¹Så forlod Jesus Galilæa og rejste videre til området omkring byerne Tyrus og Sidon. ²²Der blev han opsøgt af en kvinde, der ikke var jøde. Hun råbte: »Hjælp mig, Herre. Min datter er syg, hun er besat af en dæmon.« ²³Han svarede hende ikke med et ord, men disciplene sagde til ham: »Få hende til at gå væk, hun råber jo efter os.« ²⁴»Jeg er kun sendt hertil for at hjælpe de jøder, der er kommet på afveje,« svarede Jesus. ²⁵Men kvinden kom helt hen til ham og faldt på knæ for ham og bad: »Hjælp mig, Herre!« ²⁶»Det ville være forkert at tage brødet fra børnene og give det til hundene,« sagde Jesus til hende. ²⁷»Det er rigtig nok, Herre,« svarede hun, »men hundene får da lov at spise de krummer, der falder ned fra deres herres bord.« ²⁸»Du har en stærk tro,« svarede Jesus. »Du får det, du beder om.« I samme øjeblik blev hendes datter rask. Matthæus 15,21-28 

Der er  meget genkendelig menneskelighed i mødet mellem den ikke jødiske kvinde, Jesus og hans disciple. Jesus og disciplene er langt væk hjemmefra. Den ikke jødiske kvinde tilhører det oprindelige kanaanæiske folk i Israel. I dag vil vi måske tale om hende som arabisk.

Lagt hjemmefra bliver posen af værdier, den historie vi har med os, hvem vi er, hvad der er vores pligt, landskabet og byers genkendelighed nogle gange rystet godt og grundigt.

Og det er nok meget godt engang imellem at møde mennesker og holdninger som udfordrer os, og får os til at se livet fra nye perspektiver.

Kvinden henvender sig til Jesus i en indtrængende bøn om han vil helbrede hendes datter. Der er ingen tvivl i hendes sind at han kan, men vil han….. Hendes situation er almen menneskelig. Den gælder til alle tider, overalt på jorden, for alle mennesker. Vi råber efter hjælp, beder i stilhed vore bønner, når vi er alvorligt syge, og særligt når det som her, er et barn der er syg. Det er en moders kærlighed der vækker vores empati og vi kan umiddelbart se hende for os. For vi har måske været i den samme situation, og har vi ikke, er det ikke svært at forestille sig, hvordan hun har det.

Er der noget som undrer os må det, havde jeg nær sagt, være reaktionen fra Jesus. Ham der ellers altid springer til med en helbredelse er nølende her, ja, direkte afvisende overfor om han har noget at gøre med denne kvinde. For ”jeg er jo kun sendt hertil for at hjælpe de jøder der er kommet op afveje” er det svar han giver kvinden.

Det er jo ikke mere end 2 søndage siden vi lyttede til fortællingen om Jesu dåb. I dåben bliver Jesus udråbt til at være Guds søn. Guds søn må da som Gud være altfavnende i sin kærlighed til menneskeheden.

Den kærlighed Jesus møder kvinden er noget reserveret. For ikke at sige kold og bliver begrundet nogle med nogle sociologiske overvejelser om menneskers forskellighed og vigtigheden at holde sig indenfor rammerne af sin egen etnicitet.

Er det virkelig sådan vi skal forstå Gud? Skaberguden som vi kender i den store kærlighed hvormed Gud skaber livet. Som ikke sparer på noget som helst i det liv vi ser folde sig ud i skabelsesprocessen. En skabelse som ikke kun skete én gang, men sker hver dag fra vi står op om morgen og lyset langsomt kalder livets skikkelser frem for os.

Jesus er uden for sin ”comfort zone” og ser ud til at trække den mindste fællesnævners kort mellem ham og den ikke jødiske kvinde. Over ham er Gud, under ham Djævelen, som Jesus mødte sidste søndag i fortællingen om fristelsen i ørkenen. Men hvad med den kana’anæiske kvinde? Hvor hører hun til i denne modsætning?

Jo, hun står under Jesus, men hun hører ham ikke til. Han regner hende ikke til sin kreds, og han synes at være på vej til at gøre hende til noget der hører til på djævelens side.

Men det er jo ikke kristendom denne holdning til det andet menneske! Hvis Jesus skal leve op til hvad han blev udråbt til i sin dåb, at være Guds søn, som må være Guds synlige billede i verden, og vi må forvente en anden holdning til det andet menneske. Hvordan ligner man Gud? Ved at tænke på noget andet af end sig selv! Guddommelighed er ikke noget man gør sig til, guddommelighed er den gave man får, når man tænker på andet end sig selv.

Derfor er det ubegribeligt at Jesus i evangeliet i dag afviser denne kvinde. Han sagde at han kun var sendt til jorden for at hjælpe Guds udvalgte folk, og man tager ikke børnenes brød og kaster det ned til hundene.

Er det Guds nej til denne kvinde? Ja, det ser unægtelig sådan ud. Nogle gange kan det ikke nytte noget at sidde og vente på at Gud ser mig, hører mig, og i den situation blive mere ulykkelig, og måske begynde at skælde ud på verden og mennesker og uretfærdigheder.

Kvinden satte alt på ét bræt, og hendes bøn blev hørt. For Jesus sagde: Du har en stærk tro, du får det du beder om”. Hun tog straks billedet af hundene på sig. Vi kan høre i hendes svar til Jesus en underforstået ironi båret af protest: kald du mig bare for en lille hund, men selv hunde skal have noget at spise, og de opgiver ikke, men snuser langs bordene for at finde de mindste smuler.

Det er en vidunderlig scene samtalen mellem Jesus og kvinden. Vi skal se os selv i kvinden. Nu gælder det os og det som skete den dag. Vi kan kalde kvindens handling for en frækhed. Men det er troen i hendes tale og handling som Jesus ser.

Troen tænker vi – måske – er det ikke noget som vi skal forberede os til. Vi kan så let komme i tvivl om vi tror. Vi tænker om troen at det kræver viden om det troen tror på. For tro er ikke altid nok for et moderne menneske. Vi vil også vide, være sikre for at kunne stole på at der en større sammenhæng vi kan blive holdt af.

Jeg siger ikke at tro også kan forstås på denne måde. At vi kan lære at tro. Men i kvindens situation var der ikke tid til at følge med Jesus i hans skole og lytte til hans ord, og langsomt modnes i troen.

Troen skal netop stå sin prøve, sådan som vi hører om det i dag, nemlig i det øjeblik, hvor alt snævrer sig ind og bliver ufremkommeligt. Når ingen og intet kan hjælpe. Så leder vi – måske for første gang – ligesom den mor dengang efter ham, der har al magt i Himlen og på jorden.

Der er ingen forskel på kvinden og os.

Det samme gælder for den ukrainske kvinde jeg hørte om. I byen Izium én af de byer som er totalt ødelagt af krigen går midt i al mismodet den unge kvinde Maryna. Hun går ned af vejen med en rød beauty box i hånden klædt i en pelsjakke, mens hendes seksårige datter går hoppende ved siden af og spiser noget fra en slikpose. Mange har forladt byen, men Maryna er vendt tilbage og kunne ikke stoppe med at græde da hun så byen. Hun fortæller at hun er glad for at være her. ”Her er muligheder, skolerne er lukkede lige nu, men forhåbentlig åbner de til september, når min datter skal starte” siger hun optimistisk. ”Det skal nok gå godt”. Hun peger på sin beauty box – og siger at hun satser på at finde arbejde med at lave manicure på byens kvinder. Flotte negle er der altid et marked for, mener hun.

Fælles for kvinden som beder Jesus om hjælp og den ukrainske kvinde er troen trods begges usikre og fortvivlede situation.

Hun bliver jo rost for sine store tro af Jesus. Hun har sådan ikke gjort andet end være vedholdende og stædig. En god portion stædighed hører med til at holde fast og blive ved med at sige til sig selv: jeg må ikke give op. Ikke at give op er at gøre sig åben overfor at der er en mening på trods.

Mennesket i salmen fra Det gamle Testamente ( Salmernes Bog 42) hørte vi før skrige og tørste efter Gud. Det menneske ved godt at Gud er der. Måske ikke lige til at se og føle nu. For tro er også at kunne vente med tålmodighed.

Gud er det muliges virkelighed. Det betyder at Gud som troen retter sig mod og har tillid til, er den, som skænker muligheder, hvor vi ingen så eller vi forspilder muligheden når den viser sig.

Livet falder fra hinanden. Det gør det hele tiden.

Kvindens datter blev rask og det er en glæde når børn bliver raske.

Hun kæmpede sig frem til de få smuler hun så mulige.

Tro er holde fast i håbet selvom det kan være nok så langt ude. Der er måske ikke altid meget at holde fast i. Men bare der er lidt. Amen