Lørdag aften, så snart sabbatten var forbi, gik Maria Magdalene, Salome og Maria, Jakobs mor, ud for at købe duftende olier til at gøre liget i stand med. ²Tidligt søndag morgen, den første dag i ugen, skyndte de sig afsted ud til graven, mens solen stod op. ^3-4»Hvem skal vi få til at hjælpe os med at rulle stenen væk fra indgangen til graven?« spurgte de hinanden, for det var en meget stor sten. Men da de kom derud, så de, at stenen allerede var rullet til side. ⁵De gik ind i graven og blev chokerede, da de så en ung mand i hvidt tøj sidde i den højre side af graven. ⁶»I skal ikke være bange,« sagde han. »I leder efter Jesus fra Nazaret, der blev henrettet på et kors, men han er ikke her; han er stået op fra de døde. Se! Det var der, de lagde ham. ⁷Nu skal I gå hen til hans disciple, først og fremmest Peter, og fortælle, at Jesus er taget i forvejen til Galilæa. Dér skal I møde ham, sådan som han har sagt til jer.« ⁸Kvinderne gik ud af graven og flygtede derfra, rædselsslagne og ude af sig selv. De fortalte ikke noget til nogen, for de var bange. Markus 16,1-8

Kristus er opstanden! Han er sandelig opstanden! Det er den udbredte morgenhilsen, som troende i de ortodokse kirker hilser hinanden med påskemorgen. Og med den hilsen er det væsentlige ved påsken allerede sagt.

Og vi undres over dette under, og nogle vender sig mod den tanke, at Jesus der hang på et kors og døde af det, nu er opstået fra de døde.

Jeg bliver altid glad og lettet når jeg læser Markus evangeliets sidste kapitel. Hans beretning om hvad som skete efter korsfæstelsen. Markus er solidarisk med opstandelsens under, at det netop er et mysterium, som ikke er til at forstå. Nær sagt tale om. Ikke et ord kom ud af kvindernes mund. Men tale må vi.  

Mere end to tusinde år efter med kvindernes besøg ved graven korsfæster Markus, så at sige menneskets lyst og krav om at forstå det som er sket.

De tre kvinder Maria Magdalene, Salome og Maria, Jesu egen mor, er befriende i deres uforstand i forhold til opstandelsen. De er slet ikke sporet ind på dette om opstandelsen. For dem er Jesus kun et lig, og de er på vej ud til graven for at behandle et lig sådan, som man skulle efter jødisk skik. Deres forventning er at finde en død Jesus.

Det er en smuk morgen som kvinderne er stået op til Tidligt søndag morgen, den første dag i ugen, skyndte de sig afsted til graven, mens solen stod op.

Solen er på vej op, mens de er på vej ud til graven, og disse sanse oplevelser af naturen skal minde os om, at Markus er forfatter. Mon ikke at Markus skriver om solen der stod op, fordi det også spiller på Jesu opstandelse?

De 3 kvinder er i en særlig stemning af fælles sorg over det menneske de har mistet, men pligten kalder på dem. Mennesket har altid taget vare på sine døde. Omsorgen for vores døde går på tværs af alle kulturer. Begravelsen skal gøres færdig og derfor har kvinderne købt duftende olier til at smøre den døde krop med. Noget skete da de var ude ved graven, som efterlod dem målløse. Den kortfattede slutning hos Markus, som efterlader kvinderne og os svævende frit i luften.

For de var bange står der som det sidste. Det er en meget mærkelig måde at slutte en bog på. De tre kvinders vandring ud til graven og deres samtale undervejs om hvordan de mon skal få rullet den store sten væk fra graven bevæger sig i en almindelig fortællende stil. Markus fortæller om noget vi alle kan sætte os ind. Nemlig hvordan får vi løst noget vi har hele tiden godt har vidst skulle løses på et tidspunkt. Vi har været ude for et eller andet, men er ikke i øjeblikket hvor det sker, klar over hvad der senere kan blive af udfordringer.

Kvinderne havde efter korsfæstelsen været vidner til hvordan Jesus blev lagt ind i gravhulen og stenen rullet for. Mens de går ud til graven dukker stenen op igen, nu ikke blot som en konstatering, men som en forhindring for at de kan salve den døde med de duftende olier.

Livet og verden er stadig Guds gode skaberværk, den dag kvinderne går mod graven og solen er på vej op. Solens opgang i øst fortæller om dengang Gud skabte lys og liv ud af mørket. Grundlæggende er vores verden god. Gud er i den. Den rummer som sin kerne ly, liv og glæde.

Dog ved vi at kvinderne bærer på en stor sorg. Solens klare lys kan ikke fjerne at de også bærer på død og mørke i deres indre. Vi ender ude ved graven, stenen er rullet fra, graven er tom, en engel lignende person møder kvinderne. Markus fortæller i deltaljer om hvad som sker derude ved graven og budskabet om opstandelsen løber til slut ud i kvindernes tavshed.

Tavsheden overfor et mysterium, der er for stort til at selv sproget kan rumme det. Der er ikke sket noget lignende før, og vi finder det stadig vanskeligt at håndtere, fordi der heller ikke er sket noget lignende siden.

Hvad stiller vi op med den tomme grav og fortolkningen af tomheden som et håb om noget mere end afmagten vi mærker i døden?  Den tyske filosof Heidegger mente at det mest grundlæggende, man kan sige om tilværelsen, er, at vi skal dø. Det har han ret i, for det er en viden om livet vi alle ved og må acceptere. Det er mere grundlæggende at konstatere, at vi faktisk lever nu er og her! Man skal have levet først for at kunne dø! Det er derfor vi sørger når vi mister et menneske. Vi ved at døden er uafvendelig, og at det liv jeg har livet sammen med et andet menneske, ikke kommer tilbage.

Ender det ved graven og så er der ikke mere at sige? Jo, det ender også for kvinderne ved graven. Den grav Jesu blev lagt ind i dagen før. Men tomheden fortæller om den tomhed de føler i afsavnet og smerten efter Jesus, men i tomheden møder Gud os. Fordi Gud i sig selv netop ikke er det vi kan få hold om. Det svarer til dengang Gud i sin skabelse af livet svævede over mørkets vande som en ånd, der kaldte lyset og livet frem.

Den tomme grav er et afgørelsens øjeblik. Det er troens sted, hvor vi må beslutte os for om vi vil gå med ind i den vilde tanke, at noget afgørende nyt sker.

Løgstrup den store danske teolog var i en kort årrække præst på Fyn, og måtte i 1969 stå for begravelsen af sit 14 måneder gamle barnebarn. I sin tale overvejer hvad opstandelsen har at sige ind i denne tragiske hændelse. Han siger at opstandelsen helt klart er et kors for den menneskelige tanke. Vel nærmest en hån mod de forældre der har mistet deres lille nyfødte barn at trøste dem med at barnet skal opstå fra de døde. Det er er lige så meget et kors for tanken, siger Løgstrup, hvis der ikke findes en opstandelse. For sorgen over det mistede barn er en fortælling om, at kærlighed er livets skabte mening. Påske betyder passage, dvs spring fra en dimension til en anden. Forældrene til det døde barn, ja, alle som mister, husker deres døde. I troen på opstandelsen husker vi ikke blot vores kære afdøde, men vi har også tillid til, at den anden, vi har mistet, i al evighed vil være levende for os.  

Opstandelsen som kvinderne bliver de første vidner til derude ved den tomme grav, bliver gennembruddet for os til lys, liv og glæde. Det er vigtigt at understrege at det er et håb til livet her og nu og ikke kun et håb der en gang må vise sig i en fremtid. Opstandelse bliver derfor også en erfaring som ikke alene er forbundet med døden, men også en erfaring som vi kan gøre når en tilstand af død og tomhed overmander os og forvandler sig til liv og glæde.

Det skriver den unge dansk-norske forfatter Kristin Vego smukt om i sin novelle Vinter. Her møder vi de to gamle veninder Hannah og Marie. De har ikke set hinanden i mange år, og da Maries liv kollapser i København, rejser hun over til veninden i England. I Yorkshire hvor Hannah passer sin tantes hus i et par måneder.

Huset ligger smukt ude på landet med store åbne marker, bakker og skov, landsbyen ikke langt derfra. Det er vinter og himmelen er enorm februarhvid.

Man mærker at de to veninder har været lang tid fra hinanden. De har brug for tid til at binde bånd på ny til fortiden og mærke at de stadig deler en masse sammen. Marie har forladt København og kæreste efter at hun uventet har mistet et foster. Marie er i sorg og forfatteren skildrer med indlevelse hvordan to gamle veninder er forskellige steder i livet. Hannah er knyttet til naturen, huset og den lokale kirke, hvor hun i novellens begyndelse vender hjem til huset efter at have været til gudstjeneste. Marie sidder for sig selv i huset, og Hannah beretter begejstret om præstens prædiken der handlede om renselse.

Netop hvad Marie har brug for og søger hos sin gamle veninde i det smukke og næsten urørte landskab. Hvordan kan Marie blive til en helt ny dej, som Paulus skriver om påskebegivenheden (i 1.Korintherbrev 5,7-8).

Til slut i novellen går Marie en tur i skumringstimen ud over markerne mens Hannah sover på sofaen. Det er lyset som har kaldt hende ud. Der er pletter af beskidt sne, lyset er på vej mod mørke og nat. Nede ved læskuret ligger køerne med benene foldet ind under sig og sover. Mens hun går kommer tanken til hende at i morgen vil hun gøre huset rent. Det er mens hun går at hun synes hun hører Hannahs stemme kalde på sig. Hun ved ikke hvorfra det kommer.

Der står engel på marken. Hun står lige foran mig, mild, gennemsigtig. Det er hende lyset kommer fra. Først tror jeg at hun brænder, det sitrer i luften omkring hende, men det flimmer fra tusind vinger, natsværmere og andre smådyr, de kaster sig mod hende, flyver tilbage og kaster sig mod hende igen. Hun står helt roligt og lyser. Hun ligner alle jeg har elsket. Kom, tænker jeg. Kom og løs den bundne jord.  

Den sidste linie er et citat af Blichers sang til Kyndelmisse det er hvidt herude. En længsel i Marie efter at noget nyt må løsne sig og blive til liv. Det liv hun ikke kan mærke, og som hun heller ikke selv kan klare at få til at blive til.

Hun mærker at tomheden fyldes af noget nyt. En engel som ved graven den morgen kvinder stod der. Det fortæller om den fascinerende erfaring vi alle kan gøre; at noget udefra vækker et lys til live i os, som vi ikke på forhånd vidste, at kunne ske. Og det er kristus er opstanden, ja, han er sandelig opstanden . Amen