v1  Og Jesus kom ind i Jeriko og gik gennem byen. v2  Dér var der en mand, som hed Zakæus, han var overtolder, og han var rig. v3  Han ville gerne se, hvem Jesus var, men kunne ikke for skaren, da han var lille af vækst. v4  Så løb han i forvejen og klatrede op i et morbærfigentræ for at få ham at se, for han måtte komme den vej forbi. v5  Da Jesus kom til stedet, så han op og sagde: »Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus.« v6  Så skyndte han sig ned og tog glad imod ham. v7  Men alle, som så det, gav ondt af sig og sagde: »Han er gået ind som gæst hos en syndig mand.« v8  Men Zakæus stod frem og sagde til Herren: »Se, Herre, halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firedobbelt tilbage.« v9  Da sagde Jesus om ham: »I dag er der kommet frelse til dette hus, fordi også han er en Abrahams søn. v10  For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.« Lukas 19,1-10

Der er noget særligt ved mødet og samtalen med et andet menneske. At falde i snak med et andet menneske, kan udvikle sig til en dyb samtale. En samtale der ikke kun bevæger sig på overfladen, men bevæger sig i dybden. Samtalen hvor vi ser hinanden som et mysterium.

Vi møder mennesker næsten hver dag, og veksler sikkert også nogle ord med hinanden. Den jødiske filosof Martin Buber er kendt for sin filosofi om mødet mellem samtalens ”jeg” og ”Du”. Det er en samtale mellem to, hvor parterne ikke ser på hinanden som objekter. Den gode samtale, siger Buber, udspringer af, at de to som taler sammen ikke kun forholder sig til hinanden, men også til den fælles tredje, som Buber kalder for ”det evige du”.

Jesus og Zakæus mødes og taler sammen. Der er et mellemværende mellem de to, som er af stor betydning, fordi Jesus til slut taler om den frelse som Zakæus er blevet en del af. At der nævnes frelse, viser at samtalen mellem de to forholder sig til det evige du.

Den tid de deler sammen er et nådefuldt rum, hvor sandheder kommer for dagen, hvor kærligheden genoprettes og Zakæus bliver knyttet til erindringen om historien, der binder os sammen.

Der er netop, som Jesus siger, frelse i et sådant møde, samtale og rum.

 Vi må formode at det er en anden Zakæus folk vil møde i byen efter Jesus inviterede sig selv til hans hjem. Zakæus var overtolder, og det lyder fint. Det betød at han var tolder for alle andre toldere, og var tæt forbundet med den romerske besættelsesmagt, som stod for inddrivelsen af skatter i Palæstina.

Han har dagligt følt respekt for sin position, men helt sikkert også afsky for det arbejde han havde. Mange så ned på ham, undgik samværet med ham. Alt det som Zakæus er har ingen betydning i Jesu øjne.

Skal vi se på det som sker fra Zakæus vinkel, må denne dag stå som erindringen om et besøg af Gud selv. En dag hvor Jesus kom til hans by, og han var hjemme og tilfældet ville at Jesus kom forbi det træ han sad i. Tilfældet som førte til et besøg i hans hjem, og en samtale hvor den lille Zakæus kunne lette sit hjerte over for Jesus.

En skæbnestund i hans liv. Et sandhedens øjeblik, hvorfra resten af hans liv nu skulle leves.

Vi hører ikke hvad de talte om. Vi hører dog at Zakæus vil give penge til de fattige og betale tilbage til dem han har presset penge ud af. Jesu besøg hos ham må han løsnet op for noget i ham. En lyst til at give og være noget for andre.

Hans liv tog en drejning den dag. Det medførte en forvandling af hans prioriteter i livet. En skæbnedag som betød en omvending af hans liv. Det lyder måske alvorligt at bruge ordet skæbne om det som fandt sted i Zakæus’ hjem.

For at få skæbne må et menneske kunne mærkes for livet af det, som det kommer ud for. Det var et sandhedens øjeblik for Zakæus da Jesus blev gæst i hans hjem. Det blev en vending i hans liv ligesom Jesus blev en vending i verdenshistorien, som kalder til vending i livet.

I dette møde var der frelse. Den frelse Zakæus oplevede, kom ikke fra ham selv, og det var heller ikke noget han ønskede eller kunne forudse. Den fik han helt ufortjent. Den frelse Jesus kommer med og sætter ord på handler om en ufortjent kærlighed. Derfor er det vi taler om frelsen som Guds værk, kommet til os udefra, en befrielse mennesket ikke selv kan udvirke.

Ser vi på Zakæus med hans baggrund, og omtalen af ham som en syndig mand, er dette øjeblik med Jesus, en lykke stund. Den dag hvor Gud vendte hans skæbne. Han blev set, talt til, og følte en kærlighed der kunne rumme ham som det menneske han var.

I grunden handler livet om ét basalt behov – ligeså stærkt som behovet for vand, mad eller søvn – at blive set, anerkendt, taget alvorligt. Det behov varer ved hele livet. Det er som om vi ikke rigtig findes hvis ingen ser os. Hos alle lever drømmen om at være set, og det er et grundlæggende behov.

Vi ved fra psykologer at det vigtigste som skete for os i vores barndom er, der var kærlige øjne, som så os. Det er i sin mors og fars blik at barnets tillid til sin omverden og sig selv bliver grundlagt. Så os med glæde og varme. Ikke med et vurderende syn kun fordi vi havde de særlige egenskaber, men bare fordi vi er til.

Det slutter ikke her. Som om alt var gjort med at vi blev set da vi små af vores forældre. At blive set og få opmærksomhed er et behov vi har resten af livet. Et menneske kan aldeles ikke undvære at andre ser det og giver det sin opmærksomhed. Uden går det til grunde og skrumper ind til ingenting.

Det største i kristendommen var og er, at vi har en Gud, der har set i kærlighed til os i Jesus og, som ser os. Så enkelt kan det siges, hvad bibelens fortællinger vil fortælle os: vi har en Gud som ser os!

Zakæus, den lille mand, skildres som udstødt og foragtet, og Jesus bliver den, der vender op og ned på forholdene i den sociale rangstige. Alle er fornærmet og oprørte over besøget hos ham, for de synes han er beskidt og ikke hører til blandt dem. Hvad er det vi skal høre? Vi skal høre at Jesus ikke var kommet som gæst hos Zakæus for alene at give ham anerkendelse, men for at tage ham med på en ny rejse i livet. Vend vor skæbne, lød det fra Israels folk i læsningen fra Salmernes Bog. Gør noget andet med os end der hvor vi er nu.

Jesus havde en anden plan med Zakæus. Nu skal han frelses. Fra de andres øjne og domme, og fra sig selv. Det er en frelse fra den meningsløshed som Zakæus må have følt han sad i. Godt nok havde han økonomien i orden fra de skatter han inddrev. Det havde også gjort ham til en ensom mand. Ensomheden viser sig ved, at det er Jesus som inviterer sig selv som gæst i hans hjem. Zakæus var holdt op med at invitere gæster i sit hjem. Han blev betragtet som en syndig mand, én man helst skulle undgå at være sammen med.

Jesus er kommet for at opsøge og frelse det fortabte, som er at finde os, tage os med ind i hans kærlighed og give os en anden vej at gå, vende vor skæbne i en anden retning.

Zakæus bliver trukket ind i en anden historie med Jesu tale om at frelsen der den dag kom til hans hus. Zakæus må have mærket en dyb, varm og uforbeholden accept af sig selv. En kærlighed så dyb som han aldrig havde følt det før. 

Det er hvad fortællingen om Zakæus møder os med. Vi løber i forvejen med Zakæus op i træet for at se Jesus, for besøg af ham, for at vise at nu er vi frelste. Det er som at blive suget ind i en bog eller film og vi mærker at det kunne blive mit liv.

Om det så tusind gange siges til os og om det så tusind gange dukker op i vores sind, at vi ikke er gode nok til at modtage Guds frelse, så er fortællingen om Zakæus et eksempel på, at det hele ikke afhænger af, hvad vi på forhånd har. Og hvad vi synes vi kan give Gud, så vi gør os fortjent til at modtage hans frelse. Det hele kommer til os udefra, kvit og frit, som noget vi skal modtage i den fuldstændige tillid, som troen gerne skulle være.

Det er sådan Gud er. Den der vil indlemme os i en ny tilstand. Som den dag Zakæus fik besøg, og må have følt at livet ikke var helt det samme som før. Amen