Prædiken 8. søndag efter trinitatis. Mona Høgh

Prædiken 8. søndag efter trinitatis. Mona Høgh

Prædiken 8. søndag efter trinitatis. Mona Høgh

# Prædikener

Prædiken 8. søndag efter trinitatis. Mona Høgh

Epistlen skriver apostlen Paulus til romerne: 

Alle, som drives af Guds ånd, er Guds børn. I har jo ikke fået en ånd, som giver trællekår, så I atter skulle leve i frygt, men I har fået den ånd, som giver barnekår, og i den råber vi: Abba, fader! Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn. Men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger, så sandt som vi lider med ham for også at herliggøres med ham. Rom 8,14-17

Dette hellige evangelium til 8. søndag efter trinitatis skriver evangelisten Matthæus: 

Jesus sagde: »Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve. På deres frugter kan I kende dem. Plukker man druer af tjørn eller figner af tidsler? Sådan bærer ethvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ dårlige frugter. Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter. Ethvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden. I kan altså kende dem på deres frugter. Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje.« Matt 7,15-21

Prædiken 

I min ferie læste jeg på et tidspunkt i nyhederne, at der var en løve løs i Berlin. Alle i området opfordredes af politiet til at holde sig indenfor sammen med deres kæledyr, imens en større politiaktion går i gang for at fange dyret.

Jeg læste senere, at løven pludselig var set i Frankrig. Og senere kan jeg læse, at der måske slet ikke er tale om en løve, men om et vildsvin.

Jeg undrer mig. Nogen må da vide, om de mangler den løve, som alle går og leder efter? Det burde ikke være så svært at se forskel på en løve og et vildsvin…

Eller sagt på en anden måde, hvis det er svært at se forskel på en løve og et vildsvin, så er det ikke så sært, at det kan være svært for os mennesker at se forskel på alt muligt andet her i tilværelsen af mere eksistentiel karakter, det gode og det onde – sandhed og løgn eller sande og falske profeter, som Jesus er inde på i evangelieteksten til i dag.

Tag jer i agt. Pas på de falske profeter. De er ikke altid til at kende, for de kommer i fåreklæder, men inden i er de ligesom glubske ulve.

Ulvene findes – også i Danmark. Det ved vi! Og bliver vi i billedsproget fra evangelieteksten og brugen af ulven som et billede på ondskaben – ja, så findes det falske/det onde af og til også i helt uskyldig forklædning som ulven i fåreklæder…

Vi kender alle eksempler, hvor vi har taget fejl: hvor noget tog sig ud på en måde, men viste sig at være noget helt andet. Hvor det, vi troede var godt, sandt og smukt, viste sig at være det modsatte…

Vi kan give os til at indkredse, hvem de falske profeter er i dag…

Men Jesu tale om falske profeter – om ulve og får, det gode træ med gode frugter, og det dårlige træ med dårlige frugter skal ikke tages som en beskrivelse af menneskeheden opdelt i gode og onde mennesker, så kommer vi på vildspor og langt væk fra evangeliet…

Ulven findes. Ondskab findes. Den findes ikke kun udenfor dig og mig repræsenteret i visse andre, den findes også altid i os hver især.

Paulus siger i Romerbrevet: Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg

Vi er ikke fuldkomne. Vi kommer til at sige de forkerte ord, vi kommer til at fejle, og vi producerer indimellem også dårlige frugter. Vi kommer i tvivl, vi kender ikke altid forskel på sandt og falskt, godt og ondt.

Vi er skrøbelige mennesker…

Der er forskel på Gud og mennesker. Der er forskel på skaberen og skabningen. Og det ved Gud. Han kender os, og ved at vi ikke er fuldkomne, men at vi er skrøbelige som lerpotter, der indimellem går i stykker og skal klinkes og heles og tilgives gennem Guds evige godhed.

Vi er ikke fuldkomne, men der er ingen grund til at tale mennesket ned, for vi bærer kimen eller frøet til Guds rige i os. Fordi vi er skabt i Guds billede. Og det kan vokse allerede i dag i lyset fra Kristus.

Det er en skat vi bærer i os. Paulus kalder det en skat i et lerkar, for skrøbelighed er vores vilkår. Vi er Guds skrøbelige arvinger (Johannes Værge. Anis 2014)

Når vi er Guds børn, så er vi også Guds arvinger. Som arvinger er vi modtagere af al den forvandlingskraft, han har sat ind i verden, så vi i fuldendelsen kan blive ét med det, vi ser virke i ham, nemlig gudsrigets kræfter…

Det betyder ikke, at vi er løftet op over denne verdens vilkår og tvetydigheder, men vi er som arvinger forbundet med Kristus…

Vi er arvinger, så sandt vi lider med ham for også at herliggøres med ham, siger Paulus i teksten, som jeg læste fra alteret (Rom 8,17).

Lidelserne er udtryk for, at vi kun er på vej, og at falske profeter og glubske ulve omkring os og i os findes og gør sig gældende. Vi er således ikke skånet for at kæmpe med alt det, der ER ondt og GØR ondt.

Fra tid til anden mærker alle mennesker sjælens rystelser…

Men vi er i vores arveforhold forbundet med Kristus. Det onde er allerede dømt og skal til sidst forsvinde på samme måde som nattemørket må vige for morgenrøden…

Så derfor: Skam dig ikke over at være menneske, der kan fremkaldes lysfyldte hvælvinger i dig og foran dig. Allerede nu er der en lysfyldt åbning at se og gå frem efter…

Mulighed for at lade lysindfaldet derfra virke helende i os og imellem os.

På den måde er vi allerede begyndt at tage arven til os – lidt efter lidt. Ikke uden at vi fortsat fejler. Men kimen til Guds rige vokser og modnes i os – som den gode frugt modnes på et godt træs grene…  

Det er ikke lige meget hvilke fortællinger, vi lytter til. Og her tænker jeg ikke så meget på mit indledende eksempel med løver og vildsvin, men fortællinger af mere eksistentiel karakter om det gode og onde – sandt og falskt.

Det er ikke lige meget hvilke fortællinger, vi lytter til for fortællingernes ord vokser i os og skaber klangbunden i vores liv…

Ved døbefonten hører vi ordene – løftet om, at Gud vil være med os alle dage indtil verdens ende. At arve sådan en klangbund for vores liv giver os nyt livsmod og skænker os troen på, at fremtiden er farvet af lys og er fuld af håb…

Vi skal tage alvorligt, at Gud forlader os vores skyld og ikke vender sig bort fra os i lede eller ligegyldighed. Han er med os i det liv, vi lever, så vi kan gå ud i verden og tage livtag med den og give videre til andre af alt det, som vi selv har fået givet…

Tilgivelsen er netop en del af det forskud vi har fået at leve af, og måske er det lige præcis tilgivelsen der gør det muligt for os at tage vores liv og arv på os - og gør det muligt at vokse i kærlighed, så vi bærer god frugt til gavn for hinanden…

AMEN

 

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed