³¹Jesus tog fra Tyrus til Sidon og fortsatte gennem Dekapolis til Genesaret Sø. ³²Her kom nogle hen til ham med en mand, der var døv og havde svært ved at tale, og bad ham om at lægge hånden på ham. ³³Jesus trak manden lidt til side, stak sine fingre ind i ørerne på ham, spyttede på fingrene og rørte ved hans tunge. ³⁴Så kiggede han op mod himlen, sukkede og sagde: »Effata!« Det betyder ’luk dig op’. ³⁵I samme øjeblik blev mandens ører åbnet, og der blev løst op for hans tunge, så han kunne tale uden problemer. ³⁶Jesus forbød folk at sige det til nogen, men jo mere han forbød det, jo mere fortalte de det videre. ³⁷De var helt ude af sig selv af begejstring og sagde: »Alt det, han gør, er godt. Han får døve til at høre og stumme til at tale.«                 Markus 7,31-37 

Sommeren går på hæld. Den tid på året hvor lyset og varmen kalder os ud og vi må åbne os. Mange af os sidder sikkert tilbage med den følelse at sommeren er væk før man har set sig om.

Jeg gik der i april og maj da lyset hver dag tog til og glædede mig til den lange sommertid. Den der fornemmelse at kunne se frem til en uendelig lang tid af lys, varme og sommer glæder. Det jeg glædede mig til var lange lyse dage, varme, frihed, en hverdag der ikke var som alle andre dage på året. Sommeren er vores længste årstid hvis man lidt frækt tæller den fra maj til september.

Ud over at sommeren er en konkret årstid som kan aflæses i kalenderen, og den tid på året hvor de fleste holder cirka 3 ugers fri, lever den også i os som en længsel, en fantasi. Sommeren lever for mig i månederne april og maj som en længsel, der vækkes noget slumrende i mig. Jeg går og glæder mig, føler en stor frihed og forbereder alt det jeg skal eller ikke skal. Jeg ser en uendelig tid foran mig fuld af lys og tid til at gøre noget andet end jeg plejer. Tid til at åbne sig for livet og som forfatteren Amalie Langballe skrev for nylig om sommer-længsler for nogle handler det måske om nyplukkede bær og en vandkant i en fremmed by. For andre handler det måske om lugten af træolie i et sommerhus, hvide kjoler i bomuld og lyden af regn, der trommer mod et stråtag.

Vi kan nok alle tale med om vores fantasier for sommeren. Det er langt fra altid at de bliver indfriet. Jeg bliver også ramt af vemodet over sommeren, når den går på hæld, og mørket så småt begynder at vise sig om morgenen og om aftenen. Duggen falder tidligt nu og jeg får våde fødder om morgenen når jeg går gennem græsset.

Sommeren åbner mennesker op. Vi har været lukket inde i mørket i mange måneder, og når sommeren kommer kaldes der på os. Er vi parate til åbne os for det vi gik og længtes efter da sommeren var på vej?

Det blev også til en sommer i den døvstummes liv da Jesus kom forbi på hans kanter og han blev helbredt på forunderlig vis. Med hjælp fra spyt og et par fingre i hans kunne han åbne sig. Vi må tage for det det er, et under og mirakel. Jesus er Gud på jorden, og hvad vi kan forvente af Gud kan vi også forvente af Jesus.

Den svenske teolog Gustaf Wingren skriver om underet i livet: Gud er overalt, hvor liv leves. Alt hvad lægen gør på et sygehus er et forsøg på at efterligne det liv, som er sundt.

Mon ikke den døvstumme trods sin begrænsede adgang til at være med i livet, stadig gik med længslen om, at han en dag kunne få sit syn og sprog tilbage. Det var totalt mørket i hans liv hver evig eneste dag, og han havde heller ikke den mulighed at sætte ord på sine frustrationer og det mørke som lå over hans liv. Han var lukket ude fra livet.

Vi må som de folk der overværede helbredelsen undre os. Undre os over at livet bryder igennem og skaber nyt liv. Underet sker for øjnene af os som de gør for de mennesker som står og kigger på og er ude af sig selv af begejstring.

Undren er tilgangen til livet, som ser noget andet end det der viser sig. Det er måske én af grundene til at vi længes når det bliver sommer og ferien står for døren. Vi glæder os til at noget andet og nyt skal ske. Vi fyldes af en særlig forventning til sommeren og ferien, som vi håber på vil fylde os med noget nyt.

Det er langt fra altid at det bliver som vi forventer. For sommeren og ferien kræver også noget af os. Vi tages ud af hverdagen og det vi plejer at gøre. Vi må være åbne for at tage imod det vi har længes efter og det ved vi som regel ikke hvad er. Vi mærker denne sprudlende forventning til at sommeren og alle dagene hvor intet er som det plejer kan fylde os på ny.

Vi må som Jesus siger til den døvstumme ”Effata” – lukke vore sind op så det vi længes og fantaserer efter har mulighed for at komme ind i os. Vi må ikke glemme at forny vores undren. Det kan ferien bruges til hvis vi er åbne for det. Det kræver at vi åbner os for det som kan forbavse og overvælde os.

Vi skal lægge mærke til at jesus før helbredelsen af døvstumme kigger mod himlen. Underet sker der hvor der åbnes et vertikalt rum, hvor himmel og jord mødes. Himmelen som Jesus kalder ned på jorden og som åbner for at underet, i dette tilfælde helbredelsen, kan ske.

Et under taler vi om når det som sker overrasker og kommer bag på os, og vi føler at det som sker lige for øjnene af os er skabt af kræfter der overvælder os. Under har selvfølgelig noget med undren at gøre. Som igen har noget med åbenhed at skaffe.

Underet handler om at se på verden, og turde se noget andet end det, der viser sig. Det kræver åbenhed, som når vi hører Jesus sige til den døvstumme ”luk dig op”. ”Luk dig i” er alternativet. Hvor vi lukker af for omverden og mennesker, og holder os alene til det og dem vi kender.  

”Effata” blev i gammeltid sagt til dåbsbarnet som indledning til dåben. Meningen med at sige det til barnet var at det skulle åbne sig for Gud og den kærlighed Gud møder barnet med. Som den himlen der åbnede sig over Jesus i hans dåb og Guds stemme lød: Det er min elskede søn!

Effata råbet passer sig fint til dåben. For barnet er helt anderledes åben og modtagelig end den voksne. Der findes intet så hjælpeløst som barnet udleveret til andres omsorg. Der findes heller intet som barnet der tillidsfuldt åbner sig for mennesker og livet. Barnet er åbent og giver sig tillidsfuldt hen til sin omverden. Derfor kan vi ikke sige at barnet ikke tror. Det gør ikke andet.

Opfordringen til at lukke sig op gælder ikke kun barnet men også den voksne. For den voksne kan det vise sig ikke at være helt så nemt og tillidsfuldt som barnet. Vi har lært mennesker og verden at kende på godt og ondt, og ved at det ikke altid er så nemt at vise sin afhængighed af andre.

Men Jesus beder os om voksne om at gå barnets vej. Det hørte vi før i dåben, Jesus sige: ”Hvis I vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget!”.

Hvad fortæller helbredelsen af den døvstumme os? Med sit ”effata” – luk dig op! – vil Jesus sige til manden og os som hører på, at vi skal lukke op for en simpel glæde over, at liv bryder igennem død.

Derfor begyndte jeg min prædiken med sommer refleksioner. Fordi i den åbenhed og glæde mange har til sommeren viser at vi må åbne os hvis vi skal nå at få oplevelsen med. Det underfulde behøver ikke altid været det helt vilde og overraskende som i denne helbredelse.

Underet begynder i vores indre. Hvordan vi tager imod sommeren eller noget af alt det andet som vi møder i livet.

I forestillingen om hvordan noget skal blive, i den længsel vi har til sommeren og tiden hvor vi skal lave noget andet, er vi åbne for underet. Denne gang sagde Jesus ikke til det menneske han havde helbredt ”din tro har frelst dig”. Det kunne han såmænd godt have gjort.

For er vi åbne for underet har vi også åbnet os for troen, der flytter bjerge, som kan helbrede og giver os modet til at leve selvom sommeren måske ikke lige blev som vi havde regnet med. Amen