^{Jesus sagde: 6}Når jeg er hos min far, vil jeg sende Helligånden i stedet, for den kommer fra ham. Den vil bekræfte, at jeg er Guds søn. ²⁷I skal også bekræfte det, for I har været med mig fra begyndelsen.« »Jeg siger de her ting til jer nu, for at I ikke skal miste troen på mig, når det sker,« fortsatte Jesus. ²»Man vil udelukke jer fra synagogerne, og dem, der slår jer ihjel, vil tro, at de gør det for Guds skyld. ³Det vil de tro, fordi de aldrig har lært mig eller min far at kende. ⁴Jeg fortæller jer det, for at det ikke skal komme bag på jer, når det sker. Jeg har ikke fortalt det fra begyndelsen, for jeg har jo hele tiden været hos jer. Joh 15,26-16,4

Der er noget som skal fortælles inden afskeden. En afsked har brug for ord med på vejen. Når vi forlader hinanden viser vi det med ord og med kroppen. Ordet far-vel fortæller hvad vi ønsker for hinanden – far-vel er et ønske for den anden ”gid det må gå dig godt”. Vi har været sammen en stund, talt om vigtige ting, måske, eller bare nydt et samvær med et menneske, og vi gav hinanden rum til at være.

Jesus er i gang med at forlade disciplene og denne verden, med et ønske om, at det han har fortalt, vil blive husket. Jeg fortæller jer det, for at det ikke skal komme bag på jer, når det sker. Jeg har ikke fortalt det fra begyndelsen, for jeg har jo hele tiden været hos jer.

Det er et intenst øjeblik vi er vidne til. Et rum af nærhed og fortrolighed, hvor én skal forlade gruppen, og Jesus ønsker at dette rum og hvad her siges, at det vil de mindes når han er borte.

Vi er som I kan tænke jer tilbage i tiden, på vej mod påske og Jesu død. Der skal tages afsked, og enhver afsked rummer sine særlige budskaber, for at det vi havde sammen ikke må glemmes, men blive til lærdom og visdom i tiden efter.

På den måde er enhver gudstjeneste som nu et erindrings-fejrende møde med os og den fred Jesus vil give os. Vi bliver mindet om et møde som fandt sted for tusinder af år siden, og som stadig finder sted i dette øjeblik.

Det er ikke anderledes end de møder og samtaler vi selv kan tænke tilbage på med mennesker. Møder som var vigtige og med indhold, som vi erindrer os og mærker at det rummede noget særligt. Måske er den vi talte med ikke længere levende, og det gør ikke mindet svagere, snarere tværtimod.

Og for det menneske som snart skal dø er det altgørende at tage afsked. Og tale de sidste ord til sine mennesker. Et smukt eksempel på en afsked var den danske filosof Lars Henrik Smiths ord som faldt i et interview med ham: Du er værd at elske, for Jesus elsker dig, selvom du ikke føler dig set eller elsket af andre. Det betyder samtidig, at du altid skal behandle den anden som en, der er værd at elske. Den anden er guddommelig. For han eller hun er jo også et menneske, som Jesus elsker. Vores fællesskaber hviler på, at vi kan sige det. At alle er elsket. Og det, der virkelig virker trøsterigt, når man selv er på kanten eller skal forlade verden, er, at man er elsket og har været elsket.

Erindringen om at være elsket.

Der gives intet menneskeligt liv uden erindring – uden den erindring om noget, som også andre levevæsener kender til, og uden det at erindre sig, som særligt kendetegner os mennesker.

I centrum af det kristelige liv står gudstjenesten, i centrum af gudstjenesten evangeliet, i centrum af evangeliet det, som Gud gennem Helligånden gør for mennesket i Jesus Kristus. Det bliver der i enhver gudstjeneste erindret om gennem ord, dåb og nadver, der bliver fortolket i læsninger, bønnen, bekendelsen, salmer og prædiken.

Jeg fortæller jer det ….siger Jesus. Det græske ord som brugs her er ”mimneskein” og betyder minde eller ihukommelse som vi hører det i nadverindstiftelsen. I enhver afsked er der noget der skal siges og huskes. Kan vi ikke alle huske at vores forældre eller bedste forældre har sagt noget i den retning til barnet; om ikke at glemme men huske på, fordi den ældre med sin erfaring og refleksion over livet gerne vil bibringe den yngre en viden, som det kan bruge i sit liv. Og vi gør det selv når vi  får børn eller møder børn, fortæller dem hvad vi har med af historie og erfaring, for at de skal huske det og måske erindre og forstå det, når de kommer til at møde de samme erfaringer.

Uden erindring kan vi da heller ikke tale om et menneskeligt liv. Det er derfor der skrives i historie og vi altid har været optaget af historie. Det fortidige som er sket kunne man jo tro var uden interesse, fordi det netop er passeret, umuligt at ændre på. Vi kan i hvertfald lave en skelnen mellem fastholde noget i erindringen, og det vi husker, forbliver hvad det er, og jeg bliver den jeg er. Den, der erindrer sig noget, åbner for at fortiden har betydning for nutiden. Det erindrede hives ud af glemslen, og der huskes hvad der er sket, men det får en ændrende indflydelse på livet. Det er erindring som det jeg ikke kun husker for hvad der skete, men også det som får betydning for mit liv nu. Ikke sådan at jeg bagefter er væsentlig anderledes, véd blot mere om mig selv end før.

Den franske forfatter Jean Marie Le Clezio skriver om hvad erindringen gør ved os, ikke bare noget vi husker, men det som altid gør noget ved os. Han taler om mindet som noget konkret. Det er et stof, en lang fiber som rulles omkring virkeligheden, knytter den til billeder fra fjerne tider, forlænger vibrationerne og forplanter dem til kroppens nervesystem.

Det lyder jo meget fint, men det er noget vi alle har mærket, når vi ser et billede eller husker noget der skete for os eller nogen vi holder af, og vi sendes tilbage til da det skete – en ferie vi var på, en fest, samtale med et menneske – og vi ikke bare genkalder os stemningen men føler med kroppen hvad vi mindes.

Erindringen bærer vi alle rundt på. Og det kan være både glædeligt og smerteligt. Holocaust offerne fra KZ lejrene under 2. verdenskrig føler at mindet om det forfærdelige der skete, aldrig slipper dem.

Jeg fortæller jer det, for at det ikke skal komme bag på jer, når det sker. – Det som skal ske er at han skal forlade dem, men de mister ham ikke, for Helligånden vil Gud sende i stedet. Ånden er også det vi mindes, når vi har mistet et menneske. For vi siger måske en dag vi er samlet, at vi skal huske at gøre noget i mors eller fars ånd. Det er i mindet om den døde, at vi pludselig opdager en skaberkraft som genetablerer en forventning og et håb.   

Helligånden er den store erindrer. Som den gamle mormor familien mindes som den der stadig er levende i blandt dem med sin ånd. Den visdom og ro som udgår fra hende til de levende.

Jesus tager afsked i dag med sine disciple og verden.

I den afsked ligger jo også at det ikke kun er os der skal huske på noget, men at vi bliver husket.

Vi skal tænke på, at der bliver tænkt på os. Nadver indstiftelsens ord slutter med til ihukommelse af mig – er det tydeligt at nadveren er mødet med den Jesus som bad os huske, men kun fordi han aldrig havde tænkt sig at glemme os. Du bliver ikke glemt, også selv om du glemmer.

Det fortæller hvad en gudstjeneste er til for: vi forlader hverdagens verden og går ind i kirkens rum for at lade os erindre om, hvem vi er, hvordan vi er blevet til det, vi er, og hvor vi skal hen. Det fortæller os, at det ikke er os, der skal huske på noget, men at vi bliver husket.

Det er hvad den hellige ånd skal minde os om: Du bliver ikke glemt, også selv du glemmer. Amen