Så tog Jesus til Galilæa og sejlede over på den anden side af Genesaret Sø, der også bliver kaldt Tiberiassøen. ²Mange mennesker fulgte efter ham, fordi de så de tegn, han gjorde, når han helbredte de syge. ³Jesus gik op på et bjerg og satte sig der sammen med sine disciple. ⁴Det var kort tid før jødernes påskefest.

⁵Jesus løftede blikket og så det hav af mennesker, der var på vej op mod ham, og sagde til Filip: »Hvor kan vi købe brød nok, så alle de mennesker kan få noget at spise?« ⁶Han vidste godt selv, hvad han ville gøre, så han spurgte i virkeligheden for at sætte Filip på en prøve. ⁷»Selvom vi så købte brød for en hel årsløn, ville det ikke være nok til, at folk fik bare en lille bid hver,« svarede Filip. ⁸Andreas, der var Simon Peters bror og en af Jesus’ disciple, sagde: ⁹»Her står der et barn med fem brød og to fisk, men det er jo langtfra nok til så mange.« ¹⁰Jesus sagde: »Sørg for, at alle sætter sig ned.« På stedet var der græs over det hele, og de omkring 5.000 mand satte sig. ¹¹Så tog Jesus brødene, bad en takkebøn og delte dem ud. Bagefter gjorde han det samme med fiskene, og alle fik, hvad de kunne spise. ¹²Da de var blevet mætte, sagde han til disciplene: »I skal samle resterne sammen, så der ikke går noget til spilde.« ¹³Det gjorde de og fyldte 12 kurve med brødstykker; så meget var der tilovers af de fem brød.

¹⁴Folk forstod, at Jesus havde vist dem et tegn, og de sagde til hinanden: »Han er den profet, vi har ventet på.« ¹⁵Det fik Jesus til at indse, at de havde tænkt sig at tvinge ham til at blive deres konge, og han gik længere op ad bjerget for at undgå dem. Johannes 6,1-15 

Billede: Svenstrup Kirke, Sønderborg 

”Hvor kan vi købe brød nok, så alle de mennesker kan få noget at spise?” – Vi forstår ham så godt, disciplen Filip, der ser på mængden af mennesker der er stimlet sammen, og han kigger samtidig på barnet der står ved siden af med fem brød og to fisk. Kan alle de mennesker blive mætte? Det ser umuligt ud….

Jesus bliver ikke bragt i oprør og tvivl om hvad han vil gøre. Han kan mærke hvordan Filip har det, men undlader ikke at spørge hvor de kunne få brød nok til alle de mennesker. For det fortælles om ham, at han godt vidste hvad han ville gøre, og at det i virkeligheden handlede om at sætte disciplen på prøve.

Hvorfor må vi spørge? Hvad er det han vil udfordre os med i dette under, som vi må kalde det, hvor så mange mennesker bliver mættet? For det lyder vildt med fem brød og to fisk og fem tusinde mennesker. Kan de blive mættet, ja, så er det sandelig et under.

Vi synes at disse undere strider mod alt, hvad vi kender og respekterer – vores fornuft og forstand. Vi synes de hører til i en uvirkelig verden.

Jesus vil med sin prøve bringe os derud hvor vi må slippe kontrollen. Hvor vi står usikre og ikke ved hvad vi skal gøre, eller hvad der er vigtigt lige i det nu. Vi husker alle tidspunkter, hvor fornuften ikke kunne hjælpe og forstanden stod stille – situationer hvor vi følte os hjælpeløse og bange, og ikke vidste, hvad det næste øjeblik ville bringe. Vi er der hvor alt hvad vi normalt sætter vores lid til og kan stole på, at det ikke længere viser sig at være det faste grundlag under vores liv. Vi kan føle os helt uden trøst og håb på grund af sygdom og bekymring, og vi synes ikke at der noget i vores liv som kan bringe os ud af den situation vi føler tager al vor opmærksomhed.

Jesus ville prøve dem – prøve, om de stolede på at livet rummer det underfulde. Det underfulde som vores fornuft synes er mærkeligt eller som vi ikke kan have med at gøre.

Johannes taler om brød, men det ser jo ud til at dette brød ikke er helt almindeligt? Det rummer betydninger, som går ud over hvad vi forbinder med brød. Er brødet kun brød, som vi ser det ligge hos bageren i vinduet eller på køkkenbordet hjemme? Hvad nu hvis virkeligheden ikke er som den ser ud til? – At så mange mennesker bliver mætte af så lidt, gør os skeptiske. - Sultende og fattige mennesker hører sikkert denne tekst på en helt anden måde end vi der dagligt får den mad vi skal have, og jo ofte må tænke på hvad vi spiser, for ikke at få for meget. For dem giver denne fortælling håb.

Bag fænomenerne som vi dagligt omgiver os med ligger betydninger gemt. Når jeg står nede ved sundet en morgenstund og nyder en smuk solopgang ad havet, ved jeg jo godt at solens røde ildkugle tusinde grader glødende ild, er et fysisk fænomen og kan beskrives som sådan. Men det er jo ikke på den måde vi tænker om solen, når vi nyder en tidlig solopgang. Vi tænker ikke på hvor solen kommer fra, hvor gammel den er, dens temperatur, men vi tyder solen mens vi ser den bevæge sig op ad horisonten. Den bliver til et tegn, der peger væk fra en fysisk realitet til en åndelige virkelighed. En solopgang bekræfter mig i at livet er større end mig, solen kan få mig til at tænke på alt det gode i mit liv, det kan give mig en følelse af taknemmelighed over mit liv. Solen fortæller om dette herlige liv jeg er sat ind i. Solens stråler som varmer min krop og sjæl, og minder mig den varme og det lys jeg modtager fra min omverden. Solen betyder altså noget andet og mere end solen som et konkret fysisk fænomen. Bag fænomenet gennem sig betydninger, som bekræfter os i at livet er et under. Det er et under, at der er noget, og at der ikke bare er ingenting. Solopgangen får hjertet til at strømme over i taknemmelighed for den herlighed og fylde, der er livets, bare ved at det er der.     

Når vi går bag om livets mange fænomener og ser dem som mere end det de rent fysisk møder os med, er det jo fordi vi er åndelige væsener.

For nu at vende tilbage til brødet fra Johannes, så lever vi ikke kun af brød alene. Det er snarere modsat – vi dør af brød alene! Således som forfatteren Cecil Bødker skriver om det i et et digt:

               Det daglige brød

               Det er tykke tæpper på gulvet

               Radio

               Og rindende vand.

               Du gør dig megen bekymring

               Men alt er fornødent.

               Vi lever ikke af brød alene.

Vi har svært at forestille os et liv, hvor vi ikke har de materielle goder, der omgiver os.

Døden af brød alene er den død som følger af, at ville have et liv der kan kontrolleres og overskues. Hvor alt er lagt til rette, der er ikke noget som kan forstyrre freden og bringe uorden i livet.

Vi kan sige at det er livet nedskrevet til den mindste fællesnævner, som handler om mit eget ”brød” – og her betyder brød, alt det der gør min verden tryg. En holdning til livet der vil bevare det kendte og helst udelukke det som kan bringe uro i min verden. Det er for lidt bare at være i live og overleve. Vi lever af mere end det daglige brød, vi dør alene af det brød, hvis det er kun det vi vælger at leve på. Om livet er rigtigt liv kommer det an på kvaliteten af det liv, man lever. Kvalitetsmæssigt kan det liv vi lever, være fuldt af død - det er tilfældet, hvis vi kun vil have med det at gøre, som gør at vi bare lige overlever.

Jesus ser skarens nød. Han ser at de har behov for mad. Filip og Andreas ser også skaren, men man kan altså se forskelligt. De ser noget ukontrollabelt, hvor Jesus ser ikke blot en skare af sultne mennesker der har brug for mad til at opretholde livet. Vi har brug for mad eller brød i mere end fysisk forstand, brug for mod, brug for styrke, og livsforventninger.

Vi brug for alt det som er mere end brød, som så fint kommer frem i fortællingen i dag, hvor de 12 kurve med brød der bliver samlet sammen jo netop vil løfte dette bespisningsunder til at være det det er: et under. Et under der igen peger hen på det som ikke kun er vores fysiske behov, men som også er vores åndelige behov. Næring for sjælen.

I Martin A. Hansens novelle Agerhønen sidder en far, mor og deres børn i et lille fattigt hus, mens blæsten river udenfor og sneen piver om huset. De sidder i skæret fra lyset af en karbidlygte på væggen, for de havde ikke mere olie at hælde på petroleumslampen. Faderen læser avis mens moren stopper strømper og børnene blader i gamle ugeblade. Ingen taler med hinanden, og man fornemmer tydeligt at det er en familie som har mange bekymringer i livet. Pludselig mens de sidder dér i stuen, og blæsten tager til og pisker rundt om huset, lyder der et dumpt slag på døren. Alle kigger de på hinanden lidt urolige, men ingen siger noget. De sidder længe stille sådan, indtil morderen spørger: Hvad var det? faren rejser sig fra sin stol og går ud til døren, og inde fra stuen kan de høre ham siger. Er her nogen? Da han kommer ind i stuen har han noget i hænderne. En lille buttet fugl, en agerhøne var det, der havde ramt døren og var faldet død til jorden. Den er stadig varm og de undrer sig alle hvad den kom fra, og ud af vinduet ser drengen i familien en mørk skikkelse, større end mænd, gå bort mellem træerne. Moren går straks i gang i køkkenet med at forberede et måltid ud af agerhønen. Faren går ud i sneen og graver en håndfuld frisk persille frem. Moren forbereder et håbets måltid. Ude i mørket bruste blæsten. De vaskede sig, redte håret, pyntede sig. Så satte de sig ved højtidsbordet. Agerhønen blev delt, og der blev kun lidt til hver. Men det er sandhed, at den lille fugl mættede dem alle.

Så tog Jesus brødene, bad en takkebøn og delte dem ud. Bagefter gjorde han det samme med fiskene, og alle fik, hvad de kunne spise. 

Et håbets måltid, hvor alle blev mere end blot mætte. For det handler som nævnt ikke om brød alene, vi dør af brød alene.

Derfor peger dette måltid hen på nadveren. Gudstjenestens under er nadveren. Ikke et måltid der mætter i fysisk forstand. Nadveren er mere end en smule brød og en sjat vin. I nadveren giver Jesus sig hen til os – han er den næring for modet til at leve, som vi så let kan miste, hvis ikke det blev os fortalt, at i ham er det Gud selv med hans evige, uovervindelige livsmagt, der viser sig.

Her modtager vi livsmodets umistelige næring, livsmodets brød fra himlen. Amen