Hør nu her. I skal gøre det, Gud vil have, og det skal være med et overskud, der langt overgår de skriftkloge og farisæernes. Ellers kommer I ikke ind i hans kongerige.

²¹I ved, hvad der står i den lov, som Gud gav Moses: ›Du må ikke slå ihjel‹ og ›den, der slår ihjel, skal dømmes ved den lokale domstol‹. ²²Men jeg siger jer: Den, der bliver vred på en fra byen, skal dømmes ved den lokale domstol. Hvis nogen kalder en anden for et fjols, vil han være skyldig over for den øverste domstol. Og hvis nogen kalder andre for idioter, skal han straffes med helvedes ild. ²³Hvis du en dag er på vej til templet med en offergave og kommer i tanke om, at en, du kender, er vred på dig, ²⁴så lad din gave ligge ved alteret. Gå i stedet straks hen og bliv forsonet med ham. Så kan du komme og give din offergave bagefter. ²⁵Er du på vej til en retssag, så sørg for, at du bliver gode venner med din modpart på vejen derhen. Ellers risikerer du, at han udleverer dig til dommeren, der vil give betjentene ordre til at kaste dig i fængsel. ²⁶Og jeg kan godt sige dig: Du kommer ikke ud, før du har betalt hver en øre af gælden. Matthæus 5,20-26

 Det er altid godt med nogle klare vejledninger til hvordan vi skal leve. Vi har brug for at høre…. Gør sådan og sådan. Det har vi fordi alt ikke skal være til diskussion og forhandling. Det har vi ellers nok af i vores liv. Der er meget vi selv skal tage stilling til, modsat tidligere, hvor mange ting lå i faste rammer, er der mange muligheder for valg i dag. Dertil kommer det moderne menneskes lyst og krav til at ville selv.

Tidligere i historien kunne man høre fra mennesker, når samtalen faldt på, hvordan livet skulle leves, at hvis man kunne sit fader vor og de ti bud, kunne det ikke gå helt galt i livet.

 Der ligger mange gode tanker og levet liv bagved flere af de ti bud, som fortæller om mennesker der har kæmpet med livet og formuleret nogle bud om nogle af de grundlæggende konflikter vi alle kommer til at møde.

Budene fortæller om vores pligt og ikke kun om vores rettighed. Vigtigt med både rettigheder og pligter. Rettigheds samfundet har længe været det fremherskende. Det har været af stor betydning af formulere menneskerettigheder, fordi mange mennesker blev undertrykt og ikke havde fundamentale rettigheder som retten til at ytre sig, vælge tro, seksualitet, retten til frihed, alle er lige for loven, - alle disse rettigheder og flere til blev formuleret i FN’s menneskerettighedserklæring fra 1948 som kulminationen på to brutale verdenskrige.

I de ti bud hører vi intet om rettigheder, men et ”du skal” eller ”du må ikke”, som fortæller at der også påhviler mennesket pligter. Rettighederne sætter et beskyttende hegn omkring menneskets værd, og pligterne er den aktive handling for at værne om disse rettigheder.

Der har været en tendens til i moderne tid med stigende fokus på det enkelte individ og menneskets behov, at været styret af rettigheder. Hvad jeg har ret til og har brug for, og mindre af forbud, altså hvad jeg ikke må eller hvad der er min pligt.

Jesus tager ét af de centrale bud op til diskussion i dagens tekst som er en del af hans Bjergprædiken. Retten til et beskyttet liv i frihed og sikkerhed er pligten til ikke at volde et andet menneske fysisk ondt.

Forbuddet mod Drab fører os tilbage til menneskets ur-lag, det lag i vores kultur, hvor nogle af de grundlæggende forhold blev erfaret af mennesket. Et ældgammelt forbud fra menneskets forhistorie. Vi har altså haft tid nok til at lære at afstå fra drab, men hver dag jorden rundt slås der mennesker ihjel i krige, konflikter, tilfældige drab, og uoverensstemmelser som kan føre til at mennesker slår hinanden ihjel.

Er vi da dumme og uvidende? Ved vi virkelig ikke hvad drabet af et andet menneske betyder? Har vi ikke lært af drabets årtusind lange historie, og indset at det fører til nedbrydelse af samliv, mennesker i sorg og et retssystem der forsøger at gøre det bedste det kan, for at kompensere ved at straffe hårdt den største af alle ugerninger.

Der er noget vi mennesker har fælles. Det er begrebet samvittighed. ”Conscientia” på latin, og vi kan følge det ord i flere af de sprog vi kender. ”Samviden” hedder det på dansk: det vi ved sammen, og det som bliver en viden jeg ved med mig selv. Findes der noget vi er sammen om, noget som er der på trods af kulturelle forskelle og afstand i tid, og uafhængig af hvor vi leder?

Er det sandt som vi hørte Moses sige til Israels folk at ”for Guds ord er i jeres mund og jeres hjerte. I ved hvad der er rigtigt at gøre.” 

Et drab ligner ikke andre forbrydelser mennesker gør. I loven kan vi læse om straffen for forbrydelser. Drab skal bestemt også straffes og den skyldige skal dømmes. Med dette bud står og falder menneskets menneskelighed.

Hver gang vi står over for et menneske er ansigtet det første vi møder. Hvad er et ansigt? Det består af mange dele – øjnenes farve, en pande, en hage, tænder der viser sig når personen smiler, håret, ører. Hvis man kun ser én af disse dele af ansigtet er man på vej til gøre den anden til en genstand. Ansigtet er det hele. Det møder mig helt nøgent og taler om sin udsathed og forsvarsløshed. Ansigtets hud er det mest blottede og nøgne. Det er om ansigtet den franske filosof Levinas siger: Ansigtet er udsat, truet, som om det opfordrede til en voldelig handling. Men samtidig er ansigtet det, der forbyder os at dræbe. Levinas siger om ansigtet, det er det, man ikke kan slå ihjel, ja ansigtets betydning er: ”Du må ikke slå ihjel”.

Det er en ordre som tales til mig, når jeg ser ind i et andet menneskes ansigt.Et påbud fra et højere sted der stående over for det andet menneskes ansigt, minder mig om mine forpligtelser og ansvar for den anden.

Hvad med vreden? Min vrede, den andens vrede, som jeg føler. Jesus taler om vreden som en følelse der hører til menneskelivet. Vi har den alle i os, nogle måske mere end andre. Den kan kontrolleres, men det er langt fra altid godt. Det er heller ikke godt hvis der handles umiddelbart på en vredes-følelse. Vrede er nok den mest almindelige følelse. Hos nogle springer den tydelige frem end hos andre. Vi rummer alle følelsen vrede, som fra den tidlige barndom og resten af livet er med til at gøre mig til den jeg er.

Jesus kæder buddet om at slå ihjel og blive vred sammen, fordi vreden er af samme art som drab. Det gør ondt at blive mødt af et menneskes vrede. Fnysende, nedgørende, kold eller gloende sendes den anden ud af ens verden med en kraft, som får alle omkring en til at være stille af frygt for også at blive ramt. Det er i den grad ubehageligt at blive mødt af vrede. Noget dør i mig, og sker det gentagne gange, som et mønster i en familie, i ægteskabet, mellem venner eller på arbejdspladsen er det en langsom slåen ihjel af et menneskes tillid til andre og til livet.

Vreden fra en anden er bestemt ikke en rar oplevelse. Er det fra én jeg kender godt, føles det stærkere fordi det kan da ikke være det menneske, jeg kender så godt, tænker vi. Vrede efterlader et menneske såret og udsat.

Udfrielsen af vredens greb er at gå forsoningens vej. Ham der er på vej til templet med en offergave og kommer i tanke om, at en, han kender er vred på ham, skal lade sin gave ligge ved alteret. Gud er nok kærlig og barmhjertig, men det skal ikke misbruges så han kan få det godt med sig selv. Det kan være det letter min samvittighed, men verden venter udenfor, og en dag møder jeg personen som er vred på mig.

Forsoning handler om gensidighed. Vi må tale om hvad der er sket. Hvad har jeg gjort, som har gjort dig vred? Der skal være to til en forsoning. Og så kan det godt være den anden ikke vil, og så må jeg leve med det, tilgive eller forsone mig med, at det kommer der ikke noget ud af. I forsoningen må man slippe vreden og de fastlåste billeder af hinanden. I forsoningen er vi nød til at tale med hinanden, og ikke med billederne af hinanden.

Forsoningen som forhåbentlig kan finde sted mellem to personer hvor vreden har udløst konflikten, handler ikke mindst om retfærdighed og barmhjertighed.

Hvem ved om ikke den person som er vred på ham, der var på vej til templet synes hans vrede er retfærdig. Og ham med offergaven synes måske at det er ganske uretfærdigt, at han skal udsættes for en sådan vrede. I forsoningen mister vi retten til retfærdighed.

To fastlåste positioner kan egentlig blot føre til mere afstand, måske også mere vrede.

Forsoningen handler om at se en ny mulighed for sig. Det handler om det overskud Jesus forlanger af os, og som skal overgå skriftkloges og farisæernes. De gav bestemt ikke ved dørene og vejede argumenter på en vægt. De gav kun så meget som de mente deres tro gav mulighed for. Overskuddet bringer os ud over hvem har ret. Vi skal være som Gud, der lader sin sol stå op over onde og gode og ladet det regne over retfærdige og uretfærdig.

Det er Guds forsoning med os, hans elskede skabninger. Hans barmhjertighed som i mange tilfælde ikke følger retfærdighedens veje, som vi synes de skal være.

 Det er den forsoning vi skal praktisere, hvor vi vender os mod hinanden i barmhjertighed, og siger farvel til den historie man i årtier har fortalt sig selv og alle andre. Amen