Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas ( 18,9-14. Bibelen 2020) 

Så fortalte Jesus en lignelse. Den var rettet mod mennesker, der var overbevist om, at de levede sådan, som Gud ville have det, og derfor så ned på alle andre. ¹⁰»Der var engang to mænd, der tog hen til templet for at bede. Den ene var farisæer, og den anden var skatteopkræver. ¹¹Farisæeren stillede sig op og bad: ›Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker. De snyder og bedrager og er utro eller opfører sig som skatteopkræveren dér. ¹²Jeg faster to gange om ugen og betaler mine ti procent til templet af alt, hvad jeg tjener.‹ ¹³Skatteopkræveren stillede sig længere væk. Han turde ikke engang se op mod himlen, mens han bad sin bøn, men slog sig skyldbevidst for brystet og sagde: ›Gud, du må bære over med et menneske som mig, der ikke følger din lov.‹ ¹⁴Og det var ham, Gud tog imod, ikke farisæeren. Den, der fremhæver sig selv, bliver nedværdiget, mens den, der er beskeden, bliver fremhævet af andre.« AMEN 

PRÆDIKEN

At stå foran oceanet på en endeløs sandstrand i solskin og i et øjeblik ane alt på én gang. Det gør et menneske lille - befriende lille – så lille som et af sandkornene, der ligger der i vandkanten og lader sig slibe i uendelighed af oceanet. Lader sig evigt forandre i hengivelsen til bølgeslaget…

Ydmyg, tror jeg, er det bedste ord at bruge om dette. I kender det sikkert fra oplevelser af storslået natur eller en smuk stjernehimmel eller når vi ser ind i det lille barns øjne. Erfaringen af at blive ydmyg. Ydmyg overfor verden og livet…

Jeg var ellers lige ved at afskaffe ordet ydmyg, da jeg skulle skrive min prædiken. I den nye bibeloversættelse er ordet ydmyg erstattet af ordet beskeden, og jeg tænkte, at det måske er bedre at bruge ordet beskeden, for hvad forbinder vi med ordet ydmyg i dag – noget negativt, tror jeg…

I betydningen at ydmyge nogen, ligesom den berømte lektor Blomme i Hans Scherfigs film ”Det forsømte forår”. Han ydmygede og plagede de stakkels, sagesløse elever…  

”Den, der fremhæver sig selv, bliver nedværdiget, mens den, der er beskeden, bliver fremhævet af andre”…

Det er vist hverken det at være ydmyg eller besked, der er kendetegnende for vores måde at fremstille vores liv på de sociale medier. Her fremhæver vi vist i højere grad os selv…

Et er den måde vi fremhæver os selv på de sociale medier, noget helt andet er hvordan det forholder sig med vores liv i sin helhed i virkeligheden…

Det ville være godt, hvis det var anderledes…

Jeg læste i den forgangne uge, at 60 % af piger på 9. årgang mistrives og der peges på de sociale medier som en væsentlig årsag…

De unge kommer til at føle sig mindreværdige og mislykkede, når de sammenligner sig selv med de pletfri profiler, de følger på de sociale medier. Her er det menneskelige jo nærmest redigeret væk…

Det er de færreste, der har skabt sig en karriere ved at være ydmyg eller beskeden? Vi behøver jo ikke at opføre os, ligesom farisæeren i evangelieteksten til i dag, der ikke kun fremhæver sig selv, men som også peger fingre ad andre.

Mange, måske de fleste, vil på arbejdspladsen opleve, at hvis de ikke fremhæver egne kompetencer og kvaliteter, ja, så når de ikke ret langt på karrierestigen. Der er kommet mere fokus på den individuelle præstation…

Det betyder også, at mange mennesker lever under det pres hele tiden at skulle præstere og sælge sig selv, for at komme i betragtning til de gode og spændende opgaver eller til det næste trin på karrierestigen…

Det ville være godt, hvis det var anderledes. Tænk, hvis vi var bedre til at fremhæve hinanden, foreslå hinanden til forskellige opgaver. Tænk, hvis vi havde nemmere ved at følge med, så var der måske ikke så mange, der ville gå ned med stress og måske heller ikke så mange, der ville udvikle depression og angst…

Vi er slet ikke så stærke, som vi fremstår…

Jeg tror, at det er ensomt at være menneske, hvis vi bilder os ind, at vi kan klare det hele selv – og klare det bedre end andre. Det er farisæeren i evangelieteksten et godt eksempel på. Han har ikke brug for nogen heller ikke Guds nåde…

Hvor har vi rum, hvor vi ikke behøver at fremhæve os selv? Hvornår slapper vi egentlig af? I hvilke sammenhænge kan vi blive aflastet og mærke at alting ikke afhænger af os selv?...

Forhåbentligt når vi er sammen med mennesker, vi holder af – familie og venner og fællesskaber der er omsorgsfulde og kærlige. Steder vi føler os hjemme. Det har vi brug for som mennesker. Her kan vi blive aflastet…

I gudstjenesten?

Digteren Søren Ulrik Thomsen udtrykker det sådan her:
For mig er kirken et sted for personlig afvikling modsat personlig udvikling. Man er jo i vore dage så frygtelig optaget af coaches, livsstilsbøger og alle mulige former for terapi. Men for mig er gudstjenesten en måde at slippe ud af selvoptagetheden på. Ud af besættelsen af hvem jeg er som personligt individ. I kirken er jeg et menneske, simpelthen. På kirkebænken er vi jo alle lige over for Gud. Her har alle samme vilkår: Vi har alle fået livet som en gave, vi er alle fulde af fejl, og vi skal alle dø.

I kirkens rum, i gudstjenesten, er vi bare mennesker. Uanset hvad vi har af kvaliteter og bagage, uanset hvad vi har af meritter eller mangler – så er vi bare mennesker, ligeværdige, lige værdifulde og lige udsatte og skrøbelige i vores menneskelighed.

Det er mødet med Gud, der forandrer os. Det forandrer vores vilkår i livet. Det er i det øjeblik, at det går op for os, hvor stort og rigt og uendeligt, det liv er, som Gud har givet os og betror os. Og hvor uudtømmelig den nåde er, der følger med…

Det er her, at jeg blev enig med mig selv om, at vi ikke kan afskaffe ordet ydmyg. For at være ydmyg handler om langt mere end at være beskeden…

For enhver, som ophøjer sig selv skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes…

Ydmyg. Det er i ordets dybeste forstand at opgive sig selv og vende sig mod Gud, og sige: Jeg kan ikke klare det selv. Hjælp mig!

Det er at leve i taknemmelighed over alt det, som Gud skænker os hver eneste dag: styrke, fortrøstning og fornyet glæde og nye livsmuligheder i det, som er vores vilkår: Vores arbejde, vores familie, vores fællesskaber og vores forhold til verden. Det liv, vi deler med alle de andre farisæere og skatteopkrævere/toldere…

Ydmyg er ikke at være selvudslettende, men det er oplevelsen af at være befriende lille, så lille som et af sandkornene, der ligger i vandkanten og lader sig slibe i uendeligheden af oceanet. Lad sig evigt forandre i hengivelse til bølgeslaget…

Det er som at stå foran oceanet på en endeløs sandstrand i solskin og i et øjeblik ane alt på en gang…

AMEN