¹⁴Til sidst viste han sig for de 11 disciple, mens de sad og spiste. Han skældte dem ud, fordi de ikke troede på ham og ikke ville høre på dem, der havde set ham, efter at han var stået op fra de døde. ¹⁵Så sagde han: »I skal rejse ud og fortælle om mig til alle mennesker i hele verden. ¹⁶Den, der tror på det og bliver døbt, vil blive frelst, men den, der ikke gør, vil blive dømt. ¹⁷Det vil være let at genkende dem, der tror på det, for der sker mirakler omkring dem. De uddriver dæmoner på mine vegne og taler i tunger. ¹⁸De rører ved slanger med de bare hænder og drikker dødbringende gift, uden at det skader dem. De lægger også hænderne på syge mennesker og gør dem raske.« ¹⁹Da Jesus var færdig med at tale til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig til højre for Gud. ²⁰Så tog disciplene afsted og fortalte om ham overalt. Jesus hjalp dem, og ved hjælp af alle miraklerne bekræftede han, at det, de sagde, var sandt. Marlkus 16,14-20 

Hvad skal vi med himmelen? Vi går under den hver dag. Nogle gange er den blå og klar og indgyder håb, andre gange mørk og truende. Himlen ligger over os som et dække.

I gammel tid levede mennesker med himlen som et overdække over livet på jorden. I bibelens skabelsesberetning bliver himmelen kaldt for hvælvingen. Formet som himlen er efter jordens krumning. Kirkerummene har fra tidlig tid skabt hvælvinger til at fortælle mennesker om, at Gud hvilede i sin himmel. Kirke-hvælvingerne skal give os en følelse af at være under en beskyttende kærlighed.

Efter skabelsen af himlen som en hvælving, fortælles skabelsen fortælles færdig, og er nu alene optaget af hvordan jorden fyldes ud med liv. Himlen er der ikke mere at sige om.

Himlen er sit eget rum, noget for sig selv, hvad forfatteren til Prædikerens bog tydeligt bekræfter, når han skriver Gud er i himlen, og du er på jorden.

Pointen er at himlen er på et andet virkeligheds niveau end jorden. På jorden lever vi og gør vores til at indrette os med de vilkår som er tilstede. Himlen hviler over os som en tryg baldakin. Og det skal vi se i relation til livet på jorden, hvor vi til tider må kæmpe med en kaotisk verden. De forudsigelige bevægelser af stjerner og planter, den regelmæssige vekslen mellem dag og nat, månens dukken op og forsvinden igen, viser mennesker at der er en orden i universet. Og det er der jo langtfra altid i livet. Her går det op og ned.

I dag tager vi på ture i rummet – og vi skal lægge mærke til at rum, rummet, det ydre rum, har erstattet ordet himmel. Det fortæller noget om menneskets lyst og behov efter at sætte nogle rammer om dette ufatteligt store univers, som ligger derude. Rum kan vi udforske og tage i vores magt. Et rum er en afgrænset størrelse. Universet er uendeligt som én af apollo astronauterne udtrykte det efter at have gået på månen. Og udbrød da han kiggede på det lille runde kugle i det gigantiske univers: i dette uendelige rum må en skaber have sat vores lille verden.

I Markus evangeliets slutning hører vi at Jesus viser sig for sine disciple en sidste gang efter sin opstandelse, taler med dem, og da han var færdig, blev han taget op til himlen, og satte sig til højre for Gud.

Det fortæller os at Jesus har al magt i himlen og på jorden.

Så véd vi det – at der er én Gud i himlen som sammen med sønnen, der har levet det jordiske liv, indgiver os den tillid, at vi har et menneske der altid er hos os.

Himmelfarten kan vi kun forholde os til i tro. Det nemmeste er at sige, at det er usandsynligt og uvirkeligt. Med troen må vi gribe ham om hvem det fortælles, at han brød tid og rum.

Det er mere en trossag end noget vi kan forholde os til med vores intellektuelle evner. En himmelfart vil let falde til jorden i en videns baseret argumentation. Som vil lyde noget i retning af? – Hvordan kan det lade sig gøre? Hvor sidder Jesus henne? Det er naturstridigt. Himmelfarten skal vi nærme os med troen. Jesu opstigen til de himmelske sfærer gør, som troen altid skal, holde en våge i isen åben.

Himmelfarten er nok vild set med vores øjne, uforståelig vil nogen sikkert sige, for hvad skal vi dog med en fortælling om en mand der fór til himmels. Vi skal glæde os over at med sin plads i himlen er Jesus til stede overalt. Det er en fysisk udvidelse af hans kærlighedsrum. Den store kærlighed som vi Jesus mødte mennesker med da han levede. Den kærlighed bryder alle love, også fornuftens og forstandens. Det er den kærlighed vi alle kender til, når vi stadig elsker dem vi har mistet og savner, og ikke kan give slip på.

Løb Jesus ikke bare sin vej, da han fór til himmels? Skal vi bare stå med tomme hænder – uden tro og uden håb? Var Jesus et kort lysglimt på jorden som tændtes julenat og levede en kort tid. Nej, for hvad var det han sagde til sine disciple lige inden han fór afsted. Hans sidste ord er en dyb kærlighedserklæring til sine venner: I skal rejse ud og fortælle om mig til alle mennesker i hele verden. ¹⁶Den, der tror på det og bliver døbt, vil blive frelst, men den, der ikke gør, vil blive dømt. 

Kristendommen er med sin tale om det himmelske i den forstand aktuel og nærværende, for det himmelske troner altid over os. Himlen er ikke kun som vi har hørt fra naturvidenskaben det store og kolde verdensrum, er udvider sig uendeligt. Vi ved at sådan ser der ud i verdensrummet bagved himlen, men med troens øjne bliver himlen til mere end blot et koldt rum, det bliver det sted hvorfra Gud sendte sin søn til jorden, og hvor han nu med den menneskelighed vi har lært at kende hos ham, sidder med al sin kærligheds magt. Nemlig den kærlighed han gang på gang viste sig i stand til at ændre menneskers liv med. Nu en himmelsk kærlighed, der omfatter os alle. Ikke kun en palæstinensisk himmel, men den himmel vi alle kan kigge op i.

Det himmelske skal forstås meget bogstaveligt, som det der er over os alle og dækker os alle. Det er her og nu. Det er som disciplene mødte det i velsignelsen en meget personlig tilkendegivelse af evig samhørighed med Gud.

At Jesus er i himlen er en anden måde at sige på, at han er i alt og i os alle. Han er der oppe for at vi skal blive her.

Derfor hører vi at de med glæde forlod det sted hvor Jesu steg til himmels. I Apostlenes gerninger får vi tilmed den lille men geniale pointe med, at der ved siden af disciplene står to mænd i hvidt tøj. Altså to engle. Hvorfor står I her og stirrer op i luften?  siger de til disciplene der længe har haft deres øjne vendt mod det himmelske.

Jesus er blevet taget op til himlen af Guds stærke kærlighed, og vi er her på jorden. Der er et liv der skal leves. Det er her nede på jorden det foregår. 

Vi kan flygte ind i det himmelske, drømme os væk fra hverdagen, men det er her på jorden vi skal leve og løse vore problemer. 

At de forlader dette sted er begyndelsen på kristendommens udbredelse. Nu er der ikke længere nogen grund til at tilbede Jesu og Gud ét bestemt sted, for de er nu sammen i himlen, der troner over os alle. Han er med os alle vegne. Amen