Når Guds kongerige bliver til virkelighed, vil det være ligesom i historien her. Der var ti brudepiger, der gik ud for at møde gommen og tog olielamper med sig. ²Fem af dem var tankeløse, og fem af dem var fornuftige. ³De tankeløse piger tog deres lamper med, men ikke noget olie. ⁴De fornuftige tog både lamper og ekstra olie med. ⁵Men da gommen ikke kom lige med det samme, blev de trætte og faldt i søvn. ⁶Midt om natten lød der råb: ›Nu kommer gommen. Skynd jer ud og tag imod ham.‹ ⁷Alle pigerne vågnede og gjorde deres lamper klar. ⁸De tankeløse sagde til de fornuftige: ›Giv os lidt af jeres olie, vores lamper er ved at gå ud.‹ ⁹›Der er ikke nok både til jer og os,‹ svarede de fornuftige. ›I er nødt til at gå hen og købe noget til jer selv.‹ ¹⁰Mens de var væk for at købe olie, kom gommen. Han gik ind i bryllupssalen sammen med de piger, der var parat, og døren blev lukket. ¹¹Lidt senere kom de andre piger tilbage. ›Herre, luk op for os!‹ råbte de. ¹²Men han svarede: ›Nej! Jeg ved ikke, hvem I er.‹ ¹³I skal også holde jer klar,« sagde Jesus, »for I ved ikke, hvornår jeg kommer tilbage. Matthæus 25,1-13 

Enhver forberedelsestid er vigtig, for det er den der er med til at gøre os klar til det vi venter på. Til at forberede sig hører disciplin og anstrengelse. Vi kommer ikke til målet på vores glatte ansigt.

Noget af det første jeg plejer at gøre i adventstiden er at lytte til Händels "Messias". Det er inspirerende og trøstende at lytte til dette imponerende værk. Ordene, musikken og sangen er fuld af bevægende forjættelse, af ord der rækker ud i længsel efter det som skal komme, fuld af håb om befrielse, om forløsning fra synden, døden og mørket. Værket er sunget på det smukke bibelengelsk, og allerede de indledende ord gør stort indtryk: "Comfort ye lyder det" – som netop betyder trøst.

Ordene referer til profeten Esajas som taler trøst til israels folk der sidder i fangenskab i Babylon år 500 f.kr. og længes hjem. Trøst mit folk, trøst det! siger jeres Gud….. Der er en, der råber: Ban Herrens vej i ørkenen, jævn en vej for vor Gud i det øde land. Hver dal skal hæves, hvert bjerg og hver høj skal sænkes, klippeland skal blive til slette og bakkeland til dal; Herrens herlighed skal åbenbares, og alle mennesker skal se den.

Jeg forbereder mig i adventstiden til julen med disse ord. Ord der rører én dybt fordi de samtidig med at de lover at Gud nok skal være der, vente på os, er det også ord der maner til selvransagelse. Hvordan står det lige til med min forberedelse? Er jeg klar og forberedt til at modtage brudgommen som kommer? Har jeg olie nok på min lampe så jeg kan tænde lys når tiden er inde? Trøstende er det at høre Gud er på vej, men vejen kræver også min indsats.

Efter en lang og mørk november hvor dagene får mindre og mindre lys, alt bliver mørkere, er det som alting ændres når advent begynder. Dagene fortsætter jo deres gang mod mørke og udslettelse, men som ved et mirakel tænder vi den første advents søndag lys overalt. I adventskranse, på træer og buske, på gader og pladser, er vi i den grad optaget af at bære lys. Vi begynder trods mørkets stadige vækst, at se fremad. Vi længes efter lys og kaster os ud i et gigantisk lys-show der fortsætter igennem hele advents- og juletiden. Vi hjælper lyset på vej, fordi vi ikke kan leve uden lys.

Vi står som de ti brudepiger i en venteposition. De venter på brudgommen skal komme. Da råbet lød ved midnat, at nu var brudgommen på vej, vågnede alle af mørkets søvn og gjorde deres lamper parate. Når adventstiden begynder, vågner vi af november måneds mørke søvn og tænder lys. Ser med håb hen til det som skal komme….den som skal komme. Det er som at blive vækket af en søvn, vi liver op på ny, gør os parate til det vi skal møde og begynder at se fremad.

Vi håber i denne tid, men vi savner også, fordi advents- og juletiden på en mærkelig måde gør en mangel synlig for os.

Vi føler en blanding af vemod og glæde. Grundtvig skriver i en julesalme om angsten i julen: "Julen er kommet med solhverv for hjerterne bange." ( DDS 100,2 ). Er vi bange i julen? Ligesom jeg kan føle mig trøstet når jeg hører Händels Messias, er der en angst i julen. Angsten for sjælens kaos; for mørket i og uden for os selv; og for den død, som hver sorg, afsked og vinter er en forsmag på, og som engang venter os alle.

Vi fornemmer uro blandt de ti piger da de modtager beskeden om brudgommens snarlige komme. Travlt med at gøre sig klar til mødet, for at komme med til festen.

Jesus der har fortalt lignelsen viser tydeligt hvor det er hans sympati ligger. Hos de fem af pigerne som både husker deres lamper og ekstra olie. På samme måde mærker vi tydelig hans skuffelse vendt mod de fem andre af pigerne, der tager noget mere let på tingene.

Forjættelsen om brudgommens komme kan ikke bære sig selv, men har brug for menneskers hjælp og forberedelse. Livet kan vi føle er båret af en tynd og skrøbelig mening, og som kræver vores indsats hvis vi skal have noget at se hen til.

Det er netop hvad vi gør i adventen og julen. Julen kommer men nede under det hele kan vi, som jeg sagde før, mærke en skrøbelighed, et vemod over hvad det hele skal blive, og vi må hjælpe til. Sørge for at vi ikke kun husker at have vores lamper med, men også ekstra olie til at fylde på.

Vi får det ikke gratis, selvom kristendommen ofte taler om Guds nåde som bliver os til del lige meget hvem vi er, og hvor meget vi har gjort for at forberede os.

Her koster det at være med, hvis vi vil være med. De fem brudepiger uden olie står til sidst uden for døren og råber for at komme ind. Om de kommer ind senere ved vi ikke. Måske er der også håb for dem, og tilgivelse for deres forglemmelse og manglende parathed.

Det interessante er ikke disse pigers mangel på forberedelse, for den kan vi godt sætte os ind i. Forbereder vi os ikke i god tid, gør os klar, så går vi glip af festen. 

Det eneste brudejomfruerne skulle gøre var at være parate og have olie på lamperne. Men selv en mangel kan blive en hindring for at kunne tage imod. Øjnene vendes indad mod det jeg mangler, ikke udad mod det som skal komme. Derfor nåede de fem ikke med. Det som skal komme kommer under alle omstændigheder.

Det handler, om vi er parate til at tage konsekvensen af det som kommer. For det kommer uden vores indsats. Det er vigtigt at have lys på sin lampe og olie nok til at fylde på.

Kernepunktet i kristendommen er dette ene, at Gud kommer til os. Det er hvad vi skal tro, at han kommer. Det fortæller adventstiden om. Alle søndagens tekster op til jul handler om det som skal komme. Øjnene er løftet og vendt imod det som skal komme.

Det er selve indholdet af ordet Gud. Gud er ikke stilstand, noget vi skal forsøge at komme i møde og tro på. Gud er et løfte til os om håb og liv. Gud bevæger og sætter bevægelse i gang. Gud er en forjættelse, et tilsagn og en længsel mod at noget kan blive anderledes. Vi hørte en af de mest fantastiske forjættelser i dag. Hos profeten Esajas der taler om den tid som skal komme, hvor et nyt skud gror frem af den døde stub, et menneske vil komme og skabe fred på jorden, en fred der går mod naturens egne kræfter og love  … vi vil se ulven bo sammen med lammet, panteren ligge sammen med kiddet, koen og bjørnen bliver venner, vold og ødelæggelse skal være slut.

Jeg tænker mig at det var sådan mange sydafrikanere havde det da Mandela kom ud af fængslet i 1990. Han kom som en brudgom med håb om fred og forsoning, og her var det vigtigt at folk var klar, havde lamper og olie med, så de kunne følge ham på vejen.

Vi er mere end noget andet tidspunkt på året i denne tid spændt ud mellem erindring og forventning. I savnet ligger erindringen af liv som er levet, og i forventningen ligger håbet om liv som skal leves.

Decembermørket tager til hver dag og vil trække sig tættere og tættere om os. Den virkelighed ændres der ikke på. Brudgommen kommer får vi at vide. Der er noget på vej, én på vej for at møde os og tage os med til ind til festen.

Allerede det at vide noget er på vej til os, er forjættende.

Vi spændes i forventningens glæde, løfter hovedet, ser op. Tiden er stadig den samme, den er ikke ændret. Det som er ændret, er mit hjerte, min måde at være i verden på. Mørket har ikke længere den samme tunge indflydelse på mit humør. Vi mærker hvad ord kan gøre ved os. ”Nu kommer gommen. Skynd jer ud og tag imod ham”. Amen