Dette hellige evangelium til 16. søndag efter trinitatis skriver evangelisten Lukas 

Derefter gik Jesus til en by, som hedder Nain, og hans disciple og en stor skare gik sammen med ham. Men da han nærmede sig byporten, se, da blev der båret en død ud, som var sin mors eneste søn, og hun var enke; og en stor skare fra byen fulgte med hende. Da Herren så hende, ynkedes han over hende og sagde: »Græd ikke!« Og han gik hen og rørte ved båren. Bærerne stod stille, og han sagde: »Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!« Da satte den døde sig op og begyndte at tale, og Jesus gav ham til hans mor. Alle blev fyldt af frygt og priste Gud og sagde: »En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk.« Og det ord om ham nåede ud over hele Judæa og i hele omegnen. Luk 7,11-17

Prædiken

Hold fastere omkring mig

Med dine runde Arme;

Hold fast, imens dit Hjerte

Endnu har Blod og Varme.

Om lidt, saa er vi skilt ad,

Som Bærrene paa Hækken;

Om lidt, er vi forsvundne,

Som Boblerne i Bækken  (Emil Aarestrups digt fra 1838)

Er vi ikke mere end det? Mere end boblerne i bækken, der brister ved det mindste lille vindpust eller bærrene i hækken, der modner, slipper og falder?

Efteråret - om det er den i naturen eller i menneskelivet - er en tilnærmelse eller påmindelse om det uafvendelige, at kulden og mørket igen er på vej og i et større perspektiv, at døden for hvert efterår kaster længere skygger ind i vores liv…

Vi kan have svært ved at forlige os med, at også vi skal dø. Briste som boblerne i bækken. Det er hører til det at være menneske. Vi ved, at vi skal dø og vi kan have svært ved at forlige os med tanken om det….

Selv Jesus skælvede af frygt i Getsemane Have og bad om at slippe for døden…

Grunden til at vi ikke kan forlige os med døden er, fordi vi elsker.

Fordi vores liv aldrig kun er vores eget. Fordi vi er givet til hinanden. Fordi vi lever af hinanden. Fordi vi tilhører hinanden. Fordi vi hører sammen.

Fordi ingen kan erstatte det menneske, der er livet for dig og mig…  

Vi har derfor svært ved at forlige os med, at vi skal slippe hinanden, ligesom bærrene slipper hækken. Vi kan gøre os mange anstrengelser for at forsone os med naturens orden...

Naturens orden er dødens orden. Vi kan forsøge at indrette os med den - døden. Lempe den respektfuldt og nænsomt på plads i livet, mens vi endnu lever…

Men selvom vi gør det, så ændrer det ikke på, at livet rives i stykker for det menneske, der mister den anden - den elskede…

Det er netop det, evangelieteksten beskriver med fortællingen om enken, der har mistet sin eneste søn. En mor følger sin søn til graven. Vi mærker morens afmagt og gråd – hendes liv er revet i stykker, nu hvor hun skal skilles fra sin søn…

Vi følger begravelsesoptoget igennem byen og imod det kommer Jesus og disciplene og alle dem, der fulgte ham. Der finder et særligt møde sted mellem Jesus, sønnen og moren – ja, der finder et under sted…  

For Jesus kalder den døde søn tilbage til livet med ordene: Rejs dig op!”. Han rejser sønnen fra døden med sit ord og giver ham tilbage til sin mor…

Det er på alle måder naturstridigt – uforsonligt med naturens orden at rejse et menneske fra døden og give det lyslevende tilbage til livet. Det er imod alt, hvad vi kan forstå…

Opstandelse er ubegribelig og underfuld.

Denne søndag (16. søndag efter trinitatis) kaldes også halvårspåske eller efterårets påske. For beretningen om enkens søn i Nain er beretningen om opstandelse, ligesom vi kender den fra Beretningen om Jesu opstandelse påskedag.

Hvad der sker med enkens søn, er et forvarsel om Jesu egen opstandelse. Opstandelsen overgår vores forstand. Den er en opstand imod naturens orden, dødens orden, forfaldet og adskillelsen…

Vi er mere end boblerne i bækken og bærerne i hækken. Beretningen om opstandelsen – enkens søn eller Jesu egen giver os indblik i det Guds rige, Jesus viste i ord og gerning og det vilde håb, som Jesus har sat i verden…

Vi får en anelse om bredden, længden, højden og dybden af den kærlighed, der er givet os med Kristus, sådan som vi Paulus beskriver det. En kærlighed der netop overgår vores forstand og erkendelse, men som vi aner i de to opstandelses-beretninger. Her får døden ikke lov til at tage og beholde det, som Gud kalder sit.

Vi ved godt, at vi ikke kan få vores døde tilbage, som de var. De rejser sig ikke fra graven, uanset hvor højt vi råber, at de skal. Vi kan ikke få de døde til at rejse sig, så vi kan give dem lyslevende tilbage…

Men vi kan sammen tale den døde op og give den døde plads i vores liv med hinanden. Give plads til alt det den døde har været og er. Give plads til at den kærlighed og det liv, der var – stadig er lyslevende iblandt os. Det er nyt liv. Det er opstandelsen…

Ordene: Rejs dig op! Er ord, der lyder til os i det liv, vi lever her og nu. Som en trods eller en opstand mod døden, naturens orden, når vi sorgfulde følger vores kære til graven…

Opstandelse er her og nu og opstandelse er engang.

Vi har det håb, at Guds rige er der, hvor livet, tilgivelsen, barmhjertigheden er. Vi ser og mærker det allerede som nye lysende dage midt i sorgen...

Engang skal det sætte sig igennem fuldt ud, så dem, som døden har adskilt skal gives tilbage til hinanden. Vi ved ikke helt hvordan. Det er et under, der overgår alt det, vi kan forestilles og eller tænke os til…

Vi har det håb, at der er en anden mening med livet end døden…

Det er en befrielse at kunne holde fast i det håb, at hvor Gud er, hersker døden ikke, og hvor Gud er, skal hans børn være.

Vi er mere end boblerne i bækken og bærrene i hækken. Fra Gud skilles vi ikke, hverken i døden eller i livet…

Det er håbet, det levende håb, som vi døbes til og begraves på, og som kaster sit lys ind i vores jordiske liv, så alle dødens skygger må fly. 

Lyset, der gør dagen dirrende ny. AMEN