her finder vi en far i bøn.

Drengen er stum og plaget af anfald, og han er blevet kastet til jorden, og faren beder i sin afmagt disciplene om hjælp. De afsløres i deres magtesløshed, for de kan ikke helbrede sønnen.

Nu ser de med hvilken lethed, Jesus kan, hvad de ikke kunne…  

Siden drengen blev født, har han periodiske haft anfald, hvor han fråder, skærer tænder og bliver kastet til jorden. Det lyder som et epileptisk anfald, og i antikken blev dette da ofte forklaret som dæmonbesættelse.

Overordnet kan man sige, at det betegner en magt, som mennesket føler sig underlagt. I moderne forstand er begrebet det dæmoniske ofte brugt som et teologisk og psykologisk begreb...

Teologisk består dæmoni i at blive lukket inde i sin egen verden, stum og døv for omverdenen, måske blind og døddeprimeret – fuld af angst. Indesluttet i os selv føler vi os død og bange.

Vi tør vi ikke rejse os igen i angsten for det gode og i frygt for at blive kastet til jorden igen. Når angst og frygt fylder vores sind, så truer vantro og tvivl. Vantro henter sin næring i angsten for undergang, for det at miste sig selv og sine kære.

Håbet siger, Jeg tror. Angsten siger, hjælp min vantro…

Troen er en afmagt. I troen giver vi nemlig slip på os selv. Og det er svært, når angsten har fat i os. Derfor findes der heller ingen mere ærlig menneskelig bøn end den, som en syg drengs far formulerer med ordene: Jeg tror, hjælp min vantro.

Evangelieberetningens fortælling om faren i afmagt og bøn står i skærende kontrast til skabelsesberetningens fortælling (som jeg læste fra alteret før)….

Her hører vi om dengang Gud skabte mennesket med værdighed. Gud skabte det i sit billede. Vi hører om, at Gud skaber mennesket som mand og kvinde, og at han velsigner dem. Og så sætter han dem til at tage vare på den verden, som han har skabt: træerne, planterne, blomsterne og dyrene.

Vi er her i mytens underfulde verden, hvor vi hører om menneskets ophav og muligheder, opgaver og ansvar. Myten kaster en orden ud. Ikke en statisk og ubevægelig orden, men den beskriver en dynamisk og bevægelig verden, hvor Gud velsigner alt det skabte…  

Det er en vidunderlig fortælling. Det føles godt hver morgen at stå op og tage fat på dagen i troen på skabelsesberetningens ord: Og det skete, Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var.

Så blev det aften og det blev morgen. Den første, den anden, den tredje, den fjerde, den femte og den sjette dag. Guds velsignelse af alt liv – en velsignelse af det skabte – synes måske kun at være et tavst spor, langt væk og fjernt fra os, som lever midt i denne verdens uro...

Kontrasten mellem skabelsesmyten og evangelielæsningen i dag er nok stor, men det er og bliver den samme verden, der tales om. For evangeliets glædelige budskab er jo, at den grundlæggende velsignelse, som vi hører om i skabelsesberetningen, også gælder i dag.

Hvad evangeliet også vidner om ikke kun ved, at vi kan spejle os og genkende os selv og vores egne liv i disciplene, i den syge, i faren eller i folkemængden, men ved at Jesus træder ind i verden, hvor vi lever…

”Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op”. Midt i det kaotiske virvar af disciple, skriftkloge og en anmassende folkemængde tog Jesus hans hånd og fik drengen til at rejse sig.

I mødet mellem de tos hænder genskabes drengens værdighed, fordi Jesus gav ham hånden. Jesus stablede ham ikke på benene eller lod ham ligge eller bar ham væk, men gav ham hånden. Som et ligeværdigt menneske…

På en måde er det øjeblik, hvor de to hænder mødes, det stille centrum i denne beretning, fordi at tage en anden ved hånden er opstandelse. Den kraft, der viser sig i Jesus, er Guds. Jesus er Guds udtrykte billede: han satte sit liv ind i kampen mod vantroen og alle dens dæmoner.

Han rækker hånden til det menneske, der ligger som død på jorden, og hvis liv er hærget. Og mennesket rejser sig…

De står over for hinanden, så enhver kan se, at også det hærgede menneske er skabt i Guds billede lige værdigt med Guds søn. Sådan må vi også se på os selv og hinanden…

I det øjeblik, vi rækker hinanden hånden, bliver vi mindet om, at vi er skabt i Guds billede med lige værdighed givet af Gud. At tage den anden ved hånden er opstandelse. Det sker hver gang, når den ene tager den anden ved hånden for at rejse det menneske op, der er faldet.

Det sker, at vi får en oprejst gang på jorden...

Midt i alt det, der truer os i tiden – midt i vores afmagt, der kan vi gøre noget. Vi kan rejse hinanden op og stå sammen. Holde fredsgudstjeneste og gudstjeneste som den i dag med salmer, ord og bøn – en bøn om, at alt det, der truer os, må få en ende…

Vi må ikke blive tavse eller stumme. Vi må blive ved med at sætte ord på og med samtale, gråd og suk og bøn blive ved med at rette os mod hinanden og mod Gud….

Det er her forløsningen og Guds opstandelseskraft kan finde sted i vores liv. På trods af alt det, der taler imod. AMEN