Dette hellige evangelium til 13. søndag efter trinitatis skriver evangelisten Lukas 

Jesus vendte sig mod disciplene og sagde til dem: »Men I er heldige, at I får lov at se det, I ser. ²⁴I skal vide, at der er mange konger og profeter, der forgæves har ønsket at se og høre det samme som jer.«

²⁵En mand rejste sig op. Han var skriftklog og ekspert i Guds lov, og han ville udfordre Jesus. »Rabbi, hvad skal jeg gøre for at få det evige liv?« spurgte han. ²⁶»Hvad står der om det i loven?« sagde Jesus. »Hvordan mener du, den skal forstås?«

²⁷»Du skal elske Gud af hele dit hjerte og hele din sjæl, med hele din styrke og hele din forstand, og du skal elske andre på samme måde, som du elsker dig selv,« svarede manden. ²⁸»Det er helt rigtigt,« sagde Jesus. »Gør det, og så vil du få det evige liv.« ²⁹Men manden ville retfærdiggøre sig og blev ved: »Jamen man kan da ikke elske alle andre. Hvad menes der med andre?« spurgte han. ³⁰Jesus fortalte en historie: »Der var engang en mand, der var på vej fra Jerusalem til Jeriko, da han blev overfaldet af røvere. De rev tøjet af ham, gennembankede ham og efterlod ham halvdød ved vejen. ³¹Tilfældigvis kom der en præst forbi. Han så ham godt, men gik i en stor bue udenom. ³²Det samme gjorde en tempeltjener lidt senere. Da han så ham, gik han også udenom. ³³Men så kom der en af vores fjender, en mand fra Samaria, der var ude at rejse. Da han så den halvdøde mand, fik han ondt af ham. ³⁴Han gik hen til ham, rensede hans sår med olie og vin og forbandt ham. Så løftede han manden op på sit eget æsel og gik selv ved siden af, til de kom til en kro, hvor han tog sig af ham. ³⁵Næste morgen betalte han kroværten to denarer. ›Tag dig godt af ham,‹ sagde samaritaneren. ›Hvis det bliver dyrere, skal jeg nok betale resten på tilbagevejen.‹«

³⁶Så spurgte Jesus den skriftkloge: »Hvem af de tre viste sig som et medmenneske og gjorde det, der står i Guds lov, da manden var blevet overfaldet?« ³⁷»Ham, der hjalp ham,« svarede den skriftkloge. »Så skal du gøre det samme som ham,« sagde Jesus.

AMEN 

Prædiken 

Alle – eller i hvert fald mange – kender lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Lignelsen er en helt central fortælling blandt de bibelske fortællinger og i den kristne tradition. Et fint og kortfattet udtryk for, hvad kristendommen i sit inderste væsen drejer sig om, nemlig næstekærlighed…  

Lignelsen er et godt eksempel på, at der er et kristent aftryk i vores samfund i dag. Vi ser samaritter og samaritter-telte, når vi går til store arrangementer, hvor der er mange mennesker.

I samaritter-teltet er der mulighed for at få forbinding eller plaster på, hvis vi skulle blive forslået eller på anden måde komme til skade…

Det ser også ud til at den barmhjertige samaritaner er gået ind i de fleste europæiske straffelove i form af et krav om at komme nødstedte mennesker til hjælp, hvis vi kan gøre det uden at sætte vores eget liv alvorligt på spil…

Kristendom er, at vi har ansvar overfor hinanden, og det er godt, at netop dette budskab sidder i os, uanset hvilken tilknytning vi har til kirken eller om vi erklærer os selv som troende…

Lignelsens pointe kan godt forstås uden den mindste antydning af den kristne Gud. Næstekærlighedsbuddet er vel nærmest universelt…

Men vi ville gå glip af en væsentlig dimension, hvis vi trækker Gud ud af ligningen eller lignelsen. Fordringen om at elske sin næste som sig selv får et helt særligt udtryk her…

Der er nemlig langt mere at sige om Gud, om tro og om næstekærlighed end: Gå du hen og gøre lige så eller du skal gøre det samme, sådan som opfordringen lyder i teksten i dag…

Det samme som samaritaneren – eller? Vi er tilbøjelige til at se samaritaneren som hovedpersonen…

Men det er egentlig ikke så let afgøre, hvem hovedpersonen er i denne fortælling. De fleste vil pege på samaritaneren, og han opfattes snart som Kristus og snart som hvem som helst.

Andre vil måske pege på jøden, der ligger forslået i grøften. Offeret…

Selvom fortællingen foregår i en helt anden tid og et helt andet sted, så har vi ikke svært ved at overføre situationen til i dag. Og vi har ikke svært ved at sætte os i enten den forslåede mands sted eller i samaritanerens sted (eller for den sags skyld de to, der gik forbi)…

Og det er der måske en vigtig pointe i. Jøden – den forslåede mand i grøften gør os opmærksom på vores udsathed og afhængighed af andre, og samaritaneren gør os opmærksom på, at vi kan gribes af medfølelse i mødet med et andet menneske…

Ikke blot et andet menneske, men fjenden.

For at vi kan begribe en væsentlig og central pointe i fortællingen, så er det vigtigt at vide, at der var fjendskab mellem jøder og samaritanere i den samtid, hvor lignelsen er fortalt.

Samaritaneren er en fjende, og af fjender kan vi vel ikke vente os noget godt? Den forslåede mand i grøften er udleveret til en venligsindet fjende, der gør alt hvad han kan for at hjælpe…

I nøden kom hjælpen overraskende og uventet fra fjenden…

Så forunderligt er vores liv. Så overraskende er det, at vores fjender kan vise sig at være vores næste…

Ser vi situationen fra den forslåede mand i grøften, så bliver vi mindet om hvor overraskende og ubegribelig tilværelsen er. Det ubegribelige, at et menneske, som vi aldrig havde drømt om, vil hjælpe os eller redde os – redde vores liv…

Den forslåede mand i grøften – ja, han er halvdød, hører vi. Vi hører at samaritaneren renser hans sår og forbinder ham, løfter ham op på sit æsel og bringer ham til en kro, hvor der kan blive sørget for ham.  

Det er ikke engang sikkert, at den forslåede eller halvdøde mand er bevidst om hvem, der har hjulpet ham. Det er ikke sikkert at han har set ham eller at de har talt sammen…

Og sådan er det mange gange i vores liv: Vi ved ikke, hvad der bærer os. Det går vores opmærksomhed forbi. Vi ved ikke altid om al den godhed, vi lever af og som nærer vores liv.  Vi er alle blevet båret og vi er alle blevet velsignet med andre menneskers nærvær, omsorg og hjælp…

Hvem der viser sig at være vores næste kan vi slet ikke sætte grænser for. Det vil ofte vise sig uventet og overraske os. Det vil ofte vise sig, at netop det menneske, som vi ikke ventede os meget af, gjorde vores liv nyt…

Lignelsen beskriver vores menneskelige vilkår: vores udsathed, vores skrøbelighed og vores afhængighed, hvor vi på nåde og unåde er overladt til andre…

Det er dette skrøbelige og udsatte liv, som Gud møder os i. Og det er det liv, som Guds søn gjorde sig til et med, da han med liv og sjæl kastede sig ind i denne verden og forbarmede sig over de nødstedte…

Lignelsen om den barmhjertige samaritaner fortæller ikke kun, hvad du og jeg skal gøre – etisk set, men den fortæller først og fremmest om, hvad der er blevet gjort for dig og mig…

Det evige liv finder sted i det virkelige liv dér, hvor vi som samaritaneren og den halvdøde mand i grøften er udleveret til hinanden. Når vi med liv og sjæl giver af os selv og tager imod hinanden i kærlighed, som dem vi er…

Det evige liv er ikke noget, vi kan gøre os fortjent ved at handle (etisk) rigtigt. Det evige indfinder sig i det jordiske – i en grøftekant…

Der hvor vi på nåde og unåde er overladt til hinanden…  

Det var nåde. Da den forslåede mand i grøften…

… ikke blev set, som dette særlige menneske med særlige egenskaber og tilbøjeligheder – et menneske, der havde den og den særlige handling bag sig, men blev set som et menneske blandt utallige mennesker, og hans skæbne blandt utallige skæbner. Det var nåde…

Nåden er med andre ord det sociales modsætning. Det sociale inddeler, lukker ude, trykker ned, løfter op. Det sociale er et system af forskelle, en verden hvor alt og alle gradueres og differentieres. Nåden ophæver alle forskelle – i den er alle lige.

Radikaliteten i dette er så stor, tankegangen bag så forskellig fra alt andet at det egentlig er umuligt at fatte betydningen af den. Men det er dette og intet andet kristendommen handler om (Knausgård, Nåde i Sjælens Amerika)

AMEN