Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes 16,23b-28 (Bibelen 2020) 

min far vil give jer alt, hvad I beder om, når I bruger mit navn. ²⁴Det har I ikke gjort endnu, men det skal I fra nu af. Når I beder, vil I få det, I beder om, og I vil blive fulde af glæde.

²⁵Indtil nu har jeg talt i billeder til jer, men der kommer en tid, hvor jeg i stedet åbent vil fortælle jer om min far. ²⁶Den dag skal I bruge mit navn, når I beder til ham. I kan tale direkte til ham, og derfor behøver jeg ikke bede til ham på jeres vegne.

²⁷Han elsker jer nemlig, fordi I har elsket mig, og fordi I tror på, at jeg er kommet fra ham. ²⁸Jeg kom fra min far til verden, og nu forlader jeg verden igen og tager tilbage til min far.« AMEN 

Prædiken 

Jakob blev nu alene tilbage, fortælles det i teksten, jeg læste fra alteret. Det er natten før, han skal gense Esau – sin tvillingebror…

Vi ved, at Jakob tidligere har snydt sin bror fra førstefødselsretten ved at tilliste sig deres far, Isaks velsignelse. Det er ikke så sært, at Jakob er bange og frygter gensynet med Esau den næste dag. Han frygter Esaus vrede…

Jakob har vel dårlig samvittighed og tynget af skyld. Mon ikke også det er det, han kæmper med…

Jakob er i kamp lige til solen er ved at stå op og det bliver lyst. Det er en kamp på liv og død, får vi indtryk af. Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig, siger Jakob.

Bønnen om velsignelse springer ud af hans kamp med sig selv. Den tryglende, indtrængende bøn.

Men hvem taler han til og hvem kæmper han med? Hvad hedder han? Og hvor kommer velsignelsen fra?

Vi ved, at det er Gud, men der er noget gådefuldt ved mødet mellem Jakob og Gud – en kamp midt i nattens mørke.

Selvom Jakob ikke forstå det hele, så skubber han ikke Gud væk og Gud skubber ikke Jakob væk – de holder nærmere fast i hinanden og der sker noget der i kampen, imens Jakob indtrængende beder om velsignelse.

Sådan kan bønnen være som en kamp og en velsignelse…

Jeg tror, det er vigtigt, at vi også tør tænke på bøn som en kamp, som vi ikke behøver at gå sejrende og ranke ud af – men kan halte forvirrede og forslåede afsted fra – og være velsignede alligevel…  

Der er mange eksempler i bibelen på mennesker, der protesterer, råber, græder og klager – kæmper med Gud i bøn.

Og på samme måde kender vi til at kæmpe i mørket med forskellige vanskeligheder i vores liv, som vi ikke kan få hold på og som fylder os med en eksistentiel uro – måske især i natten.

Vi har alle vores jakobskampe. Nætter, hvor anfægtelserne er store og meningen med livet forsvindende lille. I det mørke beder vi til Gud. Måske er kernen i vores bønner dybest set ønsket om at være under Guds velsignelse.

Nogen gang er det som om, Gud skjuler sig i mørket - er uigennemskuelige – og som om han nærmest vil slås med os.

Jeg tror, at der i det møde, som bønnen er, sker en forandring eller en forvandling med os: At vi indser vores afmagt og må have tillid til Gud?

Og i den forandring gives vi nye mulighed for at bære det liv, som før syntes helt umulig at bære? Det er en velsignelse, som vi ikke skal kæmpe for…

Søren Kierkegaard beskriver meget smukt i sine opbyggelige taler, hvordan den bekendende er som det susende og brusende hav, der fortvivlet forsøger at spejle himlens billede.

Men hvor meget havet end anstrenger sig, så kan det ikke tvinge himlens spejl ned i sig. Først når havet bliver stille og tyst, synker himmelens billede sig ned i den blanke flade, i det intet, og videre ned i dybet. I bønnen handler det ikke om, at den bedende sejrer, men at Gud sejrer i den bedende. Den bedende bliver til intet for Gud, lyder det mærkeligt?

Men kristendommen handler dybest set om personlig afvikling, afvikling af begær rettet mod vores egne behov og indsættelse af Guds fylde og næstens fordring… (det er en af essenserne i Søren Ulrik Thomsen digt hjemfalden)

Jesus er selv et godt eksempel på det. Natten før langfredag, da Jesus var dødsensangst og bad til Gud om at blive fri for den lidelse, der ventede ham. Dog ikke, hvad jeg vil, men hvad du vil, Gud! Vi ved ikke, hvad Gud svarede ham, da han indtrængende bad, der i mørket.

Men vi ved, at der skete noget i det møde med Gud, som bønnen er – at Jesus fik mod og kræfter til at være i langfredag – i tvivlen, lidelsen, ensomheden og døden…   

Og det er lige her, vi er i evangelieteksten til i dag. Vi er midt i en af afskedstalerne, som Jesus holder for sine disciple, inden han skal korsfæstes langfredag. Vi er lige før, han beder sin bøn.

Jesus fortæller disciplene, hvad der skal ske, når han ikke er her mere. I afskedstalerne giver han disciplene et håb og en fremtid (– så de kan gå velsignet ud i livet)

Jesus peger på bønnen i hans navn: Min far vil give jer alt, hvad I beder om, når I bruger mit navn.

Han siger ikke: Min far vil give jer alt, hvad I beder om! Han siger: ’Min far vil give jer alt, hvad I beder om, når I bruger mit navn’.

Vi kender det navn…

Når vi beder i Jesu navn, er det ikke en fremmed Gud, vi beder til. Vi kender Gud gennem Jesus Kristus, der har vist os en kærlighed, som vi er ude af stand til at begribe – men som vi kan gribes af. En kærlighed, der holder os fast og gør os uadskillelige.

For vi er døbt i det navn – skænket en velsignelse allerede og givet et løfte om, at Gud er med os alle dage. Det er et løfte om nærvær i det liv, vi lever. Gud vil være hos os i kampen, i nederlagene, i vores haltende og uperfekte liv og i døden – helt til verdens ende…  

Vi må have tillid til, at Gud hører vores bøn. Det er ikke sikkert, at det sker, som vi allerhelst vil have det. Og Gud kan virke fjern og fraværende. Vi kan blive kede af, at det hele ikke blev, som vi bad om, og andre gange er det måske godt det samme.

Det får mig ikke til at holde op med at bede, for bønnen er lige så livsnødvendig som at trække vejret. Og selv når mit liv ikke blev, som jeg bad om, så sker det, at bønnen flytter mig et andet sted hen, hvor det er muligt at finde fred og glæde alligevel…

Dybest set handler vores bøn om, at vi tør tro, at der også for os må være en fremtid og et håb…

Velsignelsen er, at vi modtager langt mere end vi har fantasi og forstand til at bede om og må -uden at forstå alt - gå med den velsignelse ud i livet.

Ud i den gådefulde verden, der både rummer det vidunderlige og forfærdelige, glædelige og sorgfulde, men aldrig er en verden og et liv uden Gud. AMEN