Dette hellige evangelium til palmesøndag skriver evangelisten Matthæus (21,1-9) 

Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.« Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: »Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.« Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: »Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!« AMEN 

PRÆDIKEN 

Der havde været så meget ydmygelse omkring ham, der nu endelig kommer som en konge. Han var blevet foragtet og forfulgt. Kun toldere og syndere kunne han finde i sin nærhed – og så nogle få (såkaldte) venner…

Det er ydmygende at blive foragtet og forfulgt. Det er ydmygende at blive forbigået og det er ydmygende at blive ladt af alene tilbage af hovedrystende mennesker. Men nu ser skaren ydmygelsen forvandlet til kommende storhed. Nu synes de, at han ligesom er rank og de kan sole sig i hans glans. Før en omvandrende prædikant i en afkrog af landet, nu en konge, der rider ind i hovedstaden for at vinde et folk for sit rige…

Det er den historie, der fortælles med rungende hosiannaråb og svingende palmeblade på en palmesøndag…

Se din konge kommer til dig – sagtmodig, ridende på et æsel…

Mange havde nok håbet, at Jesus, der kunne forvandle vand til vin og helbrede alle sygdomme, at netop han kunne smide den forhadte romerske besættelsesmagt på porten, sørge for ordentlige forhold for ordentlige mennesker i Jerusalem og i det hele taget være en konge, der var værd at snakke om.

Mange havde måske håbet, at han kom med lidt større kraft end et æsel. At han kom med stor guddommelig kraft og styrke og med noget mindre sagtmodighed. Men det er den sagtmodige konge, der kommer…

Øjeblikket fyldes af kongelig sagtmodighed. Hvis der er noget, den sagtmodige ikke gør, så er det at true med vold. Jesus kommer langsomt. Uden våben, men med fred. Og det tager tid for hans rige at bryde igennem. Det kan ikke tvinges eller kæmpes igennem med vold. For sagtmodighed er kærlighedens og troskabensvej…

Med Jesu indtog i Jerusalem tages der ikke kun hul på glæden, men også på en kommende sorg. Lidelse og død venter forude, og dog så er der håb – selv ved dødens tærskel. I stor nød og elendighed. Som det for Jesus viste sig få dage efter hans indtog i Jerusalem – hvor stemningen om fredagen vendte sig så voldsomt.

For trods det, er der dog stadig håb. Den sagtmodige har sans for, at selv når alt ser håbløst ud, er der håb. Det er der, fordi han ikke veg tilbage, men gik kærlighedens og troskabensvej ind gennem lidelse og død …

Her sidder vi i meget længe efter i en travl hverdag, hvor det sagtmodige ikke ligefrem er en efterspurgt kvalitet på arbejdsmarkedet. Her sidder vi i en verden fyldt med krig, nød, død og ødelæggelse, og så tales der bare om sagtmodighed og om en fred, der ikke er af denne verden, men tilhører gudsriget.

Hvad skal vi bruge det til…

Det gode og det onde kæmper i stadig kamp alle vegne - også i os selv. I hver eneste en af os. Den erkendelse kommer langsomt til os med æselrytteren den dag i Jerusalem. Det rige, han kommer med, kan ikke tvinges frem med vold. Det kommer indefra, fra de frø, som han har sået i vores sind. De frø, der handler om den længsel, som vi har mod fred og kærlighed. Det håb vi har om fællesskab og samhørighed. Den tro, vi har på, at den skabte verden trods alle ting, der tyder på det modsatte, er god, fordi den er villet af Gud. Den tanke, at også det sagtmodige har værdi.

Det er en fred til hvert enkelt menneskesind. Guds fred taler til det enkelte menneskes indre. Guds fred er det, der gives til mennesket, så vi trods alle ting kan øjne håb i livet. Guds fred er det, der hjælper os op igen, når vi er faldet, og når vi synes, at nu orker vi altså ikke mere. Så længe verden står, vil Guds ord fortælle om en levende, fremspirende virkelighed, der er sået af Gud i vores sind.

Guds ord – i skikkelse af en mand på et æsel – taler trøst til de bange, håb for de fangne og fællesskab for de ensomme. Han har været i tilværelsens grænseområder med sin fred. Han er gået med ned i det dybeste mørke og har der bragt lys, ligesom han i det værste stormvejr har holdt os fast. Det er den fred, som Jesus kom med den dag i Jerusalem, det er den fred, som han kommer til os med i dag. Alt det her gør han for, at vi trods alle ting skal have mod til at gå ud og leve vores liv …  

Palmesøndags indtogsberetning knytter godt an til den indtogs-og indgangsstemning, der også kan være vores ved forsårstide, hvor alting derude er i gang med at bryde igennem og hvor vi palmesøndag tager hul på påskeugen med familie og venners indtog i mange hjem.

En håbefuld tid på året, hvor vi mærker hvor godt det er, at solen og varmen kommer igen. Hvor vi liver op og glæder os, som de gjorde den dag i Jerusalem med Jesu indtog som en fredskonge på æselryg og for en stund glædens og festens midtpunkt…

Eller også glæder vi os ikke? Venter måske kun en forøget smerte og større ensomhed? Det kan ikke sådan fuldstændig styres og håndteres. Og tab og trængsel, som hører med til et menneskeliv, kan ikke nødvendigvis klares med lidt forårssol og varme.

Men vi kan få styrke til at være i det. Finde fred med det, der er. Være i det, der er, hvad så end det er, og hvad der måtte komme. Dybest set med håb – for dog så er der håb. Dog så er der mening af den allerbedste slags med at være her, hvor du og jeg er, når der er kærlighed og nåde på spil. Hvad der altid er, hvor vor Herre er:

Velsignet være han, som kommer i Herrens navn. Hosianna i det højeste…

AMEN