¹⁶Jesus sagde til ham: »Der var engang en mand, der ville holde en stor fest og inviterede mange mennesker. ¹⁷På festdagen sendte han en slave afsted for at sige til gæsterne, at det hele var parat, og at de skulle komme nu. ¹⁸Men den ene efter den anden fandt på undskyldninger. Der var en, der sagde: ›Jeg er ked af det, men jeg har lige købt en mark, som jeg er nødt til at se til.‹ ¹⁹En anden sagde: ›I må have mig undskyldt, men jeg har købt fem par okser, som jeg skal prøve at pløje med.‹ ²⁰En tredje sagde: ›Jeg er lige blevet gift, så derfor kan jeg ikke komme.‹ ²¹Slaven vendte tilbage og fortalte det til sin herre, der blev rasende. Han sagde til slaven: ›Skynd dig ud på gaden, og hent alle de fattige og lamme, halte og blinde mennesker, du kan finde.‹ ²²Kort efter kom slaven tilbage og sagde: ›Nu har jeg gjort, som du sagde, men der er stadig plads til flere.‹ ²³›Så gå helt ud i udkanten af byen og se, om du ikke kan få folk derudefra til at komme‹, sagde hans herre, ›så vi kan få huset fyldt. ²⁴Og jeg siger jer: Ingen af dem, der var inviteret i første omgang, kommer med til min fest.‹« Lukas 14,16-24

Det er ikke svært at forstå hvad Jesus fortæller i denne lignelse. Han talte tit i lignelser, og han vidste altid hvad han ville med sine fortællinger. Men aldrig sådan at det blev udtryk direkte og klart. Det er op til os at finde svaret.

Der inviteres til fest, flere siger nej, andre bliver inviteret, ja, hvad er det vi skal forstå. Opgiv dit eget for et øjeblik, for at være sammen med nogle andre. Forlad det som binder dig her, og gå med ind til festen, som måske vil åbne dine øjne for noget mere.

Vi kan bruge et par linjer fra 1. Johannesbrev (som vi læste før) til at få klarhed på hvad det er Jesus vil fortælle os: vi ved, hvad kærligheden er, fordi Jesus satte sit liv til for os. Nu er vi også forpligtede til at sætte livet på spil for hinanden.

Jesus satte sit liv til i sine møder med mennesker, og det endte som vi ved med døden, og han viste os at kærligheden netop handler om at sætte sit liv til.

Vi hører om en mand der ville holde en stor fest. Han vil gerne give noget af sit til andre. De skal have del i hans glæde.

Festen er en særlig form for tid. Festen sker midt i tiden, men har dog sin egen tid, hvor alt er på en anden måde end i hverdagens tid.

Der er intet sted som i festens tid, at vi kan mærke at her sker noget andet. Fest er selvfølgelig i sit enkleste udtryk glæde. Det er jo sjældent at man holder fest for glædens skyld, for at opnå en eller anden indre sjælelig lykkestilstand. Glæden ved at være med til en fest er igen afledt af noget andet. Der er altid en grund eller anledning til glæden.

Ligeså forskellige hverdagene er, sådan er det også med festerne. Man kan møde fester i utallige skikkelser. Men festens anledning er dog altid den samme: ved festen modtager man noget, man holder af. Festens glæde er en glæde over noget. Festen har rod ned i noget der har givet anledning til fejring og dermed til vores glæde. I glæden udtrykker vi vores kærlighed til noget. Vi giver os over til det vi er kommet for. Når vi fejrer en fødsel, barnedåb, bryllup, hjemkomst, så ligger der bag disse begivenheder, en konkret anledning til glæde og kærlighed.

Fester er glædesstunder som bryder ind i hverdagens tid, og som har deres anledninger, men som samtidig er steder hvor vi bekræfter livet. Derfor kan man altid mærke i dagene efter, at man har været til en god fest. Man kan leve på den stemning festen har sat én i. Og det smitter af på hverdagenes tid, at man har været til fest. Det sender én tilbage til hverdagen med fornyet kræfter, og hverdagen kan man gange tage farve af festens glæde.

Bag festen ligger der en stor bekræftelse af livet, af alt, hvad der er til, er godt, og at det er godt at være til. Festens anledning kan være et bryllup, en fødselsdag eller en anden glædelig begivenhed, men festens anledning, kan i den grad vokse til en glæde som bekræfter hele tilværelsen, som noget godt og elsket.

Hvem kender ikke til denne usigelige glæde der kan fylde én ved en fest, som breder sig fra den konkrete festlige anledning, og til at omfatte hele livet.

Vi hører hvordan indbydelsen til fest rækkes til forskellige mennesker, og alle takker de nej, fordi der er noget der er mere vigtigt for dem. Måske er disse personer kommet endnu mere tæt på os, end ham der indbyder til fest. Når vi skal alt muligt andet, og har så travlt med alt vort eget, har vi ikke tid til fest, og slet ikke når vi selv skal holde dem. Fester kræver at man lægger noget af sit eget til side. Det må skydes til side, for at der kan blive plads til det festen, vil fylde mig med.

Da det lød fra manden der ville holde fest: Kom, nu er alt parat; der var det, at de indbudte begyndte at undskylde sig med alt det andet, de havde så travlt med. Og det var uden tvivl vigtige ting, der skulle gøres. Vi kender det godt, det der med at undskylde os, fordi vi har travlt eller at noget andet er vigtigere. Festen fortæller ikke kun om at der er en begivenhed som skal fejres. Festen hvor mennesker samles fortæller også at vi har brug for hinanden. Festen fortæller om et rum hvor vi alle må slippe noget af vort eget. Vi må give os over til hinanden for at livet kan blive til. Dem siger nej til at være med til festen, siger også nej til at ville dele livet sammen med andre. Festen er et rum hvor vi må åbne os ud mod andre. Går man til fest og sidder i en krog og ikke vil deltage, mærker man at det er helt forkert.

Den skotske oplysnings-filosof fra det 1700-tallet David Hume fortæller denne afslørende historie hvad det er som sker når vi kun vil vort eget– Dit korn er modent i dag, mit vil være det i morgen. Det vil være profitabelt for os begge at jeg arbejder sammen med dig, og at du hjælper mig i morgen, men jeg har ingen venlighed over for dig og jeg ved at du har ligeså lidt over for dig. Jeg vil derfor ikke gøre mig nogen anstrengelse for dig, og skulle jeg alligevel arbejde fro dig med forventning om gengældelse, ved jeg, at jeg vil blive skuffet og at jeg således forgæves vil vente på din taknemmelighed. Således efterlader jeg dig så du må arbejde alene for du behandler mig på samme måde. Årstiderne skifter og vi mister begge vores høst i mangel på gensidig tillid og vished.

Lignelsen har et fint blik for problematikken i at give noget til andre. I lignelsen inviterer en mand til middag. Når vi inviterer gæster til vores hjem er det ikke kun for vor egen skyld, det er også ønsket om at gøre noget for andre. Vi slipper for et øjeblik vort eget og åbner op for verden. Vi kender glæden ved at kunne inviterer hjem til middag, hvad jo for øvrigt kræver overskud. Ikke bare økonomisk men jeg tænker mere på det mentale overskud, at min verden er mere end mig. Jeg vil gerne give noget af min tid og mig selv til andre. Min verden er befolket af andre som jeg er afhængig af. Jeg giver noget af mit til dig, og har selvfølgelig det håb at du vil komme og være med.

Alle føler ikke sådan. Vi ser nogle af de inviterede takke nej. Vi har mulighed for at takke nej til indbydelsen. Hvad de gør. Invitationer er til ulejlighed. De forstyrrer vore liv, også de nævnte personers liv i lignelsen, som er klar med en masse undskyldninger. Alle undskyldninger er i for sig gode nok. Ikke noget at udsætte på dem. Jordiske forhold – en mark, dyr og familie – vigtige forhold at pleje for at livet kan leves og have en fremtid for sig.

Vi skal ikke gøre alt selv, men give os hen. Lignelsen ønsker, at åbne vore øjne, for det som netop kommer frem i en invitation til fest, nemlig at livet er en gave.

For at komme derhen, må vi ofre noget. Vi lader noget af vores eget ligge, for at være dér, hvor alt er parat. Vi må for en tid slippe den meget menneskelige forestilling, at det er op til den enkelte at få tingene til at lykkes og blive til noget. Nu lyder der så en invitation fra en mand om at komme til fest. Du skal ikke en gang bringe din egen vin med, ej heller en ret mad, du skal bare tage imod og være tilstede.

Der er noget der skal ofres, gives afkald på. Der ligger en konflikt i dette valg. Skal jeg fortsætte med det jeg er i gang med, og vi er jo altid i gang med et eller andet. Eller skal jeg tage imod indbydelsen til fest, hvor alt er rede, og jeg tilbydes et rum for eftertanke. Det er et tegn på håb at sige ja til festen. At gå ud i et fælles rum sammen med nogle andre. Jeg viser at livet sker i mødet med andre. Livet kræver ofre, jeg må sætte noget af mit eget til side.

Lignelsen hjælper os ikke til en løsning, men gør det åbenbart at livet kræver ofre. Et offer som handler om at være sammen med nogle andre. At sætte livet på spil for hinanden. Der er en konflikt imellem alt det vi gerne vil, og hvordan vælge, når der nu er så mange tilbud.

Når der indbydes til festmåltid i de bibelske fortællinger, kan man altid være sikker på, at det er Gud som står bag. Sådan også i denne lignelse. Gud kalder for at give, for at fylde vore liv med alt det, der er hans; vi er optaget af vores eget og hører kun hans indbydelse som et offer.

Ja, her slutter lignelsen. Konflikten er ikke løst, men har vel snarere udstillet det menneskelige dilemma. Lignelsen kan slutte her, og resten er så op til os. Amen