Denne hellige lektie skrives i Første Mosebog: I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene. Gud sagde: »Der skal være lys!« Og der blev lys. Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket. Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat. Så blev det aften, og det blev morgen, første dag.  Første Mosebog 1,1-5

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke. Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes. Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset. Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud. Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.  Johannesevangeliet 1,1-14

 Prædiken 

Fredfyldt er julemorgen. Det sner altid (julemorgen) i hver fald på film. Der er ikke noget mere fredfyldt end sne. Sart og sjældent sænker den sig ned over verden - forvandler den, som kom den fra et helt andet sted som en uventet gave. Funklende dækker den landskabet og lyser verden op, så vi ser vores liv i et helt nyt lys...

Det er ikke så underligt, at sneen bruges til at konkretisere betydningen af det under, der er sket i nat – julenat…

Juleaften hørte vi fortællingen om barnet i krybben i stalden i Betlehem. Vi hører om mange mennesker på rejse, overfyldte herberge og Jomfru Maria, der svøber sin første fødte. Vi hører om engle, der taler til mennesker om, at de ikke har noget at frygte, og hyrder, der bades i et guddommeligt lys…

Fortællingen er et mylder af billeder, der er med til at fastholde julens underfulde budskab. Vi kan se barnet i krybben for os og vi tager glansen fra det billede med os hjem i stuerne. Fortællingen gør underet konkret, så vi aner betydningen af det, der er sket, men som ikke kan begribes…

Julemorgen er der en helt særlig stemning. Mæt og fyldt af aftenens fest er morgenen stille og fredfyldt. I virkeligheden sner det næsten aldrig. Alligevel er det som om vi har en fornemmelse af sne i vores sind, som en forvandling, en nyskabelse.

Og vi ser vores liv i et nyt lys…  

Det er det lys, som evangelisten Johannes så smukt og poetisk skriver om i sit juleevangelium. Teksten har en helt anden karakter end den, vi hørte i går. Sproget er et helt andet…

Gud blev kød og tog bolig iblandt os. Den Gud, som var i begyndelsen, trådte ind i tiden og blev menneske i verden. Han er lyset, der bryder mørkets magt. Han er lyset i verden og i os. Det lys greb mørket ikke.

Når jeg hører teksten, bliver jeg tavs, for den rummer så store dybder, at de aldrig vil kunne rummes i én prædiken. Den er poetisk og den er smukt, men der er også en helt anden alvor midt i glæden i denne kontrastfyldte tekst om forholdet mellem lys og mørke…

Det minder os om, at julen også kan være som en kontrastvæske, der tydeliggør livets foranderlighed, forgængelighed og livets skrøbelighed. Julen kan midt i glæden og taknemmeligheden være som et sært forstørrelsesglas på alt det, der er svært og som formørker vores liv…

Verden ser på mange måder mørk og truende ud, og det kan efterlade os i afmagt og med frygt for fremtiden. Vi lever i en tid, hvor vi kan have en oplevelse af at den ene krig eller krise efterfølges af den næste – at de næsten står i kø. Sådan er det i et større globalt perspektiv, når vi ser ud i verden, og sådan kan det være i vores egne små liv med alt det, vi skal igennem hver især…   

Livet er formentligt altid lidt svært. Selv i solskin findes der mørke dale i vores indre. Er det prisen for at være et menneske? Spørger den islandske forfatter Jon Kalman Stefansson et sted i sin roman Dit fravær er mørke...

”Mennesket er spændt ud mellem lyset og mørket. Det er, som om vi har en line til begge dele. Det er det, der både kan få livet til at virke smukt og meningsløst, det nytter ikke noget kun at beskrive den ene del,” siger han/ Jon Kalman Stefansson i et interview. 

Det er ikke alle morgener, vi er fyldt med fred og fornemmelse for sne i vores sind. Det er ikke alle morgenen, vi fornemmer Guds under i verden lige stærkt. Der er morgener, hvor lyset aldrig rigtig bryder igennem og hvor det er svært ikke at lade sig overmande af mørket. Der er dage, hvor det kræver mere af os at ane Guds nærvær og lys i verden og i vores liv…

Johannesevangeliets ord om, at Gud tog bolig som lys i verden, vil forsikre os om, at lyset er stærkere end mørket. Ordene har en skabende kraft og er livsforvandlende. Mørket skal aldrig få bugt med det overvældende Gud lys. Hverken det mørke, der er i sig selv eller i verden, så vær ikke bekymret. 

Det er ord, vi kan finde trøst i på de dage, hvor vi har svært ved at erfare Guds nærvær og nyskabelse i verden (og i os). I teksten, som jeg læste fra alteret, hørte vi, at Gud skabte verden med sit ord. Det er med ordet, at Gud skaber alt og verden kommer til syne.

Først af alt skabte han lyset. Det første lys Gud skabte, var kærlighedens lys. Det vigtigste lys for et menneske. Lys og liv hænger sammen og lader os forstå, hvem Gud er, hvad verden er og hvem vi selv er…  

Verden, som vi kender den, træder frem i kraft af ordet. Det gør den hver gang vi taler menneskeligt til hinanden. Jeg giver dig mit ord, betyder: Jeg sætter mig selv ind på det, jeg siger. Og du har mit ord, betyder: Du kan stole på mig. Du har mig…

Vores liv holdes sammen af den slags ord. Når vi afgiver løfter, træder vi frem og bliver synlige for hinanden. Et menneske kan ikke love sig selv noget. Det er i hvert fald ikke bindende, og intet er lettere at løbe fra end løfter, man har udtalt i sit stille sind. 

Hannah Arendt taler om mørket i menneskets hjerte. Dette mørke betyder, at mennesket grundlæggende ikke er i stand til i dag at garantere, hvem det er i morgen. I sig selv er mennesket overladt til dunkle modsigelser. Mennesket kan ikke bevare sin identitet alene. Kun hvis mennesket er bundet til andre mennesker, kan det forstå sig selv og sin menneskelighed. På den måde er mennesket ikke selvberoende.

Er det et mørkt og dunkelt menneskesyn, som Hannah Arendt beskriver?

Det er meget erfaringsnært, at uden den anden eller de andre mister jeg identitet – og mit liv mister betydning og mening – og glæde? Når vi afgiver løfter og holde dem, træder vi ud af os selv og binder os til hinanden. Bliver nærværende for hinanden og får betydning i hinandens liv. 

Vores ord kan være flygtige og usikre. Derfor kan de godt være gode ord. Men Guds ord er bestandigt og evigt. Det har været her helt fra begyndelsen og hans løfte om en ubetinget kærlighed til os vil være for evigt. 

De ord brænder i os. Måske er det det lys, Jon Kalman Stefansson beskriver sådan her: Hun smiler, da hun ser, hvordan jeg ser på hende. Det virker som om hun indeholder en lys kerne eller en smittende kraft, men samtidigt er der noget sørgmodigt over hende... 

Julenat binder ordet sig til den menneskelige verden. For ordet blev kød og tog bolig iblandt os. Ikke blot et øjeblik eller en tid, men altid…  

At Gud tog bolig iblandt os som lys er ikke kun noget, der skete en julenat for længe siden. Det sker hver morgen, når mørket brydes af lyset. Hver eneste morgen er Gud i verden, som en ny begyndelse, som nyt livsmod, som fred, håb og glæde, vi kan brede ud i verden…   

Det kan godt være, at der ikke er noget sne denne juledag, men her er fredfyldt og dagen står i et guddommeligt lys, som var det skabelsens første morgen. AMEN