Salmisten skriver: Herre, vor Herre! Hvor herligt er dit navn over hele jorden, du som har bredt din pragt ud på himlen! Af børns og spædes mund har du grundlagt et værn mod dine modstandere for at standse fjender og hævngerrige. Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du satte der, hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det? Du har gjort det kun lidt ringere end Gud, med herlighed og ære har du kronet det. Du har gjort det til hersker over dine hænders værk, alt har du lagt under dets fødder, får og okser i mængde, selv de vilde dyr, himlens fugle og havets fisk, dem som færdes ad havenes stier. Herre, vor Herre! Hvor herligt er dit navn over hele jorden!  Salmernes Bog 8,1-10

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: De bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: »Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.« Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.  Markusevangeliet 10,13-16

Prædiken 

I år har vi sprunget H3K søndag over. Rasmus (vores organist) og jeg er dog blevet enige om, at vi ikke ville snyde jer for at synge: Dejlig er den himmelblå i dag, selvom vi er gået direkte til 1. søndag efter H3K i kirkeåret.

Der er god grund til at synge den salme i dag…  

For fortællingen om de vise mænd fra østerland eller de H3K ligger til grund for denne tid i kirkeåret/H3K-tiden. De 3 vise mænd søgte efter meningen med livet eller sandheden om mennesket eksistens. Og de så bl.a. op i stjernerne på nattehimlen for at finde svar…

Da de ser en særlig stjerne på himlen, begiver de sig ud på vandring for at nærme sig den og de finder det lille barn i krybben i Betlehem. Det er det lille skrøbelige og sårbare menneskeliv, de ser…

Det er meget fint fortalt i Matthæusevangeliet…

Da de så stjernen, var deres glæde meget stor. Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor, Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra…

Til alle tider har der været mennesker, der ligesom de vise mænd har vendt blikket mod himmelen. Mennesket har til alle tider stået og set op i himmelen, set solen, månen og stjernerne og er blevet slået af ærefrygt og forundring over de uudgrundelige dybder i Guds skaberværk…

Det er fascinerende, synes jeg, når vi står under den samme stjernehimmel med samme svimlende fornemmelse, samme ydmyghed, samme spørgsmål og forundring over livets mening og sammenhæng…  

Det er den samme forundring og de samme spørgsmål, som salmisten stiller i teksten, som jeg læste fra alteret før. Da han for mere end 2000 år siden stod under stjernehimmelen og priste Guds store skaberværk og prægtige himmel, spurgte han:

Herre, når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne som du satte dér, hvad er da et menneskebarn at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det?

Og han svarer, at selvom mennesket ikke synes at være noget som helst målt imod Guds uendelige himmel og skaberværkets mægtige pragt, så husker Gud hver eneste af os og drager omsorg for os…

Selvom mennesket er lille, skrøbeligt og sårbart, så er det det fineste, Gud har skabt. Gud har skabt mennesket kun lidt ringere end sig selv. Han har kronet det med ære og herlighed og givet det magt over sit værk…

Mennesket har fået overdraget det ansvar at tage sig af denne verden.

Deri ligger også muligheden for, at vi med vores bevidsthed, vores evner og forstand kan folde nye sider af livet ud. At vi med vores virkelyst kan være i verden til gavn for hinanden...

Og samtidig findes også den mulighed, at vi kan gøre det modsatte – at vi kan nedbryde liv og ødelægge verden…   

Jeg ved ikke, om jeg behøver at give konkrete eksempler på det? Krige imellem os nedbryder hver dag liv og lægger landområder i ruiner. Det er en realitet. 

Vi har ikke kun det tilfælles, at vi er skabt som kronen på værket, men vi er også fælles om det forhold, at vi kan misbruge den magt og det ansvar, vi har fået betroet. Vi er fælles om at gøre os fremmed for Gud, næsten, livet og os selv.

De H3K fandt vej ind til barnet i krybben. I det skrøbelige, sårbare og udsatte menneskeliv ser de ind i den sandhed eller gåde, som kommer fra Gud…

For Gud selv lod sig føde som et barn. Den usynlige Gud, som er forud for alt og i alt, han har i tidens fylde vist sig i Jesus, i barnet i Betlehem. Det er jo det julen og det kristne evangelium handler om, at det gådefulde ved livet – sandheden eller meningen – var tænkt ind i skaberværket fra begyndelsen. Det er nu blevet synligt for os i Jesus.

I ham besluttede hele guddomsfylden at tage bolig, som det er beskrevet i den smukke Kristus-hymne i Det Nye Testamente:

Kristus er den usynlige Guds billede, al skabnings førstefødte. I ham blev alting skabt i himlene og på jorden, det synlige og det usynlige….

For i ham besluttede hele guddomsfylden at tage bolig…

Det er et meget smukt, poetisk og gådefuldt svar på vores undren og alle vores spørgsmål om livets mening, mennesket eksistens og Guds væsen…

Den usynlige Gud, himlens Gud, viste sig, da han lod sig føde som menneske. Han lod sandheden, som fra begyndelsen var tænkt ind i skaberværket, blive synlig for os, for at vi ikke skulle være i tvivl om, hvem han er, og hvad han har skabt os til.

I barnet i krybben, hvor livet synes allermest skrøbeligt og udsat, dér sætter Guds storhed og magt sig igennem. Den magt, der både er skrøbelig og forunderlig stærk på samme tid, fordi det er kærlighedens magt. Det er dér sandheden er, livets mening. I ham er en ny håbefuld begyndelse for os.

Fødslen i Betlehem er en påmindelse om, at hver eneste barnefødsel rummer en dybtgående og vidtrækkende betydning – noget unikt og underfuldt. Hvert eneste menneske repræsenterer noget enestående og særligt, og derfor bringer hver eneste barnefødsel noget hidtil uset ind i verden – et håb for fremtiden. Et håb om at verden kan forandre sig og historiens gang ændre sig. Det uventede kan ske.

Verden får en ny begyndelse, hver eneste gang et barn fødes...   

Og det er netop barnet, der peges på i evangelieteksten til i dag, når Jesus minder os om, at vi først kommer ind i Guds rige, når vi tager imod det som et lille barn. 

Når vi hører teksten i dag og hver gang, der er dåb, bliver vi mindet om, at vi er udsatte og sårbare som barnet, der ikke kan andet end at tage imod. Det er der, vi får del i det liv, som Gud i begyndelsen har skabt os til…

Det er der, vi bliver klar over det ansvar, vi har fået betroet: At tage os af det skrøbelige liv, vi deler med hinanden…  

At leve et kristent liv er at blive ved med at forundres over livets gåde, menneskets eksistens og Guds væsen, ligesom de vise mænd og salmisten. At leve et kristent liv er at blive ved med at spørge og søge svarene i Kristus, den usynlige Guds billede... 

At leve et kristent liv er håbefuldt og modigt som barnet, der har livet foran sig. Det er at stole på, at Gud også med vores hjælp vil drage omsorg for livet på kloden og for alle sine børn… 

AMEN