Jesus kom forbi byen Sykar. Det var i nærheden af det stykke jord, som Jakob engang havde givet til sin søn, Josef, ⁶og her lå Jakobs brønd. Det var midt på dagen, og Jesus var træt efter den lange rejse, så han satte sig ned ved brønden.

⁷Der kom en samaritansk kvinde ud for at hente vand, og Jesus bad hende om noget at drikke. ⁸Hans disciple var gået ind til byen for at købe mad. ⁹Kvinden sagde: »Du er jøde, og jeg er en samaritansk kvinde. Hvordan kan du finde på at bede mig om noget at drikke?« Jøderne undgik samaritanerne for enhver pris. ¹⁰Jesus svarede: »Hvis du vidste, hvad Gud giver, og hvem det er, der siger: ›Giv mig noget at drikke,‹ så ville det være omvendt. Du ville bede mig om noget at drikke, og jeg ville give dig kildevand.« ¹¹»Herre,« sagde kvinden, »du har ingen spand, og brønden er dyb. Hvor vil du få vandet fra? ¹²Tror du da, at du er større end vores stamfar, Jakob? Det var ham, der gav os brønden, og både han, hans sønner og hans kvæg har drukket vand fra den.« ¹³»Alle, der drikker af vand fra brønden, bliver tørstige igen,« svarede Jesus. ¹⁴»Men den, der drikker af det vand, jeg giver ham, vil aldrig mere blive tørstig. Det vand, jeg giver ham, vil nemlig springe som en kilde i ham, så han får evigt liv.« ¹⁵»Herre, giv mig noget af det vand,« sagde kvinden, »så jeg ikke bliver tørstig mere og ikke er nødt til at gå herud efter vand.«

¹⁶Jesus sagde: »Gå hjem og hent din mand, og tag ham med herud.« ¹⁷»Jeg har ikke nogen mand,« svarede kvinden, og Jesus sagde: »Det er rigtigt, at du ikke har en mand. ¹⁸Du har haft hele fem mænd, og ham, du har nu, er ikke din mand, så det har du ret i.«

¹⁹»Herre,« sagde hun, »du må være profet. ²⁰Vores forfædre bad til Gud her på bjerget, men I jøder siger, at man skal tilbede Gud i Jerusalem.« ²¹»Tro mig,« sagde Jesus til kvinden, »den tid kommer, hvor man hverken skal tilbede Gud her eller i Jerusalem. ²²I ved ikke, hvad det er, I tilbeder, men det gør vi jøder, for frelsen begynder hos os. ²³Den tid kommer, ja, den er allerede begyndt, hvor Gud skal tilbedes i ånd og sandhed. Det betyder, at den åndelige tilbedelse er den rigtige måde at dyrke Gud på. Det er den slags tilbedere, vores far gerne vil have. ²⁴Gud er ånd, og derfor skal dem, der tilbeder ham, gøre det i ånd og sandhed.« ²⁵Kvinden sagde til ham: »Jeg ved, at Messias skal komme, og når han gør det, vil han fortælle os alt.« Hun talte om Kristus. ²⁶Jesus svarede hende: »Det er mig; ham, du står og taler med.« Johannes 4,5-26

Vi er i grænselandet både i geografisk forstand i området mellem Samaria og Galilæa, men også i etnisk og kønsmæssig forstand mellem en samaritaner og en jøde, en mand og en kvinde.

Når mennesker støder sammen i grænseområder kan de vælge at opretholde grænserne, fordi det er det kendte og mest trygge. Så er der ingen fare på færde. Vi respekterer hver især hinanden, bliver på vores egen banehalvdel, og slipper for at blive konfronteret med hvad det er som skiller os ad.

Var det gået helt normalt i mødet mellem Jesus og kvinden ved brønden, så havde kvinden trukket sit vand op fra brønden og var vendt tilbage til byen med sin spand med vand, mens manden ikke havde værdiget hende et ord. Den behandling havde hun uden videre kunnet forstår, for mænd taler ikke med kvinder, og en ægte jøde, som Jesus jo var, taler bestemt ikke til en samaritansk kvinde. Tilmed en kvinde med en tvivlsom promiskuøs karakter.

Der kunne være grund til at fastholde verdens orden og indretning, men så var der ikke blevet til én af de smukkeste samtaler vi har i den hellige skrift.

Jesus satte sig ned ved brønden. Han var tørstig må vi formode, og bad hende om noget at drikke. Det var midt på dagen, dagens varmeste tidspunkt.

Alt hvad som skilte dem som jeg fortalte, forsvinder i denne henvendelse som dug for solen. Vil du give mig vand at drikke!

Ren samtale teknisk og menneskeligt forholder Jesus sig ikke-objektiverende til kvinden. Havde Jesus gjort det, forholdt sig objektiverende til kvinden, så havde han observeret at her er en kvinde og hun tilmed er samaritaner med alt hvad det rummer af forskellig syn på den hellige skrift og på hvilket bjerg Gud skulle dyrkes.

Det smukke Jesus og kvinden gør og som er blevet så smukt formuleret af den jødiske filosof Martin Buber er, de taler med hinanden og ikke med billederne af hinanden. Tænk lige en gang på, hvor ofte vi selv men også i større nationale og internationale sammenhænge og konflikter taler med de fastlåste billeder vi har gjort af hinanden.

De er hver især i deres egen ret til som menneske. Og ikke som kvinde eller mand, samaritaner eller jøde.

Hvad er det så som muliggør denne smukke og på mange måder jævnbyrdige samtale mellem Jesus og kvinden? De gav sig blot i samtale med hinanden. Ja, det hører vi selvfølgelig ikke noget om, for Jesus tager ordet, beder om vand, og kvinden svarer godt nok skeptisk låst af sin vane.

Vandet bliver til en sand åbenbarer af hemmeligheder, for de havde begge behov for vand. Jesus med den vilde tørst efter sikkert at have vandret i mange timer. Kvindens tørst rummer en længsel efter mening som kan være ligeså stærk og begærlig som vandet der køler og slukker tørsten. Samtalen mellem de to er bundet sammen af vandet. Det flydende vand som er dernede i brønden og igen forbundet til kilder dybt inde i jordens indre, bliver et symbol på den spontane åbenhed Jesus viser kvinden, og som kvinden efter lidt tøven viser ham.

Buber taler om den ”menneskeslægtens gave, som hedder ånd” som er en forudsætning for, at vi kan se hinanden. Ånden i samtalen mellem Jesus og kvinden er, at de jo begge har en tørst som de søger at få slukket.

Jesus løfter hele den kendte verden fra hendes skuldre, og siger til hende, at vi to skal noget andet. Jeg vil gerne have vand af dig fra brønden, men jeg har også noget vand at give dig.

Menneskelivet har brug for langt kraftigere næring og drikkelse end det, den daglige husholdning kan fremskaffe. Vandet viser sig jo i den vidunderlige samtale mellem de to, at rumme betydninger der vil slukke en helt anden tørst end det vi normalt forbinder med tørst.

Men den, der drikker af det vand, jeg giver ham, vil aldrig blive tørstig. Det vand, jeg giver ham, vil nemlig springe som en kilde i ham, så han får evigt liv.

Livets tørst! Tørsten efter liv! Efter mening og sandhed!

Det er Jesus ved brønden vi ser, men det samtidig Guds komme til mennesker i Jesus vi kan skimte bag denne fortælling. Den viser det nye gudsbillede som bliver skænket verden og mennesker med Jesus. Det er kærligheden og barmhjertigheden der synliggør sig som en omskabende kraft i menneskers verden.

Det menneskesyn som kommer til jorden med Jesus og som vi ser han praktiserer i mødet med kvinden, ændrede ikke kun hendes liv, men har formet det menneskesyn vi lever på i dag.

Slaveriets afskaffelse, udviklingen af hospitalsvæsenet, talen om næste-kærligheden er tydelige tegn på, hvilke ændringer denne ene mands liv og gerning kom til at indebære, for den verden vi bebor i dag.

Kvindens dag og liv blev ændret i mødet med Jesus. Hun møder den kærlighed der vil det andet menneske fuldt og helt. Jesus er igennem hele deres snak nærværende og fuld af accept af denne kvindens liv.  Vandet, både det i brønden men også det levende vand, er menneskers længsel efter at finde sandheden. Det er viljen til mening.

Der er vand som slukker tørsten kortvarigt, som ikke giver os det vi får alvor har brug for. Vi har brug for vand for som enhver en anden vækst for at kunne leve. Derudover har vi brug for levende vand, fordi vi ikke kun er fysiske væsener men også åndelige med håb og længsler for vore liv.

Vi har alle brug for noget at tro på, som betyder noget for mig, til vejledning, opmuntring og trøst i den mangfoldighed af indtryk tilværelsen møder mig med.

Det sker for denne kvinde at hun i løbet af denne samtale, bliver åbnet for mødet med den guddommelige visdom. Hun stritter imod i begyndelsen, forsøger alle mulige krumspring for at understrege forskellen dem imellem. Hele tiden i gang som hun er med at retfærdigøre sig selv, så snubler hun til sidst over sandheden om sit livs tomhed. Falder ned i den dybe brønd med livets vand. Hun savner en mening at rette sig liv efter.

Hun er tørstig på et andet plan end den mængde vand hun hver dag må drikke, hvis hendes krop skal leve. Den der ved hvad tørst er, og hvad vand formår, kan sætte ind i hendes længsel.

Fordybelsen i vandet væsen kommer på smukkeste vis til udtryk i Jesu skelnen mellem vandet i brønden, som aldrig nogensinde slukker tørsten, og det åndelige vand. Men den, der drikker af det vand, jeg giver ham, vil aldrig mere blive tørstig.

Her bliver samtalen mellem de to åndelig i bogstavelig forstand. Vi har forladt det jordiske plan, brønden med vandet, og Jesus taler i vandets symbolik om den længsel, uro, som kun troen på Gud kan mætte. Det er næsten en nadver scene, hvor vandet, det jordiske element, i kraft ordet fra Jesus, skaber sakramentet.

”Det er mig, den der taler til dig” lyder Jesu svar på hendes søgen. Jeg er svaret på din tros længsler siger han til hende. Du skal nu ikke søge længere, for jeg er det levende vand der vil slukke din tørst efter fylde i livet. Amen