Dette hellige evangelium til septuagesima søndag skriver evangelisten Matthæus (20,1-16. Bibelen 2020) 

Nu skal I høre en historie om, hvordan det er i Guds kongerige. En vinbonde tog tidligt afsted om morgenen for at hyre folk til at arbejde i sin vingård. ²Han blev enig med arbejderne om, at de skulle have en dagløn på en denar, og så sendte han dem hen til vingården. ³Ved nitiden tog bonden afsted igen og fandt flere arbejdere, der stod ledige på torvet. ⁴›I kan også få arbejde i min vingård,‹ sagde han til dem. ›Jeg skal nok betale jer en ordentlig dagløn.‹ ⁵Så gik de derhen. Både ved tolvtiden og igen omkring klokken tre tog bonden afsted og hyrede folk. ⁶Og da han klokken fem tog hen til torvet endnu en gang, fandt han nogle flere ledige. ›Hvorfor har I stået her hele dagen uden at lave noget?‹ spurgte han. ⁷›Fordi ingen har hyret os,‹ svarede de. ›I kan også få arbejde i min vingård,‹ sagde bonden. ⁸Da det blev aften, sagde vinbonden til sin forvalter: ›Kald arbejderne sammen, og giv dem deres løn. Begynd med de sidste, og slut af med dem, der kom først.‹ ⁹Så kom de arbejdere, der var blevet hyret klokken fem, og de fik hver en denar. ¹⁰Da turen kom til dem, der var blevet ansat først, troede de, at de ville få mere, men de fik også en denar. ¹¹De blev vrede og beklagede sig til vinbonden: ¹²›Dem, der kom klokken fem, har kun arbejdet en time. Hvorfor skal de have det samme som os, der har slidt og slæbt hele dagen i den stegende hede?‹ ¹³Bonden sagde: ›Jeg har ikke gjort noget forkert over for dig, min ven. Aftalte vi ikke, at du skulle have en denar? ¹⁴Tag dine penge, og gå din vej! Jeg har valgt at give dem, der blev ansat sidst, det samme som dig. ¹⁵Har jeg måske ikke lov til at gøre, hvad jeg vil med det, der tilhører mig? Eller ser du dig ond på mig, fordi jeg gør noget godt?‹ ¹⁶På den måde vil de første komme sidst, og de sidste komme først.« AMEN 

PRÆDIKEN 

Eksistentielt set er der næppe noget, der går op…

Der fandtes en jødisk fortælling om en rabbiner, der døde, da han kun var 30 år gammel. Alle undrede sig og sagde: Hvordan skal det gå så ung en mand, når han stedes for Gud? Han har jo ikke de samme præstationer at fremvise som en vis firsårig rabbiner? Da fortalte man om den unge rabbiner, at han på få år havde præsteret så meget ypperligt, at ingen på firs kunne overgå ham, og man kunne derfor slippe angsten for, at den unge rabbiner ikke havde ydet nok.

Gad vide om Matthæus har kendt denne jødiske fortælling. Gad vide om Jesus har kendt den? På tværs af præstationstanken i den jødiske fortælling og naturligvis lige så meget på tværs af vores egen måde at tænke på i dag fortæller Jesus lignelsen om arbejderne i vingården…

Efter menneskelig logik og retfærdighedssans er det helt urimeligt at betale samme løn for en time og for tolv timers arbejde. Hvis Jesus havde været tillidsmand, så var han hurtigt blevet virkelig upopulær. Lignelsen kan nok ikke bruges som partsindlæg, når arbejdsmarkedets parter skal forhandle løn. Lignelsen illustrerer snarere, at hvis der indføres lige løn for ulige arbejde, så opstår der spektakel mellem mennesker.

Vi kan næsten se det for os. Arbejderne står der i køen for at få deres løn udbetalt. Forvalteren sidder med den store pengekasse. De, der har arbejdet længst, står bagerst i køen. De står svedende med ærmerne smøget helt op under armhulerne og med blå saft på hænderne og sorte negle – et vidnesbyrd om, at de har slidt hele dagen. Når arbejderne, som har båret dagens byrde og knoklet hele dagen, opdager, at de, der kun har arbejdet en time, får det samme udbetalt, bliver de dybt krænkede på deres retfærdighedssans og når vores retfærdighedssans krænkes, så bliver vi gule af misundelse.

Misundelse opstår, når vi sammenligner os med hinanden: Søskende gør det, børn gør det, kollegaer gør det, naboer gør det, du og jeg gør det og arbejderne i vingården gør det. Og så er det, der opstår uro, utilfredshed, splittelse og vrede. Spektakel kaldte jeg det vidst lige før…

Men Jesus demonstrerer med lignelsen, at Guds rige er præget af en anden tankegang end den menneskelig logik og retfærdighedssans: I Guds rige får vi ikke tilbage, som vi har fortjent, her får vi alle uendelig meget mere end vi fortjener. For Guds kærlighed følger andre love end arbejdslivet og bankvæsenet.

Gud giver ikke arbejderne i vingården 1 denar som modydelse. Han giver til dem, fordi han kan se, at de har værdi ved at være til, ved at være skabt – ikke ved, at de selv skaber værdi, som kan tælles og gøres til genstand for sammenligning. 

I det perspektiv forsvinder forskellen mellem os mennesker. Mellem dem, der ydede mest, og dem, der ydede mindst. Mellem dem, der er kommet langt, og dem, der kom knap så langt. Mellem de fromme og mindre fromme…

I det grundmenneskelige handler det om, at du og jeg fik livet givet for intet. Med vidt forskellige forhold gældende i tilværelsen som arbejderne i vingården og deres arbejdstider. Gud har ikke sagt, at det går os efter fortjeneste og heller ikke at vi vil få resultatløn.

Lignelsen handler om, at vi fik et liv betroet og at det skal leves i kærlighed til vores næste. I det lys bliver det for alvor komisk, hvis vi forlanger overarbejdstarif. For kærligheden tænker aldrig i løn og fortjeneste.

Grundlæggende gælder det samme for os alle, der er her i live. Vi fik livet givet. Og vi får Guds kærlighed, nåde og velsignelse rakt i nøjagtig samme grad. Gud udøser sin godhed over os, uden der går noget fra ham: Som solen, hvis lys ikke svækkes af at stråle. Som kilden ikke tørrer ud af at springe…

Gud giver os, hvad vi behøver: Nåde og velsignelse. I kirken kalder vi det også syndernes forladelse. Det er en lettelse og en guddommelig godhed i livet: at vi trods alt det, der gik galt, må løfte vores hoveder og se hinanden og os selv i nådens lys.

Guds nåde, som vender rundt på alle ting, så de sidste bliver de første og så de første bliver de sidste – og så det, der gik galt, kan komme til at gå godt. 

Alt er godt, forkynder evangeliet. Ikke sådan at vores retfærdighedsprincipper eller retfærdighedsfornemmelser bare krydres med lidt godhed her og der. Men sådan at Guds godhed ligger til grund for alt andet. Den gør livet godt – uanset hvor retfærdigt eller uretfærdigt livet arter sig…  

For Gud lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Livets vilkår - både de gode og de vanskelige – kommer til os uanset, hvad vi har fortjent. Guds hjælp består ikke i at garantere os medgang, men i Guds med-gang med os, altså at Gud går med os mennesker både i det gode og det svære…

Sandelig siger jeg jer, i dag skal du være med mig i paradis, sagde Jesus til forbryderen, der blev korsfæstet sammen med ham langfredag. Forbryderen havde vel heller ikke så mange gode gerninger at henvise til…

Eksistentielt set er der næppe noget som helst, der »går op«

Det er det befriende, og bogstavelig talt frigørende: At Gud tager imod os – også selvom vi ikke kan leve op til standarden. Gud stiller ikke gode gerninger som betingelse. Gud tager imod med åbne arme. Vi har alle samme værdi for Gud.

Så er du angst for at det, du gjorde ikke rækker eller fornemmer du, at dit liv mislykkes og at du meningsløst står på torvet og at ingen har brug for dig, så skal du høre det igen: Du har værdi i Guds øjne. Du kan stole på det, Gud har sagt, at hans rige er dit. Og griber misundelsen dig og gribes du af selvretfærdig harme, så skal du også høre det igen: Guds rige er dit. Del du rundhåndet ud af det. For også de andre har værdi for Gud.

Lignelsen handler om barmhjertighed, om nåde, om et storsind, som går på tværs af menneskelig logik og retfærdighedssans. Det strømmer ødselt ud i en strøm, der aldrig standser. For sådan er Guds væsen.

Det er sådan vi må høre lignelsen i dag: Gå lige ind i Guds rige. Du kommer derind af nåde, ikke ved at albue dig frem, ikke ved din egen præstation eller fortjeneste. Men fordi Gud ser på dig med gode og nådige øjne og dér bryder Guds rige frem her på jorden allerede nu.... 

Tak for åndens styrke

Og for sjælens sejhed

Tak fordi der findes

Et hjerte

Bag mit hjerte

Tak for nådens

Tunge og tøvende lys,

Der falder så stille

Og ømt. AMEN