Engang da Jesus stod ved Genesaret Sø, og folkeskaren trængtes om ham for at høre Guds ord, v2  fik han øje på to både, der lå ved søen. Fiskerne var gået fra dem og var ved at skylle garnene. v3  Så gik han op i en af bådene, den der tilhørte Simon, og bad ham lægge lidt fra land. Så satte han sig og underviste skarerne fra båden.

v4  Da han holdt op med at tale, sagde han til Simon: »Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst!« v5  Men Simon svarede: »Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud.« v6  Det gjorde de, og de fangede en stor mængde fisk, så deres garn var ved at sprænges. v7  De gjorde tegn til deres kammerater i den anden båd, at de skulle komme dem til hjælp, og de kom og fyldte begge både, så de var lige ved at synke. v8  Da Simon Peter så det, faldt han ned for Jesu knæ og sagde: »Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.« v9  For han og alle de, som var med ham, var grebet af rædsel på grund af den fangst, de havde fået v10  – ligeså Jakob og Johannes, Zebedæus' sønner, som fiskede sammen med Simon. Men Jesus sagde til Simon: »Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.« v11  Og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham. 

Lukas 5, 1-11 

Det er næsten som at se på ét Michael Anchers Skagensbilleder når Lukas fortæller om fiskerne ved Genesaret Sø. Bådene har været på søen og fiskerne at ved at ordne deres garn. Alt ånder idyl – sådan næsten da!

Et lille glimt af hverdagen ved søen hvor Jesus opholdt sig meget af tiden. Lukas er optaget af noget andet end at fortælle om et fisker-liv. For den dag er der samlet en masse mennesker for at høre ham tale om Gud.

Hverdagsrammen er ikke tilfældig, men vigtigt for det han vil fortælle. Hverdagen som vi alle jo kender, som de dage der er flest af i vore liv. Fest og højtidsdage falder som krydderier i strømmen af hverdagstid, og den helt almindelig hverdag med alle sine kendte træk og rutiner er hvad de fleste af os står op til hver dag.

Synes I det lyder kedeligt, er det netop hvad jeg gerne vil have jer til at føle. Sådan tror jeg også Peter følte da han sikkert ikke første gang var vendt tilbage til bredden efter en helt nat på søen uden fisk i garnene. Men der kommer jo en nat til og én til, og fiskene finder vel på et eller andet tidspunkt vej til garnene. Det er ikke altid vi lykkes med at ting er som de plejer, selvom vi har gjort dem hundredevis af gange. Hverdagen oplever vi indimellem som kedelig, fordi den er den samme. Det samme er det samme, men om det er ensbetydende med at det ikke kan ændre sig er hvad denne beretning fra et lille fiskerleje ved Genezareth vil fortælle.

Peter og de andre fiskerne tager lidt nølende og træt Jesus på ordet og kaster garnene ud i søen. Hvad skal det nytte tænker de. De ved jo at der ingen fisk var at fange den nat. Men ordet Jesus taler er ikke et hvilken som helt ord. Kort forinden for inden fortælles at folk samledes om ham for at høre Guds ord.

Guds ord sender ikke på en særlig kanal, men benytter sig af hverdagssproget. Det er altså de helt almindelige kendte ord, som ved at blive Guds får en anden betydning og kraft. Ordet skaber hvad det nævner er ét af kristendommens centrale udsagn. Sproget bruger vi til at tale med hinanden og til at beskrive virkeligheden, men ordene er mere end at være kommunikative og deskriptive. Der er ord der når de tales ind i en bestemt situation kan åbne for noget nyt.

Det er ikke tale om trylleri når Jesus beder Peter og de andre fiskere om at kaste garnet ud til fangst. Det svarer til at vi beder vores børn eller et menneske der ikke føler det kan komme videre om at prøve igen. En opmuntring til ikke at give op i tiltro til, at der nogle gange viser sig noget mere end de kræfter vi selv lægger i at nå et mål.

Det er ikke mig der med mine ord for personen til at prøve igen eller skaber resultatet, hvis det lykkedes at nå det eftertragtede. Det er ikke sådan at Jesus skaber de fisk Peter og de andre hiver op i bådene. De er der. Nede i vandet. Det helt centrale i det under vi er vidner til er ikke, at der skabes noget nyt og ukendt. Men at noget, som er der, men som er gået i stå, kommer i gang, og bliver til meget.

Fisken er der ved vi, men nu er der bare rigtig mange af dem. Hvad som sker for Peter ligner noget vi har set før. I bespisningsunderne fortælles om få brød og nogle fisk, som slet ikke er nok til at mætte alle de mennesker som sidder og venter, men uddelingen fortsætter, til alle er mætte.

Jesu undergerning er at kalde liv frem dér, hvor det tilsyneladende ikke er, eller der, hvor det er gået i stå eller blevet forkrampet.

Selvfølgelig bliver fiskerne og alle andre den dag slået af forundring over den kæmpe fangst. Først ingenting efter mange timers slid, og nu så mange at de må kalde den anden båd til hjælp.

Peter gør sig selv til synder i forhold til det som sker. Erklærer højlydt over for Jesus at han ikke skal komme han nær, for han er klistret til af synd. Det er måske lidt overdrevet, at han bruger den meget tunge selvbeskrivelse i forhold til det glædelige der sker. Peter har åbenbart behov for at kalde sig selv en synder, som om der var et eller andet han ikke havde gjort som skulle gøres.

Vi kender godt den følelse Peter her sætter ord på ved at kalde sig en synder. Den viden vi kan have med os selv, at vi kunne have gjort noget mere. I en moderne udgave kender vi til den som behovet for at være effektive. At vi skal nå det hele på kortere tid. Tiden er den samme, men der er blevet mere af det vi synes vi skal præstere. Livet er blevet til et præstations-helvede! Synden fortæller en gammel historie fra Adam og Eva, om at alt ikke beror på mig selv. Gør jeg mig selv til livet omdrejningspunkt, kan jeg være sikker på at komme til at føle synden. For så har vi lukket af for troen på, at der findes en himmel. Vi har kun os selv at falde tilbage på. Og det er vores egen skyld, når det går os skidt. Det kan vi ikke klare, og vi går til i skyld, angst og stress.

Peter burde have tænkt så snart Jesus sagde ”kast jeres garn ud”, at så kunne alt ske. Han der netop repræsenterede det gådefulde, uforklarlige, overraskende og ufattelige. Det er det, han skal tro. At der er noget mere til end det dennesidige.

Jeg tænker mig at det svarer til at vi vores hverdag ikke giver op på det vi hver dag skal gøre. Vi skal tage vare på det liv vi lever og tage ansvar for det der er vores opgaver. For mange af os, ja for de fleste vil jeg mene, handler det om at gøre de samme ting. Og det er ved at gøre disse ting – sørger for vore børn, lave mad, vaske tøj, passe det arbejde vi nu har – at livet hver dag begynder. Det begynder forfra i morgen igen.

Det er der ikke meget underfuldt over vil nogen sige. Ikke som Peter oplevede det med alle de fisk i båden. Nogle gange er et sådan at der skal overdrivelse til for fremme forståelsen. Det er hvad som er tilfældet med alle disse fisk. Som om Jesus tænker: nu skal jeg vise dig Peter hvad det er, der er så vigtigt; det er det liv du står op til hver dag, og skal sætte i gang som om hver dag en ny begyndelse; nogle dage er det nemmere end andre.

Det Jesus vil fortælle er, at Gud er dybt indfældet i det elementære og jordiske liv. Peter har fattet budskabet ved at kalde sig selv for en synder. Som om han var hævet op over hverdagen, og det med fiskene ikke betød noget og at han faktisk nær havde opgivet på det elementære. Og måske ligefrem ud fra den livstro, at tilværelsen i det elementære, som er den nære hverdag, har bare at makke ret som jeg vil. Og vil den ikke det, så kan det hele også være lige meget. Vi ved godt at der gør den langtfra altid, men vi kan ikke løbe fra den.

Jesus viser at Gud tager vare på os i det almindelige og lærer os, at det alt sammen handler om at tage vare på liv. I hverdagen med dens opgaver og gøremål, og sammen med mennesker vi har hos os. Det er så enkelt som når vi hører Paulus i dagens epistel sige: Endelig gælder det for jer alle sammen, at I skal leve i enighed og vise medfølelse, kærlighed, omsorg og ydmyghed over for hinanden. ⁹I skal ikke gengælde ondt med ondt og håne dem, der håner jer, men ønske dem alt muligt godt. Det er det, I er udvalgt til, så I kan få del i alt det gode, Gud vil give jer.

Med disse ord er vi inde ved det grundlæggende i livet. Det er de handlinger Gud genkender sig i, som den, der tager vare på skabelsen i stadige nye begyndelser. Han kalder nyt liv frem, som vi så det i alle de fisk der vrimlede i Peters garn.  Amen