¹Jesus fortsatte: ²»Historien her viser, hvordan det er i Guds kongerige. En konge holdt bryllup for sin søn. ³Han sendte sine slaver afsted for at hente de gæster, der var inviteret til festen, men de ville ikke komme. ⁴Så sendte han nogle andre slaver ud og bad dem sige til de indbudte: ›Festmiddagen er klar, de bedste okser og kalve er slagtet, og alt er parat. Kom til brylluppet!‹ ⁵Nogle var ligeglade og gik deres vej – en af dem skyndte sig ud til sin mark, en anden gik hen i sin forretning. ⁶Andre overfaldt ligefrem slaverne, mishandlede dem og slog dem ihjel. ⁷Så blev kongen rasende. Han sendte soldater afsted og gav dem ordre til at slå morderne ihjel og brænde deres by af. ⁸Og så sagde han til sine slaver: ›Alt er klart til brylluppet, men de indbudte gæster var ikke værd at have med til festen. ⁹Gå nu helt ud i udkanten af byen, og inviter alle og enhver til brylluppet.‹ ¹⁰De gik ud på gader og stræder og hentede alle dem, de kunne finde, uanset om de var gode eller onde. Bryllupssalen blev fyldt med gæster. ¹¹Kongen kom ind for at hilse på gæsterne, og her fik han øje på en mand, der ikke var i festtøj. ¹²›Kære ven,‹ sagde kongen, ›hvordan er du kommet herind uden at være klædt om?‹ Det svarede manden ikke på. ¹³Så sagde kongen til sine slaver: ›Bind ham på hænder og fødder, og kast ham ud i mørket udenfor, hvor han skal græde og rive sig i håret.‹ ¹⁴Der er nemlig mange, der er indbudt, men kun få, der bliver udvalgt.« Matthæus 22,1-14 

Det er en glæde at blive inviteret til fest. Bare det at blive inviteret fortæller at én har tænkt på mig. At jeg ikke er røget ud i glemsel, men der er nogen som husker og kender mig.

Der er lige meget drama i den bryllupsfest Jesus taler om i sin lignelse. Og så er det ikke en fest af denne verden han taler om selvom han bruger livet her til at tale om den fest han så gerne vil invitere os til.

Festen holdes i Guds kongerige, som ikke er en fjern lokalitet et andet sted engang i en ukendt fremtid, men sker lige her og nu i denne tid og der hvor vi lever.

Dejlig med en invitation og det særlige ved denne invitation er, at den tåler ikke at vi siger nej tak. Det er livet om at komme til denne fest. Har vi andre ting for og aftaler som forhindrer at vi kan deltage i festen, så kan vi godt glemme dem.

Det må være en livsvigtig fest at være med til. Ja, hvad er det dog for en fest?

Hvad det er for en fest kan vi måske blive klogere på ved at betragte ham der til slut bliver ekskluderet og smidt udenfor, fordi han ikke er klædt ordentlig på.

Der findes altså intet andet gøremål eller aftale som kan måle sig med denne fest. Og vi skal huske at være ordentlig klædt på.

Vi kan være helt sikre på at kongen som inviterer til fest er Gud. Det er jo meget godt at have det på det rene.

Men hvilken Gud – ja, det viser sig at være Gud der inviterer alle til sin fest. Både onde og gode som der står. Men som jo også voldsomt straffer dem som først blev inviteret, men ikke vil deltage. Så prøver han igen med en ny invitation, men de næste er optaget af deres eget. De gør kongen vred og han slår hårdt igen.

Så ændrer kongen strategi, og de sidste som bliver inviteret bor i udkanten af byen. Nu bliver alle budt indenfor, både onde og gode.

Hvor er det skrapt, skræmmende og svært for os grundlæggende at affinde os med Jesu budskab om at ALLE - både de gode og de onde -  er inviterede hos Gud. Af ren og ufortjent nåde. Vi har det faktisk meget nemmere med at der dog er nogle krav og grænser og helst nogle, som vi kan forstå, gennemskue og honorere.

Det er sådan vi deler verden op og også mennesker, hvem er inde og hvem er ude. Alle kan ikke være med for sådan ved jo godt at verden ikke ser ud. Vi bliver vænnet til fra vi er helt små, at dele op i hvem er inden for og hvem udenfor.

Bryllupssalen bliver fyldt med alle slags mennesker. Ligeså mangfoldig som vi godt ved at verden ser ud. Det ved vi når vi rejser ud i verden og møder mennesker fra andre lande og kulturer og ser at vi er forskellige, men at vi på mange måder også ganske ens.

Og nu skal vi åbenbart heller ikke stole for meget på en lyksalig lighed mellem mennesker. For hvad er det lige som sker med ham uden festtøj, ham som har glemt at klæde sig om?

Han var måske én af dem der boede der ude i udkanten af byen og ikke var forvent med invitationer. Han er lige kommet ind i salen og bliver nu smidt ud i mørket hvor han kan få lov at græde og rive sig i håret.

Der ligger altså en særlig betydning i at være i klædt festtøj. Festtøjet gør os på en måde ens. Vi kommer til at ligne hinanden, og det skal ses i kontrast til når vi ikke er til fest, i hverdagen hvor vi klæder os forskelligt og på massevis af områder jo er forskellige.

Lad os tale om det vi er i gang med lige nu; gudstjenesten er det jeg tænker på. Det er også en slags fest. Man taler om at vi fejrer gudstjeneste. Vi er kommet denne søndag for at fejre gudstjeneste. Der er en familie som har fået døbt deres barn. Barnet er i dåbskjole og gæsterne som er inviteret til dåb har sikkert tænkt på hvad tøj de skulle have på.

Egentlig betyder påklædningen slet intet ved gudstjenesten. Hvis vi skal se os selv i lignelsen kan vi sige at vi alle er iklædt det samme festlige tøj. I lignelsen bryllupstøj for netop at sige at vi er ens.

Vi er alle klædt i det samme tøj, for vi er med i en forvandlingsfest, hvor vi ganske vist kommer i hvert sit tøj, men hvor der netop ses hen over det og ud over det til det fælles, der gælder for os som mennesker.

I bogen "Kritik af den negative opbyggelighed" skriver digteren Søren Ulrik Thomsen, hvad der pludselig har gjort ham til fast deltager i gudstjenestens fest: "Når jeg sidder på kirkebænken, føler jeg en slags personlig afvikling, fordi jeg ikke sidder her i min egenskab af psykologisk individ, men slet og ret som et menneske, der lever på nøjagtig samme vilkår som enhver anden, om end vore liv og skæbner er forskellige. Dette kunne også kaldes "at tabe ansigt over for Gud", for det første fordi jeg altid må erkende min ufuldkommenhed, og for det andet fordi jeg afindividualiseres ved således at blive ligestillet med mine medmennesker. I kirken slipper jeg ikke kun ud af min psykologiske selvoptagethed, men også ud af de beklumrede sociale rum, hvor vi er alt for opslugt af hinanden...her er vi ikke vendt imod hinanden, men sammen om at være vendt imod Gud".

Derfor er det for alvor skrappe ved denne historie, at alle er velkomne, fordi her er det nåden, der holder fest.

Nåden kan noget andet end hvad som sker i de andre rum mennesker befinder sig i. Jeg forstår her rum som de steder vi bevæger os rundt i. I hjemmet, på arbejdspladsen, i skolen, i samfundet og i verden. Ikke sådan at forstå at nåden ikke kan vise sig her og skabe et kærlighedens fællesskab. Det sker.

Kontrasten til nåden som sker i bryllupssalen er det sociale. Det sociale er den måde vi omgås hinanden til dagligt. Det sociale inddeler mennesker i grupper, det lukker ude, trykker ned og fremhæver nogen i stedet for andre. Det sociale er et system af forskelle, hvor det netop er forskellen der er vigtig for at kunne skille sig ud fra de andre.

Nåden ophæver alle forskelle, i den er alle lige. Det er det vi ser foregå i bryllupssalen. Derfor bliver ham uden det rigtige tøj smidt ud. For her i salen er alle ens og bliver set på som værende lige meget værd.

Tænk hvis vi kunne invitere israelere og palæstinensere, ukrainere og russere ind i denne sal? Netanyahu, Hamas, Zelenski, Putin - For nu at tage de to store konflikter punkter i verden, som mange af os følger med i og som påvirker os alle. Og mange ganske almindelige mennesker som går rundt hakker på hinanden.

Bede dem om at sætte sig ned, måske i klæde dem samme tøj, men bede dem om at sidde stiltiende i samme rum. Uden snak.

Mens de sidder stille uden at tale vil de begynde at kigge rundt på hinanden. Alt det som skiller dem og som de er vrede på den anden part over, al den lidelse de har påfører hinanden, må de lade ligge. De vil forhåbentlig efter noget tid se at over for dem sidder et menneske som dem selv og dog alligevel sin egen.

Vi kunne så håbe på at et nådens rum vil indfinde sig ved at de lærer hinanden at kende og hvor meget ondt de påfører hinanden og de lidelser som rammer dem.

Ligesom pottemagerens skål blev ødelagt, er der meget som hver dag ødelægges hos mennesker. Måske vil der mens de sidder tavse opstå en forståelse mellem disse mennesker. De vil se ind i et andet menneskes øjne og opdage at de ligner hinanden og inderst inde nærer håb om en fredelig verden hvor de kan unde hinanden liv.

Vi kan håbe på at pottemageren kan dreje en ny skål hvor alle kan nå frem til at føle og forstå at vi er alle lige med de samme længsler og håb i livet.