Dette hellige evangelium til 19. søndag efter trinitatis skriver evangelisten Markus

Da Jesus efter nogle dages forløb igen kom til Kapernaum, rygtedes det, at han var hjemme. Og der samlede sig så mange mennesker, at der ikke engang var plads uden for døren; og han talte ordet til dem. Så kom der nogle hen til ham med en lam, der blev båret af fire mand. Men da de ikke kunne komme hen til Jesus for de mange mennesker, fjernede de taget over det sted, hvor han var; og da de havde lavet hul, sænkede de båren med den lamme ned. Da Jesus så deres tro, siger han til den lamme: »Søn, dine synder tilgives dig.« Men der sad også nogle af de skriftkloge, og de tænkte i deres hjerte: »Hvad er det dog, han siger? Han spotter Gud. Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?« Da Jesus i sin ånd straks vidste, at de tænkte sådan ved sig selv, sagde han til dem: »Hvorfor tænker I sådan i jeres hjerte? Hvad er det letteste, at sige til den lamme: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig, tag din båre og gå? Men for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden« – siger han til den lamme: »Jeg siger dig, rejs dig, tag din båre og gå hjem!« Og han rejste sig, tog straks båren og forlod stedet for øjnene af dem alle sammen, så de blev helt ude af sig selv og priste Gud og sagde: »Aldrig har vi set noget lignende!« Mark 2,1-12

Prædiken 

Lammelse, sorg og vrede er overskrifter i ugens aviser. De refererer alle til situationen i Israel og Gaza-striben. Og overskrifterne suppleres af billeder af mennesker, der bærer døde og sårede på bårer ud af ruiner…

Den sidste uges voldsomme begivenheder kan nemt få os til at miste troen på en bedre verden…

Den langvarige konflikt, som er blusset op med stor brutalitet, går ud over sårbare civile på begge sider. Det fylder os med medfølelse at se alle de mennesker i sorg, smerte og nød. Og det fylder os med frygt og fortvivlelse, at vi nu er vidner til endnu en krig…

Vi lever i en tid, hvor det kan synes, som om den ene krig eller krise efterfølges af den næste – at de næsten står i kø. Flygtningekriser, pandemikrise, klimakrise, krig i Ukraine – og nu også Israel og Gaza-striben…

Kirken må tale trøst og håb ind i krisesituationer, ind i en verden i krisetid. Vi må forkynde forsoning og fred – Guds fred.

Det kan være svært at tale nuanceret om tab og lidelse på begge sider af en konflikt, uden at det vækker vrede og forargelse. Det kan komme til at lyde som et forsvar for det, der ikke må ske og som alligevel er sket. Men det må ikke gøre os mundlamme…

Vi ved fra evangelierne, at Jesus blev mødt med fjendtlighed, når han talte om tilgivelse og forsoning, og når han bad for både fjender og forfølgere. Når han stod op for de svageste…

Han mødte selv modstand, men hans ord fik den lamme til at rejse sig op – og det er netop ved at tage hans ord i munden, at vi selv kan få ord til at tale ind i de livssituationer som lammer os – ligesom dem, vi er vidner til i denne tid…

Krig og kriser kan få os til at føle os lammede af magtesløshed og meningsløshed. En krise kan opleves, som fires vi ned i et mørke. Liggende på ryggen på en båre kan vi ikke se, hvor vi er på vej hen. Det er som om al kontrol med livet flås ud af hænderne på os…

Sådan må det have været for den lamme mand, som vi hører om i teksten til i dag. Vi kender ikke hans situation. Vi ved ikke, hvad der har lammet ham eller hvilken krise han har været i…

Men vi ved, at de 4 mænd gør alt, hvad de kan for at hjælpe den lamme ud af den livssituation, han er i. De bærer ham og firer ham ned igennem loftspuds og støvet fra et hullet lerklinet tag, som var det i ruiner…

Det er her midt i ruinerne, hvor alt ser mørkest ud, at den lamme mands liv får en ny begyndelse, en ny bevægelse, når Jesus tilsiger ham syndernes forladelse og den lamme mand rejser sig og går ud i livet igen…

Synd er måske et ord, som mange ikke kan identificere sig med i dag. Men det skulle være beslægtet med ordet sund, ligesom i Øresund, som vi har lige herude…

Et sund er en adskillelse, ligesom Øresund adskiller Sjælland og Skåne. Imellem Sjælland og Skåne er der et sund – en adskillelse. Imellem Gud og os er der et sund – en adskillelse, ligesom der er et sund, en adskillelse mellem os mennesker…

Synd er som et sund, og synd kan erfares, som en adskillelse også i os selv. En adskillelse eller splittelse mellem det, vi er og det vi ønsker at være. Synd kan erfares som en evig uro i os…

Den kan erfares som livets grundlæggende uoverskuelighed (som ikke bliver mindre uoverskuelig i krig- og krisetids meningsløshed). Det kan fylde os med oplevelsen af ikke at kunne slå til eller at høre til, ligesom Sjælland ikke hører til skåne…

Syndernes forladelse er at bygge bro over det adskilte. Syndernes forladelse er at bygge bro mellem os og Gud. Det er det, Jesus gør med sit ord, når han beder den lamme om at rejse sig. Ordene forløser den lamme mand på båren, så han går frit ud i livet igen…

Jeg tror de fleste af os kender det i større eller mindre grad – den der næsten fysiske oplevelse af at få fornyede kræfter, når noget der har bundet os, lammet os, forknudret vores liv og vores tanker bliver løst og fjernet fra vores skuldre og vi frit kan gå ud i livet igen…

Syndernes forladelse er den forløsning – nyskabelse eller genskabelse af det, der er gået i stykker i forhold til vores forbundethed med hinanden. Og det er en nyskabelse eller en forløsning, som vi på forhånd er sat i, og som vi igen og igen skal tilsiges…

Det er Guds betingelsesløse nåde. Guds gave til os…

Gud har ikke lovet os et liv uden lidelse, men han har lovet os at være med os i lidelsen. Måske møder vi ham først, når vi ikke selv magter mere. Hvis vi ikke magter mere, så kan troen have svære vilkår.

Måske skælder vi ud på Gud. Eller råber om hjælp. Men vi kan komme dertil, hvor vi ikke engang magter det…

Han har magten til at få os ud af vores lammelse med opfordringen om at gå ud i livet og bære hinanden…

Der var 4 mænd, der bar den lamme mand på en båre. De havde et andet menneskes liv i deres hænder og sådan holder vi også hinandens liv i vores hænder. Gud sender os ud hver eneste dag for at bære hinanden…

Han har givet os både evner og muligheder for at bære hinanden på selv det mest byrdefulde liv og på de veje, der kan synes ufremkommelig...

Vi håber på vores medmennesker: At der er nogen, der siger noget til os – ord der er større end vores og som filtrer sig ind i vores sjæl, lægger sig i vores hjerter og bliver til trøst…

Det væsentligste er, at der kommer nogen og rive os ud af den livssituation, der lammer os. At nogen vil tage sig af os, når vi ikke kan rejse os, når vi er lammede af den ene eller anden grund…

Ligesom alle de mennesker, som vi ser på billederne, der bærer døde og sårede på bårer ud af ruinerne…

Det væsentlig er at stole på, at hjælpen findes…

Krigens omfang og konsekvenser er vanskelige at overskue – og i vores magtesløshed må vi bede. Vi skal bede for ofrene og deres pårørende og for at krigen må få en ende med færrest mulige tab…

Vi må bede om at forsoning og fred findes…

AMEN