v11  Under sin vandring mod Jerusalem fulgte han grænsen mellem Samaria og Galilæa. v12  Da han var på vej ind i en landsby, mødte han ti spedalske; de blev stående langt fra ham v13  og råbte: »Jesus, Mester, forbarm dig over os!« v14  Da han så dem, sagde han: »Gå hen og bliv undersøgt af præsterne!« Og mens de var på vej derhen, blev de rene. v15  Men én af dem vendte tilbage, da han så, at han var blevet helbredt. Han priste Gud med høj røst v16  og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham; og det var en samaritaner. v17  Jesus spurgte: »Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni? v18  Er det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren?« v19  Og han sagde til ham: »Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig.« Lukas 17,11-19 

 Tak” – er den korteste bøn vi kan bede. I ordet ”tak” skal vi høre en bøn der vil vise min anerkendelse, at jeg påskønner hjælpen. Når jeg siger tak er det fordi noget har bevæget mig, rørt ved mig, og jeg føler mig forbunden med den eller det som har udløst min tak.

Der var 10 spedalske som blev rene på vejen hen til præsterne, men kun én kom tilbage for at sige tak og give Gud æren.

Jesus undrer sig, men det er vel hvad man kunne forvente. Det er ikke altid vi husker takken, når vi har fået det vi kom efter.

Noget af det første vi lærer vore børn, er at sige tak. Vi kigger på barnet der er færdig med at spise sin mad– ”hvad siger man så?”

Dette lille ord tak har stor betydning, og effekten af det er ikke mindre.

De ni som ikke vendte om for at sige tak, hvorfor gjorde det ikke det? Jesus forstår det heller ikke. Måske handler det om det Paulus taler om, at vi har intentionen om at gøre noget, og vi ved godt at det er det rigtige at gøre, og vi er låste: jeg forstår ikke, hvorfor jeg gør, som jeg gør. Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg er imod, det gør jeg.

Ikke kun når det gælder at sige tak men i mange andre af livets sammenhænge, kender vi godt denne orm der gnaver i os, når vi i samvittigheden grunder over, hvorfor vi handlede som vi gjorde.

Der er altid noget at sige tak for. Om ikke andet kunne vi begynde dagen med at sige tak! Tak for livet, for alt hvad jeg har fået og stadig får, for mine kære, min kone som jeg kan høre er ved at gøre sig klar i badeværelset, mine børn som er ikke er her længere, men som jeg sender en venlig tanke, tak for dagen der ligger foran mig, og en bøn om at det må gå godt – ja, tak for alt det vi i Fader Vor kalder det daglige brød – og som Luther i sin tolkning breder ud til at rumme alt i et menneskes liv: mad, drikke, klæder, sko, hus, hjem, marker, kvæg, penge, ejendom, god mand eller kone, gode børn, nogle, der hjælper os, god regering og folketing, godt vejr, fred, sundhed, respekt, gode venner, trofaste naboer og meget mere.

Når vi siger tak, husker vi. Ordet tak betyder at bevare noget i sine tanker. På tysk siger vi danke og denken, på engelsk think og thank og på dansk tænke og tak. Vi siger tak fordi vi husker det gode vi mødte eller som uventet overgik os. 

Ti spedalske blev raske, men kun én kom for at sige tak. Den ene huskede, hvem der havde gjort ham rask. De andre havde travlt med at komme videre i livet.

Tak er kun et fattigt ord siger vi. Det er ikke sandt. Tak er et rigt ord, som siger langt med end mange ord. Emma Gad skriver i sin Takt og Tone om ordet taks store betydning: ”Tak er et magisk ord, der åbner hjerter og døre. Med t-a-k kan du snildt alle mennesker snøre. Tak er gratis, uopslideligt og bør siges med stil. Så sig tak, mange tak – og slut af med et smil.”

Tak fortæller at vi har noget til fælles. Vi er bundet sammen i en fælles dagligdag og verden. Vi har brug for hinanden. Hvad er det der sker, når vi ikke siger tak eller viser vores taknemlighed? Er vi så ikke derhenne, hvor vi betragter livet som vores rettighed, og vil vi helst have at livet makker ret, og gør som vi vil. - Vi tænker vi ikke behøver sige tak for noget, vi har krav på.

Vi glemmer den banale og ufattelige tanke, at livet når alt kommer til alt er en gave. Det er den vej vi må bevæge os, for at takken igen kan blive til taknemlighed, og ikke til selvsikkerhed. Vi sang om det i dagens første salme hvor det smukt tales om det overskud livet møder os med Gud som lader dig få mer, end du selv kan forstå, bedre, end hjertet begærer.

De ni spedalske som gik deres vej, var da sikkert både glade og taknemlige, men de fandt det åbenbart ikke nødvendigt at sige tak. Glemmer vi takken, er det det samme som at glemme, at livet ikke er mit eget lille projekt. Vi er indfælder i noget større, forbundet med nature, verden og mennesker vi har omkring os.

Der vil altid udspille sig en kamp mellem taknemligheden over livet, og vores vilje og lyst til at erobre livet som det der er mit. Derfor sker det tit at vi har nemmere ved at brokke os end være taknemmelige.  

Samaritaneren vender om og siger tak for liv og helbred, og får på den måde givet sig til kende som et menneske der er afhængigt af nogen og noget uden for sig selv.

Det menneske der siger tak, anerkender, at det er en skabning der har liv fælles med andre skabninger. Det er ikke en autonom, et menneske, der mener at det selv bestemmer alt i livet. Når vi siger tak viser vi at livet rummer mere end lille mig. Siger vi tak til et andet menneske, gør vi os afhængige af andre. Samtidig med at vi selvfølgelig også har et stort behov for at modtage tak, fordi det fortæller os at vi har noget at give.

I livet har vi ikke kun medvind, men også modvind. Nogle gange umenneskelig megen modstand. Livet vil ikke altid som vi vil. Når det så i de fleste tilfælde alligevel ender godt, er det ikke altid vi ved hvor vi skal sige tak. Vi er taknemmelige over at modgangen er væk. Glæden over en helbredelse, en lykkelig udgang på en hændelse kan være så stor, at den ikke afhænger af mennesket selv eller andre. Vi har behov for som samaritaneren i fortællingen, at give Gud æren.

Taknemmeligheden over livet, som man særligt føler det på en dåbsdag. Taknemmeligheden og glæden over vores barn, bekymringen og uroen er også med, fordi ikke ved hvordan livet vil forme sig for barnet. Dåben kan rumme alle vore blandede følelser.

Kirken er rummet for den store glæde og taknemlighed, og selvfølgelig også for den store smerte og sorg. Her kan takken få rum og sprog, hvor livets gave kan mødes af vores taknemlighed.

I det daglige går det ikke altid af sig selv. Vi bliver som ni spedalske glade når det går os godt, men tak husker vi måske ikke altid at få sagt. 

Glider livet som en gave ud af vores forståelse af tilværelsen, og livet og goderne bliver til det vi har ret til, ja, så er der ikke længere noget at være taknemmelig for. Når taknemmelighed bliver en livsholdning er vi langt væk fra et økonomisk univers hvor man går og tænker på hvad man har til gode og hvad man fortjener. Mennesker omkring mig bliver ikke til nogen jeg skal indgå aftaler med og har noget ud af, men de bliver ganske enkelt givere. Givere som jeg kan give til og få fra, og vi bliver bundet til hinanden, og denne udveksling af gaver og tjenester skaber den grundlæggende følelse af taknemmelighed.

Vil vi lære taknemmeligheden at kende udfolder den sig hver søndag ved gudstjenesten i kirkens centrale sakramente: nadveren hedder ”eukaristi” på græsk, og betyder slet og ret ”taksigelse”. ”Eucharisto” er stadig ordet for tak blandt grækere i dag.

Ved nadveren får vi brød og vin til minde om Jesu Kristi liv og død og det siger vi tak for, ligesom den fremmede vendte tilbage og takkede Jesus.

Taknemmeligheden knytter mennesker sammen og mennesket til Gud. Fattig er det menneske som ikke kan, vil eller har nogen at takke bortset fra sig selv. Amen