Læsning fra alteret. 1. Johannes Brev 4,16b-21 (Bibelen 2020)

Gud er kærlighed, og den, der lever i kærligheden, er i Gud, ligesom Gud er i ham. ¹⁷Kærligheden har nået sit mål, når vi roligt kan stå foran Gud på dommens dag, fordi vi har levet her i verden på samme måde, som Kristus gjorde. ¹⁸Der findes ikke frygt i kærligheden, tværtimod. Ægte kærlighed jager frygten væk. Frygt hænger sammen med straf, og hos dem, der lever i frygt, har kærligheden ikke nået sit mål. ¹⁹Vi elsker hinanden, fordi han elskede os først. ²⁰Men hvis man siger, at man elsker Gud og alligevel hader de andre i menigheden, så lyver man. Den, der ikke elsker de andre, som han jo kan se, kan heller ikke elske Gud, som han aldrig har set. ²¹Det er Jesus, der siger, at den, der elsker Gud, også skal elske de andre i menigheden. AMEN

Dette hellige evangelium til 1. søndag efter trinitatis skriver evangelisten Lukas 16,19-31 (Bibelen 2020)

Der var engang en rig mand, der levede et liv i luksus. Han gik i det dyreste tøj og holdt fester hver dag. ^20-21Men lige uden for porten til hans hus lå der en fattig mand, der hed Lazarus. Det eneste, han tænkte på, var at spise sig mæt i resterne fra den rige mands bord. Han havde væskende sår over det hele og kunne ikke forhindre de omstrejfende hunde i at komme og slikke dem. ²²Så døde Lazarus, og englene kom og bar ham op og lagde ham i Abrahams skød. Den rige mand døde også, men da han var blevet begravet ²³og vågnede i dødsriget, havde han det forfærdeligt. Langt borte så han Abraham, der sad med Lazarus i skødet, ²⁴og den rige mand råbte til ham: ›Hjælp mig! Kan du ikke sende Lazarus herover, så han kan dyppe fingerspidserne i vand og fugte mine læber, for jeg er ved at gå til i flammerne.‹ ²⁵Men Abraham svarede: ›Kære ven. Husk, at du fik alt det gode, du skulle have, mens du levede. Lazarus fik det dårlige. Nu er det hans tur til at have det godt, mens du bliver pint og plaget. ²⁶Desuden er der en dyb kløft imellem os. Selvom vi ville, kunne vi ikke komme over til jer i flammerne, og I kan heller ikke komme herover.‹ ²⁷›Så vil jeg gerne bede dig om at sende Lazarus hjem til ²⁸mine fem brødre og advare dem. Ellers ender de også på det her forfærdelige sted.‹ ²⁹Men Abraham svarede: ›De har jo allerede Skrifterne. De kan bare læse, hvad der står i dem.‹ ³⁰›Det er ikke nok,‹ svarede rigmanden. ›Men hvis der kommer en til dem fra de døde, så vil de helt sikkert ændre deres liv.‹ ³¹Abraham svarede: ›Hvis de ikke vil høre på Moses og profeterne, lader de sig heller ikke overbevise af en, der er stået op fra de døde.‹« AMEN

PRÆDIKEN

Der er umiddelbart noget nådesløst over historien om Lazarus og den rige mand i evangelieteksten til denne søndag. Fortællingen er henvendt til ”de pengeglade farisæere”, og det er måske derfor, at tonen er hård og situationen fastlåst og uforsonlig…  

Uanset om vi betragter lignelsen fra den fattiges eller riges situation, så anfægter den os …

Det er en ringe trøst, at den fattige skal blive belønnet i døden. Det er hjerteskærende, hvor brutalt livet er for mange mennesker på denne klode: Den hjemløse på gaden i New York eller småbørnsfamilien i et skur uden for Calcutta. Fattigdom kan være nådesløs og ødelæggende. Den kan stjæle livsmod og anstændighed fra mennesker. Det er en ringe trøst at spise den sultne og fattige af med budskabet om, at alting skal blive bedre i døden eller i himmelen…

Det er svært at se meningen med, at den rige omvendt skal blive straffet i døden for ikke at have haft blik for den fattige og trængende – ikke at have delt ud af sin rigdom i livet. Selvom han har brugt sin rigdom til at klæde sig i det dyreste tøj og har levet hver dag i fest og pragt, så er det hjerteskærende, at han først i døden opdager, at det er for sent…   

Hvor er det evangeliske i denne historie?

Kan vi bruge sådan en lignelse i vores liv i et moderne samfund? Kan en tekst som denne sige noget meningsfuldt ind i vores samtid eller er den et levn fra en anden tid og et anden verdensforhold?    

Uanset om vi betragter lignelsen fra den fattiges eller riges situation, så er der ingen af dem, vi bryder os om at sammenligne os med. Der er ingen af situationerne, der er ønskelige eller misundelsesværdige. De er på hver sin måde udenfor og ensomme – enten i livet eller i døden…

Verden er fuld af modsætninger, skel mellem rig og fattig, kløfter mellem mennesker og situationer, der er fastlåste og uforsonlige.

Det kender vi fra vores eget liv og den verden vi lever i. Vi kender også til frygten for at være uden for de andres gode selskab – ensomme på den forkerte side af kløften.

Den frygt kan være nådesløs og ødelæggende. Destruere glæden og kærligheden til livet. Og det er frygteligt, når vi får det sådan. Vi spilder livet: Dage, uger, år – med destruktive grublerier, der skygger for alt det gode og alt det, vi får givet...

Når vi er der, så kan det næsten føles som om vi allerede er i de dødes rige. Fremmedgjorte og på afstand af det liv, vi har fået givet…

Måske er frygt den mest grundlæggende følelse hos mennesket. Der er en del historier om frygt og bange mennesker i Bibelen. Disciplene var bange på søen, de var hunderædde – også efter opstandelsen og i tiden efter første pinse. Så noget tyder på, at frygt også hører til det at være et troende menneske…

Når frygten melder sig hos mig, så glemmer jeg, at vi alle ER kaldende ind i Guds kærlighed. Jeg bliver i tvivl, om det er sandt. Det er som om troen på, at jeg ER favnet i Guds kærlighed, og frygten for alt muligt nærmest slås i mit indre.

Jeg tror egentlig ikke, at det helt er muligt at overvinde frygten, men jeg tror, at god medicin mod frygt er kærlighed…

I første Johannesbrev, som jeg læste fra alteret før, står der, at ”der findes ikke frygt i kærligheden, tværtimod. Ægte kærlighed jager frygten væk”. Det er smukt…

Johannes skriver om at have et nært forhold til Gud og til hinanden. De dage, hvor jeg kan tro uden anfægtelse, kan jeg stole på, at vi mennesker er elskede af Gud. Og så kan jeg lade frygten ligge og vide, at jeg ikke skal leve i frygt for andres domme over mig, min egen dom eller den endelige dom, for jeg er elsket.

Det er måske ikke det, der står klarest i evangelieteksten i dag, hvor lignelsen om den rige mand og Lazarus anfægter os eller forstyrrer os…

Det er som om, der mangler en frelser, der kan slå bro mellem kløfter og forsone og forløse fastlåste situationer…

Det hører vi så tit om i lignelserne især i Lukasevangeliet. Der er tit en, der griber ind og redder det fortabte: Hyrden, der går ud og finder det fortabte og vildfarende får eller kvinden, der leder med lys og lygte efter den tabte mønt. Faderen, der løber sin fortabte søn i møde…

Så har vi ikke noget at frygte…

Jesus kendte selv til frygt. Han har selv stået og bedt for sit liv i Getsemane Have, og han har selv råbt min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig. Men han beviste med sit eget liv, at kærligheden er stærkere end frygten. Han gik ind i frygten og mørket for at overvinde døden…

Han har gået igennem det hele for at forløse den fastlåste situation. For selv på korset pegede han på kærligheden. Ikke kun ved at tilgive sine egne bødler, men også ved at opfordre os til at søge fællesskabet med Gud og med hinanden…

Det er det, der er nåden: At korset ophæver alle modsætninger. Her bliver de til relationer i stedet for afstande, der ikke kan overvindes eller forsones…

Lever og dør vi i Guds kærlighed, så har vi ikke noget at frygte, så kan vi være frimodige på dommens dag. Og vi kan leve frimodigt med blikket rettet mod vores næste og det liv, der er lige foran os her og nu – hver dag!

Det er derfor, vi har brug for at høre lignelsen og evangeliet igen og igen - også de søndage, hvor vi synes, at de er anfægtende, forstyrrende og fremmed.

For lignelsen minder os om, at sand kærlighed sætter sig spor i vores måde at omgås andre mennesker på. Og her er den rige mand eksemplet, som ikke er til efterfølgelse…

At tro, at Vi ER favnet af Guds kærlighed. At tro, vi alle er kaldede ind i Guds kærlighed. Det er ikke et budskab eller levn fra en anden tid – et fremmed og fjernt verdensforhold. Men det er et budskab, der forandrer vores verdensforhold, vores væren-i-verden her og nu.  

For kristen tro er at være tro mod og lydhør overfor det kald til omsorg, der lyder fra verden omkring os og fra vores medmennesker.

Der, hvor jeg pludselig stopper op og lytter, hvor jeg lader mig nå af noget, der ændrer mit åndedrag sig, selv min hjerterytme, min hudmodstand, og frigivelsen af hormoner forandrer sig. Vi reagerer på påkaldelsen, vi gør noget med den, og præcis der føler vi os levende (Hartmut Rose i Demokrati har brug for religion)

At leve frimodigt med blikket rettet mod det liv, der er foran os, betyder først og fremmest at vi ser vores medmenneske med kærlighedens øjne i stedet for med frygtens…  

At være lydhør overfor vores medmenneskers kald: Høre dem og se dem, som de virkelig er, og ikke, som vi kunne ønske os, at de var. Dernæst må vi lade det, som vi hører og ser, røre os, så vi skænker ud af vores overskud og overflod. Det er det, som livet i Kristus – livet i kærligheden – føder i os. Præcis der (i det glimtvise øjeblik) føler vi os levende. AMEN