Dette hellige evangelium til 9. søndag efter trinitatis skriver evangelisten Lukas (16,1-9 i Bibelen 2020)

¹Jesus sagde til disciplene: »Der var engang en rig mand, der havde en forvalter. En dag hørte han ad omveje, at forvalteren strøede om sig med godsets penge. ²Derfor kaldte han forvalteren til sig og sagde: ›Hvad er det, jeg hører om dig? Du kan godt gøre regnskabet op, for du kan ikke længere være forvalter.‹ ³Så sagde forvalteren til sig selv: ›Hvordan skal jeg klare mig nu, hvor min herre har fyret mig? Jeg har ikke kræfter til fysisk arbejde, og jeg ville skamme mig over at tigge. ⁴Jo, nu ved jeg det. Jeg vil skaffe mig venner, der vil invitere mig hjem, selvom jeg mister mit arbejde.‹ ⁵Så kaldte han alle dem sammen, der skyldte hans herre noget, og mødtes med dem en efter en. ›Hvor meget er det, du skylder?‹ spurgte han den første. ⁶›4.000 liter olivenolie,‹ svarede manden. Forvalteren gav ham gældsbeviset og sagde: ›Skynd dig at skrive 2.000 i stedet.‹ ⁷›Hvor meget skylder du?‹ spurgte han den næste. ›40 tons hvede,‹ svarede han. ›Her er dit gældsbevis,‹ sagde forvalteren. ›Skriv 30 tons i stedet.‹ ⁸Da den rige mand opdagede det, roste han sin snu forvalter, fordi han havde handlet så klogt. Denne verdens børn handler nemlig langt klogere over for hinanden, end lysets børn gør. ⁹Og det vil jeg sige jer: I må sørge for at bruge jeres penge til at skaffe jer venner, også selvom de er tjent på uærlig vis. En dag slipper pengene op, og så har I nogen til at tage imod jer i himlen. AMEN 

PRÆDIKEN 

Skumle typer – bibelen vrimler med dem. Mennesker, der ikke gør det rigtige: Mennesker, der snyder, svigter, er snu og er uærlig…

Som nu den uærlige forvalter, som vi hører om i evangelieteksten i dag.

Først ødsler han sin herres betroede ejendom bort, og bagefter nedskriver han sin herres skyldneres gæld med herrens penge…

At læse om de skumle typer i bibelen kan være som at komme hjem. Bibelens ord kan være som et hvilested eller et slags barndomshjem.

Jeg tror, at Bibelens ord og fortællinger – beskrivelser af mennesker og menneskeliv - kan have den betydning for os, fordi vi i disse fortællinger får at vide, hvem Gud er og hvem vi selv er, uanset hvor vi kommer fra og hvor vi er på vej hen…

Tænk på historien om Jakob. En gang for længe siden snød Jakob sig til sin far, Isaks velsignelse, og i mange år efter levede han med konsekvenserne af sit snyderi.

Den dårlige samvittighed må have tynget ham. Spørgsmålet om forsoning må have plaget ham: Kunne han forsone sig med sin far, Isak og sin bror, Esau, som han havde snydt og siden var stukket af fra?

Da Jakob var midt i livet, brød han op fra det fremmede og begav sig til sin hjemegn. Om natten kæmpede Jakob med Gud.  

På den måde fik han Guds velsignelsen…

Det var ikke nemt eller uden besvær. Det var med blod, sved og tårer…

I kampen fik Jakob et slag på hoften, så den gik af led, og Jakob kom til at halte resten af sit liv…

Det gør ondt at leve. Vi har alle vores jakobskampe. Vi bliver sårede og får ar. Vi har alle vores slag i livet, som gør os halte: vores sorg, vores længsel og savn…

Måske kan vi igennem fortællingerne om svigefulde Jakob og den uærlige forvalter få frimodighed til at leve det liv, vi har fået betroet.

Også selv om vi ikke slår til i forvaltningen af det liv, vi har fået givet…

Hvad er vi andet end forvaltere? Og det i en langt mere vidtrækkende forstand end bare at være forvaltere af penge…

Vi er forvaltere af det liv, vi har fået givet, og de muligheder, der er givet os hver især og som vi kun har til låns…

Den rige mand i lignelsen må være Gud, og Guds ejendom må være livet. Det er vores muligheder, det er glæden og kærligheden, det er jordens mangfoldighed og rigdom, luften og lyset, al den velsignelse vi har adgang til…

Og vi er har fået den ejendom betroet. Som forvaltere har vi kun lidt at byde på selv. Alt hvad der betyder noget i livet, har vi fået for intet af Gud. Og det vi har fået givet, skal vi give videre, for livet har vi kun til låns…

Og på en eller anden måde, så kan vi vel sige, at vi alle går fallit som forvaltere af Guds gode gaver? Vi forvalter dem ikke altid godt nok, vi kommer til at svigte og fejle…  

Der er helt sikkert muligheder, som vi får givet, vi ikke får brugt. Der er helt sikkert også skyldig gæld, som vi ikke lige får betalt…

Men selvom vi kalder forvalteren i lignelsen uærlig, så kan vi lære noget af ham…

Forvalteren rækker det videre, som er Guds, og med et pennestrøg sletter han menneskers skyld, så de kan leve mere frit og med nyt livsmod?  

Det kan da godt være, at det ikke er helt efter bogen. Det kan godt være, at vi ikke kan få regnestykket til at gå op, hvis vi giver os til at regne på det. Det kan godt være, at det ikke er ærligt eller retfærdigt efter vores målestok eller vores moral…  

Men tænk at møde et menneske, som gratis slår en streg over det, vi skylder? Tænk om vi kunne møde andre mennesker på samme måde…

Det er derfor, at herren roser sin forvalter. Fordi forvalteren rækker det videre, han for intet selv har fået givet, så det kommer andre til gode…  

Herren selv ser stort på at lide tab.

Provokationen ved at bruge disse eksempler: Svigefulde Jakob og den uærlige forvalter og mange andre igennem hele Bibelen bør tvinge os til at se os selv og andre som mere end overtrædere, mere end bare mennesker, der snyder, svigter og er uærlige – skumle typer…

Når Gud ser på et menneske, ser han aldrig bare fejl og mangler. Der er altid mere at sige om et menneske…  

Det er faktisk det eneste, der står tilbage: Guds nåde over det liv, som vi selv farer vild i og som gør os halte. Gud sprænger rammerne med kærlighed, som Kristus sprængte graven med kærlighed…

Det er vores velsignelse…  

At Guds overrumplende nåde og gerning er større end vores moral. Rammerne sprænges og skylden nedskrives helt på tværs af, hvad vi måske synes er rimeligt.

At pakke evangeliet ind i vores moral – i hvad vi synes er ret og rimeligt - vil være at lukke det gode evangelium inde i et lukket rum, hvor det hele er givet på forhånd, og hvor vi efterhånden har styr på både nåde, kærlighed og Gud selv.

Det er det håb, vi altid skal leve af. At Guds kærlighed er større end alt andet. Den sprænger alt, og ja, det kan synes umoralsk og vildt – ustyrligt…

Det er vores trøst. Det er vores håb, Det er vores glæde. At evangeliet er større end alt vores, og derfor kan fylde vores liv med trøst, håb og glæde…

AMEN