Engang på en sabbat var Jesus kommet ind for at spise hos en af de ledende farisæere, og de sad og holdt øje med ham. v2  Da stod der foran ham en mand, som led af vand i kroppen, v3  og Jesus spurgte de lovkyndige og farisæerne: »Er det tilladt at helbrede på sabbatten eller ej?« v4  Men de sagde ingenting. Så rørte han ved manden og helbredte ham og lod ham gå. 

v5  Derpå sagde han til dem: »Hvis en af jer har en søn eller en okse, som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække dem op, selv om det er på en sabbat?« v6  Det kunne de ikke svare på.

v7  Da Jesus lagde mærke til, hvordan de indbudte udvalgte sig de øverste pladser ved bordet, fortalte han dem en lignelse: v8  »Når du bliver indbudt til et bryllup, så sæt dig ikke øverst ved bordet. Måske er der indbudt en, der er fornemmere end du, v9  og så kommer han, der har indbudt jer begge, og siger til dig: Giv ham din plads! Så må du med skam indtage den nederste plads. 

v10  Nej, når du bliver indbudt, gå da hen og sæt dig på den nederste plads, så at han, der indbød dig, kan komme og sige: Min ven, sæt dig højere op! Så bliver du hædret i alle gæsternes påsyn. v11  For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.« Lukas 14,1-11 

”Ydmyge sig selv…” er det noget vi skal efterstræbe?

Ydmyghed er en dyd i kristendommen. Et hædersmærke. I skal være beskedne, venlige og tålmodige hørte vi Paulus sige.

Tiden kalder på en portion ydmyghed når vi tænker de globale udfordringer vi står i. Det er prædiken tekstens fokus i dag.

En portion ydmyghed vil være på sin plads! Sådan kan vi hører mennesker sige i en situation hvor en person fremhæver sig selv uden tanke for andre. Og vi har sikkert også tænkt det selv når vi har mødt en person som fremtrådte selvsikker og bedrevidende.

Ydmygheden er et mere omfattende begreb end næstekærligheden. Den indbefatter næstekærligheden, men er er samtidig noget mere. Ydmygheden hører tæt sammen med næstekærligheden og giver næstekærligheden en social dimension. En social dimension der altid fordrer af et menneske i enhver situation må vurdere, hvordan der skal handles. Skal jeg presse på eller holde mig tilbage?

I kærligheden er det mig der handler, som gør noget, den ydmyge holdning, er faktisk det modsatte, jeg undlader at gøre noget. Jeg trækker mig lidt tilbage for netop at vise, at der noget der er større end mig.

Ydmygheden er vurderet højt i den bibelske litteratur. Det er en positiv egenskab. Vi taler om at Gud ydmyger sig i Jesus. Gud kommer til jorden og mennesker i et menneske.

Igennem et levet liv kan ydmygeden indfinde sig som et resultat af de livserfaringer vi gør os som mennesker på godt og ondt. Livet udsætter os for lidt af hvert. De fleste problemer i vores liv bliver ikke løst. Og de skrammer, som livet giver os, går aldrig væk. Enten glemmer vi dem, eller også bliver de en del af den bagage, vi tager med os gennem livet; de bliver en del af, hvem vi er. Alle de erfaringer vi gør os i livet er måske også med til at gøre os mere ydmyge.  

Ydmyghed slår en tyk streg over vores opdeling af mennesker i øverst og nederst og gør alle lige. Jeg tænker ydmygheden ikke bare som evnen til at behandle enhver anden som et ligeværdigt medmenneske. For mig er ydmygheden også at vi med tiden – forhåbentlig – lære at livet for os alle er en erfaring af at livet ikke går op. Vi vil så gerne beherske tilværelsen og have den til at makke ret.

Jesus er inviteret til middag hos en farisæer, som var den tids præsteskab med ret til at tolke de religiøse love og fortælle folk hvad der var rigtigt og forkert. Vi hører ikke noget om hvad de får at spise og om de hygger sig. De samtaler om sabbatten og om hvad ydmyghed er. I diskussionen drejer det sig om hvad der er tilladt at gøre på en sabbat, den jødiske hviledag, og Jesu opfordring til at vælge en plads længere tilbage når du er inviteret til fest. Vi får et interessant indblik i det nye liv som bryder igennem med Jesus.

Det handler om et opgør med den stolthed som spærrer for at liv kan bryde igennem grænser. Jesus vil give os alle en plads at være på og at vi har ret til at være her.  

Når Jesus bryder sabbatten ved at helbrede den syge mand bryder han på én måde ydmygheden i forhold til sabbatten. Sabbatten som er den dag Gud i sin skabelse kaldte for hviledagen. Når det gælder liv og helbred indtræder en anden ydmyghed, nu ikke for hvad sabbatten tilsiger at jeg må, men ydmygheden som næstekærlighed. Af hensynet til den syge mand og hans helbred må sabbatten vige. Sabbatten blev skabt for menneskets skyld og ikke mennesket for sabbattens skyld, siger Jesus et andet sted. Jesus giver afkald på sabbattens radikale tolkning af hvile, og iklæder sig ydmygheden da han ser den syge mand, som har brug for hjælp.

Ydmygheden er altså ikke et spørgsmål om hvad jeg må gøre og ikke gøre, men handler om at se at liv altid går forud for alt andet. Stolthed truer livet, hvor jeg hævder min ret og mine behov. Ydmyghed bunder i taknemmelighed og at vi ikke tager livet for givet.  

Jeg vil pege på, hvad den russisk-ortodokse metropolit Anthony Bloom skriver om ydmyghed i sin bog »En vej til bøn«. Det er skrevet til en meget syg kvinde: »Ordet ydmyghed hedder på latin humilitas og kommer af ordet humus, som betyder frugtbar jord. For mig er ydmyghed ikke det, som vi tit lægger i ordet: den tåbelige indstilling, at man er den mest elendige af alle mennesker… Ydmyghed er vor jordiske tilværelses situation – er jordens situation. Jorden er der altid, dens eksistens tages altid som en selvfølge, man glemmer den, alle tramper på den – den er det sted, som vi smider vores affald ud på, alt det vi ikke har brug for. Den er der – tavs, modtagende, accepterende det hele – og på en underfuld måde får den nye rigdomme ud af alt vort spild, på trods af al forrådnelse, idet den omdanner selve forrådnelsen til livskraft og ny skabende mulighed, der ligger åben for solen og regnen, rede til at modtage den sæd, vi måtte så i den og i stand at bære 50, 60 ja 100 fold. Jeg sagde til denne kvinde: Lær at være sådan foran Gud – overgivet til ham, overladt i hans hænder, parat til at modtage hvad som helst fra mennesker og Gud«.

I den tidlige kristendom hænger ydmyghed sammen med statusafkald. Som betyder at den overlegne giver afkald på sin status, eller at den underlegne ophøjes i sin status.

Det er netop hvad vi ser Jesus gøre på sabbatten. Han afgiver sin status som den der skulle holde sabbatten hellig, og bliver ved jorden og tager sig af den syge som har behov for hjælp. Han kunne jo han sat sig til bordet og spist med farisæerne og talt om hvor vigtigt det var at holde sabbats hvilen. Farisæerne holder fast ved deres fortolkning at loven om sabbatten som en hviledag, hvor intet arbejde måtte ske. Jesus giver afkald på sin status og tager sig af den syge, fordi kærligheden til næsten forudsætter ydmyghed.

Kun ved statusafkald kan man elske næsten som sig selv. Man må bevæge sig ned fra sin plads i samfundet. Mennesker lever i hierarkiske ordninger; først ved statusafkald bliver de til ligeværdige mennesker. Vil man ophøje sig selv må man skabe forskelle. Ydmygheden går ned af stigen og jeg sætter mig i niveau med alle og alt levende.

Hvem sætter den lighed kunne vi så spørge? Paulus er god at lytte til her i den brev stump jeg læste af før. Han begrunder ydmygheden med at mennesket har brug for at der er noget de kan bøje sig for og anerkende som større end sig selv. Ydmygheden forklarer han med at Gud er over alle; ét håb, én herre, én tro, én dåb og én Gud, der er far til alle er hans forklaring på hvorfor vi skal være ydmyge.

Ydmyghed kræver et reference punkt udenfor mennesket selv. Et sådant punkt har vi mistet, og derfor er for mennesker i dag alt muligt, men bestemt ikke altid gavnligt.

Ydmyghed kunne i de nærværende debatter om klimaet tale for at mennesket genvinder ærefrygten for livet. Men gerne en ydmyghed der i fører til handling. Bringes mennesket for alvor til at tænke over det hemmelighedsfulde i dets eget liv og i den forbindelse, der er mellem mennesket og det liv, der opfylder verden, så kan det ikke andet end møde sit eget liv og alt det liv, der kommer inden for dets rækkevidde, med ærefrygt for livet og vise denne i gerning ved etisk verdens- og livsbekræftelse. Livet bliver derved i enhver henseende vanskeligere for mennesket, end hvis det blot levede for sig selv, men samtidig bliver det også rigere, skønnere og lykkeligere – skrev teologen, organisten og lægen Albert Schweitzer om ærefrygten for livet

En smuk vision vil vi sige. Ærefrygt for livet fordrer en eller anden form for ydmyghed. Livet er ære værd, fordi det er skabt vil vi sige. Der er noget der er større end mennesket som vi er nødt til at være ydmyge overfor. Ydmyghed binder os i næstekærlighed til vores medmennesker og til jorden.

Ydmyghed fordi vi må erkende at vi på det stade af menneskehedens udviklingshistorie vi befinder os på nu er vi blevet til naturkraft der kan ødelægge livet. Ydmyghed er et modbillede til den magt vi besidder til at ødelægge. Ydmyghed er det nye liv i kærlighedens tjeneste. Amen