Jesus sagde: Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig.

³⁷I må ikke være fordømmende over for andre, for hvis I er det, bliver I selv dømt. Tilgiv andre, og I vil selv blive tilgivet. ³⁸Giv, og I vil få. Hvis I giver rigeligt til andre, så vil I få rigeligt igen. De vil nemlig måle kornet op på samme måde, som I gør, ryste det godt sammen, presse det og give det til jer med top på.«

³⁹Jesus brugte en sammenligning: »Kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge to falde i grøften? ⁴⁰En elev står ikke over sin lærer. Først når han bliver udlært, er han på lige fod med ham.

⁴¹Og hvordan kan det være, at du ser splinten i din vens øje, når du ikke opdager bjælken i dit eget? ⁴²Hvordan kan du sige til ham: ›Lad mig tage splinten ud af dit øje‹ når du ikke ser bjælken i dit eget øje? Du er en hykler! Først må du fjerne bjælken fra dit eget øje, så du kan se klart nok til at fjerne splinten hos din ven. Lukas 6,36-42 

Det er altid godt og oplysende når religiøse sandheder gøres til noget erfaringsnært. Selvfølgelig handler religion om at forholde sig til Gud eller en spirituel verden. Men hvis det ikke også kan sige noget til os og den verden vi lever i mister det relevans.

Ordet religion stammer fra latin og betyder binding til det guddommelige. Når vi taler om os selv som religiøse tror vi, at der er kræfter eller magter, der er hellige, og som har betydning for tilværelsen både her på jorden og i det hinsidige.

For at tro skal give mening for os, skal vi kunne mærke at det har noget at gøre med det liv vi lever. I den forstand er kristendommen som religion særlig fordi Jesus som udtryk for Guds billede og vilje gør troen til noget der har med det liv vi lever at gøre.

Jesus siger i prædikenteksten: Vær barmhjertig, som jeres fader er barmhjertig. Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer -så taler det også til os i dag, selvom disse ord er nedskrevet for mere en 2000 år siden.

Vi er i erfaringernes verden, hvor vi alle længes efter barmhjertighed, vi fælder domme over hinanden – tænk på hvor meget det fylder på sociale medier – og vi kender alle til tilgivelsens befriende rum, men også hvor svært det er at tilgive. Tilgivelsen skal have vores opmærksomhed.

Om tilgivelsen Jesus taler om, skrev den jødiske tænker Hannah Arendt i en bog i 1958, at den opdagelse er det mest unikke i Jesu bidrag til tænkningen om mennesket. I sin bog er Arendt optaget af Jesu mageløse opdagelse af tilgivelsen, som ikke kun har betydning i en isoleret religiøs sfære, men den har gyldighed for hele samfundslivet. Arendt tanker om Jesu tilgivelse er vigtig, for den løfter tilgivelsen ud af kirkerummet og ind i sociale og mellemmenneskelige relationer.

Når Jesus taler om tilgivelsen kan være vi sikre på, at det ikke kun bliver ved ordene om tilgivelse. Jesus og hans tilhængere praktiserede også tilgivelsen i deres hverdag. Hvordan tilgivelsen skal praktiseres siger Jesus allerede ved at fortælle sine tilhørere og os, at vi skal ligne den barmhjertige Gud. Barmhjertigheden viser sig i tilgivelsen mellem et ”jeg” og ”du”. I en relation hvor der er opstået skyld. For det giver ikke mening at tale om tilgivelse, hvor der ikke foreligger skyld.

Sådan foregår det langt fra altid. I asymmetriske magtforhold mellem to mennesker tilgiver den stærkere den svage selv om denne aldrig har gjort noget. I en relation kan én bede den anden om tilgivelse, og tænke at så skal vi ikke tale mere om det som er sket.

Skal tilgivelsen give mening, skal der være en som er skyldig.

Er tilgivelsen mulig i alle situationer?

Kan jorden tilgive os, når vi ødelægger vores natur?

Kan mennesker i Ukraine tilgive de ødelæggelser som finder sted af deres liv og hjem?

Kan vi tilgive os selv?

Tilgivelse er en af hovedhjørnestenene i kristendommen. Alligevel eller måske netop derfor - er tilgivelse både som begreb så svær at få fat på og som handling svær at udføre. Hvorfor får tilgivelsen så stor en betydning i kristendommen og i de samfund og liv kristendommen kommer til at præge? Særligt den lutherske udgave af kristen troen som vi her i Danmark tilhører får skylden en central plads og dermed også tilgivelsen.

I dåben før bliver der talt om at det lille barn af Gud får skænket sine syndernes forladelse. Skyld behøver tilgivelse, men giver det mening at nævne det i dåben? Jakob og Vilde som vi døbte i dag er jo ganske uskyldige vil vi sige. Når vi hører ordet synd eller skyld, for det er det samme, så forstår vi det som et moralsk begreb. Så er synden eller skylden det, at personen har gjort sig skyldig i en handling.

I dåben skal synden netop ikke forstås som en konkret handling, men betegnelsen for et grundvilkår, vi alle er underkastet. At mennesket er en synder betyder derfor, at det både er offer for tilværelsens grundvilkår og en aktiv deltager i destruktion af liv. Anderledes sagt, vi er alle skyldnere fordi vi ved at leve har ansvar, og det ansvar kan vi ikke leve op til, og vi bliver skyldige.

Det giver ikke mening at tale om et uskyldigt menneske. Vi lever, træffer valg, tager ansvar, og mærker at friheden til at gøre det er en velsignelse, men også en byrde, fordi vi støder ind i vilkår som efterlader os med en skyld. Skyld betyder at vi må samtykke i vores skæbne, i det givne og dermed vinde friheden til at tage ansvar og handle.

Her kommer tilgivelsen ind som den stemme der møder dig i andet menneske, og fortæller at du er god nok. Det kan også være Guds stemme, der taler til dig og der fortæller at du altid er omfattet af Guds barmhjertighed, som er hans kærlighed.

Tilgivelsen er ikke kun ord, det er også handlinger, og det er det syn der ser på dig, og siger, at du er noget mere end det du gjorde. Vi ser at et menneske har foretaget et ærligt opgør med sig selv og det som personen gjorde sig skyldig i. Vi ser at det menneske er et menneske vi kan elske igen. Det er op til det menneske at tage imod den kærlighed som strømmer imod det. Skylden er ikke glemt, men tilgivelsen vil vise det menneske, at det er noget mere end sine skyldige handlinger.

Tilgivelsen er ikke kun den barmhjertighed som Gud har til os, og derfor skal vi også møde hinanden med barmhjertighed. Tilgivelsen er ikke kun Guds, men menneskers. Vi beder netop denne bøn i Fader Vor: forlad os vor skyld, som vi også forlader vore skyldnere.

Hvad vi taler om her hænger sammen med at forståelsen af tid  i middelalderen gik fra at være cirkulær til at være lineær. I den cirkulære forståelse af tid vender alt hele tiden tilbage i en fast rytme. Årstiderne er en cirkulær tid som vi ikke kan undvære. Når det gælder skylden har vi behov for at den ikke konstant møder os, og vi føler vi aldrig kan slippe ud af det.

Den lineære tid er den tid vi kender så godt. Delt i fortid, nutid og fremtid. Denne forståelse af tid betyder også, at den går én vej. Fortiden opbevarer vi i erindringen, men vi ikke har ikke mulighed for at ændre den. Den nådige forståelse af erindringen er at den fører mig tilbage til min Skaber, den barmhjertige Gud. Unådigt lader den mig huske mine handlinger og konsekvenserne af dem, som jeg ikke kunne overskue i det øjeblik jeg udførte dem. Det er den byrde af skyld som lægges på vores skuldre.

Her får tilgivelsen en afgørende betydning. Den befrier mennesket fra fortidens handlinger, det som gik galt, som jeg blev skyldig i. Tilgivelse fjerner ikke skyld, men gør livet nyt igen. Tilgivelsen retter sig ikke mod handlingen, for det jeg gjorde kan selvfølgelig ikke fjernes. Tilgivelsen er henvendt til mennesket og vil holde fast i relationen for at vi kan gå videre sammen ind i fremtiden.

I samtaler om tilgivelse med mennesker er det vigtigt at holde fast i, at der er forskel på Guds tilgivelse og menneskers tilgivelse. Den kristne trostradition siger at Gud tilgiver ubetinget og af ren nåde. Guds tilgivelse kan vi alle få uden der stilles nogen betingelser på forhånd.

Tilgivelse mellem mennesker er ikke noget der går af sig selv. Guds tilgivelse er et under, og et sådant under kan vi ikke kræve af et andet menneske. For det er at gøre den anden til gud.

Tilgivelse mellem mennesker kan være en langvarig proces. Et forløb som kan være fyldt af sorg skal bearbejdes og lyttes på. Der skal arbejdes og måske kan det blive til tilgivelse hos den som har såret og den som er blevet såret. Det kræver at vi ser på egne fejl og mørke sider, og ikke først begynder at lede efter fejl hos den anden.

Hvordan ville livet se ud hvis vi ikke havde tilgivelsen? Ville vi blive rystende skyldige mennesker der sidder fast i fortidens handlinger? Eller livet ville stivne i fastlåste holdninger, som ville hindre at vi kommer videre fra vores konflikter? Livet ville dreje nedad i hævnens og voldens spiral.

Tilgivelsen som Jesus taler, får et par betydningsfulde ord med på vejen, når Jesus siger Giv, så skal der gives jer.

For det er hvad tilgivelse kræver af os at vi giver os over til hinanden, og mærker hvordan livet letter når tilgivelsen sker. Den kommer som en uforudset handling, men med en vældig fornyende kraft. Amen